|
Den,
der interesserer sig seriøst for kunst og journalistik i pressens
guldalder (1850-1914), løber hurtigt ind i problemer med mærkelige
signaturer som Alceste, Casnar og Columbine for slet ikke at tale om helt anonyme artikler.
Jeg
har beskæftiget mig med den slags problemer i en årrække, fordi jeg har
haft det privilegium at kunne bruge
en stor del af min tid på at skrive bøger om forfattere, kritikere og
journalister som Herman Bang, C.E. Jensen, Gustav Esmann, Karen
Hammerich og andre.
Derved
er jeg kommet i besiddelse af megen mærkelig viden, eksempelvis: Hvis
du støder på dæknavnet Alceste i
Politiken i år 1900, er det en
artikel af Herman Bang, du har foran dig. Han brugte det dæknavn, når
han skrev om udenrigspolitiske emner. Men hvis du finder Alceste-signaturen
under en teaterartikel i Morgenbladet midt
i 1870’erne, er det Edvard Brandes, der er på spil.
Alceste er
navnet på en opera af Gluck, som havde Alceste- figuren fra en tragedie
af Euripides, hvor formen var Alkestis.
Præcis hvad der lå bag d’herrer Brandes’ og Bangs brug af Alceste som dæknavn, var mig i lang tid
en gåde: Alceste/Alkestis var nemlig en selvopofrende kvinde! Men så
kom jeg i tanker om, at Alceste også er navnet på den mandlige
hovedperson i Moliéres Misantropen. Han
er en person, der hævder, at man for enhver pris skal sige sandheden,
og det viser sig naturligvis at bringe ham i problemer. Det er mere
oplagt, at det er Moliéres ’Alceste end,
at det er Glucks’, der har afgivet navneinspiration til Brandes og
Bang. Men vi ved det ikke, for journalister afslører uhyre sjældent,
hvorfor de har valgt dette eller hint dæknavn. Der er et element af
gådegætning og drilleri over fænomenet.
At
et dæknavn kan være et rigtigt narreværk, har vi et eksempel på i Casnar, som var navnet på en gammel mand
eller nar i de antikke komedier, som fra 1840’erne blev kendt herhjemme
som ”atellaner”. Den 16-årige latinskole-elev C.E. Jensen valgte Casnar som dæknavn, da han debuterede i
Social-Demokraten. Han skrev så
gammelklogt, at han lige så godt kunne paradere som en gamling. For
resten var han også snart færdig med at være skoleelev. Hans rektor
smed ham ud, fordi han ikke ville holde op med at skrive i Social-Demokraten.
Columbine
refererer til commedia dell’arte,
Pantomimeteatret og Tivoli. Navnet
bringer både fest og farve og ulykkelig kærlighed med sig. Blandt dem,
der har anvendt signaturen Columbine, er
Karen Hammerich, kvinden der i 1904 skød og dræbte forfatteren Gustav
Esmann på et hotelværelse, hvorefter hun tog sit eget liv. Egentlig
studerede hun medicin, men hun var for nervøs til at klare eksaminerne.
Til gengæld havde hun et naturtalent for kulturjournalistik, som hun
dyrkede under Columbine-dæknavnet i
Damernes Blad og Politiken.
Alceste, Casnar og Columbine,
tre dæknavne anvendt med forskellige motiveringer. Den unge Edvard
Brandes drev teaterpolitik under Alceste-masken.
Herman Bang gav rollen som udenrigspolitisk vismand under samme maske.
Latinskoledrengen C.E. Jensen tog Casnar-masken
på for at skjule sit sociale oprør for rektor. Karen Hammerich spillede
Columbine, formentlig
for at skjule sin journalist-identitet for familien og andre, som
stadig troede, at hun læste til læge.
Efter
tragedien med Esmann kom hendes rigtige navn på forsiderne.
Ellers
kan der gå år og dag, før dæknavne bliver afsløret af litteratur- og
teaterhistorikere. Der gik mere end hundrede år, før vi fik
sandsynliggjort, at Casnar er identisk med C.E. Jensen.
Den,
der vil fastlægge paterniteten til anonymt og pseudonymt skrevne
artikler, må være parat til at gribe til mange forskellige midler.
Undertiden finder man dæknavnene afsløret i senere udgaver af avisen.
