|
De fem første sagprosaister i denne
række har alle tilhørt vor tid. Nu tager læseren og jeg sammen et dyk
ned i historien for at se, hvad der skal til for, at en forfatter af
avisartikler kan få status som klassiker. Klarhed, enkelhed og
ligefremhed kan stadig være vigtige kvaliteter. Men også indholdets
vægt og sprogets robusthed må forventes at være af betydning.
De bedste sagprosaister indgår i et
lands litteraturhistorie. Det gør ikke en skribent mindre, at han
skriver om aktuelle emner i en avis. For Georg Brandes var det oplagt,
at han skulle have Viggo Hørup med i sit programskrift om Det moderne Gjennembruds Mænd (1883). Hørup
tøvede imidlertid med at udlevere de personlige oplysninger, Brandes
havde udbedt sig, og kom ikke med. Af et notat kaldet Politisk
Tilbageblik (1884) fremgår det, at Hørup ikke ville
indlemmes i nogen litterær bevægelse, heller ikke selv om den kaldte
sig realistisk. Han ville have
Politik i Stedet for Æstetik, rent
borgerlige Interesser med Smør, Jærnbaner og skadeligt Vands Afledning
i Stedet for tynde Noveller og et afsindigt Postyr over en ny
Skuespiller. De litterære Folk forstod Realismen som en ny Form for det
æstetiske, men det smagte altid af Fugl og af Fællesordet Realisme lod
der sig udlede mange Konsekvenser.
(jf.
Jørgen Knudsen: Georg Brandes. Symbolet og
manden 1883-95, 1, 82).
Hørup skrev ind i sin tid, for at
indgyde mod, for at få folk til at tage deres skæbne i egen hånd. Han
forestillede sig næppe, at han skulle kunne blive læst som forfatter
150 år senere.
Når Hørups artikler optrykkes i dag,
kræver de flere fodnoter end noveller gør, men han har dannet
forbillede for flere generationer af skribenter og har derved øvet
indflydelse på sit lands litteratur.
Den kommenterende form for
journalistik, som Hørup er dyrkede, vil på nogle unge journalister
virke gammeldags; de foretrækker fortællende
journalistik, altså journalistik med handling. På den anden
side er der mange skribenter, der leverer klummer til dagens aviser, og
de kan lære noget af Hørups spidse stil.
Citatet ovenfor er karakteristisk ved
en vis kynisme. Hørup
havde det udmærket med, at de litterære folk blev ført bag lyset med
det upræcise realismebegreb.
En af attraktionerne ved Hørup var
hans skånselsløshed. Han forfulgte sine uvenner til det sidste. Da
yndlingsfjenden, den nationalliberale digter Carl Ploug, endelig gik
hen og døde, slog Viggo Hørup ham ihjel én gang til i nekrologen:
Et trægere og mere indskrænket,
allerede ved Tyveaarene afstumpet og forbenet Hoved har et Folk aldrig
haft til at svinge Ideens Fane og samle alt Snobberi og den hele
Spidsborgerlighed til et Regiment omkring Fanen.
(Politiken
28.10.1894)
Kan man rakke ned på en afdød? Hørup
kunne. Han hånede vores forsonlighed ved begravelser:
Vi danske er bedst ved begravelser.
Den, der tvivler om vor Elskværdighed, behøver blot at lægge sig til at
dø og al Tvivl vil forstumme.
(Politiken 11.1.1892)
Selv valgte Hørup en begravelse uden
kirkelig medvirken. Han blev bisat fra Lørup Ridehus, forsamlingshuset
på Østerbro, hvor han havde holdt nogle af sine politiske taler.
Derefter blev han brændt i krematoriet på Nyelandsvej.
Redaktøren og politikeren Viggo Hørup
(1841-1902) er en af de mest beundrede skribenter i dansk journalistiks
historie.
Pressehistorikeren Svend Thorsen
kalder ham ”en genial Sprogmester” og siger, at han forvandlede det
akademiske avissprog fra juridisk kandidatprosa til et levende dansk.
