Først lagt op 06-12-2019; senest opdateret 03-01-2020 17:16

 

10.

Grønlykke og Rünitz om Ellen Hørup

 

 

 

To biografier om en journalist

Det sker, at to forfattere uafhængigt af hinanden får den samme ide. Hvis det er ideen til en biografi, vil de som regel opdage det undervejs i research-processen, fordi de har brug for de samme kilder, breve, dagbøger osv. Det er ret sjældent, at forfatterne forbliver uvidende om hinandens eksistens, så begge biografier udkommer samtidig uden at referere til hinanden, sådan som det er tilfældet med to nye bøger om journalisten Ellen Hørup (1871-1953).

 

I stedet for at betragte dobbeltdækningen som et problem (ressourcespild) kan man vælge at se den som et generøst tilbud, en uventet anledning til at studere, hvordan en biografi – helt op i titlen – kan udformes på forskellige måder.

 

De to biografier er Godt for sandheden at ikke alle lever af at sælge flæsk. En biografisk fortælling om Ellen Hørup skrevet af juristen og forfatteren Maria Grønlykke (f. 1957) og Ellen Hørup. Kvinden, verdensborgeren og rebellen skrevet af historikeren Lone Rünitz, tidligere tilknyttet Dansk Institut for Internationale Studier (f. 1944).

 

Begge biografier er udgivet i 2019. Grønlykkes på Gyldendal, kendt som forlag for skønlitteratur og alment henvendte kulturbøger. Rünitz’ på Syddansk Universitetsforlag som vol. 584 i udgivelsesrækken Studies in History and Social Sciences fra Syddansk Universitet.

 

Det skal tilføjes, at Maria Grønlykke i forordet til sin bog forklarer, at den oprindelig skulle have været en roman. Men hendes forlagsredaktør fandt, at alle hendes forsøg i den retning blev for ”faktabelastede” og foreslog hende i stedet at skrive en biografi.

 

Man plejer at skrive romaner på baggrund af biografier, men her er vejen altså gået modsat. Det kan være forklaringen på, at hun ikke er stødt ind i Lone Rünitz og har opgivet undervejs.

 

Forspring til Rünitz

Som videnskabeligt skolet forsker har Rünitz et forspring. Hun ved noget om arkivsøgning og kildekritik, og hun kender principperne for akademisk afhandlingsprosa og skal ikke opfinde en ny form. Hendes arbejde har modtaget støttet fra flere store fonde, så hun har råd til bedre udstyr. Hun har 351 sider til rådighed mod Grønlykkes 211.

 

Grønlykkes force

Nogle af Rünitz’ sider går til akademisk obligatoriske elementer som indholdsfortegnelse, takkeliste, forskningsstatus, fodnoter, litteraturliste, index og sammenfatning.

 

Alt det blæser Grønlykke en lang march. Hun stanger et slagkraftigt citat ud som titel. Og efter den uortodokse forbemærkning om de mislykkede forsøg på at skrive en roman fortæller hun løs om Ellen Hørup. Grønlykkes force ligger i stilholdningen, fortællekunsten, kort sagt prosaen; her har hun helt frie hænder. Ingen akademiske komiteer skal bedømme hende.

 

Redaktørens dygtige datter

Ellen Hørup (1871-1953) var datter af Politikens første redaktør Viggo Hørup (se kap. 6). Hun blev uddannet som tandlæge med eksamen både i Danmark (1893) og i Frankrig (1894), men hun praktiserede kun ganske kort tid. Hun havde gode anlæg for fremmedsprog og oversatte romaner til de føljetoner, Politiken dengang bragte. I 1896 blev hun gift med advokaten Vilhelm Nielsen, som var med til at udgive Hørups taler og skrifter i 1902-03 og blev en betydningsfuld mand i Politikens hus (bl.a. bestyrelsesformand 1940-60). Parret blev skilt i 1923.

 

En aktiepost i Politiken, arvet efter faderen, gjorde Ellen Hørup økonomisk uafhængig livet igennem. I 1920’erne slog hun sig ned i Rom, hvor hun indledte et stormfuldt forhold til en pater.  Mødet med fascismen aktiverede hende som politisk skribent. I 1927 begyndte hun at skrive udenrigspolitiske kronikker i Politiken. 1933-49 gik hun selv ind i Politikens bestyrelse uden dermed at give afkald på sin rolle som skribent i bladets spalter.  Hun samlede sine vigtigste artikler i bøgerne: Magtens Vej (1931) og Politik og Krig (1937). Under besættelsen virkede hun for børnesagen. Efter krigen tilsluttede hun sig Danmarks Demokratiske Kvindeforbund og ydede økonomisk støtte til tidsskriftet ”Frit Danmark”.

