|
Kunsthistorikeren
Hans Edvard Nørregaard-Nielsen
(f. 1945) er en vital og farverig skribentpersonlighed. Han kan være
bidende polemisk, men også poetisk og romantisk, når det stikker ham.
Lige meget hvad der kommer fra hans hænder, er det præget af personligt
nærvær og følelsespres.
Allertydeligst gnistrer han i erindringsbøgerne Mands minde (1999) og Riber
ret (2001). Den sidste har karakter af et generalopgør med
Ribe Katedralskole i 1960’erne. Endnu 40 år efter plages han af ”det
kaserneagtige mørke, rektor Vestergaard havde nedsænket over sit
gymnasium”. I stedet for at genbruge udtrykket ’den sorte skole’ skaber
Nørregård-Nielsen et virkningsfuldt billede, som holder rektoren
ansvarlig for skolens formørkelse og kadaverdiciplin. På samme måde
sætter han gang i billederne, når langtidsvirkningerne af den
forkrøblende skolegang skal beskrives:
Hjemme hos os indgår det i forløbet, at min kone
med sin dyne under armen fortrækker ind til en sofa, hvor hun ikke hen
over natten bliver holdt vågen af mit gamle mellemværende med Ribe
Katedralskole.
(2001:90).
Nørregård-Nielsen
skriver ikke: ’Jeg vækker min kone med mine mareridt om Ribe
Katedralskole’. Han udmaler situationen, hvor konen går med dynen. At
det foregår så tit, at det nærmest virker programsat, er udtrykt gennem
den usædvanlige vending ”indgår det i forløbet”. På samme måde udmaler
formuleringen ”hen over natten” varigheden tydeligere end ’resten af
natten’.
Når Nørregård-Nielsen vælger sjældnere og
ældre ord som ”fortrækker” og ”mellemværende” fremfor nyere og mere
frekvente som ’fjerner sig’ og ’opgør’, er det både for patineringens
og præciseringens skyld. De sjældnere gamle ord har mere farve og
fylde. Man ser dem bedre for sig. Og så fragter de altid nogle særlige
betydningsnuancer med sig: ”fortrækker” er noget, man gør for at undgå
ubehageligheder, og ”mellemværende” understreger, at der er tale om et
uafsluttet regnskabsforhold mellem to parter, og det er der faktisk
her, for i drømmene vil skolen hele tiden hente den genstridige elev
tilbage til eksamensbordet. Og han vil have hævn for dårlig behandling.
Man
skal ikke forestille sig, at forfatteren sidder og haler gamle ord som
”fortrækker” og ”mellemværende” frem fra ordbøgerne. Han har direkte
tilgang til dem i sit sprog som følge af en omfattende læsning i
skønlitteratur og fagbøger, som han jævnligt henviser til uden, at det
bliver til præstationspraleri.
Hans Edvard Nørregård-Nielsen lærdom gør ham
ikke uforståelig. Det ekstra lag sprog, der findes i hans skrifter, er
ikke fagudtryk og fremmedord, men det danske sprog i dybden. Han
erindrer os om ord, vi havde glemt eller endnu ikke har opdaget, men
som vi forstår, når vi ser dem i brug.
Og Nørregård-Nielsen bruger
i den grad sproget: ”kedeligere karl har jeg sjældent mødt”, skriver
han om rektor Vestergård, men han kan ”godt forstå, at et flertal i
lærerkorpset satte pris på ham, for han nærmest samlede på yngre
undergivne, der på et øjeblik kom til at ligne de ældre til
forveksling”. Sådan svirper Nørregård-Nielsens pisk til højre og
venstre. Han angriber og håner, og så sætter han fed streg under facit:
”jeg føler mig som humanist af fag ikke det mindste i gæld til mine tre
år i Ribe (…) Jeg var stort set bedre til historie, da jeg begyndte på
Ribe Katedralskole, end da jeg forlod den”.
Havde
det ikke været for Regitze, amtmandens datter, som han forelskede sig
i, havde gymnasietiden været fuldstændig spildt. Hun spillede med i et
lille orkester, og når han så, hvordan hun sad dér ”alvorlig og rank i
sit samvær med instrumentet og de andre”, så syntes han, ”det var
mirakuløst, hverken mere eller mindre, og det løftede hende i
øjeblikket så langt uden for min sfære, at jeg sad og blev lutter
armod.” Se, det er ungdommelig romantik, som stikker dybt. Og ”lutter
armod” er en ægte N.-N.-signatur i stedet for ’så fattig’.
