|
Sagprosa er pr. definition noget andet
end fiktionsprosa. Det kræver derfor en særlig forklaring, når jeg
hævder, at typiske sagprosa-idealer som enkelhed og klarhed i visse
situationer netop kan realiseres ved skønlitterære metoder.
Vi begynder med et citat fra et brev,
hvori en enkel stil beskrives gennem stadige tilnærmelser, som vi
kender det både fra kunsten og videnskaben. Enkelte usædvanlige træk i
syntaks og ordvalg (fremhævede i citatet) tyder dog på, at skribenten
er en kunstner:
Du er svær at overføre på fremmede
Sprog. Du, som den udødelige Herman Bang. Det vigtigste ligger dels
mellem Linierne og dels i Ordenes Stilling. Du anvender kun Sprogets
allerenkleste Midler, du bruger aldrig kunstfulde Billeder, men lader
Ordene leve. En
lille, en underlig lille Omstilling af Ordene i en dagligdags
Sætning, og en ny Ynde, ny Sødme springer mod
Læseren (…) Er Oversætteren aldrig saa vaagen, aldrig saa nænsom, der
er Ting, han ikke orker at gengive.
Sådan skriver Karin Michaëlis i ”Agnes
Henningsen”, et åbent brev til Agnes Henningsen på dennes 70-års dag,
den 18. november 1938. Trykkestedet var kronikken i Politiken, hvor
Michaëlis fik publiceret flere af de Kvindeportrætter,
som Karin Michaëlis Selskabet senere har samlet og udgivet (redigeret
af Hardy Bach, Inga-Britt Olsen og Keld Sørensen, og med forord af
Karen Klitgaard Povlsen, 2014).
Det er ret usædvanligt med et portræt
i brevform.
Men når det endelig skulle gøres, var
Karin Michaëlis i besiddelse af de fornødne tekniske forudsætninger for
det. Hun havde dyrket brevet intensivt i sit forfatterskab, og hun var
også privat en flittig brevskriver (se John Chr. Jørgensen: Om
breve, 2005:55f, 77ff, og Karin Bang, red.: Min
egen ven – Karin Michaëlis skriver til Peter Nansen, 2012).
I brevet til Agnes Henningsen
etablerer Karin Michaëlis fra første færd en uhøjtidelig
veninde-intimitet med et lille ”jo” og en antydet viden om Agnes
Henningsens forhold til alder:
Kære Agnes Henningsen
Det er jo en større Fødselsdagskage,
der sættes paa dit Bord
denne Morgen. Maaske havde du saagar ønsket den mindre. Skal vi sige
til sytten Lys i Stedet for halvfjerds.
I stedet for at sige ”Tillykke med
fødselsdagen” taler hun poetisk-konkret om den fødselsdagskage, som hun
forestiller sig bliver sat på morgenbordet. Og de 17 lys er ikke bare
noget med at ønske sig meget yngre, end man er, nej, de refererer til
en psykologisk hemmelighed, som fødselaren deler med gratulanten: ”at
vi inderst inde kun er 17 Aar”. Hemmeligheden røbes først til
allersidst i kronikken, som er komponeret med digterens formsans – og
skrevet med digterens virkemidler.
Når Karin Michaëlis skal sige noget
smigrende om Agnes Henningsens ydre som ung, gør hun det ved hjælp af
skønlitteraturens indirekte metode. Hun fører en person ind på scenen.
Det er en portrætmaler, som spørger: ”Har Du kendt Agnes Henningsen, da
hun var ung?”
Kendt og kendt … dengang kendte jeg
kun hendes Ydre, men det forblev ogsaa uforglemmeligt!
Maleren lagde Hovedet paa skraa og kneb Øjnene
sammen, mens han dyppede Penslen i falmede Farver. – Hun er den
skønneste Kvinde, jeg nogen sinde har set. Aldrig før og aldrig siden
har jeg mødt hendes lige! Og saa, tilføjede han, hun gik ikke paa sine
Ben, hun svævede!
Da maleren hævdes at være en virkelig
person – han præsenteres som ”en af vore store Malere” uden at hans
navn dog anføres – fungerer han som en slags sandhedsvidne samtidig
med, at han muligvis er det rene opspind!
Indførelsen af tredjepersoner er et
dramatiseringsgreb, som giver forfatteren mulighed for at videreudvikle
tredjepersonens beskrivelser. Her elaborerer Michaëlis for eksempel på
billedet af Agnes Henningsen som den alt besejrende kvinde svævende hen
over fortovet: ”Hagen dominerede paa baade pudsig og rørende Maade, en
ren Mussolinihage, der sagde: - Varsko, her kommer jeg!”. Det kan man
da kalde en metafor med bid i!
Portrættet etableres gennem
situationer og replikker, som er skrevet frem som i en roman. Det er
Karin Michaëlis’ måde at skrive enkelt, klart og tydeligt på.
Metoden er kendt fra skønlitteraturen.
Karin Michaëlis nævner selv sit store forbillede, Herman Bang. Han var
i øvrigt personlig læremester for Agnes
Henningsen (jf. John Chr. Jørgensen: De
elegante, 2018:48ff).
