Kate
Fleron. Journalist og frihedskæmper, 2015, er en bog om en kvindelig
journalist, for hvem modstandskampen blev skæbne. Da Danmark blev
besat, var hun nationalt sindet konservativ. Besættelsestiden
radikaliserede hende. Hun kom ind i den illegale presse, og fortsatte i
efterkrigsårene som redaktør af ”Frit Danmark”.
Min interesse for hende var i
udgangspunktet knyttet til hendes journalistiske løbebane, fra
sundhedsjournalist i den konservative presse til chefredaktør for et
politisk, venstreorienteret magasin. En stor holdningsjournalist
ligesom Lise Nørgaard, men hvor forskellig fra denne!
Bogen var et led i mit projekt om
kvindelige journalister, og det kom i gang på den måde, at jeg sendte
Lise Nørgaard-monografien til Kate Flerons datter, Helle Fleron,
ledsaget af et brev, hvori jeg skrev, at jeg agtede at skrive en
lignende bog om hendes mor. Helle Fleron var med på ideen og hjalp mig
både med oplysninger og ved at bane vejen til andre levende kilder. Når
jeg kom med datterens anbefaling i ryggen, kunne der etableres
tillidsforhold. Når tidsbaggrunden er besættelsen, er dette særlig
vigtigt.
I modsætning til Lise Nørgaard
havde Kate Fleron ikke skrevet erindringer. Der forelå heller ingen
biografi skrevet af andre, og det gjorde det vanskeligt at skille
journalistikken fra. Hvad enten jeg ville det eller ej, blev jeg Kate
Flerons første biograf.
Jeg havde kun truffet Kate Fleron
én gang, ved en gæsteforelæsning på universitetet arrangeret af Sven
Møller Kristensen. Hun virkede ved den lejlighed mild og ydmyg. Men fra
mennesker, der arbejdede sammen med ende, havde jeg hørt, at hun
(selvfølgelig) også havde andre sider. Det ærgrede mig i øvrigt, at
ingen af dem, der havde været tæt på hende, havde skrevet hendes
biografi. Nu måtte jeg nøjes med at interviewe de sidste vidner og
ellers forsøge at nuancere portrættet, så godt jeg kunne. Jeg er glad
for, at bestræbelserne og resultatet blev påskønnet af familien (Helle
Fleron) og i offentligheden (Bent Blüdnikow i Berlingske og Bettina
Heltberg i Politiken).
Hans Hertel havde som min
førstelæser sørget for, at jeg ikke faldt i et af besættelsestidens
sorte huller, og mine forlæggere på Spring, Michael Kamp og Marianne
Barlyng, havde demonstreret, hvor meget smukkere en bog kan komme til
at se ud, når man afstår fra rollen som selvudgiver.
|