Litteraturforskeren Vilh. Andersen
kalder ham ”en sproglig Realist” og siger, at han har ”ætset den
akademiske Fernis ud af Dagspressen.”
Midlet var bidende spot og skarp ironi
inspireret af Søren Kierkegaards polemiske stil, men uden dennes
krummelurer. Kierkegaard forfulgte filosofiske og filologiske
tankebaner. Det ene ord tog det andet. Hørup gik målbevidst efter det
træffende, evt. dræbende udtryk.
Hørup var vidt belæst i alt fra
Bibelen og Shakespeare til Holberg og H.C. Andersen. Breve fra
ungdomsårene viser, at han læste Heines digte på tysk; han oversatte
endog nogle af dem. Han lærte sig engelsk bl.a. for at læse Oliver
Goldsmiths The Vicar of Wakefield. Sammen
med fætteren Holger Drachmann dyrkede han den norske forfatter Henrik
Wergeland.
Han var litterært
dannet, men ikke alt i hans sprog var
litterært tilegnet. Som opvakt lærersøn på landet (Torpmagle, Halsnæs)
var han kommet i besiddelse af en rigdom af ord og vendinger fra
hverdagens danske sprog. Vilh. Andersen antyder, at han trak dem op af
den nordsjællandske muld: ”det damper af hans Sprog som fra en
friskgødet Ager”
(Illustreret dansk Litteraturhistorie, 4,
1925:334).
Seks års jurastudier (1861-67)
formåede ikke at ødelægge Hørups sans for poetisk sprogbrug.
Svend Thorsen fremhæver især Hørups
evne til at skabe billeder og – må man tilføje – lade dem udvikle sig,
så de danner komposition, som her, hvor han bruger Darwins
udviklingsteori på sine politiske modstandere:
Højre er et Udviklingstrin, et
mangelfuldt og ufuldkomment, men det er ikke haabløst, det følger
Naturens Love. Højrefolket er en Slags Haletudser, endnu halv Fisk; men
det er deres Bestemmelse at aande ved Lunger og hoppe om paa deres Ben
ligesom andre Mennesker. De lærer Kunsten af dem, der er kommet et
Skridt videre.
(Thorsen: Den danske
Dagspresse, 1, 1947:49)
Hørup får det til at lyde, som om han
hjælper Højre på plads i arternes orden, mens han i virkeligheden gør
grin med partiet. Det er en indirekte meddelelsesform. Med samme
nedgørende formål, men mere direkte og uden brug af Darwin skrev han om
kredsen omkring den nationalliberale Carl Ploug:
Det Kuld, hvortil han hørte, blev
overhovedet ikke ældre. De endte alle ligesom han ved eksamen artium (…) deres
Udvikling, deres Synskreds, den
Modenhed, de naaede, det var Grænsen mellem Latinskolen og
Universitetet. Her
laa Verdens Ende, paa dette Trin sank de hen i Ærbødighed for sig selv,
en agtelsesfuld Forbløffelse over, at Mennesker kan naa saa vidt.
(Thorsen 1947:49)
Den moderne læser vil genkende den
falske loyalitet i de sidste linjer (”agtelsesfuld Forbløffelse”) fra
Hans Scherfigs romaner. Der er noget satirisk, revyagtigt over disse
beskrivelser. Foruden Kierkegaard synes også Goldsmidts satiriske
tidsskrift ”Corsaren” og dettes efterfølger ”Nord og Syd” at have
spillet en rolle for udformningen (jf. Sven Clausen: ”Om Hørups stil”
nr. 2, Politiken 21.2.1942 og Helge Scheuer Nielsen: Telefon
til Hørup, 2013:8).
De citerede satiriske beskrivelser var
en slags mobiliseringsprosa, som skulle tage modet fra fjenderne og
højne humøret og selvfølelsen hos vennerne.
