|
Dansk
forfatterleksikon. Værker, redigeret
under medvirken af Thomas Bredsdorff, 2001, var med sine karakteristikker
af 500 hovedværker en nyskabelse på det danske bogmarked. Derfor
ønskede forlaget, at værkbindet skulle kunne købes separat. Som en
konsekvens heraf måtte de hundrede sider med registre, som oprindelig
var tænkt placeret til sidst i bind to (værkbindet) flyttes over i bind
et (biografibindet), hvilket så igen fik den følgevirkning, at værket
kom til at se uegalt ud. Det virkede, som om biografierne havde haft
redaktionens interesse i langt højere grad end værkerne. Hvilket
ingenlunde var tilfældet.
Tidligt i processen indbød jeg
samtlige medarbejdere til et seminar, hvor jeg holdt et oplæg om
”Værkkarakteristikken” som genre. Bagefter kom min kollega Jørgen Bonde
Jensen op til mig og spurgte om foredraget kunne blive trykt et sted.
Og hvad var mere naturligt end at lade det trykke i det festskrift til
Jørgen Bonde Jensen, som var på vej under titlen ”Ud af det moderne”
(red. Henrik Ljungberg og Erik Svendsen, 2000).
Ved seminaret var også forlagets
redaktører til stede, men det var og blev et problem, at forlagets
erfarne folk og mine unge sekretærer fysisk befandt sig hver sit sted
og skulle løse problemer over telefonen. Mine sekretærer følte sig i
den grad talt ned til og korreksede, at de en dag meddelte mig, at de
var bange for at ringe til forlaget! Jeg tog straks kontakt til den
mest erfarne af forlagsredaktørerne, som også var den, jeg kendte bedst
(fordi jeg havde undervist hende), og fremstillede problemet for hende.
Hun havde svært ved at genkende det, men lovede, at hun ville gøre,
hvad hun kunne for at forbedre kommunikationen.
Den blev også bedre. Men da
stresset med at holde deadlines blev intensiveret, dukkede mislydene op
igen, nu også mellem mig og forlagsredaktørerne. Vi var uenige om,
hvordan værket skulle lanceres – hvilke journalister jeg skulle tale
med i hvilken rækkefølge osv. Forlagsredaktørerne ville afsløre
hemmeligheden om værket efter en snedig plan. Jeg forklarede dem, at
værket på ingen måde var en hemmelighed. Der var blevet holdt
forelæsninger om det. Mange af medarbejderne skrev i aviserne. Her
måtte andre metoder til. Hvor kompetente forlagsredaktørerne end var på
redigering, så var deres ideer om lancering helt ved siden af.
Vi anfægtede hinandens
kompetence. Den konkrete anledning var, at jeg var blevet ringet op af
en fremtrædende kulturjournalist fra Berlingske, som ville høre om
værket. Forlagsredaktørerne mente, at jeg skulle have afvist hende. Det
mente jeg var hen i vejret.
Tonen var irritabel, indtil det
hele eksploderede – og løste sig – takket være en e-mail.
Den ene forlagsredaktør skrev til
den anden: ”Er han ikke utålelig? Han svarer slet ikke på det, du
spørger om, og lover heller ikke at koordinere med os i fremtiden!!!!
Idiot!!”.
Problemet var bare, at hun kom
til at sende mailen til mig.
Jeg kvitterede venligt for
mailen, og minuttet efter ringede telefonen. Hun forklarede og
undskyldte i lange baner. Det var en arbejdspladsjargon, sagde hun. Det
var ikke ment som nogen generel karakteristik af mig. Tværtimod var hun
meget imponeret af min evne til at organisere. Hun havde også været
glad for min undervisning. Og så videre.
”Nej, nej, du mener, at jeg er en
utålelig idiot. Nu kom sandheden bare frem”, sagde jeg. ”Og det er jeg
glad for”.
Næste dag fik jeg et nyt langt
brev, som jeg ikke behøvede at svare på.
Jeg er ikke så meget gjort af
sten, at jeg ikke et eller andet sted havde ondt af hende. Men i
situationen vidste jeg, at jeg nu – ved ingenting at sige – kunne
fuldføre redigeringen af Dansk Forfatterleksikon uden at få en prop
eller et mavesår.
Og således skete det. Resten gik
glat. Værket udkom. Der blev holdt en reception, hvor vi alle talte
pænt om hinanden. Værket blev vel modtaget og kom også i et
bogkluboplag.
Men
da jeg nogle år senere fik en underhåndsforespørgsel, om jeg kunne
tænke mig at videreføre det alene, vidste jeg straks, hvad jeg skulle
svare.
|