Andre gange driller konkurrerende aviser ved at afdække mærkerne. Det
sker også, at journalisterne i deres erindringsbøger fortæller, hvilke
signaturer de har opereret under. Gådens løsning findes undertiden i
breve offentliggjort flere år efter. I svære tilfælde må man gætte sig
frem via indholdsmæssige og stilistiske kriterier.
Man
kan sjældent slutte logisk fra dæknavnet til det rigtige forfatternavn.
Et eksempel på, hvor vanskeligt det kan være, er en interview-artikel i
Politiken den 16. april
1887: ”Hos Biskop Monrad i Australien”. Artiklen er signeret n-d. Hvem kan det være? Man kan oparbejde
en liste over tidens kendte Politiken-medarbejdere
og sætte sig til at gætte i en uendelighed. Hvis det ikke var for Politikens Honorarprotokol dec. 1885 – maj 1887,
som findes opbevaret i Det Kongelige Biblioteks Center for Manuskripter
og Boghistorie, ville det være næsten umuligt at finde frem til
artiklens sandsynlige ophavsmand: Toldkasserer Kleist, Hjørring; det er
i hvert fald ham, der ifølge protokollens side 482 har fået anvist
honoraret. Men måske dækker toldkassereren over en anden?
Det
besværliggør søgeprocessen, at et og samme pseudonym anvendes af flere
forskellige journalister. Den maske, journalisten tager på, kan være en
type, for eksempel flanøren, den
blaserte storbyjournalist. Både N.J. Berendsen, Axel Henriques og
Henrik Cavling skrev under dæknavnet Flaneur.
En
hel del af tidens dæknavne var franske. De var simpelthen hugget fra de
franske aviser. Selv Henrik Cavling, som er kendt for sin
’amerikanisering’ af den danske presse, dyrkede i sin ungdom de franske
journalister og deres dæknavne. Gil Blas, som
både var et blad, en roman og en romanperson, blev
brugt som dæknavn både af Cavling og C.E. Jensen. En af tidens store
franske avissucceser, Le Petit Journal, blev redigeret af en mand, Timothé Trimm, hvis navn var et
pseudonym (for Léo Lespès)!
Et forsøg på en terminologisk afklaring ud fra de
autoriserede store røde danske ordbøger kunne se sådan ud:
Anonym
betyder uden kendt navn eller identitet; en anonym tekst er uden
afsender eller forfatternavn. Som stilkarakteristik betyder anonym upersonlig.
Et
pseudonym er et
opdigtet navn, som nogen, især forfattere, bruger for at skjule deres
egentlige identitet. Man taler også om et pennenavn
eller kunstnernavn. De
sidste ord har en mere positiv klang end pseudonym. Man kan sige, at pseudonymet er et gemmested, mens pennenavnet er en kampdragt.
Pseudonymet er som regel et fuldstændigt navn, og det bruges
især i forbindelse med bøger. Når talen er om artikler, foretrækkes signatur, mærke, dæknavn eller pennenavn.
En
signatur er en
underskrift under en skrivelse, et dokument eller en avisartikel. Ordet
bruges også om tegn og bogstaver sat på et kunstværk for at markere, at
det kommer fra en bestemt kunstners hånd. I denne positive betydning
anvender man også ordet mærke. Den,
der skriver under mærke, kan
udvikle dette positivt til en ny og spændende identitet i
offentligheden. En signatur kan udvikle sig til et varemærke,
et brand. For eksempel PH og PH-lampe.
Ellers
synes de fleste af de omtalte begreber at befinde sig i det moralsk
diskutable felt. I Den Danske Begrebsordbog
indgår anonymitet og pseudonymitet
i en sammenhæng, hvis fællesnævner er hemmelighedskræmmeri og maskering.
Undtaget
herfra er initialer, forkortelse
ved hjælp af forbogstaver i navne. E.B. for Edvard Brandes. H.B. for
Herman Bang. De opfattes som neutrale signaturer, fordi de er let
genkendelige og åbenlyst funktionelle, pladsbesparende.
Men
tekstsammenhængen er afgørende. Hvis E.B. og H.B. er de eneste
signaturer i hele avisen, virker de anmassende. Hvis derimod alle andre
artikler er signerede med fuldt navn, virker dem, der kun er forsynet
med initialer, beskedne.
