Først lagt op 20-11-2019; senest opdateret 03-01-2020 17:20

 

7.

Gretelise Holm – kreative vendinger

 

 

 

 

Glæden ved mænd

Da Gretelise Holm blev bedt om at skrive et essay om glæden ved mænd til en antologi med titlen ”Med kærlig hilsen” (1984), svarede hun med et skrivestykke under den alternative titel: ”Glæden ved offensiv feministisk humor, set i lyset af repressiv tolerance”. Ordlyden var så over-akademisk, at læseren straks fik færten af en litterært udarbejdet ironi. Og artiklens optakt bekræftede denne fornemmelse:

 

En sag er relativt forskellig alt efter, fra hvilken side man ser den. Og nu og da skal man sætte den blinde kikkert for det døve øre, mens man tæller de lyse timer. Der er ikke noget, der er så skidt, at det ikke er godt for nogen andre. Og hvorfor skal det hele være så trist, når et smil i hverdagen varmer uden at tynge på finansloven.

Det drejer sig bare om at se lidt mere positivt på det hele. Som Jyllands-Posten, der jublende meddeler, at kriminaliteten vil falde, fordi der fødes færre børn.

 

Her er en prosaist, der arbejder med humor som virkemiddel. Hun puster nogle talemåder op, så de eksploderer.

Den første sætning er en pleonasme, en ’dobbeltkonfekt’. Ordet ”relativt” er overflødigt, fordi det, som ligger i ordet, allerede er sagt i den øvrige del af sætningen. Banaliteten i udsagnet (’alt er relativt’) bliver tydeligere af dobbeltkonfekten. Og de efterfølgende sætninger gør det klart, at virkningen er tilsigtet.

Den anden sætning byder på en såkaldt katakrese, dvs. brug af indbyrdes uforenelige billeder. De faste vendinger ’at sætte kikkerten for det blinde øje’ og ’at vende det døve øre til’ nedbrydes og blandes sammen med den effekt, at de døde metaforer bliver levende for øjnene af læseren i absurde billeddannelser. Opfordringen til kun ’at tælle de lyse timer’, mens man ser alt dette for sig, understreger det bevidste og godartede i katakresen.

Den tredje sætning er et eksempel på det, digteren Benny Andersen kalder en vending. En talemåde, hvis betydning er slidt ned til det næsten intetsigende, ’Intet er så galt, at det ikke er godt for noget’, får pludselig en konkret (fordelingspolitisk) betydning, fordi ’noget’ erstattes af ’nogle andre’. At kalde en sådan operation en vending er en poetisk leg med ord. To betydninger af ’vending’ er bragt i spil. En slidt vending (frase) får nyt liv gennem en verbal vending (operation, ombytning). (Benny Andersens vendinger står i digtsamlingen Chagall & skorpiondans, 1991).

Den fjerde sætning mimer noget godtkøbsfilosofi om at smile og være glad, indtil også den bryder sammen, dels fordi metaforerne ”varmer” og ”tynge” ikke passer sammen, og dels fordi de abstrakte tilstandsbeskrivelser ikke lader sig forbinde med noget så konkret som finansloven.

Men med finansloven nærmer vi os et betydningslag, som har med samfundet at gøre, og det fortsætter med Jyllands-Posten i den femte sætning, hvor skribenten tydeligt stikker hovedet frem gennem to lag ironi. Sætningen om bare at se lidt mere positivt på det hele er så åbenlyst lalleglad, at man forstår, at der er tale om ironi. Og med eksponeringen af Jyllands-Posten, der ”jublende” meddeler en sandhed, der er så selvfølgelig, at den ligner en vittighed, er skribenten ved at vende sit muntre maskingevær mod samfundets absurditeter.

 

Revy- og entertainer-talent

I stedet for at begynde med at fremstille en sag, har hun forsøgt at fange læserens interesse gennem sprogligt vrid og bid. Det kræver et vist revy- og entertainertalent. Men i vores sammenhæng er det ligefuldt sagprosa, en optakt til et essay. Snart dukker der da også noget rent sagsfremstillende tekst op.

Gretelise Holm fremlægger nogle oplysninger, der skal dokumentere magtforholdene mellem kønnene:

 

Hver anden mand inden for kontorområdet er i dag overordnet. Det gælder kun hver femogtyvende kvinde.