Karin Michaëlis sagde om Agnes
Henningsen, at hun undgik at bruge kunstfulde billeder. Men det samme
gjaldt ikke hende selv. Michaëlis havde et meget kreativt forhold til
metaforer. Når hun skrev ”Der fløj Sommerfugle hen over dine Bøgers
Blade”, fik hun sagt noget rammende om kritikkens besvær med at få hold
på Agnes Henningsens prosa.
Helt ned i syntaksen solidariserede
hun sig med Agnes Henningsen imod de uforstandigt håndfaste kritikere:
”Dine Bøger hang ikke sammen, sagde man, de havde ingen etisk Værdi –
tror jeg det hedder – intet Formaal, ingen Tendens. Du skildrede
Sommer, Sol, Børn, Mænd, Mad og hele det Rodsammen, som udgør det
daglige Liv”. Det lille indskud ”tror jeg det hedder” er et krukkeri.
Michaëlis underspiller sin kompetence. Det fremgår af den efterfølgende
iagttagelse: ”Du
skrev ikke lyst og let for som saa mangen skuffet i Fantasien at
forgylde den graa Hverdag, nej du skrev, fordi du ikke kendte andet end
Fest og Glans og Glæde.” Det er godt set og sagt.
Et fødselsdagsportræt i en avis er
offentlig fødselsdagstale på skrift. En fødselsdagstale indeholder
altid nogle betragtninger over fremtiden, også selv om fødselaren er på
vej over de 70. Karin Michaëlis opfordrer Agnes Henningsen til at
skrive barndomserindringer. Hun rammer ikke helt ved siden af med det
ønske. Fødselaren udgiver inden for de næste ti år sine erindringer i 8
bind. Som 70-årig havde hun sit hovedværk foran sig!
Digterportrættet er en meget krævende
sagprosagenre. På relativt kort plads skal man sammenfatte
udviklingsgangen i en digters produktion og sætte den i forbindelse med
digterens liv. Man skal placere digteren i den litterære udvikling,
evt. pege på forbilleder og åndsbeslægtede. Pladsen tillader ikke en
fuldt udfoldet biografi, kun et koncentrat. Det er i arbejdet på at
gøre dette koncentrat levende, at skribenten må ty til digteriske
virkemidler.
Et eksempel: For at anskueliggøre en
modgangsperiode i Agnes Henningsens forfatterskab indfører Karin
Michaëlis et metafysisk begreb: Gud. Agnes Henningsen var forkælet af
alle, forgudet af mange. ”Men guderne er
misundelige. Det ærgrede dem, at et lille Menneskebarn gik dem i
Næringen.” Guderne prøvede at udsulte hende og lamme hende med giftig
kritik, indtil den store kærlighed kom og reddede hende. Som det ses,
skaber Karin Michaëlis en verden af aktive metaforer. Er de mere end
kunstgreb, der skal give teksten liv? Udgør de en slags skæbnelære?
Forfatteren lader svaret blæse i stratosfæren.
Under alle omstændigheder er store ord
ikke nok. De skal også sættes i bevægelse, så man kan se, hvordan de
hænger sammen. Det kræver plads. Det kan lade sig gøre i en kronik. Men
ikke i et festtelegram. Se bare, hvor mat det faldt ud, da Agnes
Henningsen skulle skrive et kortfattet enquete-bidrag til Karin
Michaëlis’ 60-års fødselsdag:
Den kampivrige, ja flammende Karin
Michaëlis ejer den store Kvindes Blidhed, Styrke, Retfærd. At disse
Egenskaber sammen med et lysende mangfoldigt Barnesind er Karin
Michaëlis’ Hovedværk opstaaet: Træet paa godt og ondt. Man læser den
Bog og bliver rig. (Politiken, 20.3.1938)
Alle disse dyre begreber har dækning i
Karin Michaëlis’ forfatterskab, men de ligger kraftesløse ved siden af
hinanden, og til sidst griber Henningsen til en anmelderkliché. Hun kan
ikke skrive journalistik på kommando, og slet ikke på telegramvilkår.
Tom Kristensen sammenlignede engang de
to forfattere på en måde, som han nok ville få ørerne i maskinen for i
dag, men lad os feje kønsklichéerne og de kryptiske bemærkninger til
side og gå direkte til hjernen og hjertet:
Fru Karin Michaëlis er altid hed i
Kinderne og siger uoverlagte og geniale Ting, der løber lige ind i
Hjertet, men stundom forvirrer og trætter Hjernen. Hun kunde være mere
farlig og opløsende, hvis hun ikke var så betydelig, som hun er. Men
Fru Agnes Henningsen er rolig og klog, ligesaa hurtig som Fru
Michaëlis, for Vid er altid hurtigt, men med en sikker Viden om sine
Virkemidler, der først naar Hjernen og langsomt trænger ned til Hjertet.
(”Karin Michaëlis og Agnes
Henningsen”, Politiken, 29.10.1925, optrykt i Mellem Krigene,
1946:59)
Agnes Henningsen var den mest bevidst
komponerende af de to. Hun skrev om og om, mens Karin Michaëlis stolede
på sit første indfald.
