|
I
disse små studier i dansk sagprosa inspicerer jeg hverdagens stilister,
de stilfærdige skribenter, skriftøkonomerne, de lavmælte, det dæmpede
danske kompagni - eller hvad man nu skal kalde de publicister, der
sparer på ordene eller skruer ned på deres volumen. Jeg tager fat i
kravetøjet på enkelte, der ødsler med ordene eller råber unødigt op.
Sagprosa
er det modsatte af fiktion. Sagprosa forholder sig til virkelige
forhold, noget der kan ses efter i sømmene. Det meste af det, der står
i en avis, er sagprosa. Men også essays, leksikonartikler, biografier
og erindringsbøger er sagprosa. Disse genrer inden for sagprosaen
henvender sig til alle ligesom fiktionslitteraturen.
Den
prosa, der er knyttet til formidlingen af bestemte fag, er også
sagprosa i den forstand, at den relaterer sig til virkeligheden. Men
den adskiller sig fra de andre former for sagprosa ved at operere inden
for bestemte faglige traditioner med særlige tænkemåder og begreber.
For at markere forskellen kan man vælge at kalde den fagprosa.
Den henvender sig typisk til en veldefineret målgruppe af specialister
og studerende. Der føres en løbende diskussion inden for fagene om
nødvendigheden af fagbegreber, typisk fremmedord, i fagligt ambitiøse
værker, som henvender sig til offentligheden (f.eks. en kunsthistorie).
Til
den overordnede definition af sagprosa som non-fiction
må føjes den komplikation, at sagprosaisten sagtens kan benytte sig af
skønlitterære greb, når han skriver og komponerer. Ja, han kan næsten
ikke lade være. Hvornår så man en sagprosatekst uden billedsprog? Og
hvornår så man en, der ikke kunne blive bedre ved at få mere konsekvens
i metafordannelsen?
Det
er sagt før, så det kan siges kort her: Sagprosa er også litteratur.
Den litterære fagtradition har udviklet forslag til analyseredskaber og
vurderingsnormer. Den, der vil studere sagprosa, begynder ikke forfra.
Hvad
der især interesserer mig i disse små sagprosastudier, er bestræbelser
i retning af 1) enkelhed, 2) ligefremhed og 3) klarhed.
Jeg
har tidligere udgivet en lille bog med titlen ”De
elegante” (Spring, 2018). Den handlede om den elegante stil,
som er karakteriseret ved 1) lethed og højt tempo, 2) charme og vid, og
3) sikkerhed.
”Elegant”
betyder egentlig ”udsøgt”, og der er noget aristokratisk over den
elegante stil. Man har defineret elegance som ”behersket ødselhed”. De
elegante ser verden ovenfra.
De
ligefremme ser på verden nedefra.
Skribenten
med den ligefremme stil er tilbøjelig til at skære igennem og sige
tingene ligeud. Men stille og roligt. Ligesom der er ikke er nogen
grund til at gøre tingene mere indviklede, end de er, er der heller
ingen grund til at råbe højere end nødvendigt. ”Han har ikke noget på
”, siger barnet i ”Kejserens ny Klæder”. Først derefter begynder folk
at råbe.
De
ligefremme skribenter benytter sig helst af det sprog, vi bruger til
hverdag, ikke talesproget, for det er for ophakket til prosabrug, men
det sprog, vi bruger, når vi vil fortælle hinanden noget.
|