I dag vil nogen måske sige, at det er
en triviel akademisk tankefigur at hænge sine modstandere ud som (for
at tage et par klichéer fra vor tid) ’åndsamøber’ og
’evighedsstudenter’, men Hørup udvalgte og udformede sine billeder
originalt. Som påpeget af forfatteren Sven Clausen er billedvirkningen
et centralt træk i Hørups stil (”Om Hørups stil”,
Politiken 20.2.1942).
Reglen om, at ’less is more’, syntes
ikke at gælde for Hørup. I hvert fald modificerede han reglen derhen,
at man skal have noget at økonomisere med for at kunne skrive
økonomisk. Hvis en skribent kun har fem ord at gøre godt med, er han
kaput. Hørups eksempel er igen forfatteren Carl Ploug:
Han
havde ikke mere, end han behøvede, han brugte det hver Dag helt op, der
var ikke nogen i hans Husholdning, der levede af Levningerne. Saadan
var hans Sprog, hans Billeder, hans Vid, de Ord, han kendte; han havde
aldrig noget til overs (…) Hans Sprog var simpelt bygget; der var ingen
Føjten ind over Markerne eller ørkesløse Blomster, ingen Sidespring
eller overflødige Vittigheder (…)
(Peter Skautrup: Det
danske sprogs historie, 4, 1968:180.)
Modsat Carl Ploug var Hørup kreativ
helt ned til de enkelte ord. Gode
danske ord som ligeret, omfordele
og retssamfundet er simpelt hen
skabt af Hørup (jf. Skautrup, 4, 1968:241). Og det er naturligvis ikke
noget tilfælde, at ordene alle har med demokrati at gøre.
Det kreative forhold til sproget viste
sig også i udmøntningen af citerbare slaglinjer:
En mand
kan dø fattig og dog efterlade sig en stor arv.
Hvad skal
det nytte?
Del jer
efter anskuelser!
Skæg for
sig og snot for sig.
Hørup brugte markante udtryk med
effekt i konkrete sammenhænge. Et udtryk som ”blodige Strimer”, hentet
fra Gamle Testamente, er ikke i sig selv oprørende, men det vakte
forargelse, da Hørup i en tale sagde om de danske officerer, at de
havde ”Nederlaget fra Als skrevet med blodige Strimer paa deres Ryg.”
(jf.
T. Vogel-Jørgensen og Poul Zerlang: Bevingede
ord, 6. udg., 1991)
Hørups agitatoriske stil udsprang af
forfatningskampen, men den har vedblivende været et ideal for
politikere og pressefolk, som anser kampen mellem forskellige
samfundsinteresser for at være demokratiets essens. Ebbe Reichs Hørup-udvalg Retning
til venstre (1968) er blevet til ud fra et udtrykkeligt
ønske om at bruge Hørup politisk og agitatorisk (jf. udgiverens
forord). Andre har syntes, at det var tilstrækkeligt at tage
bad i Hørups sprog.
”Ingen naaede siden hans Højde”,
konkluderer Svend Thorsen, som mener, at Hørup kom til at præge både
pressens sprog og sproget generelt. Det er svært at føre bevis for den
slags påstande, men mængden af tilkendegivelser fra redaktører og
journalister tyder på, at Thorsen muligvis har ret (Den
danske Dagspresse, 1, 1947:47-50).
Torben Krogh skriver, at Hørups stil slog
igennem i århundredets to sidste årtier, ikke kun i den københavnske
presse og i meningsfællernes presse, men generelt (Torben Krogh: Viggo Hørup. En illustreret levnedsskildring, 1984:435).
Det burde kunne eftervises.
Et enkelt personligt vidnesbyrd skal
anføres. Det er digteren Tom Kristensen, der i sin egenskab af
boganmelder ved Politiken fortæller, hvordan han renser og genopfrisker
sit sprog ved at slå op i de tre bind Viggo
Hørup i Skrift og Tale. Han glæder
sig ved:
Stemmeføringen, Ordføjningen, det
direkte, journalistiske danske sprog og det friske billedvalg. Har man
læst et Par Artikler, synes man igen, at det er morsomt at skrive.