 

De neutrale og faktuelle oplysninger får imidlertid ikke lov til at stå længe, før ideologiske påstande og tolkninger sætter ind:

 

Samtidig med, at mændene selv har besat chefposterne, har de opdyrket kult, myter og mystik omkring sig. Myterne taler om den hårde arbejdsbyrde, det tunge ansvar, som cheferne må bære på deres skuldre.

 

Egne erfaringer

Holms styrke er, at hun søger at underbygge sådanne almene påstande med egne erfaringer, og her har hun frihed til at karakterisere gennem satire og konkludere med morbid humor. Bemærk i øvrigt undervejs parentesen, hvor teknikken fra optakten genbruges:

 

20 år i journalistik og som ansat i både den private og offentlige sektor har bragt mig tæt på mange, mange chefer. Og nu vil jeg afsløre en velbevaret hemmelighed om dem: Gennemgående og generelt bestiller de ikke ret meget.

Mange af dem går rundt og klør sig i overskægget eller andre steder, mens de keder sig bravt. Deres kvindelige sekretærer arbejder typisk langt mere end de selv gør. Og hyppigt langt mere kvalificeret.

(Bag enhver mand med succes står der en kvinde – og undrer sig.)

For at styrke selvfølelsen går cheferne til møder, spiser frokoster og drikker gennemgående for meget.

Glæden ved denne manderolle – set i feministisk perspektiv – er, at den slår sine mænd ihjel. De dør bogstavelig talt af den. Og de dør så tidligt, at de trækker ned i middellevetiden for mænd.

 

I betragtning af, at hun egentlig skulle skrive om ”Glæden ved mænd”, er hun her kommet ret langt ud. Nu handler det om glæden ved, at mændene dør af deres levevis. Men det akademiske indskud ”set i feministisk perspektiv” signalerer, at det ikke er en glæde, hun kan stå fuldt og helt inde for. Hun driller opgavestilleren – og underholder læseren – indtil hun til sidst alligevel går ind på præmisserne og lader sin ellers sprælske prosa tæmme i velmenende, men trætte linjer som disse:

 

Jeg elsker mænd, og det er mig en dyb glæde, at så mange af dem efterhånden har vendt sig mod mandskulturens struktur og idealer.

Det er mig en dyb glæde, at mange unge mænd i dag siger nej til at lægge deres personlige lod i terrorbalancens vægtskål.

 

Resten af essayet kan læses i den Holm-antologi, som Gretelise Holm selv har redigeret: På tryk (HarperCollins, 2019).

 

Gretelise Holm er kvinden, der tager skæbnen i egen hånd. Hun vil selv styre sit eftermæle. Hun har selv lagt forlag til sine erindringer i to bind. Forlaget hedder Teli efter hendes journalistiske mærke, som er trukket ud af Gretelise. Bøgerne har titler i tre led Jesus, pengene og livet og Kærligheden, kampen og livet (2012 og 2014). Det sidste bind bærer undertitlen ”En erindringsdebatbog”. Der ligger en indrømmelse i denne genrebetegnelse: Gretelise Holm kan ikke lade være med at diskutere de emner, erindringerne fører hende igennem, hvilket får den konsekvens, at hendes erindringsprosa i bogform bliver mere løs og springende i formen end hendes journalistiske prosa på avispapir.

 

Den engagerede type

Som journalist er Gretelise Holm af den engagerede type. Neutral formidling eller fortælling er ikke nok for hende. Hun bider sig fast i en sag og undersøger ikke blot, hvad der er ’op og ned’ (den faste vending for journalistisk arbejde i dag), men også, hvad der er ret og uret. Virkeligheden og sandheden er for hende noget, man kæmper om.

Det sociale stof og retsstoffet lå godt for hende, men hun fik først lejlighed til at dyrke det intensivt til sidst i sin karriere som dagbladsjournalist, dvs. i de sidste af hendes år på Politiken (1974-1982). Forinden havde hun skrevet allround journalistik på Kolding Folkeblad, Vestkysten og Børsen og om radio- og tv på Berlingske Tidende (1968-71) og Politiken (1971-74). Gretelise Holm befandt sig bedst dér, hvor der var noget at debattere. Var der ikke andet på tapetet, så afgav ligestillingsproblemerne på hendes egen arbejdsplads altid stof til diskussion.

 

Rundstykker til redaktionen

Som 17-årig journalistelev noterede hun øverst oppe i sin scrapbog: ”Mandag 15/7-63 startede jeg min journalistiske karriere på Kolding Folkeblad med det hellige hverv at smøre rundstykker til det øvrige personale på redaktionen”. Spændingsforholdet mellem ”karriere” og ”rundstykker” varslede eksplosioner forude.

