|
Asta
Nielsen fortæller, red.
under medvirken af Poul Malmkjær, 2014. Det begyndte med en
overraskende boggave fra min gode kollega Pil Dahlerup. Hun vidste, at
jeg er bidt af en gal brevgransker (brevgnasker!), og forærede mig
derfor Ib Montys appetitvækkende udvalg af Asta Nielsen-breve, som hun
havde fundet i en kasse med nedsatte bøger. Jeg læste i brevene og
gjorde stadig større øjne. Den danske stumfilmstjerne førte en
usædvanlig skarp pen. Se fx hvordan hun slår to fluer med ét smæk i
denne karakteristik af Carl Th. Dreyer: ”Han var en storartet fotograf,
for fyrre år siden lavede han en god film, for cirka ti år siden endnu
en, han er enormt overvurderet, hans films var sygelige, som ogsaa
Bergmans”.
Jeg anskaffede mig hendes
erindringsværk ”Den tiende Muse”. Det her var dansk prosa af første
karat. Var der virkelig ingen, der havde opdaget det før? Jo, Johannes
V. Jensen, som under krigen havde hjulpet Asta Nielsen med at få
udgivet manuskriptet. Ved samme lejlighed havde han ødelagt
kompositionen af hensyn til besættelsesmagten! Hvordan det? Jeg måtte
have svar på disse spørgsmål.
Når jeg skal skaffe mig overblik
over noget, gør jeg det ved at researche, skrive og revidere, indtil
der står noget holdbart på papiret. Så må vi bagefter se, hvordan det
kan gøres tilgængeligt for andre. Mine studier i Asta Nielsens
erindringskunst blev udgivet i en alenlang netartikel i
filmtidsskriftet ”Kosmorama” nr. 249, 2013.
Samtidig gik jeg videre med at
finde Asta Nielsen-tekster frem. Jeg kontaktede Asta Nielsen-biografen
Poul Malmkjær for at høre, om han kendte til andre Asta
Nielsen-noveller end dem, han nævner i sin bog (”Asta”, 2000). Han
sendte mig kopier af, hvad han lå inde med. Jeg læste materialet og lod
andre læse med. Reaktionerne var vidt forskellige. Nogle syntes, det
var banale ugebladshistorier, andre at det var dristige litterære
tekster. Asta Nielsen kunne bringe selv meget kompetente læsere i tvivl
om, hvad de skulle mene. Heller ikke som forfatter faldt ”Die Asta” i
med tapetet.
Poul Malmkjær og jeg blev enige
om, at vi skulle prøve at sammenstille et udvalg, som kunne tåle
publicering. Jeg skulle foretage indtastningen efter de uegale
trykforlæg, skrive indledninger og i det hele taget stå for
udgivelsesprocessen, mens Malmkjærs opgave udelukkende bestod i at
skrive filmhistoriske noter. Derfor kom der til at stå ”redigeret af”
og ”under medvirken af” foran vores navne. Til omslaget fandt jeg i et
antikvariat et Asta Nielsen-portræt, en tusch-tegning ved Viggo
Thomsen. Alt originalt med tilknytning til Asta har en vis kultværdi.
Forleden modtog jeg så en ny
boggave om Asta Nielsen. Det var en stor, smuk og billedmættet bog med
titlen ”Maske og menneske. Asta Nielsen og hendes tid”. Den er skrevet
af Lotte Thrane, som i tidernes morgen var studerende hos mig og siden
blev min kollega på universitetet. I bogens syvende kapitel ser jeg til
min glæde mine beskedne bidrag til Asta Nielsen-forskningen
videreudviklede og nyttiggjorte. På den måde indgår man som et
lillebitte led i en større sammenhæng.
Erstatningsreligiøsitet for en videnskabsmand?
|