|
Bogklubben.
25 år, 1991, er på kun 22 sider, så det kan
man da ikke kalde et værk? Næh, men det er en selvstændig publikation
og ikke en artikel i et tidsskrift eller et bidrag til et samleværk.
Man kunne oprette en særlig kategori, ”småtryk”, til sager som Bogklubben.
Nogle vil sige, at det var en
reklametryksag, for det blev udsendt som ”annoncetillæg” til bl.a.
Politiken søndag 21.4.1991. Men jeg reklamerede ikke for noget. Jeg var
blevet bedt om at forfatte et jubilæumsskrift i anledning af 25 året
for grundlæggelsen af Gyldendals Bogklub. Det primære publikum var
Bogklubbens knap 200.000 medlemmer.
Jeg
havde fået adgang til arkiverne og frie hænder til at skrive, hvad jeg
fandt relevant. At jeg ikke kunne skrive om Bogklubben som forretning
og bringe oplysninger, som kunne bruges af konkurrenterne, lå ligesom i
luften. I øvrigt fulgte forlagsdirektør Stig Andersen arbejdet fra
sidelinjen. Jeg mindes ikke én eneste konflikt.
Reklametekst eller ej, læserne
måtte opfatte mig som firmaets mand. Min Panduro-biografi var udkommet
i Bogklubben tre år forinden, og det blev nævnt i en
præsentationstekst, at jeg havde Kultur i
avisen under udgivelse. – Fed reklame fra ende til anden,
ville mine kritiske kolleger sige.
Alligevel vil jeg hævde, at det,
jeg skrev, ikke var en reklametekst. Det var en lille krønike om et
stykke læsekultur. Om en tid, hvor en ny dansk roman kunne sælges til
knap 89.000 bogklubmedlemmer. Rekordholderen var Christian Kampmanns Andre måder, der blev hjemtaget som
”månedens bog” af 88.693 læsere i februar 1976. Svimlende tal!
Svimlende var også det samlede
oplag på den krønike, jeg havde forfattet. 1.500.000 eksemplarer. Stig Andersen overværede
selv trykningen, der foregik i Horsens ”på en maskine på størrelse med
Danskebåden (som de sir i Oslo)”, som Stig skrev til mig.
Det var også Stig Andersen, jeg
forhandlede honorar med. Han sad i vores gamle sofa i dagligstuen. Da
han spurgte, hvad jeg skulle have for at skrive krøniken, tænkte jeg
spontant: ”Denne gang skal jeg virkelig have noget synligt for mit
arbejde: en ny Erik Jørgensen-sofa”. Den kostede dengang omkring 20.000
kr. Jeg nævnte det astronomiske beløb. Stig nikkede, noterede beløbet
og spurgte, om jeg havde et CVR-nummer. Det havde jeg selvfølgelig ikke.
Sofaen blev anskaffet. Den står
der endnu. Jeg er meget glad for den. Men ikke alle mine gæster har
været lige imponerede af min bedrift. Skal jeg tolke blikket i
skeptikernes øjne, er det som om de siger: – 20.000 kr. for en måneds
arbejde på en 22 sider lang hverve- og fastholdelsespjece trykt i 1 ½
million eksemplarer, det må være din spøg!
|