Da Gretelise Holm tyve år og mange kampe senere forlod dagbladsjournalistikken, var det for at blive lærer og senere prorektor på Danmarks Journalisthøjskole, hvor hun virkede til 1989. Siden har hun arbejdet som freelancer og forfatter. Den litterære åre, som hele tiden havde været til stede i hendes journalistik, lod hun få frit løb i romaner, begyndende med Afrika-romanen Mercedes-Benz-syndromet (1998) og fortsættende med en serie kriminalromaner med Karen Sommer som hovedperson (2002ff). Trods skiftet til fiktionen opfatter Gretelise Holm sig stadig som journalist.

 

Skiderikker og stortabere

Hvis ligestillingskampen er Gretelise Holms hovedtema, så er artiklen ”Skiderikker og stortabere”, som blev bragt som kronik i Politiken den 5. november 2006, hendes hovedværk. I en fodnote til optrykket i På tryk skriver Gretelise Holm: ”Nok min mest læste og citerede tekst overhovedet gennem alle 55 år. Den rundsendes og deles stadig på nettet og på de sociale medier cirka en gang om måneden, og jeg møder mange, der som det første taler om denne kronik, der åbenbart beskriver et fænomen, som mange – både mænd og kvinder – genkender.”

Sandhedsværdier skal man ikke kaste vrag på, men mange læsere husker utvivlsomt artiklen for dens uforfærdethed og dens skånselsløshed.

Artiklen skilte sig ud fra tusinder af almindelige avisartikler ved at gå i frontalt angreb på navngivne, magtfulde mænd i mediebranchen, Hans Engell, Claes Kastholm Hansen, Jørgen Flindt Petersen og Erik Stephensen.

Det var en artikel, som var egnet til at lukke døre. Den blev rigtignok til på et tidspunkt, hvor Gretelise Holm havde forladt pressen og ikke skulle søge flere stillinger. Men hun kunne i andre sammenhænge løbe ind i disse magtfulde mænd og deres venner.

Der var utvivlsomt også redaktører og journalister, der mente, at det var principielt forkert at skide i egen rede, og når Holm i optakten til kronikken skrev, at hun var klar over, at hun brød et tabu, er det formentlig denne uskrevne regel, hun hentydede til. Gretelise Holm måtte også forudse, at der blandt læsere uden for journalistfaget ville være dem, der fandt tonen urimelig hadsk. Men ny var den tone ikke. Helt fra grundlæggeren Viggo Hørups tid havde der på Politiken været en tradition for hadefulde portrætter. Frejlif Olsen fortsatte traditionen på Ekstra Bladet i håb om at blive slæbt for domstolene.

 

En vending på makro-niveau

Hvad der gjorde Gretelise Holms kronik til et scoop var dette: I stedet for endnu en gang at undre sig over, hvor svært det fortsat er for kvinder i mediebranchen at kvalificere sig til stillinger med magt og indflydelse, valgte hun at opholde sig ved en iagttagelse, hun med stadig stigende forbløffelse havde gjort, nemlig at det praktisk taget er umuligt for mænd at diskvalificere sig til den type stillinger, som kvinder har svært ved at få.

 

Gretelise Holm kaster nyt lys over et problem ved at vende det rundt og se det fra en anden vinkel. Hvad hun gjorde på mikro-niveau med de slidte fraser, gør hun nu på makro-niveau med en fortærsket problemstilling. Hun drejer på den, foretager en vending.

 

Diskutable præmisser

Portrætteksten er lumsk. Udadtil er den korrekt. Den følger gangen i det almindelige fødselsdagsportræt, men den bryder med alle de kendte normer. Jeg har kursiveret alt det, man ikke plejer at skrive i den slags tekster:

 

”Ekstra Bladets chefredaktør Hans Engell var oprindelig uddannet journalist, men gjorde sig aldrig bemærket som sådan. Han gik i stedet ind i politik og var i korte perioder konservativ minister. Hans daværende chef, Poul Schlüter, har ikke meget pænt at sige om hans indsats (i portrætbog fra 2006).

Op gennem 1990erne gjorde Hans Engell sig nemlig – ifølge mange kilder - mest gældende som en hensynsløs og intrigant drukmås, der var stærkt medvirkende til, at Det Konservative Folkeparti blev slået i stumper og stykker på grund af magtkampe. Det hele kulminerede, da Hans Engell i 1997 – i fuldskab – torpederede en betonklods på motorvejen og måtte forlade dansk politik.”

