|
C.E.
– Kritikeren C.E. Jensen. Liv og værk, 1998, var aldrig blevet til noget
uden Preben Hansen. Han var journalist af profession og havde gjort
karriere i først den socialdemokratiske presse og derefter i
diplomatiet. Da jeg traf ham, var han Danmarks ambassadør i Algier og
Tunis. Kontakten var af privat karakter. Vi mødtes hos Merete
Wilkenschildt, som havde været kollega med min kone, Teresa Waskowska,
på Berlingske Tidende, hvor de skrev om hhv. livsstil og musik. Merete
Wilkenschildt giftede sig i 1990 med Preben Hansen.
Preben Hansen og jeg udviklede et
nært venskab. Han var vittig og vidende. Han overraskede mig ved at
være klar over, hvem den C.E. Jensen var, som optrådte i min disputats.
Det almindelige var, at folk, også dem i den akademiske republik,
sagde: ”Nåh, ham blomstermaleren”. Men han hed C.L. Jensen. Og så var
der en tredje Jensen, portrætmaleren C.A. Jensen. Der var nok af
Jensen’er at forveksle, men Preben Hansen kendte dem alle og kunne tale
med om ”min” Jensen, litteraten C.E. Jensen, kendt som æstet og
socialist. Vi talte os varme om ham og besluttede at skrive hans
biografi. Som antydet ville jeg ikke have gjort det alene. Jeg troede
mig færdig med kritikhistorien, men med Preben Hansens entusiasme og
arbejdsevne i ryggen turde jeg godt gå i lag med en kritikerbiografi.
Preben Hansen havde som 70-årig forladt udenrigstjenesten og stod nu og
manglede noget relevant at bruge sit gode hoved og sin elegante pen
til.
Vi fordelte arbejdet sådan mellem
os, at Preben tog sig af det tidskrævende biografiske gravearbejde,
mens jeg analyserede C.E.s værker og breve. Vi udvekslede resultater
næsten dagligt, indtog frokoster i kælderen under Arbejdermuseet og
drak utallige kopper kakao sammen i Diamanten. Nogle gange researchede
vi også i fællesskab. Vi var således sammen på Frederiksberg Hospital
for at studere den journal, som røbede, hvad det var for en sygdom,
C.E. led af i sin sidste livsfase. Vi noterede omhyggeligt, hvad han
var blevet behandlet med (smørekure med kviksølvpræparater m.m.).
Brevstudier førte os videre til Skodsborg Sanatorium, hvor C.E. Jensen
var blevet behandlet for ”tabes dorsalis”. Min ven psykiateren og
sexologen Preben Hertoft udlagde teksten telefonisk. Han var en
hensynsfuld mand, som ikke brød sig om at smaske grimme sygdomsnavne op
i hovedet på folk. Så han sagde: ”Jamen, det er jo det samme som Karen
Blixen fejlede.” Mere poetisk kan man vel ikke sige syfilis.
Sygdommen forklarede, hvorfor
hans produktion aftog, og hvorfor han og hans kone fik hver sin
adresse. Hvis vi havde nøjedes med at skrive, at han var indlagt på
nerveklinikker, ville vi have bagatelliseret hans problemer.
At forfølge sådanne spor kræver
tid og diplomatisk snilde. Bare det at skaffe sig tilladelser til at gå
i andres hospitalsjournaler er betryggende besværligt. Preben Hansen
helmede ikke, før familien Jensens sidste dokumenter var fundet. Det
var aldrig nok for Preben Hansen at vide, hvor gravstenen stod. Han
ville selv se den.
|