|
Når
man søger efter ’Søren Ryge Petersen’ i det elektroniske mediearkiv
Infomedia, får man at vide, at der er knap 10.000 artikler af og om
ham. De ældste går tilbage til 1979, hvor han bliver præsenteret som
fjernsynets havemand. Der fandtes kun én station dengang, og det at
være vært for et fast program i den bedste sendetid betød berømmelse i
Danmark. Næsten alle havde set Ryges haveprogram en eller flere gange.
Hvis der stadig var en Ryge-fri zone hist og her, så fik havemanden de
sidste danskere med ind i folden i 1983, da han interviewede dronning
Ingrid om hendes have i Gråsten.
De flove ordspil på tobaksrygning har Ryge
Petersen selv holdt i live ved at gå og hyggeryge på sin pibe under
tv-optagelserne.
Før
interviewet med dronning Ingrid blev udsendt, var Ryge selv genstand
for et interview ved Ninka, dagbladsinterviewets dronning med det
borgerlige navn Anne Wolden-Ræthinge. Overskriften sammenfattede
Ryge-fænomenet således: ”Han drysser grøn fritid ind i danske hjem.
TV-mand har interviewet dronning Ingrid om deres fælles hjertebarn:
haven”, Politiken 7.8.1983.
Efter ydre kendetegn var Søren Ryge Petersen svær
at aldersbestemme. Med sit fugleredehår og sine gummistøvler så han ud
som en ungdomsoprører, der var gået tabt i en tidslomme. Faktisk fyldte
han 38 år den dag, Ninka interviewede ham (31.7.1983). Hans faglige
baggrund var en cand.phil.-eksamen i dansk fra Aarhus Universitet fra
1975. Intentionen var at blive højskolelærer. I studiet havde han
beskæftiget sig med litteratur, kommunikation, herunder især
sprogforskelle og dialekter. Det med interessen for haven var noget,
han havde med fra barndomshjemmet. Faderen var lærer i botanik.
Søren Ryge Petersen blev født i Gram i
Sønderjylland og voksede op i Agtrup i Sydslesvig, hvor faderen, som
han sagde, ville virke for danskheden. Om sine harmoniske barndomsår og
tiden som elev på faderens skole har Ryge Petersen fortalt i essayet
”Min barndom” i samlingen Leif den stadig
lykkelige og andre historier. (2015).
Han studerede i Aarhus og slog sig ned i et
parcelhus nord for byen. Han fortæller, at haven var en konstant glæde
for ham. Især nød han at komme ud i den tidligt om morgenen. Denne
morgenglæde ved haven opfordrede han redaktøren af Haveselskabernes
blad ”Haven” til at skrive om i sit blad. Redaktøren sagde haps og bad
Ryge selv skrive de artikler, han efterlyste.
På den måde kom han ind i have- og
naturjournalistikken og blev selv redaktør af ”Haven” (1978-90).
I
Ninkas interview siger han, at han opfatter sig selv mere som
journalist og kommunikationsmand end som haveekspert. Ved en journalist
forstår han en meningsdanner. Som kommunikationsmand med en grøn fritid
programmet mener han, at det vigtigt, at vi har et forhold til den
jord, vi bor på. Naturen har sin egen æstetik, og man kan udlede
kvalitetsbegreber af være i naturen. At beskæftige sig med planter er i
sig selv noget poetisk og sanseligt og vitalt.
Ryge Petersen havde således tidligt et helt
ideologisk program for menneskets omgang med naturen. Basalt mente han,
at man bliver sundere og gladere af at være i naturen. Verden ville
blive et bedre sted at være, hvis flere gik op i deres have. At gå ud
og plante et træ i var i hans optik en humanistisk handling. Det betød
ikke, at han havde noget imod andre kulturformer. Musikken har han
f.eks. altid haft et nært forhold til. Carl Nielsen og hele den
klassiske musik indgår i hans tv-programmer.
Man skal ikke glemme, at Ryge Petersen havde rødder
i bogkulturen, før han ved et lykkeligt tilfælde kom ind i tv-verdenen.
Fjernsynet gav ham gennemslagskraft, men han har aldrig sluppet
tilliden til det skrevne ord. I forordet til samlingen Julius’
fødselsdag og andre historier (2001) skriver han, at hvis
han skulle vælge mellem at skrive og lave fjernsyn, ville han ikke være
i tvivl: ”det skrevne ord er og bliver den bedste og mest nødvendige
(og for mig mest uundværlige) kommunikationsform der findes.”
Der
florerer mindst fem fejlopfattelser af Søren Ryge Petersen.