 

Alt dette fremtræder som var det et researchet og tilstræbt objektivt billede af Hans Engell. Men hvis det, der står her, er sandt, og der ikke er mere at lægge til, bliver det uforståeligt, hvordan nogen har kunnet udnævne Engell til noget seriøst.

 

Holm forudsætter, at et mandligt netværk (som altså hævdes at eksistere) skulle have løftet ”en falleret og fordrukken konservativ politiker” (hvilket forudsættes at være sandheden om Engell) frem som chefredaktør:

 

Det siges, at vi kvinder skal lære at ”netværke” for at få de gode stillinger, og jeg vil af mit hjertes naivitet gerne spørge bestyrelsen for Politikens Hus:

Hvad er det for et mandligt netværk, som opsamler en falleret og fordrukken konservativ politiker, for at gøre ham til chef for et af Danmarks største dagblade, Ekstrabladet?  Jeg forstår det simpelthen ikke.

Det forholdt sig jo ikke sådan, at Hans Engell nogensinde havde gjort sig gældende som journalist eller havde erfaring med dagbladsdrift overhovedet.

Og man ville umiddelbart forestille sig, at det ville ”trække ned” i kvalifikationerne hos en potentiel leder, at han havde ødelagt og splittet sin tidligere gruppe med magtkampe og intriger?

Men nej, mænd kan ikke diskvalificere sig. Og kvinder kan ikke kvalificere sig til de betydningsfulde stillinger i medierne.

 

Og så fortsætter hun med Claes Kastholm Hansen (skiderikken) og Erik Stephensen og Jørgen Flindt Pedersen (stortaberne). Hun medgiver, at historierne er meget forskellige, Kastholm gik amok en nat i drukkenskab, Stephensen og Flindt Pedersen satte 400 millioner over styr på relanceringen af dagbladet Aktuelt. Men fælles for dem

var, at de fik fine stillinger bagefter.

Gretelise Holm spørger til sidst, om den kendsgerning, at mænd ikke synes at kunne diskvalificere sig er selve årsagen til den manglende ligestilling? Hun svarer selv: ”Det er klart, at når der er et begrænset antal pladser i toppen, og mænd ikke på nogen måde kan diskvalificere sig, så bliver det svært for kvinderne at finde ledige pladser.”

 

Det er en besnærende konklusion på en tekst, der er så energisk og bestemt i sit udtryk, at man – forfatteren og læseren – glemmer at stille spørgsmål til argumentationen: Er de tre cases repræsentative og sammenlignelige? Er de bestyrelser m.v., som ansætter folk som Engell, Kastholm & co., dumme og helt uden fornuftige grunde? Kan det sandsynliggøres, at skiderikkerne og stortaberne ikke ville blive samlet op igen, hvis de var kvinder?

 

Forhøjet blodtryk og journalistisk kvalitet

Lad mig indskyde en personlig bemærkning: Jeg har læst ”Skiderikker og stortabere” mange gange og med blandede følelser. Min insider-viden om de personer og forhold, Gretelise Holm beskrev, sagde mig, at hun havde fat i nogle ubehagelige sandheder, men at hun blæste dem ud af proportion og afstedkom en storm, hvilket i sig selv er en kvalitet inden for debatgenren. Da Journalisthøjskolens Forlag bad mig redigere et udvalg af bevaringsværdige artikler skrevet af kvindelige journalister, var Gretelise Holms ”Skiderikker og stortabere” et selvfølgeligt valg (De tålte mosten. 39 kvindelige journalister, Ajour, 2013).

 

Journalistik skrives ind i døgnet. De fleste artikler er halvdøde dagen efter og stendøde, når der er gået et år. Et lille mindretal bliver ved med at udstråle varme, fordi forfatteren har lagt en glød ind i dem.

 

På intet tidspunkt har denne tekst ladet mig kold. Seneste gennemlæsning gav mig let forhøjet blodtryk. Det er ikke vurderingskriterium, men jeg vil godt acceptere det som en værdi-indikator.

 

Der må være kvaliteter i en journalistisk tekst, der igen og igen får blodet til at rulle.

 

Jeg har aldrig mødt nogen, der udtalte sig neutralt og afslappet om ”Skiderikker og stortabere”.

 

Selv siger Gretelise Holm: ”når al min øvrige skribentvirksomhed engang er gået i glemmebogen, tror jeg, at den kronik vil blive stående” (Kærligheden, kampen og kloden, 2014:429).

 

 

 

©John Chr. Jørgensen