(Politiken 22.5.41; optrykt
i Mellem Krigene, 1946:342).
”Hans styrke lå i angrebet, den
negativt formede vurdering der førtes med en vis brutalitet, blandet
med ironi og skælmeri”, skriver Peter Skautrup i Det
danske Sprogs historie, 4, 1968. Sprogforskeren
karakteriserer Hørups stil som ”konkret, levende, letløbende og vittig”
med et ordforråd, der undgår papirord og lærde fremmedord og ”med en
åben og klar syntaks, der nærmer sig talesprogets”. Skautrup skriver,
at Hørup kunne vække anstød med sine krasse udtryk, men at han blev et
mønster for mange yngre journalister. En genkommende påstand altså, men
ingen forsøg på at bevise dens rigtighed. Undersøgelser efterlyses!
Som redaktør og politiker udtrykte
Viggo Hørup sig især i lederartikler og taler, to beslægtede genrer,
begge lagt an på at overbevise og motivere til handling.
I talen formåede Hørup straks at gribe
fat i tilhørerne med retoriske spørgsmål, gentagelser,
parallelkonstruktioner og appeller. Hørup dramatiserede, som var talen
skrevet til et skuespil af Shakespeare og ikke som en grundlovstale i
Danmark:
Friheden – splitter den ikke Folket?
Politiken – sprænger den ikke Landet? Vil alt dette Røre ikke ende med
Samfundets Omvæltning? Sikkert vil det. Det er netop dér, det vil ende.
For det er Frihedens Sag at føde Tanker og Vilje i et Folk, det er
Politikens Sag at samle de mange Viljer om en fælles Tanke, for at give
den Sejrens Magt, men Maalet, hvortil det hele stunder, er altid
Samfundets Omvæltning – fra det ringere til det bedre, fra Uret til
Ret, fra Ret til større Ret, fra gammelt til nyt.
Talen, hvoraf dette kun er optakten,
er et rigtigt retorisk bravurnummer. Tilhørerne kan selv fylde indhold
i begreberne, og ”Samfundets Omvæltning” kan være alt imellem en
revolution og en lille reform.
Netop denne tales sproglige
virkemidler findes kortlagt i Aage Hansens Sprog
i sproget (3. oplag, 1964), hvor Hørup optræder som eneste
sagprosaforfatter blandt kanoniserede forfattere som H.C. Andersen og
J.P. Jacobsen. (Talen gengives i fuld længde i V.
Hørup i Skrift og Tale, 2, 1903:3-6).
Viggo Hørups var overvældende
produktiv som lederskribent. Hørup-udgiveren Helge Scheuer Nielsen har
regnet ud, at det ville kræve omkring 25 bind à 250 sider at udgive dem
i bogform. Han tilføjer dog, at nogle af dem er så tidsbundne, at de
ikke holder til bogformen (Viggo Hørup: Når
samfundsordenen vakler, 2009:263).
Selv de bedste, mest ’eviggyldige’
Hørup-artikler kræver en vis baggrundsforklaring.
Svinhund (11.8.1886) er et rent
opvisningsnummer i ironi. Baggrunden var en politisk situation, hvor
Højre-regeringen under konseilspræsident (dvs. statsminister) Estrup
havde sat demokratiet ud af kraft. Han havde ikke flertal i
befolkningen, men regerede videre ved hjælp af provisoriske love.
Oppositionen, hvortil Hørup og hans Venstre-avis Politiken hørte, måtte
ikke åbenlyst kritisere Estrup. De udfandt derfor snedige metoder til
at drille og udstille ham.
Svendborg Avis bragte et læserbrev, hvori der
spurgtes, om det er tilladt at kalde sin hund Estrup, når det ikke var
en svinehund. Avisen svarede, at en svinehund er berettiget til at bære
samme navne som fx en silkepuddel. Avisen fik en injuriesag på halsen.