Dette billede af Regitze som uopnåelig og Hans
Edvard selv som uværdig bejler gentages i varieret form, da de – efter
at have været smerteligt adskilt fra hinanden – forlover sig på en tur
til København i forbindelse med deres studentereksamen: ”Hun sad i en
nyindkøbt blå dragt, lidt som aftenmørket mellem stjernerne og med en
dueblå hat, og jeg var blændet. Det var for godt til at være sandt, og
jeg følte mig som en gammel smudsig snemand, der begærer foråret, skønt
den ved, at det ikke kan lade sig gøre.”
Som
det ses, er H.C. Andersen en af de kilder, Hans Edvard
Nørregård-Nielsen har fundet ved boringer i det danske sprogs
undergrund.
En anden kilde er den danske
bibeloversættelse. Da han i sine erindringer definitivt forlader Ribe
Katedralskole, siger han: ”Det var et sted, hvor de døde under megen
selvfølelse var ved at begrave de døde.” Det er en variation af
Matthæus 8,22: ”Lad de døde begrave deres døde.”
H.C. Andersen og Bibelen, så mangler vi kun
ordsprogskatten for at være helt dækket ind i bunden. En
ordsprogsreference har vi allerede i bogens titel, Riber
Ret. Den refererer til Peder Syv: ”Tak din Gud, du kom ej for
Riber Ret, thi den var streng’, sagde kællingen til sin søn. Han hang i
Varde galge.”
Bedømt
ud fra interesserne og kvaliteterne i Riber
Ret kunne man forledes til at tro, at Nørregård-Nielsen havde lagt an til et litterært studium
i København. Men da han omsider slap ud af Ribe og kom til hovedstaden
i 1965, lod han sig indskrive på det teologiske fakultet. Det kunne
føre frem til et respektabelt levebrød, og her kunne han pleje sine
filosofiske interesser for bl.a. Søren Kierkegaard.
Men allerede året efter begyndte han at følge
kurser i kunsthistorie. Han har skildret overgangen i det tredje
erindringsbind, der hedder Noget nær, 2004. Som en slags
mellemproportional kastede han sig over døbefonte og kalkmalerier.
Fagets herskende professor, Christian Elling, havde bragt noget ”noget
usundt og selvbenovet” ind i faget: ”Maneren og affektationen lurede
bag det provinsielt krydrede, sproget begyndte at avle med sig selv, og
faconen blev med tiden lovligt patineret.”
Som modgift mod Ellings arrogante træthed
indtog Nørregård-Nielsen nogle kraftige doser journalistsprog på
dagbladet Information. Det var i ungdomsoprørets mest rabiate år, og
Nørregård-Nielsen nåede lige at blive træt af mosten, da en stilling
som leder af den moderne samling på Ny Carlsberg Glyptotek åbnede sig
for ham.
På
sin rejse gennem kunsthistorien havde Nørregård-Nielsen aldrig sluppet
den oprindelige litterære impuls. En forfatter som H.C. Andersen er ham
til stadig inspiration ved sin oplevelsesevne (”Alt er maleri”, sagde
Andersen, når han rejste i Italien), sine rejseskitser og sit mundrette
sprog.
”Jeg saae det Land” kaldte Nørregård-Nielsen
det originalt udstyrede værk, han i 1990 udgav om H.C. Andersens
rejseskitser fra Italien. Alt, hvad Nørregård-Nielsen rørte ved, bar
hans kvalitetsstempel, og meget af det fandt læsere, der var villige
til at betale prisen. ”Han saae det Land” udkom på engelsk og italiensk
i 1991 og i nye danske udgaver i 1992 og 2004.
Værket
om H.C. Andersen var et frikvarter fra studierne i guldaldermaleren
Christen Købke, som i årtier var genstand for Nørregård-Nielsens
monomane lidenskab. Han udgav sin første bog om Christen
Købke i 1980, og kredsede derefter om ham i flere værker,
indtil han i 1996 udsendte en gigantisk monografi Christen
Købke i tre bind. Den udkom i en gravsten-tung 2. udgave på
857 sider i 2006.