Karin Michaëlis er en forfatter, som
hele tiden bliver genopdaget. Senest er hun med udgivelsen af Krigens
ofre (2017) blevet genopdaget som humanitært engageret
krigskorrespondent. Johan Rosdahl og Karen Klitgaard Povlsen har
redigeret Michaëlis’ reportager fra flygtningelejre og våbenfabrikker i
Østrig under 1. Verdenskrig.
Selv om Karin Michaëlis, mens hun
levede, var en europæisk kapacitet – langt de fleste af hendes ca. 65
bøger blev oversat til tysk – så er det, som om det er blevet hendes
skæbne at synke hen i glemsel for derefter som miskendt at blive løftet
op i lyset igen.
En mulig forklaring kurssvingningerne
er fraværet af et absolut hovedværk, som alle må have læst.
Forfatterskabet indeholder ingen pendant til Lykke-Per
eller Pelle Erobreren eller Syv
fantastiske Fortællinger, ingen klassiker, som indgår i
skolernes pensum og som stadig udkommer i nye oplag og trækker en
generel interesse for hele forfatterskabet med sig. Det nærmeste, vi
kommer det, er Den farlige alder, brev- og
dagbogsromanen fra 1910, blev filmatiseret to gange og senere genlæst
grundigt af kvindebevægelsens litterater.
Erindringsserien Træet paa godt og
ondt, 1-5 (1924-30) anses for hovedværket, men det er for
uegalt til at stå som en klassiker. Brevromanen Syv Søstre sad
(1923) er en fortælleteknisk genistreg – for feinschmeckere. Bibi-bøgerne
er klassikere for børn. Og sådan kan man blive ved. Interessen samler
sig ikke om noget værk, men om Karin Michaëlis’ liv og personlighed.
Der findes en kvalificeret
Michaëlis-forskning og -formidling. De to danske hovedværker er
germanisten Birgit S. Nielsens Karin Michaëlis. En europæisk
humanist (2002) og forfatteren og litteraten Merete von
Eybens Det farlige liv. En bog om Karin Michaëlis
(2006). Birgit S. Nielsen introducerer bredt til forfatterskabet og går
i dybden med den utopiske ungdomsroman Den grønne Ø.
Merete von Eyben kommer rundt om større dele forfatterskabet, men har
en særlig interesse for kønsrelationer (masochisme, incest etc.). Det
er en bog baseret på tekstanalyser.
Baseret på biografisk materiale er den
amerikanske germanist Beverley Driver Eddy’s tysksprogede krønike Karin
Michaëlis. Kaleidoskop des Herzens (2003). Kirsten Klitgård
har bearbejdet og oversat den til: Hjertets kalejdoskop. En
biografi om Karin Michaëlis (2013).
I disse bøger finder man henvisninger
til specialstudier i forfatterskabet. Hvad der har interesseret
forskerne, har især været forfatterskabets psykologiske og politiske
aspekter.
Formidlingen af forfatterskabet er
blevet varetaget af Karin Michaëlis Selskabet, som har udgivet en række
oplysende skrifter bl.a. Sine Bang Nielsens Den grønne Ø.
Karin Michaëlis’ asyl (2010, 2. udg. 2016 – med portrætter af
de europæiske kulturpersonligheder, som i 1930’erne søgte ly for
nazismen hos Karin Michaëlis på Thurø.
Studier i sprog og stil skal man lede
længe efter. Det har Ulla Albeck, forfatteren til standardværket Dansk
stilistik (1939), en forklaring på. Karin Michaëlis er efter Albecks
mening ikke nogen stor og raffineret - stilkunstner. Hun mestrer i alt
væsentligt kun den ene form, ”den tøsede Fantasis underlige
Krible-Krable”.
Naturligvis er dette et Kunstprodukt,
men formet over den ikke alt for fjerne Randerspiges løsmundede Snak.
Skrivemaaden havde det Uheld at gøre saa stor Lykke i hendes Ungdom, at
den siden i godt og ondt kom til at klæbe ved hendes Pen.
Ulla Albeck mener, at Herman Bangs
indflydelse blev fatal for Michaëlis, fordi hun gjorde det, der for
Bang var en variationsmulighed, til en grundstil med ”Løshed i
Tankegangen, impulsive Spring og Indfald, barnagtige
Sætnings-Konstruktioner og pudsigt søde hjemmelavede Ordformer (”snakke
døvstumsk” o. lig.).”
Albeck medgiver, at stilformen kan
være ”noget nær genial” f.eks. ved karakteristikken af en enkelt figur,
men som ”Brugsprosa” i et helt forfatterskab er den intet mindre end
”vederstyggelig.”
(Ernst
Frandsen og Niels Kaas Johansen, red.: Danske Digtere i det
20. Aarhundrede, 1957:195).
Sjældent så man en kvindelig
litteraturhistoriker maltraktere en kendt kvindelig forfatter så
grusomt. Har Ulla Albeck en pointe, eller står hun bare dér med
boksehandsken og hamrer sin stilistiks begreb om klassisk dansk
normalprosa ind i panden på Karin Michaëlis?
|
