|
Om
breve, 2005, er et mødested i mit
forfatterskab. Her mødes mine litterære tilbøjeligheder (brevromaner)
med mine sproglige (mønsterbreve), gammelt (Goldschmidt) med nyt (Dea
Trier Mørch), fiktion (Karin Michaëlis) med journalistik (Herman Bang),
og teori (ars dictandi) med praksis (skriv et kærestebrev).
Som essaysamling gav bogen mig
lov til det hele. Jeg kunne ringe til Anders Bodelsen og interviewe ham
om ”Den åbne dør”. Jeg kunne få Bo Tao Michaëlis til at skanne sin
krøllede hjerne for kriminalromaner i brevform og Boris Boll-Johansen
til at indvie mig i fænomenet elektroniske digt-breve. Jeg kunne skrive
til Lone Kühlmann for at få en oplysning om Edith Rode. Kühlmann
henviste mig til veninden Ebon Borg, som åbnede et skatkammer af
curiosa & grin for mig. Jeg kunne arrangere dobbeltforelæsning
med en sprogforsker (Frans Gregersen) og skrive festskriftartikel til
en litterat (Pil Dahlerup) og indlemme hele møllen i en bog, der ikke
gjorde krav på andet end at indeholde nogle muligvis interessante
indfaldsvinkler til brevformen.
Det var ikke nogen lærebog, men
en bog, som var proppet med alskens lærdom, som vitterlig viste sig at
kunne bruges til meget forskelligt. Min forlægger Marianne Alenius
udnævnte bogen til ”en lille perle” og fik den lanceret ved et
arrangement i Bakkehuset. Samtidig sørgede hun for at få den produceret
så rapt, at jeg kunne tage en stak med til mine studerende, som
herefter omtalte mig som ”bogpusheren”.
I min undervisning kom jeg lige
fra et kursus i Herman Bangs journalistik, hvor brevet var en af flere
formelle muligheder, til kreative skrivekurser, hvor brevskrivning
viste sig at have en eminent forløsende virkning. Det var den rene svir
at være med til.
|