Postkassen
der rødmede, 2017, havde haft en halv snes
kedelige titler, før mine forlæggere på Spring omsider sagde bingo.
Det er en af fordelene ved at
have rigtige forlæggere. Ideerne bliver afprøvet. Da jeg i sin tid
udgav min
biografi om Leif Panduro, blev omslaget kasseret i sidste
øjeblik. Gyldendals folk var ude på salgsrejse hos boghandlerne.
Sælgerne ringede bestyrtede hjem til Klareboderne og sagde: ”De synes,
han ligner Hitler!” Jeg havde fået den ulyksalige idé, at Panduros
ansigt skulle stiliseres i sort-hvid på forsiden. Men overskægget gav
altså forkerte associationer, og ideen blev stoppet i tide.
Jeg skal spare læserne for
”Postkassen”s forløbere. Titlen refererer til en gåde, som bliver
formuleret af forfatteren Meïr Goldschmidt i bogens sidste kapitel:
”Hvorfor er postkasserne så røde?” Normalt burde jeg vel ikke røbe
svaret her, men hvis læseren lover mig at lade være med at bringe det
videre: Det er, fordi de skammer sig over postvæsenets dårlige service.
Goldschmidt havde vidner på, at breve lagt i postkassen et andet sted i
byen inden kl. 14.20 ikke som lovet var nået frem med postuddelingen
samme dag kl. 16.30. Det var naturligvis en flov historie for dem,
essayisten Johannes Smith kaldte ”Forventningernes festligrøde
håndlangere”, altså postbudene.
Bogen handlede i øvrigt ikke så
meget om dårlig postservice som om dårlige privatbreve som fx dette:
”At være elsket af dig – det er at bæres frem af Lykkens Bølge til
Livets store Færd, til Kampen, til Sejren. Men jeg må også have din
Kærlighed – hvad er jeg nu uden den? Den er jo Surdejgen for mig i alt
levende og livløst. At vinde den eller ikke, det er Skillevejen mellem
Lys og Mørke, mellem mine Evners Liv og Død.”
Bølge, surdej og skillevej, det
er metaforer, der modarbejder hinanden. Det er dårlig, opstyltet
litteratur. Jeg synes, hun skulle have afvist ham af rent sproglige
grunde. Men sådan fungerer virkeligheden ikke.
Måske var det passager som den
citerede, der fik en udenlandsk netforlægger til at spørge mig om jeg
havde mere liggende, der egnede sig til oversættelse. Det havde jeg
ikke.
|