|
Leif
Panduro. En biografi,
1987, har jeg skrevet en artikel om i
Det kongelige Biblioteks årbog ”Fund og Forskning” i 1988. Artiklen
hedder ”Leif Panduro. En moderne forfatterbiografi og dens
tilblivelsesproces”. Den fylder en snes sider, og jeg skal ikke forsøge
at komprimere dem til én side her. Jeg indsætter bare nogle supplerende
oplysninger.
Bogen er færdigskrevet i Paris i
foråret 1986. Jeg havde lejet en lejlighed af Henrik Stangerup på Quai
des Grands Augustins lige over for Justitspalæet. Stangerup havde lejet
den af en amerikaner, der hed intet mindre end Byron Battle. Det var
ret et sted for en litterat, der skulle kæmpe med stoffet. I første
omgang måtte jeg kæmpe med Henriks venner, som ringede for at lokke ham
med ud på en bytur. De opdagede snart, at hans lejer var en kedelig
protestantisk fætter.
Paris er som bekendt en dyr by at
bo i, så jeg fik det ordnet sådan med Gyldendal, at forlaget seks gange
sendte mig 10.000 kr. i forskudshonorar. Med et oplag på 3.000 og en
bogladepris på 250 kr., ville honoraret for et fuldt udsolgt første
oplag være 90.000 kr. Heraf satte forlaget altså 60.000 kr. på højkant.
Uden for kontrakten havde jeg en aftale med Esther Panduro om at sende
kapitlerne hjem til faktakontrol, efterhånden som de blev færdige. Så
det var en disciplineret proces. Jeg tillod mig dog at gå ud og spise
en kanonmiddag hver gang jeg havde afsluttet et kapitel. Der var 16
kapitler.
Biografien udkom 16. januar 1987,
det var tiårsdagen for Panduros død og dagen efter min 43 års
fødselsdag. Vi fejrede begivenheden i nogle
konfirmationsegnede selskabslokaler på
Jagtvej. Klaus Rifbjerg holdt en småondskabsfuld tale, hvis essens var,
at Esther Panduro var den, man skulle takke for biografien. ”Uden
Esther ingen bog”, sagde han og så hvast på mig. Måske var det bare en
smutter, fordi han ikke selv var i centrum. I telefonen havde han sagt
til mig, at han var ”fuld af imponade”. Og sammen med forlagsredaktør
Birthe Melgaard, tilrettelæggeren Sven Reiner Johansen og meddirektør
Kurt Fromberg havde han sendt mig et smukt brev, hvori de takkede mig
for samarbejdet omkring mit ”præcist timede og overordentligt
vellykkede værk”. Samarbejdet havde faktisk været en svir fra de første
reseach-interviews (bl.a. med Rifbjerg) til lanceringen, hvor forlaget
kørte hele apparatet i stilling. Morgenaviserne købte afsnit af bogen
til publicering. Formiddagspressen fandt selv vej til det sensationelle
stof, likvideringen af Panduros nazi-far, Panduros elskerinde osv.
Jeg gav interviews i metervis.
Anmeldelserne var mange, næsten tyve, og flere af dem var rene
salgsannoncer. Jens Kistrup havde ”mesterværk” i rubrikken, og Poul
Borum skrev, at bogen havde ballon. Jeg hoppede af glæde. Første oplag
fik hurtigt ben at gå på.
Jeg
kunne godt have undt min gamle forlægger, den ædle Jarl Borgen, en
sådan kassesucces, men jeg er sikker på, at han forstod, at en biografi
over Panduro var bedst placeret på det forlag, som lå inde med hans
manuskripter, breve, kontrakter osv.
Noget andet er, at jeg aldrig mere vendte tilbage med et
manuskript til Jarl Borgen. Det var ikke sikkert, at han ville have
udgivet det. Men det var troløst ikke at tilbyde det. Han smilede
venligt til mig, når vi sås ved en fernisering. Jeg smilede tilbage. Vi
vidste begge, at alt, hvad der kunne siges ved en sådan lejlighed, var
høflig udenomssnak.
|