På bagsiden af det monumentale værk bragtes et
Nørregård-Nielsen-citat af hverdagsskuffen. Kontrasten mellem monument
og inskription var enorm:
Man kan ikke sådan uden videre kalde
guldaldermaleren Christen Købke for Danmarks største maler, men derfor
er han det nu alligevel. Sådan mand og mand imellem.
Først
fremføres et synspunkt (Købke er Danmarks største maler), mens det
negeres (man kan ikke kalde) og modificeres (sådan uden videre). Så
hævdes synspunktet igen (men derfor er han det nu alligevel) under
henvisning til en uformel, men åbenbart sandere instans (sådan mand og
mand imellem). Hvis ikke forfatteren inde i bogen forsøgte at forklare
sig med argumenter, ville udsagnet stå som et eksempel på
kunsthistorisk populisme, en argumentationsform hvor værtshusets visdom
til enhver tid slår talerstolens.
Noget andet er: Hvordan kan en af Danmarks
mest elskede og enkle kunstnere kræve næsten tusind siders
forklaringer? Nørregård-Nielsen svarer i forordet:
Det har under arbejdet med Christen Købke gang på
gang slået mig, hvordan hans kunst har sit nærmeste sidestykke i den
mængde af samtidige og lidt ældre salmer, som stod hans
hjerte nær. Det er den samme ligefremme enkelhed, begge dele afspejler
som en dugdråbe både det største og det mindste omkring sig i en så
koncentreret form, at det bedste, ligesom f.eks. det mest rensede fra
antikken, er nået igennem fra slægtled til slægtled med besked fra
menneske til menneske. Selve livet spejler sig i dem, Købkes billeder
er ligeså rige og dybest set ligefremme, som da Grundtvig i 1843 skrev: ”I al sin glans nu stråler solen” (…)
Der,
hvor man i den klassiske videnskabelige afhandling har en tilstræbt
objektiv redegørelse for forskningens status og afhandlingens metode,
får man hos Nørregård-Nielsen en subjektiv forklaring på, hvorfor det
har taget ham 20 år at skrive en bog, der øjensynlig ikke har nogen
metode:
Lad det stå som en påstand. Når dette værk har
været mere end 20 år undervejs, skyldes det ikke mindst, at jeg har
anset det for nødvendigt at endevende tusindvis af detaljer vedrørende
Købkes snævre verden og det omgivende samfund. Der kan vist ikke peges
på nogen anden egentlig metode.
Hans
Edvard Nørregård-Nielsen skaffer så meget materiale til veje, fordi
Købke er mindre enkel, end man har troet. Han mener, at flere
kulturradikale generationers modvilje mod et begreb som barnetro” har
været ”overspringshandlinger i forhold til guldalderen.” Man har
banaliseret Købke ved kun at ville forholde sig til de verdslige sider
af hans kunst.
Tilbage
for Nørregård-Nielsen bliver at pege et eksempel på et simpelt,
tilsyneladende verdsligt Købke-billede med religiøst indhold. Det er
både vanskeligt og ikke vanskeligt. Vanskeligt, fordi han ikke kan tage
ét billede og finde altafslørende religiøse symboler i det. Ikke
vanskeligt, fordi Gud er overalt. Når Købke malede et parti af
Kastelsvolden mod Langelinie, var det ifølge Nørregård-Nielsen, ”som
skulle Gud gentage sit skaberværk ved hans hjælp”. Hver dag var en
gentagelse af skaberværket. Kunstneren var Guds redskab. Andre malere
kunne fange fuglen, ”Købke fik fat på dens flugt.” Livet, men også
freden i billederne afspejlede en tro på ”Guds alfaderlige Forsyn” (s.
235-36). Man kan ikke se Gud på Kastelsmaleriernes himmel, men uden
troen ville vi ikke have den blanding af dyb uskyld og artistisk
raffinement, ”som er så hjerte- og øjevindende, fordi det ikke nåede at
blive sig selv bevidst.” (s. 247).
Det virker, som om Hans-Edvard
Nørregård-Nielsen har en pointe i denne argumentation for Christen
Købkes gudstro i billederne, men det svækker tilliden til
bevisførelsen, at han bevæger sig op i et så højt leje, at han må
slippe hverdagens sprog.
|