Den ene er, at han er en tv-mand, der får sine
udsendelser trykt i bøger. Han er en forfatter, der arbejder i flere
medier.
Den anden er, at han er en slags naturens
hyggeonkel, en havenisse. Som det allerede er fremgået, er han i
virkeligheden en naturens æstetiker og ideolog.
Den tredje misforståelse er, at Ryge Petersen af
fag er en havemand eller en gartner, og at han dertil har fået den gave
at kunne tale med andre mennesker. Sandheden er, at han er en højt
uddannet litterat og kommunikationsmand. Det med naturen og haven er
bare en interesse, han har taget med hjemmefra.
Den fjerde misforståelse er, at hans
kommunikationsform er det mundtlige sprog, og at alt, hvad der findes
på tryk af ham, er udskrifter af talesprog. Realiteten er, at det meste
af det, han laver i tv eller på tryk, er struktureret som fortællinger
og holdt i fortalt sprog, hvor den
talende holder ordet længe, mens talesprog er
pingpong, frem tilbage, ofte med underforståelser og halve sætninger.
Den femte misforståelse går ud på, at Ryge
interviewer almindelige mennesker. Mere om den i det følgende.
Fra
1985 har Søren Ryge Petersen været medarbejder ved dagbladet Politiken,
og han har bevaret tilknytningen også efter, at han i 1990 blev
fastansat i Danmarks Radio. Han formidler gerne i de to medier
samtidig.
Sine væsentligste indsatser har han sørget for at
bevare i et tredie medium, bogen. Det begyndte i 1995 med Landet og året, en række små
naturessays. Forfatterens anden hovedgenre, portrætinterviewet, fandt
sin endelige form i Julius' fødselsdag og
andre historier i 2001.
Den betydeligste, mest frodige samling er den
mellemliggende Historier fra Danmark.
Den er fra 1998 og består af 30 tekster, hvis første trykkested ikke
nævnes. Bogen vil ikke fremtræde som en scrapbog med
Politiken-artikler. Den vil være noget i sig selv: en forfatters værk,
komponeret som en rejse fra den hjemlige markvej til New York og
tilbage igen. Fra natur til kultur og tilbage igen. Forfatteren
betakker sig for højhuskulturen. ”Jeg savner tårnfalkene og lugten af
græs.”
Et
standardindslag i erindringsbøger er et kapitel om ”Min skolevej”.
Søren Ryges originale modsvar hedder ”Min markvej”.
En skolevej er et ydmygt sted, men den fører dog
hen til noget, oven købet til et uddannelsessted. Skolevejen kan være
et symbol på vejen til dannelse.
En markvej er bare en jordvej mellem nogle marker.
Men når der står ”min” markvej, signaleres der enten ejendomsforhold,
eller også betyder ”min” bare noget, jeg bruger jævnligt, f.eks. som
her, hvor markvejen fører fra hjemmet til landevejen.
”Min markvej” er ved første øjekast en meget
beskeden tekst. Den fylder kun 2 ½ side. Men da den udgør anslaget til
hele bogen Historier fra Danmark,
er det værd at kigge ekstra godt på den.
Teksten begynder med det rent faktuelle. Den er
skrevet i særegen subjektiv leksikonstil:
Den er nøjagtig 1100 meter lang, og jeg har brugt
den ca. 20.000 gange. Mest i bil, men også til fods, på cykel, på
traktor og et par nervøse gange på hesteryg.
Vejen
beskrives, som den tager sig ud under forskellige typer vejrlig. Stilen
er stadig opremsende, men et moment af levendegørelse,
antropomorficering, trænger sig på: ”i snestorm kan den finde på at
forsvinde.” En vej er ikke bare en vej. Den er et slags væsen, som kan
opleves forskelligt alt efter, hvem de vejfarende er: Vi har haft
”gæster, som efter at have kørt de 1100 meter igennem et sådant paradis
en sommeraften steg ud af bilen og som det første spurgte, hvordan vi
kommer herfra om vinteren.” Forfatteren forsvarer sin vej mod gæsternes
uforstand.
Ejendomsforholdet problematiseres. Det er ikke
udelukkende ”min” vej og familiens vej: ”vi deler den med andre”.
Brugsretten er vigtig. Markvejen er vores, ikke fordi vi ejer den, men
fordi vi bruger den og har tilegnet os den. ”Engang var det også
Sigvalds vej. Et par gange om året håndhæver Anders sin jagtret på
vejen.”
