|
Journalist
af karsken bælg, 2014, er resultatet af et perfekt
samarbejde med Lise Nørgaard.
Det kom i stand på den enkle
måde, at jeg sendte hende Da kvinderne blev
journalister, hvori jeg havde trukket på hendes
erindringsbøger. Hun takkede mig og supplerede med nogle interessante
iagttagelser, bl.a. den, at kvindelige journalister ifølge hendes
erfaringer er mere tilbøjelige til at holde sammen i et kollegialt
venskab hele livet.
Man kan smile ad det, men Da kvinderne blev journalister havde
lynhurtigt gjort mig til en af landets største kapaciteter på
kvindelige journalister. Der var åbenbart ikke andre! Teddy Petersen på
Journalisthøjskolens forlag Ajour bad mig redigere en antologi med
artikler af danske kvindelige journalister. Det havde han flere gange
forsøgt at få andre til at gøre, men forgæves. De kunne ikke finde stof
nok, sagde han.
Jeg takkede ja og sammenstillede
en antologi, De tålte mosten (2013).
Det arbejde bragte mig igen i forbindelse med Lise Nørgaard. Hun pegede
straks på den reportage, hun havde skrevet fra dronning Anne Maries
bryllup, en skandaløst festlig artikel om gæster, der stjæler af de
monogrambesatte glas. Artiklen står og stråler i antologien, som vi,
Teddy Petersen og jeg, fik Lone Kühlmann til at skrive forord til.
Nu trak jeg vejret dybt og skrev
til Lise Nørgaard, at jeg havde fået lyst til at skrive en bog om
hendes journalistik. At jeg sådan set allerede var gået i gang. Og at
jeg havde nogle konkrete spørgsmål til hende.
Det svar, jeg modtog, var lige
til at citere fra:
”Tak for dit brev. Det smigrer
mig lidt, at du sådan vil holde liv i den gamle enkefrue. På den anden
side passer det mig storartet, at nogen husker, jeg først og fremmest
er journalist, før det hele går op i mindet om ”Matador”.”
Vi havde fælles mål, og hun var
hjælpsom på en uhyre konkret måde:
”Det er rigtigt, at jeg skrev
under signaturen Puk som elev og ung journalist på Roskilde Dagblad.
Tysklands-artiklerne fra efteråret 1947 er underskrevet Lise Flindt
Nielsen, og af og til, også i mine første Politikenår, brugte jeg
indimellem signaturen lif (…).”
Og sådan blev hun ved. Kontant
meddelsomhed, og ikke det mindste tilløb til at ville styre indholdet.
Vi fejrede samarbejdet med en frokost på Strandmøllekroen og en
velanmeldt bog i to oplag.
|