|
Dagbladskritikeren,
1994, er en opsamling af tyve års
artikler om boganmelderi og samtidig en forløber for den disputats, jeg
havde under bedømmelse. Begge udkom hos Jørgen Fisker, som jeg var
kommet i kontakt med på en særpræget måde:
I en artikel i Politiken (8.4.93)
havde jeg kritiseret ham for sprogsjusk ved udgivelsen af Paul
Hammerichs antologi Skæg og spot tilbage
i 1988. Det var altså en gammel
sag. Fiskers fejl var da også kun et par eksempler blandt mange. Men de
var uforglemmelige. På bogens bagklap meddelte
forlaget, at forfatteren var ”samtidighedshistoriker”
og hørte til ”de mest alsidigede journalister
og forfattere i Danmark”. Omslaget var så fejlbefængt, at jeg havde
brugt det til ”Find fem fejl”-øvelser i min undervisning. Det var ikke
noget, jeg ville skrive i avisen, så længe Paul Hammerich levede (han
døde i 92). Jeg vidste, han var ordblind, for jeg havde vikarieret for
ham som kronikredaktør. Han havde i den funktion en dygtig sekretær,
som dækkede ham ind. Når han skrev bøger til et forlag, troede han, at
man dér havde folk ansat, der beherskede kunsten at stave. Det havde
man normalt også hos Fisker, for Jørgen Fisker havde nemlig også
staveproblemer! Men i tilfældet med den berømte Paul Hammerich havde
Fisker altså slækket på kontrollen.
Denne
historie – en variation af blind-leder-blind-motivet – lo vi meget i
forlagslokalerne på Mariendalsvej. Jørgen Fisker havde inviteret mig
derhen for at få
udredt trådene. Han havde også planer om at udgive noget af mig. Han
var en enormt stor og munter mand med en smittende entusiasme. Jeg
faldt pladask for ham. Vi besluttede på stedet, at han skulle udgive
både min disputats og et udvalg af mine meta-kritiske artikler.
Det var jo ganske absurd i
betragtning af det ærinde, jeg var mødt op i. Men jeg nød tanken om det
lille forlag, hvor jeg selv havde hånd i hanke med hele processen. I
øvrigt var Jørgen Fisker gået i kompagniskab med ”fru Schou”, som han
kaldte hende. ”Fru Schou” kunne både læse og skrive. Hun indtastede
egenhændigt artiklerne til Dagbladskritikeren.
Spidsartiklen hed
”Dagbladskritikkens forfald og fornyelse”. Den havde stået i
tidsskriftet ”Kritik”, hvis redaktør, Poul Behrendt, ved antagelsen
havde karakteriseret den som lutter hors d'oeuvres, altså små lækre
forretter til et hovedmåltid, der aldrig kommer.
Det var åbenbart en menu, læserne
godt kunne lide, for Fisker & Schou fik uventet succes med
bogen. Den kom ind i undervisningen, også i Norge. Efter at den blev
udsolgt, har den optrådt som et sikkert genkommende nummer på listen
over de af mine bøger, som bliver kopieret – jeg skulle måske sige:
bliver indberettet til Copy-Dan. Ikke alt kopieret bliver nemlig
indberettet. Det har været med til at besværliggøre livet for de små
forlag, som skabte originalt materiale til undervisningen.
|