|
De
prosaister, som hidtil er blevet portrætteret i denne række, har det
til fælles, at de har sparet sig til et bedre sprog. De har valgt de
mest økonomiske løsninger. Niels Barfoed søgte sine pointer i
hverdagens faste vendinger. Hans Edvard Nørregård-Nielsen skrev med
jævne ord i monumentale bøger om Gud på Kastellet. Søren Ryge Petersen
betragtede verden fra sin markvej og lod naboen fortælle om sig selv. Disse prosaister ville
hellere skære fra end fylde på, og derved gjorde de deres prosa mere
stringent.
Spørgsmålet er nu, om der også ville kunne
argumenteres for det modsatte synspunkt, altså at man kan tilføre et
værk kvalitet ved at fylde på. Teksten, der skal belyse det, er hentet
fra den såkaldte fortællende journalistik (narrative
journalism), som anvendt i bogform mere præcist kan kaldes creative non-fiction. Det er sagprosa,
der anvender greb kendt fra romaner.
Historikeren
og journalisten Tom Buk-Swienty (f. 1966) er bedst kendt for sine bøger
om den dansk-tyske krig i 1864 og for biografierne om Karen Blixen og
familien Dinesen, allesammen udgivet i perioden 2008-2019.
Her skal det handle om et tidligere værk, det
nemlig hvori Buk-Swienty introducerede sin kreative skrivestil: Den ideelle amerikaner. En biografi om
journalisten, reformisten og fotografen Jacob A. Riis, 2005.
Teksteksemplet er fra bogens 16. kapitel, hvor
Jacob A. Riis som nyansat journalist på The New York Tribune bliver sat
til at skrive om den gigantisk storm, der den 1. februar 1878 ramte
Coney Island ud for New York:
Mens stormen rasede og udviklede sig til en tyk
snestorm, forsøgte Jacob Riis at nå ud til Coney Island. Han traskede
gennem uvejret, blev totalt gennemblødt, hans støvler fyldtes med vand,
og udmattet nåede han langt om længe frem til Sheepheads Bay for blot
til sin rædsel at opdage, at stormen var så voldsom, at det var umuligt
for ham at komme ud på Coney Island; al søfart var indstillet. Det
afholdt imidlertid ikke Riis fra at sammenstykke en historie om
tilstanden på Coney Island, en historie, han byggede op omkring
referater, han fik af folk, der tidligere på dagen havde været derude,
hvor de havde været vidner til stormens ødelæggelser. Ingen anden
journalist i byen var nået så langt frem som til Sheepheads Bay, og New
York Tribune kunne derfor bringe en solohistorie om de makabre
begivenheder under stormen.
Dette
er altså et citat fra en fagbog, en biografi om en dansk-amerikansk
journalist. Men det sprog, bogen er skrevet i, ligner det, som vi
kender fra romanerne. Tydeligst er verberne,
som udtrykker handling: ”stormen rasede”, ”han traskede”,
”nåede
han”, ”afholdt ikke Riis fra at sammenstykke”.
Teksten
er bygget op som en fortælling, dvs. en handling udstrakt i tid. Der er
en aktør (Riis) og en modstander (stormen) og en hjælper (Riis’
udholdenhed og opfindsomhed). En mand kæmper sig vej gennem uvejret for
til sin skuffelse at opdage, at han ikke nåede, hvad han skulle,
hvorefter han udkaster en ny plan. Det er et genkommende mønster i
romaner.
I tekststykket følger vi én person tæt. Fortælleren
identificerer sig med hovedpersonen og fortæller læseren, hvad denne
hovedperson føler (”for blot til sin rædsel at opdage”). I
fiktionsprosa er vi vant til det. Forfatteren har jo selv skabt
figurerne og kan tillade sig at gå ind i dem og ud igen. Når man læser
sagprosa, spørger man sig selv, hvorfra forfatteren har sin viden om
det, der foregik i virkelig eksisterende personer.
Men den dramatiserende fremstillingsform kan i sig
selv være virkningsfuld. Den skaber en illusion om liv. Illusionen
understøttes af sansede detaljer (”totalt gennemblødt, hans støvler
fyldtes med vand”).
Hvorfor
vælger fagbogsforfatteren en sådan romanstil? Hvis han syntes, at
stoffet egnede sig bedst til en roman, kunne han have skrevet en sådan.
