|
Puk Damsgård (f. 1978) tilhører en
generation af journalister, for hvem den fortællende journalistik er en
selvfølgelig mulighed. Hun er journalist fra Syddansk Universitet i
2007. Den nye bølge af narrative journalism kom
til Danmark fra USA omkring år 2000. Forbindelsen er veldokumenteret.
Linda Dalviken har beskrevet den bredt i bogen Fortællende
journalistik i Norden (2005), og jeg har givet et koncentrat
af udviklingen i kapitlet ”Fortællende journalistik” i min bog om Journalistik med stil (2007).
Det kan siges meget kort: Den narrative
journalist låner greb fra romanforfatteren med det formål at kunne
fortælle mere spændende og derved skaffe sig flere læsere.
Et dansk gennembrudsværk i genren er Det store bogtyveri fra 2005. Det var
historien om alle de kostbare værker, der forsvandt på Det Kongelige
Bibliotek. Forfatterne til bogen, Lea Korsgaard og Stéphanie Surrugue,
lagde ikke skjul på, at de havde lært et og andet af amerikaneren Tom
French og hans kriminalhistorie fra det virkelige liv, Engle
og dæmoner, som blev oversat til dansk og optrykt i bogen Virkelighedens fortællere (2002).
Puk Damsgård siger, at selvom hun skriver for
at oplyse, lader hun sig i skrivemåden inspirere af kunstneriske
teknikker: ”Ved siden af faglitteratur læser jeg mange romaner. Jeg gik
meget op i med Hvor solen græder,
at den kunne læses som en roman med en hovedperson, vi følger over tid.
Bare non fiktion, selvfølgelig.” (Karen Pontoppidan: Interview til
Forfatterweb, april 2015).
Blandt dem, hun til sidst i Hvor
solen græder takker for kyndig kritik, er Lea Korsgaard, den
ene af forfatterne til Det store bogtyveri.
Intet kommer af ingenting, bortset fra
lommeuld. Journalister tilstår som regel, at de lærer af hinanden. Også
når det er kunstgreb, de lærer.
Lommeulden har jeg fra Storm P., så selv den
kommer af noget.
Det lykkedes for Puk Damsgård at
skrive Hvor solen græder sådan, at
den kunne læses som en roman samtidig med, at den blev anerkendt som
journalistik.
Bogen foreligger nu i 5. udgave, 5.
oplag, og den har skaffet Puk Damsgård både journalistpriser og
fortællerpriser (se CV’et til sidst i artiklen her). Damsgård kalder
den selv ”En fortælling fra Syrien.”
Hun bruger i det hele taget ikke
’journalistik’ i sine bogtitler. ’Journalistik’ signalerer
’avisartikler’, men Puk Damsgård skriver ikke artikler, hun laver
tv-reportager – og dem supplerer hun med journalistiske bøger, som hun
kalder fortællinger, historier og krøniker. Bogskrivningen er en
selvstændig aktivitet, en mulighed for at skabe eftertanke og
sammenhæng i en ellers opsplittet korrespondenttilværelse. Og altså en
mulighed for at nå et nyt publikum.
Damsgård har den fordel, at hun ikke
skal råbe højt for at komme i kontakt med sit publikum. Næsten enhver
dansker ved, hvem hun er: Puk Damsgård, det er den unge lyshårede,
modige tv-journalist, der rapporterer om, hvad der foregår bag
fronterne i Mellemøsten.
Hende og hendes arbejdsliv (og gerne
også privatliv) vil folk godt vide noget mere om. Og hvis de kan få den
information gennem bøger, der er lige så spændende at læse som romaner,
er de villige til at ofre tid og penge på formålet.
Når de så får fingre i Hvor
solen græder, opdager de til deres glæde – eller bekymring –
at bogen begynder som en roman i et dameblad:
Nour opdagede med det samme sig selv i
spejlet, da hun trådte ind i entréen. Hun tog skoene af og stillede sig
rank foran spejlbilledet, skød det fregnede brystparti frem og løsnede
hårnålene i siderne. Den knaldsorte frisure sad upåklageligt, men ikke
godt nok (…) Nogle gange savnede hun sit gamle liv, da hun stod tidligt
op, knappede den nystrøgne skjorte og kørte til sit arbejde i en privat
bank. Hun længtes efter sit værelse, som hun delte med sin søster og de
tredive bamser, der stirrede på hende fra sengen.
