Først lagt op 16-12-2019; senest opdateret 03-01-2020 17:15

 

12.

Brevprosa – Tove Ditlevsen

 

 

Tove Ditlevsen til Mogens Knudsen, ”Fjordhuset”, 8-9-71

Privatbrevet er et forunderligt fænomen inden for sagprosaen.

 

Det er overskueligt og letgenkendeligt med sine faste elementer: salutatio eller starthilsen (”Kære Mogens”) og

clausula eller sluthilsen (”Kærlig hilsen Tove”) samt datum, dvs. nedskrivningstidspunkt (”8-9-71”) og -sted, dette sidste anføres især, hvis stedet ikke er brevskriverens faste bopæl. (”Fjordhuset”, F. 1, Sct. Hans Hospital, Roskilde”). Så snart man begynder at analysere brevet, viser det sig at være en kompliceret størrelse.

 

Sproghandling

De faste elementer er mere end formalia. De er konstituerende for brevet som sproghandling: En navngiven person skriver på et nærmere angivet kalendertidspunkt og på et realt eksisterende geografisk sted til en anden navngiven person. Brevet er en eksplicit deiktisk genre: Det peger på en virkelighed uden for teksten: Et jeg, der sidder her og nu og skriver til et du ude i verden (deiksis er græsk for ’udpegning’).

 

Græsk-romersk verbalgymnastik

Essensen af denne græsk-romerske verbalgymnastik er, at man ikke kan forstå et brev rigtigt uden at vide noget om afsenderen, modtageren og meddelelsessituationen. Dette er ikke en kommunikationsmæssig banalitet, som den, der gælder for enhver tekst, men noget særligt ved privatbrevet, fordi det er en individuel kommunikation fra person til person.  

 

Ofte begynder brevet med et captatio benevolentiae eller indyndelsesgreb, en høflighed, en tak eller en kommentar til forsendelsen (”Sæt nu ikke dette brev ind i et eller andet springbind. Jeg har ikke din adresse her, ellers ville jeg sende brevet til den”). Og dets afslutning (conclusio) er typisk en opfordring til handling (”Skriv til mig, hvis du gider”). Både captatio benevolentiae og conclusio er i eksemplet her bemærkelsesværdige ved deres indforståede frækhed.

 

Imellem indledningens og afslutningens formalia ligger brevets narratio eller fortælling (”Nu skal du høre, hvad der er overgået mig af besynderlige hændelser”). En sådan introduktion til narratio vidner om brevskriverens bevidsthed om at være historiefortæller. Hun synes at være vældigt ovenpå.

 

Som det ses, er brevet relativt fast opbygget. Samtidig er det stærkt individualiseret, præget af brevskriverens karakter og hendes attitude over for modtageren.

 

Privatbrev og forretningsbrev

De citerede eksempler er fra et brev fra forfatteren Tove Ditlevsen (1917-76) til Gyldendals litterære direktør, Mogens Knudsen (1919-85). Hun skriver til ham for at forklare, hvorfor hun er havnet på en psykiatrisk afdeling. Hun spørger, om han kan hjælpe hende tilbage i en almindelig bolig, og samtidig beroliger hun ham med, at det er hendes hensigt under indlæggelsen at skrive videre på den bog, de har aftalt.

 

Brevet er på én gang dybt privat og et forretningsbrev. For at kunne forstå forfatterindens arbejdssituation må forlæggeren kende hendes ægteskabelige problemer – at hun er ”dødtræt” af ægtefællen, hans ”evindelige elskerinder” og hans ”skrækkelige drikkeri”. På Gyldendal vil brevet sandsynligvis blive læst af andre end Mogens Knudsen, hans sekretær for eksempel. For ikke at få sit livsdrama udbasuneret over hele forlaget havde Tove Ditlevsen egentlig foretrukket at sende brevet hjem til ham. Men hun har kun hans adresse på forlaget. Lige meget hvad, så er dette brev ikke kun privat.

 

Lukkede, halvåbne og åbne breve

Man skelner mellem lukkede, halvåbne og åbne breve. Lukkede breve er beregnet på at blive læst alene af den person, de er stilet til. Halvåbne breve har en afgrænset skare af medlæsere.