Krøllede
journalisthoveder kunne naturligvis ikke lade være med at lege med
dæknavnene, som fx når C.E. Jensen
anmeldte kvindelitteratur under mærket Adam,
en
teaterversion af Carit Etlars roman Gøngehøvdingen under mærket 2den Mellemklasse og Gilbert
& Sullivans operette Mikadoen under
mærket Tcheng-Ki-Tong. Viggo Hørup balancerede på kanten af ironien, når
han i en polemik underskrev sig Spidsborger (jf.
Scheuer Nielsen, 2013:21). Georg Brandes påtog sig rollen som Lucifer, når han diskuterede kønsmoral
med kristne kvinder. Og da Gustav Wied debuterede med et angreb på
kirken og præsterne, skete det under dæknavnet Peter
Idealist. Dæknavne er velegnede til satire, ironi og polemik.
Den, der skjuler sig af blufærdighedsgrunde, vil oftest foretrække
anonymiteten.
Anonymitet
og pseudonymitet er relative
begreber. De må ses i en kontekst – både en kommunikativ og en
historisk kontekst.
I
tiden op til Grundloven af 1849 var den danske presse stramt styret
ovenfra gennem et sæt af privilegier. Man skulle have kongeligt
privilegium for at slå sig ned som bogtrykker. Loven sagde, at
bogtrykkeren var ansvarlig for indholdet i de aviser, han lod trykke.
At bringe udenrigsstof krævede også kongelige privilegier. Andre
privilegier var knyttet til retten til at sende aviser rundt i landet
og på at tjene penge på at bringe annoncer. Privilegierne var
personligt meddelte og kunne ikke sælges. Hvis nogen skejede ud, kunne
de miste privilegierne igen. Avismarkedet var overskueligt, og da hvert
blad typisk kun beskæftigede to-tre medarbejdere, kan man sige, at
kongemagten havde kort snor i pressen og dens folk.
Med
den nye grundlov var pressen ikke længere ansvarlig over for kongen,
men alene over for domstolene. Ansvaret blev placeret efter det
såkaldte substitutionsprincip: Hvis en artikel nævnte forfatterens
navn, og denne kunne drages til ansvar ved en dansk domstol, så var han
ansvarlig. Ellers gik ansvaret videre til skriftets udgiver eller
forhandler.
Så
logisk princippet end forekom, så var det besværligt at forvalte efter
i en tid, hvor bladmarkedet voksede eksplosivt, og fra omkring 1870
blev det praksis, at ethvert blad skulle oplyse navnet på den redaktør,
som kunne holdes ansvarlig for en usigneret artikel. I
forfatningskampens periode (frem til1901), hvor kongen endnu ikke
respekterede flertallets ret til at danne regering, svarede
oppositionspressen igen ved at hyre såkaldte stråmandsredaktører, dvs.
mennesker, der bare lagde navn til og var villige til at gå i fængsel.
Alle vidste, at den fængslede ikke var den faktiske redaktør, men
navnet bandt. Den, som stod anført som ansvarshavende, røg i spjældet,
hvis loven var overtrådt. Det skete dog også, at chefredaktøren, tog
ansvaret på sig og gik i fængsel, hvorefter han blev hyldet som
frihedshelt, når han kom ud.
Spørgsmålet
om anonyme og pseudonyme artikler har således et klart juridisk aspekt,
der handler om ansvarspådragelse. Kongemagten og senere domstolene har
op gennem tiderne sikret sig at kunne holde en person ansvarlig for
eventuelle lovovertrædelser, overskridelser af ytringsfrihedens
grænser, krænkelser og lignende.
Hvis en avis 1840’erne kun havde én skrivende
medarbejder, nemlig redaktøren selv, så var der ingen grund til at
signere hver enkelt artikel. Et halvt århundrede senere, da en avis
typisk havde en håndfuld faste medarbejdere plus en flok løse, var
anonymiteten udtryk for et redaktionelt valg. Journalisterne arbejdede
for blade, der skiftede ejere og forsvandt.
|
”Bortset
fra enkelte Stjærner, der i Regelen kun gav Gæsteroller i Pressen og
slap dens Tag, saasnart de kunde, blev Journalistik drevet af Anonymer
og Mærker. Gennemsnits-Journalisten
var i bedre Fald et Navn, der kendtes i Dag og glemtes i Morgen …”
|
Efter
denne beskrivelse, som kommer fra en højt respekteret pressemand, var
de ikke-navngivne journalister letudskiftelige løsarbejdere i
avisindustrien. Anonymitet var et udtryk for lavstatus. (Franz
von Jessen i Carl Th. Jensen: Journalistforeningen i Kjøbenhavn 1880.