Nour er storbykvinden, der har sluttet
sig oprørerne ude i provinsen og momentvis længes tilbage til sin pæne
baggrund. Hun skal fungere som en figur, læseren kan identificere sig
med. Men hvis læseren synes, at figuren ligner en papmodel i et
udstillingsvindue, lykkes identifikationen selvfølgelig ikke.
Først da Puk Damsgård selv overtager
synsvinklen og begynder at tale for egen regning, griber hun fat i den
skeptiske læser:
Jeg serverede te og småkager for Nour
og Meeshal, inden vi skulle ud og besøge byens gravpladser (…) Her var
tilrøget. Nour og Meeshal tændte den ene cigaret med den anden og
fnisede i et øjebliks forelskelse. Så hørte vi bombeflyet.
Den efterfølgende udmaling af
bombeangrebet glemmer læseren ikke.
Man ved nu, hvad der kan ske hvert eneste
øjeblik bogen igennem.
Alt det, jeg har omtalt indtil nu,
befinder sig i en ”Prolog”, en håndfuld sider, som er skudt frem foran
den kronologiske beretning for at sætte scenen. Inden for dramaturgien
kalder man det ekspositionen. Men
det er selvfølgelig et endnu mere forskrækkeligt ord end prolog.
Hovedsagen er, at der er sat en krog i læseren,
som herefter uden at kede sig det mindste kan hengive sig til Puk
Damsgårds mest prunkløse sagprosa:
Jeg begyndte mit arbejde som
mellemøstkorrespondent for DR Nyheder i sommeren 2011 midt i en arabisk
politisk orkan. Mens jeg flyttede ind i min bolig i Libanon, blev
Egyptens afsatte præsident Hosni Mubarak ført for retten. Muammar
Gaddafi flygtede fra sit palads i Tripoli. Oprørerne i Syrien dannede
den frie syriske hær. Jeg var den nye korrespondent, en pige fra Hammer
Torup Banke på Sydsjælland, der skulle rapportere om, hvad
omvæltningerne i Mellemøsten førte med sig, hvilke drømme araberne
pludselig turde tro på, og hvilke udfordringer der naturligvis var
forbundet med at fjerne diktatorer, der havde regeret i årtier.
Vi har nu set tre slags prosa fra
Damsgaards pen: en beskrivelsesprosa (pigen foran spejlet), en
handlingsprosa (bombeflyet) og en refleksionsprosa (Puk Damsgårds netop
citerede overvejelser). De ligger endnu som adskilte prosaformer i
teksten, men Damsgaard får dem efterhånden til at fungere sammen på
handlingsprosaens betingelser. Det, der styrer teksten, er ikke
beskrivelser af natur og mennesker eller tanker om regimet og
modstandskampen, men aktionerne, krigshandlingerne, flytningen fra sted
til sted. Som i spændingsromanen eller krigsromanen drives man frem af
spørgsmålet, hvad sker der nu? Ved at krydsklippe mellem Noer-sporet og
det, korrespondenten selv oplever, skaber Puk Damsgård ekstra
acceleration.
Indlagte pauser øger troværdigheden.
På et tidspunkt under bombeangrebene hører Puk Damsgård og hendes
fotograf lydfiler med Mads Steffensen & co. ”Vi svælgede i
ikke-dødelige almindelige problemstillinger for en stund”.
Med Noer som identifikationsfigur kan
forfatteren skabe scener, som belyser f.eks. kønsrolleproblemer. I en
traditionel korrespondentfremstilling ville forfatteren komme med nogle
betragtninger over de gammeldags kønsroller, der lever videre hos
oprørerne. Puk Damsgård belyser problemet i en samtale med Noer, som er
kommet i tvivl om hendes oprørshelt egentlig er den rette for hende. I
stedet for en kronik får vi en dialog.
Også korrespondentens egne problemer
med det farlige job belyses i dialogform. En mexicansk fotograf, hun
møder, siger til hende, at det er første gang han ser en korrespondent
med lyserøde negle. Hun svarer:
Jeg egner mig ikke til det her. Jeg er
ingen krigskorrespondent som dig. Næste gang ansøger jeg om at blive
blomsterkorrespondent. Eller også kan jeg måske anmelde hvidvine i
Sydafrika, hvis jeg da ikke ender som alkoholiker længe inden”, svarede
jeg. Vi grinede. Det var dejligt.
