|
Den stilfærdige stil
skruer ned dér, hvor new journalism skruer op.
Ingen lydefterlignende ord skrevet med store bogstaver, ingen
dramatiseringer, ingen store scener. De stille stilister benytter så få
ydre effekter som overhovedet muligt. Hellere kendte danske ord i nye
kombinationer end funklende nye fremmedord.
Journalisten og
litteraten Niels Barfoed (f. 1931) mestrer den
kunst at aflytte hverdagssproget dets poesi. Han isolerer sprogets
stående vendinger og løfter dem op som bogtitler: Har De tid
et øjeblik? Farvel så længe og
Du siger noget.
Som
replikker revet løs af en dialog afslører de deres tvetydigheder og
underforståelser.
’At
have tid et øjeblik’ er et spørgsmål om at være villig til at lytte.
’Farvel
så længe’ betyder ’indtil vi ses igen’ og er dermed både præcist og
upræcist, som meget hverdagssprog er det.
Og
selvfølgelig ’siger jeg noget’, når jeg taler, men i sætningen ’Du
siger noget’ betyder det nærmest: ’Dér siger du noget sandt’, ’det kan
du have ret i.’
Titlerne er leg og spil. Skribenten risikerer, at læseren driller
tilbage og tager spørgsmålene for pålydende som Poul Borum, der
indledte sin anmeldelse af Har De tid et øjeblik? med
ordene ”Egentlig ikke” (Ekstra Bladet, 1.5.1996).
De tre bøger med
sprogspil på forsiden kalder sig henholdsvis essays, erindringer og
’foednoter’. Det er de sidste, der skal tages nærmere i øjesyn her.
Genrebetegnelsen leger
med Barfoeds navn og siger: ”Tag os nu ikke alt for alvorligt, vi er
kun små bemærkninger, vi kan højst blive til mini-essays”. De fylder
hver en 3-5 sider, og titlerne er typisk stumper af hverdagens
vendinger eller reflekser af film eller sange, som allerede indgår i
sproget: ”Hvornår sku’ dét ha’ været?” ”Hænderne op eller…”, ”Før vi
går hjem”. De signalerer broget hverdag.
Essayisten
er mest i det muntre hjørne. Tvangsbetonede talemåder som ”Hvor svært
kan det være” og ”Forstået på den måde” gør ham dog trist.
Én titel, der skiller sig
ud ved at være et dyrt fremmedord, er ”Cumulus”. Her er hele teksten
til gengæld et underspil. Den handler om et besøg, essayisten aflagde
hos sin gamle ven Klaus Rifbjerg på dennes sidste adresse i Skodsborg.
Hverken Rifbjerg eller Skodsborg nævnes ved navn. Men stedet er nær ved
et kurhotel nord for Klampenborg og vennen er en højproduktiv dansk
digter, der ynder himle og vejr og vand. Og så ved ethvert litterært
barn i Danmark, at vi er på vej mod Rifbjerg.
Det
første ord, vennen siger, da Barfoed ankommer, er ”cumulus”. Gennem
altanvinduet kigger de på himlen over mod Sverige.
Allerede
i essayets første sætning er cumulus-titlen forklaret: ”Der står en
skyformation over Sverige, rosa i toppen, hvor de bulner som blomkål.”
Der er ingen mystik her. Blomkålsskyer er et andet ord for ”cumulus”.
Ordet er latin og betyder egentlig blot ’hob’ eller ’dynge’. Det indgår
ikke i dagligsproget, men mange har hørt meteorologerne bruge det i
vejrudsigterne om skydannelser med kuplet overside.
Klaus
Rifbjergs yndlingsord er ”solsort” (jf. Livord,
2005:166), men ”cumulus” har han mere for sig selv. Det er
kendingsmelodien i hans sprogmusik. Rifbjerg er uden tvivl den danske
digter, som har brugt ”cumulus” mest, både i digte og prosabøger,
f.eks. i digtet ”Kitty Hawk” i Mytologi, 1970, i
digtet ”Stille sommer” i Livsfrisen, 1979, i
romanen Alea, 2003:128, i
essayet Karakterbogen, 1992:62 og i novellen
”Lykken ” i samlingen Andre tider, 1997:5 og i
novellen ”Tirp” i samlingen Mænd og kvinder, 1982:16.