 

Åbne breve er skrevet direkte ud i offentligheden. Som redaktør af en brevkasse i Illustreret Familiejournal 1956-76 skrev Tove Ditlevsen svarbreve stilet til den enkelte spørger, men beregnet på at blive læst af alle (jf. Lis Thorbjørnsen, red.: Med venlig hilsen Tove Ditlevsen, 1969, og Aase Gullestrup, red.: Livet er ingen strøgtur. Damebrevkasser i 75 år, 2002).

 

Da forfattervennerne Tove Ditlevsen og Ester Nagel skrev breve til hinanden i 50’erne, vidste de, at ægtefællerne var medlæsere. Tove Ditlevsen tænkte et skridt videre og forestillede sig – halvt i spøg – at brevene en dag kunne offentliggøres og sikre deres børns fremtid. Den tanke, at de kunne blive læst af alle, var hende altså ikke fremmed. Brevene blev publiceret i 1986 af Ester Nagel under titlen Husmor og skribøse. En brevveksling med Tove Ditlevsen.

 

Breve mellem en forfatter og hendes forlag må generelt betragtes som halvåbne, fordi de kan indeholde løfter og tilsagn, som parterne kan henholde sig til i konflikttilfælde. Sådanne breve gemmes (f.eks. i ringbind!) i første omgang til forlagets redaktører og jurister og på længere sigt til forlags- og litteraturhistorikere.

 

Scener af et familieliv

Vores eksempel, brevet fra Tove Ditlevsen til Mogens Knudsen 8.9.71, fortæller om et ægteskabeligt opgør mellem Tove Ditlevsen og Victor Andreasen i et sommerhus i Hornbæk. Opgøret begyndte ved en frokost, hvor brevmodtageren og hans kone var til stede. Trakasserierne endte et par måneder senere med, at Tove Ditlevsen tog ”en passende dosis sovepiller”, så Victors ”elskerinde” måtte ringe efter en natlæge. Senere ringede en af Tove Ditlevsens sønner til hendes psykiater, der fik hende indlagt på Sct. Hans, som hun omtaler som ”mit andet hjem”.

 

Efter disse skærende scener af et familieliv spørger hun altså sin forlægger om han ved, hvordan hun kan få en ny lejlighed. Er Gyldendal måske leveringsdygtig? Ja, hun er for klog til at spørge direkte. Men Mogens Knudsen har rutine i at udlæse ønsker af breve fra forfattere. Det hører med til historien, at Tove Ditlevsen er relativt ny på Gyldendal. Hun er i 1969 skiftet fra Hasselbalch. Hun og Mogens Knudsen har på dette tidspunkt udvekslet breve i 2 ½ år.

 

Brevet som kilde

Brevet er interessant som kilde til forståelse af Tove Ditlevsen i denne sene fase af forfatterskabet, forholdet til ægtefællen, Victor Andreasen, sønnerne Michael og Peter, psykiateren Thorkild Vanggaard, ”Fjordhuset” på Sct. Hans samt brevets modtager Mogens Knudsen på Gyldendal.

 

Mest interessant er det, at scenerier, som for andre ville være pinlige og mærkelige, fremtræder som normale og rutinemæssige foreteelser, f.eks. at Victor har ”elskerinder”, som Tove skal trøste, at Tove skifter mellem hjemmet og Sct. Hans, at hun har en psykiater, som hun bare kan ringe hjem til. Brevet er en kilde til forståelse af et ekstremt kunstnerliv.

 

Det siger sig selv, at man må gå kildekritisk til værks. Hvad Tove Ditlevsen skriver om Victor Andreasen, kan ikke citeres som indiskutable sandheder.

 

Lagt ved siden af Tove Ditlevsens andre breve til Mogens Knudsen giver det analyserede brev et indtryk af forlæggerens mulighed for at understøtte et egenartet forfatterskab. ”Hvorfor får jeg heller aldrig nogen af Gyldendals priser?”, spurgte Tove Ditlevsen i et brev 21.10.70. Året efter fik hun Søren Gyldendal-prisen. Ved prisoverrækkelsen sagde Mogens Knudsen nogle ord, som de meget indforståede kunne smile ad: ”At Tove Ditlevsen skulle have Gyldendal-prisen for 1971 var ikke noget vanskeligt valg for legatbestyrelsen”. Talen er optrykt i Mogens Knudsen: Bøgernes voliere. Essays om mennesker, byer og bøger 1940-85, redigeret af Lisbeth og Hans Hertel, 1995.

