|
Udgangspunktet for disse små studier i
dansk sagprosa har været en interesse for, hvordan man bærer sig ad med
at skrive enkelt, klart og ligefremt. Man skulle tro, at det var det
letteste i verden, men det er det ikke.
Forfattere i Nobelprisklassen har
bakset med problemet.
Møjsommeligt har de rokeret rundt på
ordene, så der stod ”Sommer var det”, før de opdagede, at ”Det var
sommer” egentlig er godt nok.
Et enkelt litterært kraftgeni hævdes
at have siddet og grundet tre dage på et adjektiv. Til sidst faldt han
død om under udarbejdelsen af en eftersætning.
”Jeg er med Aarene bleven mere og mere
led ved den
descriptive og stemningsudmalende
Stil”, skrev kraftgeniets kollega Henrik Pontoppidan den 11. juni 1917
i et brev til litteraturprofessoren Vilhelm Andersen.
Efter at have renset godt ud i de
adjektiver, han havde lånt af kraftgeniet, syntes Pontoppidan, at han
endelig var kommet nær ved ”det uopnåelige Mønster: ”Der var en Gang en
Mand, der hed Søren.”” (Brevet er gengivet s. 523 i Flemming Behrendts Livsrusen. En bog om Henrik Pontoppidan, 2019).
Da Pontoppidan nogle år senere
udsendte sine erindringer, kunne han have indledt dem med sætningen:
”Der var engang en mand, der hed Broby”. Men så ædruelig var han dog
ikke blevet. Han skrev:
Det besynderlige Navn Pontoppidan
hørtes første Gang her i Landet henimod Midten af det 17. Aarhundrede.
Fem Sønner af en Mand, der hed Erik Eriksen og var Ridefoged og
Forvalter i Broby paa Fyn, fik den daarlige Idé efter lærde
Folks Skik dengang at stadse deres gode danske Bynavn op med en naragtig latinsk Adrienne.
Efter det sidste ord har den moderne
udgiver indsat en note: Adrienne: Kjole med
langt Slæb. (Henrik Pontoppidan: Undervejs
til mig selv. Et tilbageblik, 1943, udgivet og med noter af
Johannes Riis, 2018).
Forfatteren slår sig selv for munden
med den Adrienne. Det er en
oppyntning, som vi snildt kunne have undværet. Og et opslag i Ordbog
over det Danske Sprog gør os ikke meget gladere: opr. navn paa en
negligé-dragt, som den franske skuespillerinde Mad. Dancourt bar 1703
som Andrienne i M. Barons bearbejdelse af Terents' Andria; foræld.
Men sætningen, hvori
Adrienne optræder, er godt pakket sammen, og meningen afleveres med
eftertryk: Det var en dårlig ide at stadse det gode
danske bynavn op med en naragtig latinsk
negligé-dragt. Forfatteren sætter det hele på plads for læseren.
Ikke alle passager i bogen
er så spækkede med meninger. Men det faste greb går igen. Forfatteren
anskueliggør og fortolker:
Præstegården laa i Række med
de andre Huse (i) Gaden og skønt Embedsbolig fremhævedes den
overhovedet ikke fra Omgivelserne. Det var en stor tung Bygning i to
Etager med mange Værelser, Gaardsplads og flere Udhuse. Jeg blev
saaledes allerede som Barn vænnet til ikke at have selv mine nærmeste
for tæt inde på Livet.
Den sidste sætning vil sikre
sig, at læseren forstår den psykologiske betydning. Det er en form for
klarhed, som alle kender fra deres skoletid. Henrik Pontoppidans
erindringsprosa er didaktisk – retledende og kontrollerende. Det er
derfor nogle synes, den er betryggende, mens andre finder den er
kedelig.
Undervejs til mig selv (1943) er en forkortet
sammenskrivning af erindringsbøgerne ”Drengeaar” (1933), ”Hamskifte”
(1934), ”Arv og Gæld” (1936) og ”Familieliv” (1940). Denne gang var det
ikke bare adjektiver og andre digteriske udskejelser, Pontoppidan
opererede bort, nej, det var venner og relationer, som kunne åbne ind
til gåderne i hans liv (jf. Gandrup og Behrendt i: Behrendt 2019:567).
Blandt dem, der næsten røg
helt ud, var en ungdomsven ved navn Schaff. Han var altid god for en
kynisk betragtning og et Nietzsche-citat. En ung Pontoppidan-forsker,
Jørgen Moestrup, afslørede i et universitetsspeciale i 1967, at Schaff
er en person, som Pontoppidan har opdigtet.