2. marts. 1940, 1940:33).
I
den konservative Berlingske Tidende fandtes
en helt anden tradition for anonymitet. Den hvilede på forestillingen
om en objektiv, saglig avis, hvis journalister ikke førte sig frem, men
skrev sandheden. Selv anmeldelser foretrak man at bringe usignerede. De
var udtryk for avisens mening, ikke enkeltindividers. Princippet, som
var overtaget fra The Times, blev
håndhævet endnu ved århundredskiftet. Et
interessant aspekt af dette konservative princip er, at det
ligestillede anmeldere af begge køn og tillod Berlingske Tidende i al
hemmelighed at introducere Danmarks første kvindelige anmelder, Athalia
Schwartz. Denne polemiske lærerinde havde i 1863 måttet indkassere en
bødestraf, fordi hun havde stemplet nogle dispositioner, en
skoledirektør havde foretaget, som dumme, men det forhindrede ikke
Berlingske Tidende i at bruge hende som teateranmelder under dække af
anonymiteten.
Når
Athalia Schwartz anmeldte teater andre steder end i Berlingske
Tidende, måtte hun dække sig bag et pseudonym. Da
skuespillerinden Johanne Luise Heiberg opdagede, at det var Athalia
Schwartz, der gemte sig bag anmeldernavnet Cosmus
i tidsskriftet ”Norden”, rasede hun: ”— veed først al Verden, at denne
Mand er er en Qvinde, da Godnat Autoritet.” (Schyberg 1937:260)
I
lang tid var det ikke velset, at kvinder ytrede sig offentligt. Hvis de
udgav noget litterært, valgte de ofte et dæknavn. De kaldte sig fx
Jacob Abdal, Athem Seni, F.C. van der Burgh, August Lazogas eller J.E.
Cart, for nu at tage en håndfuld af de 50 kvindelige forfattere, som
udgav skønlitterære bøger pseudonymt i perioden 1871-1891. (jf. Pil
Dahlerup, 1983:483). Bag de to sidste navne gemte sig i øvrigt Augusta
Brosbøll, som var søster til forfatteren Carit Etlar, hvis navn var et
pseudonym for Carl Brosbøll, som han havde fundet frem til ved at
blande bogstaverne i sit fornavn med bogstaverne i sin forlovedes
fornavn, Tertia. Det var navneleg for viderekomne. Var man først kommet
ind i legen, var det svært at melde sig ud igen.
Den
kendte skolerektor Ingrid Jespersen udgav ungdomsbøger under
pseudonymet H.S. Lynge. Og selv om bøgerne blev positivt modtaget,
ønskede hun ikke pseudonymet afsløret. Hun udvidede det dog til Hella
S. Lynge og signalerede derved, at forfatteren kunne være en kvinde.
Ikke
bare forfatterens køn, men også litteraturens genrer, ja, læsernes
alder, spillede en rolle ved valget af pseudonymitet og anonymitet
I indledningen til sin lille opsats om Anonymer og pseudonymer i dansk børnelitteratur fra
1989 anfører Vibeke Stybe en
håndfuld forklaringer på, at forfattere til eller udgivere af
børnebøger vælger at skjule deres identitet:
|
Kendte folk, der
skriver børnebøger med venstre hånd, ønsker måske ikke at vedkende sig
dette forfatterskab. Måske er en forfatter så usikker på sit produkt,
at han eller hun vil afvente kritikken, før det rigtige navn afsløres.
Måske er en forfatter blot ”skriverkarl” for et forlag, der henter
ideerne fra udlandet. Måske ønsker forlag og forfatter, at bogen
udgives under et passende pseudonym for at den bedre kan sælges. Måske
kan det også bare være spændende at være anonym, det kan være en form
for krukkeri m.m.
|
Grundmelodien
for dette ræsonnement er, at markedet bestemmer. Hvis det kan betale
sig, træder forfatteren tilbage og lader bogen tale. Knud Meister og
Carlo Andersen skrev drengebøger (Jan-bøger) i eget navn, men da de gik
over til pigebøger (Puk-bøger), valgte de et kvindeligt pseudonym
(Lisbeth Werner), formentlig ud fra den antagelse, at en kvindelig
afsender ville virke mest troværdig. Tilsvarende, men med modsat
fortegn, har kvindelige forfattere, der bevægede sig ind på et
traditionelt maskulint felt som kriminalromanen, valgt mandlige
dæknavne (Karen Blixen = Pierre Andrézel, Else Faber = Cecil Burton).