Det skal tilføjes, at ”cumulus” i de enkelte
tekster kan have medbetydninger f.eks. af køn og maskulinitet.
Når Rifbjergs navn ikke
nævnes direkte i teksten, kan det være for at undgå den direkte
provokation. Rifbjerg ville muligvis ikke bryde sig om det billede,
essayet tegner af ham med hængemule, hår i ørerne og fixerende blik.
Han er ikke oven på situationen, men sidder genert ”med en evigt vågen
sans for det pinlige.” Genertheden under den stive johannes.v.’ske
maske er det mest forsonende træk ved ham.
Teksten
er skrevet og trykt, mens Rifbjerg endnu levede. Du siger
noget udkom 31. marts 2015. Klaus Rifbjerg døde 4. april
2015. Han var en forudsat medlæser, og han var genkendelig for mange
litterære iagttagere. Men Barfoed ville kunne sige, at hovedsigtet ikke
havde været at levere nøglestof, men at skildre et møde mellem to gamle
venner efter mange års tavshed.
Mødet er præget af en
akavet maskulin generthed. De to venner kan ikke tale direkte om det,
der er sket og deres følelser ved det. De taler først om udsigten,
lyset og skyerne og dernæst om nogle fotografier fra barndommen.
Samtalen går trægt. Den gamle digter har det med at stirre tavst på
gæsten, som på sin side må bide sig selv i tungen for ikke at provokere
værten, som nok selv skal bestemme, hvad der er morsomt.
Mødet
er angiveligt blevet til som resultatet af en pludselig indskydelse hos
fortælleren. Man aner, at det skulle være en slags forsoningsmøde, men
det siger han ikke åbent. Bagefter stiller han sig tilfreds med, at
mødet overhovedet har fundet sted. Han kører hjem i en tilstand af
nøgternhed. ”Jeg kører ikke fra noget. Kun et besøg. En sky. Forneden
mørkegrå som Sundet. Rosa er den ikke mere, kun lidt lysebl … nej, lad
nu det vejr være. Det er bare blevet ud på aftenen, og vejbanen er
blevet tør hele vejen ind til byen.”
Som
noget usædvanligt for genren er essayet her holdt i nutid. Det ligner
en novelle komponeret op om en begivenhed. Der sker ikke farligt meget,
men essayisten er ikke helt den samme, da han kører hjem.
Jeg
skrev i optakten, at Barfoed afstår fra new journalism-greb.
Det er for så vidt rigtigt. Men brugen af nutid i erindringer er et
litterært greb, en dramatisering.
Andre steder, både før og
efter, hvor Barfoed har formuleret sig om sin relation til Rifbjerg,
har han anvendt datid og førdatid med disse formers muligheder for
refleksion og bagklogskab.
I
Farvel så længe. Nogle erindringer,
udgivet i 2007, altså otte år før foednoterne, skrev Barfoed om,
hvordan han tog afsked med Rifbjerg, fordi han ikke kunne få ”det
bedyrede venskab” til at hænge sammen med det ”vrængbillede”, Rifbjerg
kontinuerligt havde tegnet af ham i offentligheden. Barfoed var
irriteret og polemisk, da han begrundede sit farvel: ”I mange årtier og
i alle genrer havde min opportunisme, nærighed, min skinhellighed, min
fedten for de for tiden ”rigtige” og min anløbne integritet i det hele
taget været tilbagevendende temaer i Klaus skriverier” (2007:147)
Bemærk den kompakte vrede i de ophobede substantiver.