Flemming Behrendt kalder
Schaff et ”fiktivt talerør” for den ældre Pontoppidan og ser manøvren
som et led i hele strategien med selvbiografierne: ”at fremstille
forfatteren som et tidligt modent, tidligt afklaret og tidligt
selvstændigt menneske”.
Et moment af fejhed er der
også i at udtænke en kynisk formulering og derefter lægge den i munden
på en anden. Bemærk i øvrigt, hvor forkludret Pontoppidan bliver i
syntaksen her, hvor han er ude i noget luskeri:
Det gik snart op for mig, at
der var lige saa megen Nød paa Landet som i Byerne. Jeg maatte ofte
tænke paa Christian Winther og hans ”Træsnit”, disse ogsaa af mig i sin
Tid så beundrede scener af landligt Almueliv. Lutter elskværdig Idyl.
Jeg mindedes et Ord af min afdøde Bekendt Schaff, der som den
Spottefugl han var, en Gang havde sagt om Christian Winther og Digtere
af hans Art, at de paa deres egen Facon efterkom Skriftens Paabud om at
rive det Øje ud, der forargede.
Det havde været både nemmere
og tydeligere at sige, at Chr. Winther lukkede det ene øje for alt det,
som ikke var idyllisk. Men der er selvfølgelig mere vold og blod i
bibelcitatet.
Rent fortælleteknisk
fungerede Schaff som et middel til dramatisering. Men opdigtede
personer er just ikke, hvad man forventer sig af erindringer, slet ikke
Henrik Pontoppidans.
Den tekstanalytiske lærdom,
vi kan uddrage af dette, er, at man ikke skal forveksle klarhed med
sandhed. En forfatter kan være fuldstændig klar i mælet og dog fuld af
løgn.
Et tekststed, mange
Pontoppidan-læsere ynder at dvæle ved, er dér, hvor forfatteren hen mod
slutningen af erindringsværket skriver om den livserfaring, der er
nedlagt i Augustins valgsprog ”trahimur”. Ordene betyder ”vi føres”.
Augustin lod det i indgravere i sin ring, skriver Pontoppidan. Dette
blev sagt med så stor en selvfølgelighed, at ingen betvivlede
tekststedets eksistens. Men eksperter, der siden har prøvet at finde
teksten hos Augustin, måtte melde pas. En klassisk filolog bemærkede
tørt, at Augustin slet ikke havde en ring!
Allerede inden han gik i
gang med sine erindringer, havde Pontoppidan udsendt denne diskrete
advarsel:
Memoirers Værdi beror efter
min Mening ikke mindst på Følelsen af deres Troværdighed, men når en
Digter får en Pen i Hånden, kan han ikke lade være med at fabulere, og
jo mere Digter han er, des mindre formår han at afholde sig fra at brodere på Virkeligheden. (1931,
jf. Behrendt 2019:630).
Som ung broderede Henrik
Pontoppidan en del på sproget. Her har vi set, hvordan han som moden
mand broderede på virkeligheden bag sproget.
”Stilen er ikke mere.
Tingene træder frem igennem dem”, erklærer Vilhelm Andersen om romanen
”De Dødes Rige”. En senere fortolker, Knud
Michelsen, giver ham delvis ret: ”Sproget i denne roman er reduceret
til meddelelsesfunktionen, til det uopnaaelige Mønster: ”Der var engang
en Mand, der hed Søren”” (”Digter og Storby”).
Når vi læser romaner, er vi
klar over, at der hele tiden er en digter til stede uanset, hvor
selvfølgeligt sproget tager sig ud. Digteren opererer bag sprogdragten.
Samme mistænksomhed må man mobilisere, når man læser erindringskunst og
anden sagprosa.
Pontoppidan-læsere er godt
hjulpne – takket være Flemming Behrendt.
Han har skabt den bedste,
mest anvendelige danske forfatterside på nettet med:
www.henrikpontoppidan.dk
Og han har med
kraftpræstationen:
Livsrusen. En bog om Henrik
Pontoppidan
etableret solidt grundlag
for den fremtidige forskning i forfatterskabet.
Det litterære kraftgeni, som
blev nævnt i indledningen, er J.P. Jacobsen, som optræder under
dæknavnet Enevoldsen i Pontoppidans ”Lykke-Per”. De præcise
henvisninger kan man søge sig frem til på www.henrikpontoppidan.dk
hvor sentensen ”trahimur”, vi føres, også kan
slås op.
|