Men han har altså valgt den historiske fagbog med dens indbyggede krav
til sandhed og kontrollerbarhed.
Samtidig har han brug for at skrive action-præget
prosa, for det, der ifølge forordet interesserer Buk-Swienty ved Riis’
livsbane, er processen og den konstante drive.
Skrivemåden skal passe til stoffet, mener Buk-Swienty.
Endelig har Buk-Swienty den særlige grund til at
bruge litterære greb i en biografi om netop Jacob A. Riis, at Riis selv
var en forløber for den narrative journalistik.
Ved
at skrive i en stil, som lægger sig op ad Jacob Riis’, kan Buk-Swienty
komme ind på livet af Riis og anskueliggøre Riis’ metode, dens aktiver
og problemer. Aktiverne ligger i det medrivende, fremdriften,
spændingen, sanseligheden, identifikationsmuligheden. Problemerne
ligger i fristelsen til at slække på fakta og kontrol. Det blev
tematiseret til sidst i den citerede tekst.
Da
Riis kom hjem til sin avis med reportagen fra Coney Island, fandt hans
redaktør, at den virkede lovlig fantasifuld og at den hvilede på
udsagn, der ikke kunne bekræftes af andre. Der var detaljer, f.eks. en
kat og en hund, der blev skyllet i land på et bræt, som forekom
usandsynlige. Riis måtte modtage en reprimande.
Det samme ville han have gjort, hvis
Buk-Swienty havde været hans redaktør og taget sine egne principper
alvorligt. Narrativ journalistik duer kun, hvis den kan verificeres
helt ned i detaljen, skriver han i forordet til Riis-bogen – og så
anfører han en række detaljer, som har med troværdighed af
miljøbeskrivelser at gøre, f.eks. hvordan der så ud og lugtede i New
York, da Riis ankom.
Spørgsmålet er, om Buk-Swienty ikke springer i
målet her. For der er forskel på at indhente detaljer til opmaling af
baggrund og så at bygge en journalistisk historie op på fantasifulde
detaljer, sådan som Jacob Riis gjorde det i sin artikel om Coney Island.
Buk-Swienty undlader at ræsonnere over den
journalistfaglige og moralske holdbarhed af Riis’ rekonstruktion. Han
lader redaktørens reprimande og Riis’ reaktion tale for sig selv.
Buk-Swienty giver med andre ord afkald på historikerens ret til at
tænke over begivenhederne og iler videre med den spændende handling.
Riis bliver først fornærmet over reprimanden og
lægger et brev med sin opsigelse. Så fortryder han og tager brevet
tilbage, hvorefter redaktøren flytter Riis til bedre stilling på
bladet. Så paradoksalt fungerer virkeligheden undertiden, og således
afspejles virkeligheden ofte i kunsten. Buk-Swienty vælger at følge
kunstnerens metode. Han dømmer ikke Riis, men overlader afgørelsen til
læseren.
Og hvad så med vandet i støvlerne? Hvor har
Buk-Swienty det fra? Hvilken funktion har det i teksten? Og hvad skal
læserne med det?
Går vi til Buk-Swientys hovedkilde, Jacob A.
Riis’ erindringsbog The Making of an American
(1901:192ff), ser vi, at billedet med gummistøvlen repræsenterer et
sødt kærlighedsspil mellem Jacob A. Riis og hans kone: ”Then I hired a
sleigh and drove home through the storm, wet through,
– ”I can hear the water yet running out of
your boots”, says my wife – wet through and nearly frozen stiff, but
tingling with pride at my feat” (dvs. feature, artikel).
Buk-Swienty tager ved sin omskrivning betydning ud
af teksten samtidig med, at han banaliserer den ved at pumpe den op med
ny betydning. Der er ikke dækning i kilderne for udtryk som ”til sin
rædsel” og ”makabre begivenheder”. Spørgsmålet er også om ”traske” er
et velvalgt ord for noget, der skal give indtryk af målbevidst søgen.
Buk-Swienty er en produktiv og – så vidt jeg kan
bedømme – også kompetent historiker. I biografien om Jacob A. Riis har
han været ved kilderne, og han henviser konsekvent til dem. Men når han
forsøger at omskrive dem, tilfører han ikke sin danske prosa ny værdi,
men får den tværtimod til at krakelere og bryde sammen.
|
