|
Anmelderi.
Teater og litteratur i pressen siden 1880, 1983 har jeg redigeret i samarbejde
med Thomas
Bredsdorff og Finn Klysner. Vi var i alt 38 forfattere på bogen, men
ingen kan identificeres individuelt. Bogen er på godt og ondt et
produkt af sin tid.
Det er en bog fra undervisningen,
men ikke en lærebog. Vi var to universitetslærere, Thomas Bredsdorff og
mig, som fik et hold studerende til at skrive kapitler til en bog i
stedet for traditionelle opgaver. Til at holde sammen på
redaktionsprocessen, lave registre, sørge for illustrationer osv. fik
vi ansat en kompetent yngre lærer, Finn Klysner. Det er hans skyld, at
mit eksemplar af bogen er slidt i laser. Han har forsynet bogen med så
meget dokumentationsmateriale, at jeg har kunnet bruge den som håndbog
i 35 år. Det er fx her (på side 71 og 140), man finder fotografiske
gengivelser af Hans Brix’ og Poul Borums berømte eller berygtede
kortanmeldelser. Og det er her (på side 105), man finder gennemtænkte
overvejelser over, hvad en ”digterkritiker” er for noget.
Det at lade de studerende skrive
bøger eller kapitler til sådanne blev kaldt produktorienteret
undervisning. Det øvede en vis tiltrækning på de mest kvalificerede og
ambitiøse studerende. Hvis de blev fordelt over arbejdsgrupperne,
foregik der en indbyrdes undervisning, og vi sikrede os på den måde et
vist grundniveau. Generelt blev kollektivt affattede tekster stærkere i
argumentationen og kedeligere i stilen.
Vores opgave som redaktører
bestod i at sørge for, at oplysningerne var korrekte og de
videnskabelige spilleregler overholdt. Vi hæftede med vores navne for
eventuelle fejl og mangler. Det var os, der var ansvarlige over for
forlaget, når det gjaldt økonomi og deadlines osv. Når det gjaldt
honoreringen, var vi ligestillede. I øvrigt var der ikke mange penge i
det, når honoraret skulle fordeles over 38 personer. De fleste foretrak
at veksle honoraret til frieksemplarer. Vi forsøgte at gøre
redaktionelle og organisatoriske problemer til genstand for
iagttagelse, så de studerende også på den måde fik noget ud af det.
Vanskeligst håndterbare var de ideologisk betingede problemer, fx om
hvad ”kvindelitteratur” var for noget, og hvem der havde retten til at
anmelde det. Her følte jeg, at jeg som ansvarshavende medredaktør
vadede i kviksand med en klap for det ene øje.
Som det burde være fremgået, var
det en meget givende og krævende undervisningsform. Produkterne kunne
være mindre håndfaste end bøger. Det kunne fx være en rejse til Odin
Teatret i Holstebro. Når man møder gamle studerende, er det sådanne
oplevelser, der huskes. ”Jeg var med til at skrive Anmelderi”.
”Jeg var med på turen til Odin.”
|