 

Opinionsjournalist

Ellen Hørup lignede sin far derved, at hendes journalistiske produktion var omfattende og ensidig. Faderen skrev ledere, datteren skrev kronikker. De levede i en tid, hvor aviser blev grundlagt med det formål at mobilisere politisk og stifte parti. Viggo Hørup vedkendte sig rollen som agitator. Ellen Hørup gik så vidt som til at acceptere at blive kaldt propagandist.

 

I antimilitarismen havde far og datter en fælles sag. De var, hvad vi i dag vil kalde opinionsjournalister, holdningsjournalister, drevet af idealer, som rækker ud over journalistikken.

 

Skrevet på sympati

Både Maria Grønlykke og Lone Rünitz sympatiserer grundlæggende med Ellen Hørups ærinde. Begges bøger er skrevet på et positivt engagement.

 

Litteraturen om Politiken har stort set forsømt Ellen Hørup, mener Grønlykke, og ud fra devisen om, at det bedste forsvar er angreb, sætter hun tryk på med et udfald mod Cavling:

 

Det ligner fædrelandets kollektive fortrængning af en af det sidste århundredes store og betydningsfulde personligheder. Tankevækkende er det vel også at dansk journalistiks fineste pris er opkaldt efter Cavling, som var en i bedste fald middelmådig journalist fordi han skrev som en brækket arm.

            Derimod var han en dygtig forretningsmand med glimrende flair for andet end markedsføring, også for fornyelse og udvikling. Men dét er noget andet.

            Ellen derimod!

 

Et tilsyneladende umotiveret polemisk overfald efterfulgt af et emfatisk udtryk med en halvkvædet vise, det kan Maria Grønlykke tillade sig i en biografisk fortælling. Tilmed som bogens afslutning!

 

Lone Rünitz har ikke journalisten Ellen Hørup i fokus, men vil bag om hendes professionelle virke og ind til kvinden og mennesket.  Hun konkluderer på et politisk niveau:

 

Mangler vi ikke i dagens Danmark en oprører og rebel af hendes støbning, som løbende kan ruske op i os og gøre opmærksom på verdens absurditeter? For at citere Erik Seidenfaden i nekrologen i Information, så ” (kan man) kun takke forsynet, hver gang der opstår en så lidet tilpasningsduelig, så upraktisk en idealist som Ellen Hørup”. Og det gælder især nu, hvor idealisme og humanisme er blevet skældsord.

 

Lone Rünitz formulerer sig mere forsigtigt spørgende, og hun skyder et citat ind dér, hvor hun vil fremføre en kritik af tendenser i offentligheden. Hun har ikke Grønlykkes bramfrihed, men i kernen er de to biografer enige om at hylde Ellen Hørup for hendes idealisme midt i en kynisk verden.

 

Titlen på Grønlykkes biografiske fortælling er et forsvar for Ellen Hørups upraktiske idealisme. Det er et citat fra et brev, Ellen Hørup sendte til Valdemar Koppel, en Politiken-redaktør, som advarede Ellen Hørup mod at genere stormagterne. Ellen Hørup betragtede advarslen som udtryk for kræmmermentalitet og svarede: ”Godt for sandheden at ikke alle lever af at sælge flæsk”. Rünitz bringer også citatet, som vidner om Ellen Hørups verbale bidskhed og fortjener en plads i Bevingede ord.

 

Udførligere citater

Rünitz bringer flere og længere citater end Grønlykke. Det betyder ikke nødvendigvis, at hun er mere grundig. For eksempel gengiver Rünitz i fuld længde en Politiken-notits om, at Frk. Ellen Hørup har bestået sin franske tandlægeprøve (30.10.1884), mens Grønlykke kun gengiver et par linjer fra den. Men begge forfattere går glip af den pointe, at det er Viggo Hørup selv, altså den stolte far, der har skrevet notitsen anonymt. For at skaffe sig den viden må man gå til Politikens honorarprotokoller, som Helge Scheuer Nielsen har gjort det, før han tegnede sit lille Ellen Hørup-portræt i det lille hæfte Kvinder skriver (2011).

 

Neutralt eller farvet

I biografier over skrivende mennesker optager citaterne ofte en stor del af pladsen. Hvorfor forsøge at omskrive noget, som journalisten eller forfatteren selv har sagt så godt? Men selv den trænede læser har brug for en styrende stemme, så biografiens tekst bliver nødvendigvis en vekslen mellem citater og biografiskriverens ord. I den fortællende biografi vil man typisk forsøge at kæde de to elementer sammen, mens man i den videnskabelige biografi vil prøve at tydeliggøre, hvad der er citat, og hvad der er kommentar.

           Et eksempel fra de to Ellen Hørup-biografier er behandlingen af en artikel, hun offentliggjorde 19.7.1890. Grønlykke kommer ind på den i forbindelse med skildringen af Ellen Hørups frigørelse fra det hjemlige miljø og præsenterer den som ”et kraftfuldt indlæg i Politiken om hvordan hun har tænkt sig at leve sit liv: Som hun har lyst til uanfægtet af den offentlige mening, ”disse anstændighedsregler, som er så utrolig dumme”” osv. Grønlykke glider fra kommenterende tekst ind i citeret tekst og sammensmelter yderligere de to teksttyper ved at modernisere retskrivningen i Ellen Hørups tekst efter nogle principper, hun har gjort rede for i forordet.