Sådan kan man behandle alvorlige
problemer på en let måde. Man skriver dem ud i dialog og satser på, at
læseren selv fanger pointen.
Når det gælder hendes egen rolle,
vælger Puk Damsgård – med stor effekt – at underspille. Hun synes ikke,
at hun er særlig modig, og hun nærer ikke overdrevne tanker om
betydningen af det, hun laver:
Når folk i Syrien spurgte mig,
hvorvidt en tv-reportage om deres vilkår, ville forandre deres liv,
måtte jeg sige, at det skulle de ikke regne med. Jeg lod det blive ved
det. Jeg sagde ikke, at en historie i TV-avisen ikke ville betyde noget
som helst for krigen og deres liv i Syrien.
Hun har bare været danske tv-seeres
øjne og ører på stedet. I tilbageblik må hun spørge sig selv, om det
var ulejligheden værd, og om hun i et fremtidigt liv skulle vælge at bo
på en farm i Afrika og fodre en glad elefant med nogle urter. Således
sejrer den milde humor over desillusionen. Og således beviser bogformen
sit værd som følgesvend til reportagen.
Kunne Puk Damsgård have skrevet Hvor solen græder uden narrative
journalism? Måske. Kunne hun ikke have ladet sig inspirere af ældre
rejse- og krigslitteratur og af bøger om islam? Sikkert. Er det med
vægten på handling, scener og replikker ikke bare noget, som kan føres
tilbage til filmen og den impressionistiske roman? Jo. Bestemte genrer
og stiltraditioner hører sammen. Forfattere og journalister kan lade
sig inspirere på kryds og tværs. Der er ikke noget absolut nyt under
solen. Men lige efter år 2000 kom der en vældig
bølge af fiktionspræget journalistik i
bogform. Bølgen blev båret frem af behov på mediemarkedet. Litteraturen
havde behov for virkelighed, og journalistikken havde brug for
følelser. Talentfulde journalistiske forfattere har drevet udviklingen
frem. Puk Damsgaard er en af de mest talentfulde af dem.
Puk Damsgård (Andersen).
f. 18.9.1978 i Hammer Torup ved
Næstved.
Uddannet journalist fra Syddansk
Universitet 2007.
Deltager i Galathea 3-ekspeditionen
2006-2007.
Fra 2006 freelance journalist med base
i Pakistan, Beirut og nu Cairo, hvor hun bor sammen med sin amerikanske
mand, flymekanikeren Shaw. De har ingen børn.
Siden 2011 Danmarks Radios
mellemøstkorresponent.
Jyllands-Postens Ytringsfrihedspris
2011.
Berlingske Fonds Journalistpris s.m.
Simi Jan 2012.
Cavlingprisen 2015.
Fortællerprisen fra Den Danske
Publicistklub 2015.
Læsernes Bogpris 2015.
Dignity-prisen fra Danish Institute
against Torture 2016.
Statens Kunstfonds Livsvarige
Hædersydelse 2018.
Hendes bøger er udkommet i 18 lande,
heriblandt USA, Tyskland, Japan og Holland.
Ser du månen, Daniel er filmatiseret af Niels Arden Oplev,
2019.
1.
Puk Damsgård (fagbog s.m. Marie
Grundtvig Buss): Mellem Taleban og fremtiden.
En fortælling om de unge i Kabul, 2006.
2.
Puk Damsgård: De
renes land. Kærlighedshistorier fra verdens farligste stat, 2009,
2. udgave, 1. oplag, 2018.
3.
Puk Damsgård: Ulvehjerter.
En familiekrønike, 2011.
4.
Puk Damsgård: Hvor
solen græder. En fortælling fra Syrien, 2014, 5. udgave, 5.
oplag, 2019.
5.
Puk Damsgård: Ser
du månen, Daniel. 13 måneder som gidsel hos Islamisk Stat, 2015,
6. udgave, 3. oplag, med ny ”Efterskrift”, dateret Kairo, juli, 2019,
2019.
6.
Puk Damsgård: Den
sorte kat i Mosul, 2017, 2. udgave 1. oplag, 2018.
Kilder: Forfatterweb (Karen
Pontoppidan), Wikipedia og Politikens Forlag.
|