Efter Rifbjergs død tog Barfoed deres relation op til overvejelse i
kronikken ”Venskabet, uskylden og forræderiet” (Information,
15.11.2015). I en bredere analyse inddrog han nu også romanerne En
hugorm i solen og Den kroniske uskyld,
som begge tematiserer barndoms og ungdomsvenskabet. Stilen var
distanceret og akademisk med vægten på at få sat Rifbjerg og relationen
til ham på begreb. Denne gang uden at have Rifbjerg som potentiel læser
og replikskriver:
Klaus
Rifbjerg var en fænomenalt fantasifuld og sårbar ven i barndommen med
en nemt vakt tilbøjelighed til jalousi og altså ekstremt
hensynskrævende – hvilket er det samme som kontrollerende. Måtte man
til tider rationere samværet og iagttage den nødvendige afstand for at
kunne trække vejret, blev det taget op som svigt og kulde.
Konklusion:
Vi har set samme relation skildret i tre forskellige gangarter: enkelt
beskrivende, men med en dramatisk undergrund i foednoten,
lidenskabeligt og ekspressivt i erindringsbogen og køligt
begrebsanalytisk i kronikken.
Den,
der skriver disse linjer, kom uforvarende til at spille en diminutiv
birolle i konflikten mellem Klaus Rifbjerg og Niels Barfoed.
Første
gang jeg hørte en af de implicerede fortælle om venskabet, var da Erik
Olesen og jeg samlede materiale ind til antologien Omkring
Den kroniske uskyld (1974).
Jeg opsøgte Niels Barfoed på hans daværende adresse på Østerbro i
København. Vi sad i hans have. Han fremdrog det brevmateriale, som vi
optrykker s. 55ff i Omkring-bogen. Barfoed
fortalte, hvordan der var kommet knas i venskabsforholdet specielt
efter at Rifbjerg i romanen Marts 1970 (1970)
havde udstillet Barfoed ved navns nævnelse som
pillen æstet, upålidelig kritiker og servil universitetslærer. Barfoed
undrede – og ømmede – sig over dette overfald. Når han spurgte
Rifbjerg, om han da ikke, da han læste korrektur på sin bog, kunne se,
at den var gået over gevind, svarede denne, at han var holdt op med at
læse korrektur på sine bøger.
I
sommeren 1995 var jeg i Kandestederne for at interviewe Rifbjerg til
Gyldendals julebog Spinatfugl.
Klaus Rifbjerg om sit liv med pressen (1995).
I samtalen kom vi ind på forholdet til Niels Barfoed. Rifbjerg talte
længe om ham, men følte alligevel ikke, at han fik talt ud. Da han
modtog udskriften af interviewet, begyndte han at skrive tilføjelser
ind i så stort et omfang, at replikkernes længde brød med rytmen i
interviewet. – Hvis du fortsætter på den måde, må du selv indsætte
nogle spørgsmål, som passer til din tekst, sagde jeg. Og det gjorde han
så, fuldstændig professionelt. Det kom til at betyde, at netop disse
sider (63-64 i bogen, manus s. 38) ikke alene var kontrolleret af
Rifbjerg, men forfattet af ham. Så da Niels Barfoed
efter bogens udgivelse ringede til mig og spurgte, om Rifbjerg virkelig
havde sagt, at Barfoed ”på sine ældre dage” var blevet ”en slags
professionel verdensfrelser”, kunne jeg svare, at det havde Rifbjerg
efter nøje overvejelser selv fundet på.
Barfoed
syntes, at bægeret nu var fuldt og sendte Rifbjerg et brev, hvori han
opsagde venskabet (Farvel så længe, 2007:46).
Rifbjerg formulerede det sådan, at Niels Barfoed havde givet ham
”løbepas” (som man gør med kærester) og løftede formanende
pegefingeren: ”når man bliver over tres, skal man lade være med at slå
venskaber i stykker uanset hvor misforstået eller mishandlet man føler
sig. Vi er lige gode om det, når det kommer til stykket. Og udgangen?
Den kender vi, og der er ikke noget at råbe hurra for”.
Det
var dette brud, som mødet mellem Barfoed og Rifbjerg i Skodsborg i 2015
var et forsøg på at hele. Lige før udgangen. I betragtning af
venskabets dramatiske forhistorie er essayet bemærkelsesværdigt
stilfærdigt – og afklaret. Det kan læses som kunst. Med foednoter
bliver det litteraturhistorie.
|