Viggo Hørup tog sagen op i en leder i Politiken, hvor han igen og igen
stillede ’Estrup’ og ’svinehund’ ved siden af hinanden uden direkte at
skrive, at Estrup er en svinehund. Han brugte ironien som kampmiddel.
Ironi er at sige det modsatte af, hvad man mener, men at sige det
sådan, at man alligevel bliver forstået. Hver gang Hørup negerede, at
Estrup var en svinehund, skabte han forbindelse mellem de to
størrelser. Hvis Estrup anlagde injuriesag, ville han få knyttet sit
navn endnu tættere til svinehunden. Den slags opposition er det
vanskeligt at få ram på. Ironien fungerer altså både som våben og som
brynje (Thomas Bredsdorff giver en udførligere analyse i Ironiens
pris, 2011:14ff).
Man kan i dag ikke være blind for, at
Hørups metode i ”Svinhund”, ligner den, der siden blev udviklet i
propagandaens og reklamens verden: Hvis noget gentages tilstrækkelig
mange gange, bliver det efterhånden opfattet som sandt. Stilistikkens
virkemidler er ikke i sig selv moralske eller umoralske.
De historiske omstændigheder gjorde,
at Viggo Hørup fortrinsvis kom til at bruge sine evner polemisk,
oppositionelt, negativt, om man vil. Men det var tydeligt, at der løb
en kraftig poetisk-humoristisk åre under al hans kritik. Han kunne
vende og dreje et ord som ”Sømmelighedsfølelse”, så der ikke var et øje
tørt.
Selv om det meste af produktionen var
lederartikler, så formåede han at variere sig inden for denne genre,
opfinde situationer og personer, skrive i brevform, dramatisere og slå
gækken løs. Han skrev også tekster
uden for lederne og viste tidligt, hvilken kåd bogslagter han kunne
være blevet: ”Denne Bog minder i meget om det døde Hav,
hvorom S. Kierkegaard fortæller, at ingen Fugl kan flyve levende
derover: allerede naar den kommer Halvvejen, synker den mat og
vingebrudt ned i Bølgerne. Forskjellen er kun, at Katastrofen her
indtræder noget tidligere”, lød det i hans anmeldelse af P. Hansens Kristian Kjøbenhavner. Anmeldelsen er optrykt i Helge Scheuer Nielsens store
Hørup-udvalg Naar Samfundsordenen vakler, 2009,
hvor også ”Sømmelighedsfølelse” gengives.
Helge Scheuer Nielsen slår et slag for
den mildere, morsomme Hørup. Foruden det anførte store udvalg for Det
Danske Sprog- og Litteraturselskab har han selvudgivet en række
småhæfter med vittige Hørup-tekster fra dagens løbende debat. Et par
eksempler:
Når kvindelige afholdsbevægelser
krævede indskrænkninger i retten til udskænkning af alkohol, hånede
Hørup dem med maskulin studenterhumor: ”Han, der leder Fyrsternes
Hjærter som Vandbække, har paa ingen Maade udbedt sig en afholdslov til
sin Ære. Der er de ærede Damer af det hvide Baand aldeles Fejl
underrettede. Han lader Druerne modnes paa Bjærgene, for at Menneskene
skal presse dem og for at Vinen skal fryde Mandens Hjærte, muligvis
ogsaa for at kvinden skal nippe til glasset og ikke se surt, men smile
til det fulde Bæger hen.” (Politiken 24.10.1894, Hørup
92, 2013:56f.).
Da Indre Missions stifter Vilh. Beck
engang erklærede, at billedkunstnernes gengivelser af nøgne mennesker
var imod Guds befaling, svarede Hørup, at ”man maaske burde begynde med
at befale kristne Kvinder for Fremtiden at føde Børn med Normaldragt,
for oprigtig talt, det maa være lidt flovt for en ung Dame at føde et
nøgent Mandfolk.” (Politiken 8.1.1899, Hørup
95, 2013: 32).