 

Rünitz’ citerer udførligere fra selve artiklen, men gør intet forsøg på at indfælde den meningsfuldt i sin egen tekst: ”Selv om Ellen Hørup har fortalt, at hun ikke satte pennen på papiret før flere år efter faderens død, så er det ikke helt rigtigt. Som 17-årig skrev hun et lille protestopråb i Politiken under overskriften ”Ikke passende”.

Og så følger et langt citat uden yderligere kommentarer.

 

Ingen af de to biografister gør forsøg på at karakterisere Ellen Hørups artikel som journalistik.  Der er ellers nok at tage fat på i dette dialogiserende, ironiserende og mobiliserende skrivestykke om unge pigers ret til at færdes offentligt uden at blive stemplet som kalkede grave, det vil her sminkede skøger. Artiklen, som er signeret ”En artig” findes optrykt i fuld længde i Helge Scheuer Nielsens Kvinder skriver (2011), hvor den dog fejldateres til 17.7.1890 – skal være 19.7.1890.

 

Sladder tilladt?

Har den fortællende biograf lov til at gå mere uortodokst til værks end den videnskabelige? Kan hun tillade sig at samle sladder sammen på en arbejdsplads og derefter bringe den på tryk?

 

Hvorfor blev Ellen Hørup skilt fra Vilh. Nielsen? Rünitz skriver: ”Han var – uagtet hans øvrige kvaliteter – aldrig en match for den højt begavede, men også uberegnelige, rastløse og lunefulde Ellen.” Rünitz undrer sig over, at de overhovedet blev gift. Men hun savner materiale til belysning af ægteskabet, bl.a. fordi ægtefællerne på Vilhelms opfordring tilintetgjorde deres korrespondance.

 

Grønlykke har en teori: ”For Vilhelm blev ægteskabet trædesten til en nobel karriere i Politikens Hus (…) Han havde også glæde af positionen, når han overmandedes af sin tilbagevendende trang til at gramse på husets kvindelige ansatte.” Grønlykke medgiver, at det er et ”halvgroft postulat”, men fastholder dets sandhedsværdi, fordi hun igen og igen har fået det bekræftet gennem sin mundtlige research i Politikens hus & omegn: ”af de mennesker jeg har talt med om Vilhelm, har der ikke været én som ikke har nævnt hans uafladelige skørtejægeri, selv hans barnebarn gjorde det som nogenlunde det første.” Grønlykke prøver at sætte sig i Ellen Hørups sted og konkluderer: ”Han kan næppe have været den sjoveste at være gift med”.

 

Man kan gå galt i byen med den slags argumentation på hundrede års afstand, men når præmisserne er fremlagt som her, er det mere end bladhussladder. Det er en hypotese, som muligvis vil kunne underbygges gennem breve til og fra kvindelige journalister på Politiken i Vilhelm Nielsens periode.

 

Pressehistorie

Det pressehistorisk mest interessante ved de to biografier er analyserne af Ellen Hørups unikke position som flittig og stridbar kronikør, velhavende aktionær og aktivt bestyrelsesmedlem og urørlig chefredaktørdatter. Hun var et stort problem for bladet, men også et stort aktiv. Det er svært at placere hende præcist i bladhistorien, som de to biografister i øvrigt ikke er tynget af stor viden om. Ellen Hørup var ikke vor første kvindelige udlandsjournalist. Caroline Testman sendte rejsebreve hjem til avisen Fædrelandet i 1850erne og Loulou Lassen rapporterede til Dannebrog fra Frankrig lige før og efter 1900. Samme Lassen blev Danmarks første helt professionelle kvindelige journalist med redaktionelt ansvar.

Ellen Hørup lod sig ikke lokke hjem til fast arbejde på avisen. Hun var ikke en arbejdende holdningsjournalist som Lise Nørgaard.

 

Ved festlige lejligheder er Ellen Hørup blevet udråbt til ”den fremmeste i faget”. Hun skrev skarpere end de fleste.  Men var kronikør og kommentator, og ikke en journalist, som løste opgaver fra dag til dag

 

Begge biografier er værd at læse. Lone Rünitz’ er den bedst funderede. Den er også klart affattet, om end en smule omstændelig. Maria Grønlykkes er ekstremt velskrevet og fuld af liv og humor. Hvis man har mod på at konsumere begge, vil jeg foreslå Grønlykke som forret og Rünitz som hovedret. Anmelderne gav Rünitz en kokkehue mere end Grønlykke. Men bibliotekerne har hjemkøbt de to bøger i lige stort omfang.

 

 

 

 

©John Chr. Jørgensen