Af
alle danske forfattere er Herman Bang den, der tidligst og tydeligst
har udstillet markedssamfundets liberalisme, hvis essens er, at
journalisten udnytter konkurrencens og reklamens muligheder.
I
sine unge år på Nationaltidende redigerede Herman Bang en
litteraturside. Han skrev det meste af siden selv, men for at få det
til at se ud til, at der var en større stab af medarbejdere, brugte han
forskellige signaturer. På en og samme side finder man artikler af
H.B., Herman Bang og Bernhard Hoff – foruden anonyme notitser, som han
også selv stod for.
Bang
var eminent til at hive penge ud af sine arbejdsgivere. Han opfandt,
hvad vi i dag ville kalde et lukrativt system for præstationsløn:
Medarbejdere, som kom med små historier, der egnede sig til notitser,
skulle have en krone ekstra pr. historie. Herman Bangs ven og kollega
Peter Nansen, sagde, at de let kunne skrive 8-10 kr. sammen om dagen
for dette ”Petit-Vrøvl”. I betragtning af, at månedslønnen for
journalister dengang var 150 kr., kunne disse notitser blive til en
betydelig ekstra-fortjeneste.
Når
Herman Bang skiftede blad, sørgede han selvfølgelig for at få forhøjet
hyren. På Politiken fik han 200 kr., som han benyttede lejligheden til
få forhøjet til 300, da Hørup under en krise ville gøre ham til
redaktør i Edvard Brandes’ sted.
Han
fik også et tilbud fra Dags-Avisen. Inden han sagde nej tak til det,
sørgede han lige for, at Politiken blev bekendt med det, så han lige
kunne få skruet sin løn i vejret. Når han forhandlede løn, var der hele
tiden nogle forskud, der skulle afvikles. Hans nye arbejdsgivere måtte
købe ham fri af gælden til de gamle.
Bangs
kapitalbehov var var umætteligt. Alene for at holde kreditorerne fra
døren skulle han skaffe 2.000 kr. årligt.
Her
var hans mange pseudonymer ham til hjælp. Uden hans arbejdsgiver vidste
det, kunne han skaffe sig indtægter ved at skrive til en anden avis
anonymt eller under dæknavn. Det samme gjaldt, når han i perioder var
underlagt et skriveforbud. I udlandet var han mistænkt for anarkisme.
Når fremmedpolitiet i Berlin, Wien eller Prag forbød ham at skrive
politisk journalistik, måtte han gemme sig bag pseudonymer.
Bang
opbyggede en verden af pseudonymer og mærker. Denne leg med identiteter
fascinerede ham. Den indeholdt uanede reklamemuligheder.
Da
Bang debuterede som dramatiker i 1878, blev han anmeldt rosende i
Dags-Avisen af signaturen L-o. Han ville absolut vide, hvem det var, og
gik op på redaktionen for at få det at vide. Men han måtte gå igen med
uforrettet sag. Ingen vidste det, ikke engang bogtrykkeren. Bangs
ihærdige spørgen rundt omkring skabte en vældig interesse for L-o, som
så følte sig inspireret til at fortsætte med at skrive anmeldelser,
hvor han skar igennem som en rigtig ”publikummer”. L-o blev kendt som
pseudonymet, der skrev ”frisk fra leveren”. Det gik så godt, at
chefredaktøren en dag sagde til bogtrykkeren, at nu kunne han godt
holde op med at lege anmelder, for nu havde de råd til at ansætte
rigtig teaterkritiker! Det er bogtrykkeren og amatøranmelderen Axel
Henriques, der fortæller historien i erindringsbindet Glade
Aar, 1930:30ff. Som pseudonym havde han egentlig valgt
Lorenzaccio efter hovedpersonen i Mussets drama af samme navn. Men han
syntes, det var for langt til Herman Bangs lille skuespil og forkortede
det derfor til L-o. Så tilfældigt kunne skribentens valg pseudonym
være, og sådan kan maskespillet fungere som en practical joke.
Ved
sit første engagement med en avis – Jyllands-Posten i 1878 – brugte
Bang en tegning af en liggende halvmåne som dæknavn. Blandt hans
excentriske pseudonymer var Xavier de Kérouët og ”En Kontorist”. Nogle
af pseudonymerne var ligesom roller, han spillede. For eksempel brugte
han ofte Bernhard Hoff, når han skrev kåde eller kyniske artikler fra
underholdningsverdenen. Andre mærker knyttede sig til bestemte aviser.