 

Brevet i forlagshistorien

Tove Ditlevsens nyfundne breve til Mogens Knudsen er udgivet under titlen Kærlig hilsen, Tove – Breve til en forlægger, Gyldendals Julebog, 2019. Johannes Riis, forlagets afgåede litterære direktør, har redigeret, og forordet er skrevet af journalisten Pernille Steensgaard, som i foråret 2020 vil udgive en bog om Gyldendals historie. I en sådan sammenhæng er breve fra forfatterne til forlaget vigtige kilder. ”Tilsyneladende kan man forvandle selv ædle penne til sladrende maskiner”, sukkede Niels Birger Wamberg om brugen af breve i Digterne og Gyldendal (1970:25), hvor han dog medgav, at visse dyrebare oplysninger kun var at finde i forfatternes breve til deres forlæggere. Wambergs bog stoppede ved Johannes V. Jensens generation, så der er nok at ajourføre og tilføje, herunder den kendsgerning, at breve er mere end kilder.

 

Brevet som fortællekunst og desperation

En væsentlig grund til, at Tove Ditlevsens brev til Mogens Knudsen er blevet udgivet, skal findes i dets litterære kvaliteter, primært tonen, den desperate humor. Det er ganske enkelt underholdende læsning. Helt fra det usædvanlige indyndelsesgreb i bydemåde, ”Sæt nu ikke dette brev ind i et eller andet springbind” markerer brevskriveren sig som strategisk humorist. Hun har en god historie, hun vil fortælle.

 

Ligesom i eventyrene sker tingene tre gange:

 

Lige efter at I var gået pakkede han sin kuffert og tog ind til sin elskerinde, hvad han har gjort så tit, at jeg ikke tænkte noget særligt ved det. På et tidspunkt ringede han og sagde, at han kom hjem i morgen. Han kom ikke, og vi andre flyttede til byen igen. Jeg ringede til ham, og han sagde, at han kom hjem i morgen. Dagen efter ringede han og sagde, at han kom hjem i morgen. Til sidst var jeg ved at blive vanvittig af den tortur. Den fjerde august tog jeg en passende dosis sovepiller og kom herned.

 

Situationen udvikler sig som en scene i en film:

 

Lige efter at jeg havde slugt dem, kom elskerinden, en fraskilt dame med to børn, faldt i mine arme og græd og sagde at Victor var ved at gå til af fenemal og whisky, og nu ville hun passe ham.

 

Man ser det for sig – gennem Tove Ditlevsens briller. Kvinden, som hun konsekvent omtaler som Victors ”elskerinde”, får et ekstra hak nedad gennem bestemmelsen ”en fraskilt dame med to børn”.

 

Brevet er skrevet som i én bevægelse. Originalbrevet, som er gengivet lige efter den trykte version, er næsten uden rettelser. Det fylder nøjagtig én side. Tove Ditlevsen virker søvngængeragtigt sikker i sin brevskrivning. Hun stoler på sine indfald.

 

Det gælder i øvrigt også Tove Ditlevsens breve til Victor Andreasen, som er udgivet under titlen Kære Victor i 1993. Et par originalbreve til Victor Andreasen er gengivet i Iben Engelhardt Andersen (red.) Breve fra …(2017:198-99).

 

Søges: Kærlig ven, helst bilist

Skænderiet i sommerhuset i Hornbæk den 16. juli 1971 fik uigenkaldelige konsekvenser, skriver Karen Syberg i Tove Ditlevsen. Myte og liv (1997:323). Victor Andreasen havde ikke planlagt at forlade Tove Ditlevsen. Men han kunne ikke holde det ud mere. Han var slidt op. Medvirkende til opløsningen var en ægteskabsannonce, som Tove Ditlevsen indrykkede i Politiken. Hun signerede den ikke, men enhver kunne se, at det var hende. En ”kendt forfatter”, som var ”sluppet ud af et langt, ulykkeligt ægteskab”, følte sig ensom: ”jeg savner en trofast og kærlig ven i en passende alder, helst bilist”. Der var 49, der reflekterede på annoncen. Tove Ditlevsen valgte Knud Mogensen, som havde haft et forlag i USA, men som nu var uden arbejde. Tove Ditlevsen forsøgte at skaffe ham noget oversættelsesarbejde gennem Mogens Knudsen.