En vej har altså en historie. Fortælleren
deler sin markvej med dem, der bor og har boet ved vejen. Det fylder en stor del af
teksten, men føjer ikke noget nyt til ideen. Vi kan derfor gå direkte
til konklusionen: Selv den fasankok, der hver morgen vinteren igennem
har ”ventet trofast” på ham hver morgen for så at flakse væk, når bilen
er tæt på, er medejer af vejen. ”Vi kan den i søvne, i mørke, i sol og
i regn. Fra den min verden går.”
Således slutter dette lærestykke om glæden ved
det lille fællesskab med et citat fra ”I Danmark er jeg født”, skrevet
af H.C. Andersen, digteren der mere end nogen anden har fået naturen
til at tale. Søren Ryge Petersen, som er kendt for at bygge på
virkeligheden, natur han har set, mennesker han har mødt, er inspireret
af H.C. Andersens evne til at se det store i det små, en verden i en
vanddråbe.
Blandt sine samtidige er Ryge nærmest beslægtet med
Peter Seeberg, som havde samme kærlighed til det nære, marken,
naboerne, det almindelige liv.
”Det
har en dyb mening for mig at møde mennesker og snakke med dem og
bagefter gå hjem og skrive det ned, de sagde”, erklærer Søren Ryge
Petersen i indledningen til den del af Historier
fra Danmark, som handler om ”De ukendte”.
Man skulle snarere sige, at den handler om de
udvalgte ukendte. Fællestrækket for den håndfuld, han har udvalgt, er,
at de kan fortælle historier om deres liv, og at de gør det så
”intenst”, at han er ”nødt til at fortælle det videre.”
Ryge
forholder sig til sine udvalgte ukendte som en kunstner til sit stof.
Han søger mening i tilværelsen og intensitet i udtrykket. Han arbejder
under et vist pres af nødvendighed, når han eksponerer sine
bemærkelsesværdige ukendte. Hans grundproblem er, at han ikke bare
stofligt, men også sprogligt og stilistisk er afhængig af sine kilder.
Hvad gør han, hvis de taler udtrykker sig i klichéer, taler
bureaukratsprog eller slynger om sig med managementfloskler? Han undgår
dem! Alle
personerne i Julius’ fødselsdag er
lokale folk fra Djursland. Ryge Petersen har småsnakket sig ind på dem,
før han besluttede sig for at spørge, om de havde noget imod at blive
interviewet.
Ingen
er absolut ukendt. Alle er kendt af nogen. Når Søren Ryge taler om de
ukendte, mener han dem, der ikke er kendt i offentligheden og specielt
i medierne, hvor der cirkulerer en kreds af mennesker, som vi synes vi
kender, fordi vi har set dem før, nemlig i andre medier, og derfor
kalder vi dem ”De kendte”. Men i bund og grund er ”kendt” altså et
relativt begreb.
Anders
Knokkelmand var ukendt i offentligheden, indtil Søren Ryge Petersen
bragte ham frem i Politikens spalter den 25. februar 1996, og i bogform
i 1998 i Historier fra Danmark.
Forskellen på de to versioner viser, i øvrigt hvor
lidt der skal til for at slukke og tænde for journalistikken i et
stykke prosa.
I
avisversionen begynder historien med sætningen ”Anders Knokkelmand er
en uddøende race i brokkens fædreland.” Artiklen er vinklet, som
journalisterne siger, så den fungerer som en debatartikel skrevet op
imod alt det brokkeri, der angiveligt findes i Danmark (artiklens
præmis).
I bogversionen drejes synsvinklen, så vi ser Anders
Knokkelmand med familien Ryges øjne: ”Vi var fuldstændig målløse.
Troede, at vi havde hyret en almindelig arbejdsmand, men fik en
knokkelmand. Han knoklede, så sveden sprang, og smilede, sang og
fløjtede i tilgift (…) Derfor
vil jeg skrive om ham.” Det er det ualmindelige
ved Anders, der får Ryge til tangenterne. Anders fortæller om sin glæde
ved al slags arbejde. Ryge prøver, om han dog ikke an få Anders til at
beklage sig over noget. Men det er forgæves. Der er et sjovt spil
imellem dem – ægte Ryge-kvalitet.
Ryge besøger Anders i dennes hjem. Han viser sig at
være en stor samler. Fra et skab på væggen fremdrager han en håndfuld
bittesmå lysestager, som han låner ud til ”sølvbryllupper og den
slags”.
Anders fortæller, og Søren Ryge kommer til at
indtage rollen som indsamler af folkeminder. Han anstrenger sig for at
gengive Anders’ fortællersprog med
dets selvafbrydelser og personlige henvendelser:
For så bruger de dem, når de synger sølvstænk i dit
gyldne hår – det ved du da godt Søren, at man gør – så sætter alle
gæsterne et stearinlys i hver sin lysestage – det brugte man altså i
gamle, gamle dage – og så går de rundt om bordene, mens de synger, og
op forbi sølvbruden, har du virkelig aldrig set det!