Når han skrev i Bergens Tidende, var det som regel under mærket Armand.
Hans initialer kunne være så gennemskuelige som H.B. og så kryptiske
som X. Han anvendte danske fornavne som Marie og Rane og latinske
verber som veni (jeg kom) og vidi (jeg så). Til overmål kunne han også
underskrive sig med et spørgsmålstegn. Tæller vi rub og stub med,
kommer vi op over 50 dæknavne. Her kan selv de mest produktive
børnebogsforfattere ikke være med. Niels Meyn skrev børne- og
ungdomsbøger under kun en god snes forskellige pseudonymer. Men
sammenligningen er ikke retfærdig. Bangs dæknavne er knyttet til
avisartikler, Niels Meyns til bogudgivelser.
Herman
Bangs journalistiske produktion var så stor, at han på trods af sin
omfattende og varierede brug af mærker
samtidig formåede at gøre sit eget navn til et varemærke.
Den
avis, der kunne føre Herman Bang i
marken, havde et forspring frem for de andre. Der stod stråleglans om
hans navn, da han skrev om Christiansborg Slots brand i Nationaltidende
den 4. oktober 1884. Og senere lyste hans navn op i aviserne København
og Aftenbladet. Men Politiken slukkede lyset. Hvorfor? Ja, derom
handler Herman Bang og Politiken. Her
skal blot peges på to momenter, som har med anonymitet og pseudonymitet
at gøre.
I
1888 rapporterede Herman Bang fra en stor nordisk udstilling i
København. Han var uhyre flittig – en dag skrev han fem artikler i
avisen. Alle var anonyme. Hvorfor? Vi kender ikke den præcise grund,
men redaktionen ville have haft mulighed for at kreditere Bang, ligesom
den lejlighedsvis krediterede Henrik Cavling.
Der
var en uvilje mod Bang dybt inde i redaktionen. Han opførte sig som en
hertug, kom og gik, som han havde lyst til. Og redaktionen svarede igen
ved at behandle ham som et nummer.
Cavling
anså ham for en gammeldags skønånd. Bang på sin side betragtede Cavling
som en uartig dreng.
Hvis
Bang havde fået lov til at anmelde teater i Politiken, ville han have
fået en tydelig identitet i bladet. Men Edvard Brandes sad tungt på
stoffet. I øvrigt syntes han, at Bang var en skabagtig personage, en
abekat og en usselryg, en led og fordærvet dreng, som han forgæves
havde prøvet at hjælpe op fra smudset. Hvad Edvard Brandes og Herman
Bang skrev om hinanden i breve til tredjepersoner, er læsning for
viderekomne.
Da
Edvard Brandes endelig accepterede en fast Herman Bang-klumme under
dæknavnet Alceste, var Bang ude i en journalistisk deroute og skrev
udenrigspolitiske kommentarer så luftige, at han i privatbreve
takserede dem som humbug.
Grundlæggende
var Bang skeptisk over for Politiken, både over for de ledende
personligheder, den politiske linje og den ironiske tone. Men bladet
var en magtfuld partner og god at klemme penge ud af. Herman Bang og
Politiken var et ulykkeligt par.
Revideret udgave af listen i John Chr. Jørgensen:
Kommer De som ven eller som interviewer, 2010: 412-15.
Kilder:
Politikens Honorarprotokoller 1885-1905 (KB).
Ugebladet Verdens-Spejlet 20.9.1903-28.2.1904.
Journalistisk Stat i: fagbladet Journalisten juni
1906-april 1913.
Valdemar Koppel: Af Politikens Historie, II,
Register.
Herman Bangs forfatterskab. En annoteret
bibliografi. Udarbejdet af René Herring. Under medvirken af Sten
Rasmussen, 2018:931-37.
A.
= Herman Bang
Adam
= C.E. Jensen
Agricola
= N.P. Bransager
Albert
Berger = Herman Bang
Albert
Millaud = Peter Nansen, Gustav Esmann
Alceste
= Edvard Brandes, Herman Bang
Alonso
= C.C. Clausen
Amatør
= Gustav Esmann
Andresen
= Mantzius
Anton
= Henrik Pontoppidan
Antonio
= C.C. Clausen
Antonius
= Sophus Claussen
Argus
= Herman Bang
Armand
= Herman Bang
Augur
= Herman Bang
B.