 

Alting skal være skægt

Da Knud Mogensen blev præsenteret for Tove Ditlevsens psykiater, Thorkild Vanggaard, sagde denne: ”En ting må jeg kraftigt advare Dem imod: Hendes ubønhørlige trang til, at alting skal være skægt. Det dækker over et sygt sind.” (Syberg, 1997:331).

 

Brevet af 8.9.71 synes at understøtte psykiaterens udsagn. Brevet er vittigt leveret, men humoren er forceret, og brevets slutning er påtaget optimistisk. At hun inddrager ægtefællernes fælles søn, Peter, i argumentationen, virker decideret smagløst. Mogens Knudsen må have krummet tæer:

 

Jeg har det meget godt nu, for det er i virkeligheden en befrielse at være af med ham. Peter synes det samme, for han har aldrig kunnet lide ham. Jeg har tænkt på at begynde at skrive hernede og give fanden i virkeligheden.

 

Mellem linjerne

Brevet er holdt i et fuldstændig klart og forståeligt dansk sprog. Enhver kan læse, hvad der står på linjerne. Men hvis man vil forstå det i dybden og mellem linjerne, må man sætte sig ind i den livshistorie og ægteskabshistorie, brevet hører til i. Hvis man f.eks. tager brevets skildring af Victor Andreasen som bajads for pålydende, forstår man ikke, hvordan Tove Ditlevsen kunne hænge fast i forholdet flere år efter. Men da hun skrev brevet, havde hun en interesse i at få sin forlægger til at tro, at forholdet var afsluttet, så hun nu kunne koncentrere sig om at producere bøger. Når det virker så overbevisende på brevpapiret, er det måske, fordi hun også prøver at overbevise sig selv. Fortællingen om Victors tre opringninger er en morsom dækhistorie. I virkeligheden sender hun en strøm af breve til Victor Andreasens veninde Vibeke Bengtsson, som hun tigger og beder om at ikke at tage Victor fra hende. Hun er dybt fortvivlet. Hun skriver også til Victor og beder ham komme tilbage. Selv skilsmissebevillingen, som kom 17.2.1972, formåede ikke at stoppe derouten. Tove Ditlevsen og Victor Andreasen havde svært ved at slippe hinanden. Uanset om de begge fik andre partnere, så var de forbundne med hinanden, indtil hendes selvmord i marts 1976.  Deres ægteskab var, som det hedder i titlen på Jens Andersens Tove Ditlevsen-biografi fra 1997 Til døden os skiller. Sven Ove Gade har dokumenteret dødedansen ud fra ægtefællens synsvinkel i Ulanen. En biografi om Victor Andreasen (2002:232ff).

 

Resumé:

Brevet fra Tove Ditlevsen til Mogens Knudsen fra 8.9.71 indgår i Tove Ditlevsens livshistorie som et forsøg på at frigøre sig fra det opslidende ægteskab med Victor Andreasen. Hun prøver at overbevise sig selv og sin forlægger om, at hun er på vej mod et sundere liv.  Hun præsenterer sig som et overskudsmenneske. Det viser sig at være ønsketænkning.

 

Brevet er på overfladen klart, enkelt og forståeligt. Det er mere end det: det er medrivende og vittigt. Ja, det er tilmed strategisk vellykket i forhold til modtageren, forlæggeren, der skal overbevises om brevskriverens livsduelighed. Men på et dybere eksistentielt plan er det problematisk.

 

P.S.

Forfatteren til denne artikel er bidt af et galt postbud

Fire bøger om brevskrivning er det blevet til: Om breve (2005, bibliografi nr. 30), Brillante brevskrivere (2015, bibliografi nr. 36), Brænd mine breve (2016, bibliografi nr. 39) og Postkassen der rødmede (2017, bibliografi nr. 40). Mest interessant for læsere af denne netartikel er nok det indledende afsnit i Brænd mine breve. Det handler om Karin Michaëlis’ breve til forlæggeren Peter Nansen. De gav sig ud for at være forretningsbreve, men var mindst lige så meget kærlighedsbreve.

 

 

 

 

©John Chr. Jørgensen