For den, der vil studere de litterære
forudsætninger for Hørups stil, er Scheuer Nielsens vigtigste hæfte
det, han har givet titlen Telefon til Hørup (2013).
Her registrerer han, hvilke forfattere og værker, Hørup nævner i sine
skrifter. Hæftets mærkelige titel refererer til den kendsgerning, at
Hørup frabad sig at få installeret ”en saadan Snakkemaskine” i sit hjem.
Viggo Hørup repræsenterer noget så
mærkeligt som et kanonisk forfatterskab uden et kanonisk værk. Der er
ikke nogen Lykke-Per eller Pelle Erobreren at henvise til.
Når der fremkommer nye synspunkter på
teksterne, er de ofte ledsaget af alternative tekstudvalg. Hver
fortolker konstruerer sin Hørup. Der er ikke engang nogen autoritativ
udgave af Hørups skrifter at henvise til.
Den største udgave af hans skrifter, V. Hørup i Skrift og Tale I-III
(1902-04) ved Vilh. Nielsen, Edvard Brandes og Peter Nansen, er ikke
videnskabeligt funderet. Tværtimod, må man desværre sige. Meget tyder
på, at Edvard Brandes, som var drivkraften bag udgivelsen, har
manipuleret med teksterne for at iscenesætte Hørup som politisk
kultfigur for Det radikale Venstre, som blev stiftet i 1905 (jf.
Kristian Hvidt: Edvard Brandes, 3.
udg. 2005:330). Udvalgets første tekst ønskede Hørup formentlig ikke
publiceret. Nogle af de seneste Hørup-artikler kan være skrevet af Ove
Rode. Alt det forties.
Søren Mørch beretter udførligt om
disse spegede problemer i en Hørup-bog (Hørup
er med, 2004:25, 251), som har sine egne problemer. Den
skulle have været en folkebog, men endte med at blive et flot
illustreret kompendium for historiestuderende. Her kan man læse om de
politiske Hørup-biografier, jeg har forbigået her, hvor det har handlet
om hans stil.
Til stilens karakteristika hører en
frodig billeddannelse, en stræben efter det præcise udtryk, en
gennemgribende ironi og en vittig kynisme. Blandt Hørups disciple er
Søren Mørch, som giver følgende karakteristik af forbilledet:
”Han
opnåede ingen resultater, men holdt flotte taler, og han var navnlig en
fremragende skribent, sammen med Søren Kierkegaard og H.C. Andersen vel
blandt 1800-tallets bedste danske prosaister”
(Den sidste Danmarkshistorie, 2. udg.
1996:218)
Takket være Helge Scheuer Nielsen og
Det Danske Sprog- og Litteraturselskab har vi i dag et tilgængeligt
udvalg af Hørup-artikler, Naar
Samfundsordenen vakler (2009). Udvalget rummer 66 artikler,
som ikke tidligere har været offentliggjort i bogform. Læseren må altså
undvære typiske antologitekster som den citerede om ”Smør, Jærnbaner og
skadeligt Vands Afledning i Stedet for tynde Noveller og et afsindigt
Postyr over en ny Skuespiller”. Det
er en tekst, der er løftet ud af en større sammenhæng kaldet ”Politisk
Tilbageblik”. Hvis man gengav hele teksten i en antologi, ville den
fylde for meget og kræve mange noter. Hvis teksten skal finde læsere
f.eks. blandt unge journalister, er man nødt til at skrabe den
essentielle del fri. Men man må naturligvis fortælle, hvordan teksten
er blevet til og give en henvisning til den fuldstændige tekst. Mens vi
venter på den store tekstkritiske net-udgave af Hørups centrale taler
og kronikker, ville en digitalisering af V.
Hørup i Skrift og Tale være nyttig.
John
Chr. Jørgensen
– med tak til Helge Scheuer
Nielsen
|