= Herman Bang
Bananen
= Breckvoldt, Fr. Madsen
Bernh.
H. = Herman Bang
Bernhard
= Herman Bang
Bernhard
H. = Herman Bang
Bernhard
Hoff = Herman Bang
B.H.
= Herman Bang
Blondine = Chr. Hiorth-Clausen
Bob = Robert Watt
Bruno Appel = Herman
Bang
Bruno
v. W…= Herman Bang
Bøffen = Randrup
Cadet =
Frejlif Olsen
Caribo = P. Hansen
Casnar = C.E.
Jensen
Causeur = Axel Henriques
C.E. = C.E. Jensen
Centaur = Ludvig Mylius-Erichsen
C
& 10 = Fritz Cetti
Ces = Charles Kjerulf
C.H. = Christian Houmark
Chark = Christian Houmark
C.M.
= Carl Michelsen, Carl Muusmann
Chr.
F. = Herman Bang
Columbine = Karen Hammerich
Corsar = Thomas Graae
Cosmus = Athalia Schwartz
C.T. = Caroline Testman
Den
Ensomme = Valdemar Koppel
Den
Yngste = Helge Wamberg
Domino
= Ove Rode
Donatus
= Valdemar Hermansen
Dr.
Bonifacius = Peter Nansen
Dr.
Judæus = Ivar Berendsen
Dr. Rank = Christian Houmark
-e = Sven
Lange
E.B. = Edvard Brandes
Eduard Hill = Herman Bang
Einar
= Valdemar Koppel
Ejner
= Valdemar Koppel
Ekko
= Sten Drewsen
Emil
Beck = Herman Bang
Emil
Trap = Herman Bang
En
gammel Pariser = N. J. Berendsen
En
kontorist = Herman Bang
En
Løsgænger = Herman Bang
En
Onkel = Henrik Cavling
En
Tankelæser = C.E. Jensen
Esther
= Mimi Carstensen
Eva
(le Galienne) = Julie Nørregaard
F.B. = Francis Beckett
Felix = Herman Bang, Carl Muusmann
Felix Mauthner = Herman Bang
Flaneur
= N.J. Berendsen, Axel Henriques, Henrik Cavling
Fix
= Carl Muusmann
Flip
= Henrik Cavling
Frejlif
= Frejlif Olsen
Fritz
Holm = Peter Nansen
Frk.
Loulou = Loulou Marcussen
Fru Loulou = Loulou Lassen
Fuks = Kristian Dahl
G.B. = Georg Brandes
Georg F. = Herman Bang
G.E. = Gustav Esmann
Gil
Blas = C.E. Jensen, Henrik Cavling
Gratulanten
= Valdemar Koppel
Grib
= Edvard Brandes, Peter Nansen
-h-
= Herman Bang
H.
= Herman Bang
Harlekin
= Christian Houmark
H.B.
= Herman Bang
H.B..g
= Herman Bang
H.
Bang = Herman Bang
Hector
= Valdemar Koppel
Hektor
= Valdemar Koppel
Helge
= Helge Wamberg
Henrik
= Henrik Cavling
h.g.
= Herman Bang
H-g,
C. = Georg Brandes
H.
I. B. = Herman Bang
H.
J. B. = Herman Bang
Hj. = Chr. Hiorth-Clausen
Hj.-C. = Chr. Hiorth-Clausen
Homo = L. Mylius-Erichsen
Hr.
Hansen = Carl Ewald
Hrk.
= Henrik Cavling
Hugin = Th. Steinthal
Hugo Berg = Herman Bang
106 = Clemens Petersen
H-y = Henry Madsen
Ignotus = Henrik Cavling
I = Clemens Petersen
I.H. = Herman Bang
Index
= Henrik Cavling
J.
= C.E. Jensen
Jack
= Johannes Jacobsen
Janus
= C.E. Jensen
Jean
= C.E. Jensen
Jeanjean
= Johannes Hansen
Je
Kaa = J.K. Lauridsen
Jens
Kok = Charles’
J.H.
= Herman Bang
John
Hicks = Poulsen-Nors
Joiner
= N.P. Bransager
Jonas
Worm = Frejlif Olsen
Jonathan
= Poul Levin
Julian
Weiss = Herman Bang
Junius
= Edvard Brandes
Karl
2den Mellemklasse = C.E. Jensen
K.D.