Søren
Ryge opfatter spørgsmålene som retoriske og svarer ikke på dem. I stedet flytter han
interessen over på Anders forhold til kvinder. Han har haft to koner,
som begge døde af kræft. ”Og der skal ikke flere kvinder i huset, det
er han sikker på.” Søren Ryge identificerer sig med Anders og anvender
dækket direkte tale, som man gør i fiktionslitteraturen; men det er et
middel, han økonomiserer med.
Anders fortæller om sit liv, sine
arbejdspladser og sine sygdomme, alt sammen betragtet i et positivt
skær. Ryge lader artiklen munde ud i en fremtidsdrøm, Anders har. Han
vil købe et hus, hvor han kan have dukkehus og museum for småting
forneden og selv bo foroven.
Planen
bliver aldrig realiseret. I en note efter teksten meddeler Ryge, at
Anders fik en hjerneblødning fire måneder efter deres samtale. ”Anders
blev lam i den ene halvdel af kroppen og mistede evnen til at tale. Han
græder meget.”
Ryges
personer er mere end materiale for hans artikler. Det er mennesker, han
har lært at kende og hvis videre skæbne interesserer ham. Og han er
selvfølgelig nødt til at respektere virkelighedens gang. Han kan ikke
give Anders Knokkelmand en anden skæbne end den, han fik.
Ironisk nok er den litterært dannede læser bedre
forberedt på Anders Knokkelmands skæbne end Ryge Petersen selv er.
Knokkelmanden er døden. Det ved kendere af Henrik Pontoppidans
novellekunst. Ordbøgerne siger det samme. En knokkelmand, er ikke en
mand, der knokler, men en mand, der er tynd som en benrad – nemlig
døden.
Søren
Ryge Petersens bedrift beror på en kombination af egenskaber, som hver
især kendes fra litteraturen. Hvis han slægter H.C. Andersen på i sin
evne til at se det levende i naturen, så ligner han Poul Martin Møller
i blikket for det originale i det almindelige. Og han ligner dem begge
i den uskyldige, unationalistiske kærlighed til fædrelandet. Søren Ryge
Petersen er for så vidt en romantiker med rødder i det tidlige 1800-tal.
Et er nu at have et bestemt blik på verden.
Noget andet er at bringe sig i kontakt med den. På det punkt har Søren
Ryge Petersen egenskaber, som er udviklet efter det moderne gennembrud
og i 1900-tallet. Han kan snakke sig ind på folk og få dem til at
blotte sig for offentligheden i såkaldte interviews – noget som var
helt utænkeligt i romantikkens tid.
I
forbemærkningerne til de syv interviews med kendte danskere i Historier fra Danmark skriver Ryge
Petersen, at man, hvis samtalen går skævt, altid kan kringle sig
tilbage til barndommens oplevelser. Det er en teknik, han har lært sig
af moderne journalister som Ninka. Det at tale med kendte mennesker om
deres have er i sig selv en teknik, en måde, hvorpå man får disse
genneminterviewede mennesker til at åbne sig på en ny måde. At det ikke
lykkes i alle tilfælde, er Ryge Petersens interview med Ghita Nørby et
glimrende eksempel på. Hun synes, at alle planter og landskaber er
dejlige, og som tak for denne åbenhjertighed hylder Ryge hende som et
af de lykkeligste og mest ukomplicerede havemennesker han har mødt! For
at tildække interviewets elendigheder dænger han roser på: ”et
lykkeligt brag af en kjole”, ”ræverødt hår”, ”kors hvor er hun flot”.
Det gøres ikke værre hos Ninka og i ugepressen.
Også træk fra det 20. århundredes nye
strømninger i journalistikken har Ryge Petersen taget til sig. Når han
i reportageartikler fortæller, hvordan avisredaktører har sat ham på
umulige opgaver som at skrive om New York og dødsruten i København, så
er han inspireret af Morten Sabroe og new journalism. Ligeledes når han indleder et interview
med Hans Edvard Nørregård-Nielsen med at beklage sig over, at en mand i
sin bedste alder har brugt en rendegraver til at lave et aspargesbed
med.
Søren Ryge Petersen er altså ikke i et og alt
en journalistisk romantiker, men hans særlige kvaliteter er forbundet
med det gammeldags, det langsomme, det lavmælte, det ligefremme, det
uopstyltede, det usmarte, det ublærede.
|