= Kristian Dahl
K.H.
= Karen Hammerich
K.
M. = Karl Madsen
Krølle
= Andkjær Larsen
l.
= Valdemar Koppel
L.
= C.E. Jensen
Leander
= N.J. Berendsen
Lecteur
= Herman Bang
l’Etranger
= Herman Bang
Liseur
= Herman Bang
- lb. - = Victor Elberling
L-o = Axel Henriques
Lorenzaccio
= Axel Henriques
Lucifer
= Georg Brandes
Ludvig
= C.E. Jensen
Marie
= Herman Bang
Maurice
= P.C.V. Hansen
Mel.
= Anton Melbye
Mi-fa = Charles Kjerulf
Moderniste = Herman Bang
Moustache
= Chr. Hiorth-Clausen
Mr.
Smile = Emil Andersen
Mynde
= Henrik Cavling
-n
= Clemens Petersen
n.
= C.E. Jensen
N.I.B.
= N.J. Berendsen
Observator
= Valdemar Koppel
Octavius = Charles Kjerulf
O.M.
= Oscar Madsen
O.R.
= Ove Rode
Pen-
= Axel Kjerulf
Per
Anden = Peter Nansen
Per
Pryd = Andreas Vinding
Peter
Idealist = Gustav Wied
Pierre
= C.E. Jensen
Pind
= Frejlif Olsen
Plutus
= Kristian Dahl
P.S.
= Paul Sarauw
Pst!
= Henrik Cavling
Pts
= Valdemar Koppel
Quatre
diables = Herman Bang
Rane = Herman Bang
Rataplan = Chr. Hiorth-Clausen
Rusticus = Henrik Pontoppidan
Scanarel = Alexander Cantor, Axel Henriques,
Villiam Secher
Signe
= Henrik Cavling
S.L.
= Sven Lange
Snap
= J.C. Henriksen
Snapsen
= Henrik Cavling
Spectator
= Edvard Brandes
Spidsborger
= Viggo Hørup
Spidsmus
= Kristian Dahl
-?-
(spørgsmålstegn) = Herman Bang
St.
D. = Sten Drewsen
Swift
= Oscar Madsen
Tcheng-Ki-Tong
= C.E. Jensen
Témoin
= Gustav Esmann
Theatrophil
= N.J. Berendsen
Tit
= L. Johansen
Tres
= C.C. Clausen, J. Ipsen
Tys
= Ove Rode
Urbanus
= Henrik Pontoppidan
Veni
= Herman Bang
Vidi
= Johannes Jacobsen, Herman Bang
Viktor
= Viggo Schive
Vips
= Lauritz Larsen
V.K.
= Valdemar Koppel
Vor
Pariserkorrespondent = Herman Bang
V.S. = Victor Sjöberg
W = Helge Wamberg
X = Kristian Dahl, Herman Bang
Xavier de Kérouët = Herman Bang
Xox = V.C.S. Topsøe
Zu-Zx = Clemens Petersen
Øjenvidne,
et = Henrik Cavling
Tegning
af liggende halvmåne = Herman Bang
I
artiklen her har jeg trukket uhæmmet på mine egne bøger, se Selvbibliografien
nr. 21, 24, 25, 29, 32, 33, 34, 38 og Uden
for nummer, 2019.
Desuden
har jeg brugt :
Frederik
Schyberg: Dansk Teaterkritik indtil 1914, 1937
Carl
Th. Jensen (red.): Journalistforeningen i
Kjøbenhavn 1880 – 2. marts – 1940, 1940
H.
Ehrencron-Müller: Anonym- og pseudonymlexikon
for Danmark ig Island til 1920 og Norge til 1814, 1940
Hakon
Stangerup: Avisens historie 1-3,
1973-74
Vibeke
Stybe: Anonymer og pseudonymer i dansk
børnelitteratur, 1989
Pil
Dahlerup: Det moderne Gjennembruds Kvinder, 1983
Bente
Scavenius: Fremsyn-Snæversyn. Dansk
dagbladskunstkritik 1880-1901, 1983
Jette
D. Søllinge & Niels Thomsen: De
danske aviser 1-2, 1988-89
Helge
Scheuer Nielsen: Telefon til Hørup, 2013
og
sidst, men ikke mindst:
Herman Bangs forfatterskab. En annoteret
bibliografi. Udarbejdet af René Herring. Under medvirken af Sten
Rasmussen, 2018
|
