|
Ninka alias Anne
Wolden-Ræthinge (1929-2016) er bedst kendt for sine store empatiske
avisinterview med politikere, kunstnere og kongelige. Hun formåede at
skaffe sig tillid hos interviewofrene, så de netop ikke opfattede sig
som ofre, men åbnede sig og følte sig forståede, nogle endog
privilegerede. Hun var kongehusets foretrukne interviewer og havde en
særlig adgang til modstandsbevægelsens folk. Et stort antal af hendes
interview blev genoptrykt i bogform. Enkelte blev direkte produceret
som bøger. Med omkring en snes bøger bag sig fik Ninka opbygget et helt
forfatterskab på interview.
Et Ninka-interview blev et
begreb: en generøst tænkt og flydende skrevet portrætsamtale, hvor den
interviewede er i forgrunden og intervieweren i baggrunden.
For Politiken var et
Ninka-interview et salgsargument i kampen om søndagslæserne.
Redaktionen reklamerede med det på forsiden. Internt på bladet kom ’en
Ninka’ til at betyde ’en meget lang artikel’ (som skubbede en eller
flere andre artikler ud).
Hvis Ninka ikke kunne få
sine interview på i fuld længde, kom hun, som hun sagde, farende med
kagerullen og viste med sine fagter, hvem der bestemte. Hun havde ikke
kontor på bladet, men arbejdede hjemmefra. Ninka var, som en kollega
giftigt formulerede det, ’hjemmesyerske’. Realiteten var, at
bladmiljøet forstyrrede hende i den koncentration, arbejdet med
portrætinterviewet kræver, både i forberedelsesfasen og i udformningen.
Portrætinterviewet er noget af det nærmeste, avisen kommer på
kunstnerisk virksomhed.
Før Ninka kom til Politiken
(1961) og blev Cavling-prisbelønnet som interviewer, havde hun været
reportagejournalist på Nationaltidende/Dagens Nyheder (1951).
Det var her, hun begyndte at
skrive under mærket Ninka. Hun havde taget navnet efter den
foretagsomme Ninka Ninus i Peter Plys. Hendes
chefredaktør havde bedt hende finde på noget kortere end Anne
Wolden-Ræthinge, det navn hun var født og opvokset med i Sønderborg,
hvor faderen var kriminalassistent (og engageret i
modstandsbevægelsen), moderen toldassistent (og lokaljournalist og
modstandskvinde), og hvor Anne Wolden-Ræthinge efter realeksamen kom i
mesterlære som journalist på ”Sønderjyden” (1946-48). Hun havde haft
skrivelyst allerede i 10-årsalderen. Når hun mødte op for at interviewe
tilrejsende skuespillere, troede de i begyndelsen, at hun var
autografjæger. Hendes store forbillede var Lise Nørgaard. Det siger
noget om hendes ambitioner, at hun som 18-årig tog (sejlede – det tog
tre uger) til USA for at studere journalistik i to år. Det var ikke
almindeligt i 1948. Det skal dog tilføjes, at hun i Stillwater,
Oklahoma, havde familie, som hun kunne støtte sig til.
Intervieweren Ninka gjorde
meget ud af at sætte scenen, beskrive interviewpersonerne og
omgivelserne. Derefter var hendes ideal at klippe sig selv ud, så det
så ud, som om den interviewede talte et portræt frem af sig selv.
Om Ninkas karriere som
interviewer og hendes metode set i en interviewhistorisk sammenhæng, må
jeg i øvrigt henvise til min bog Kommer
De som ven eller som interviewer?
Interviewets historie i Danmark, 2010:201-10.
Her skal det handle om
Ninkas journalistik, når hun ikke interviewede, hendes essays og
reportager. Før hun kom til Politiken, havde hun specialiseret sig i
det sociale stof.
Da hun fik Cavling-prisen
(1974), var det ”som interviewer og desuden for i fornem deskriptiv
form at give læserne nyt indblik i den hverdag, vi lever i.”
Ja, priskomitéens sprog var
ikke til en Cavling-pris. Men meningen var, at hun ikke kun fik prisen
for sine interview, men også for de reportager, hun skrev.
Hverdag er måske ikke det
første, man tænker på, når man læser de artikler, Ninka på sine gamle
dage samlede i bogen Farvel, min varme ven og
andre essays og reportager (2016).
Den rummer 37 tekster fra årene 1968 til 1991.
Artiklerne er mere til fest end til hverdag. De er gennemgående holdt i
det lyse register. Forfatteren eksponerer et optimistisk livssyn, også
når hun skriver om kranke skæbner. Som det fremgår af forordet, er den
overordnede ramme en taknemmelighed ved livet og vennerne:
Varme
venner som skabte mit liv. Dem siger man ikke Farvel til. De sidder til
Højbords hver dag. Hvert digt jeg læser. Hver tone jeg hører. Hvert
drama jeg ser. Hvert maleri. Hver skulptur.
Varme venner –
levende som døde – svæver, danser, jager og jagtes hen over himlen over
Øresund. Spejler sig i hver solopgang, hver solnedgang, hver måne, hver
stjerne. Hver bølge, hver krusning. Alle er de mine vidner.
Livet
selv – som i kærlighed og rædsel – er vores varme ven.
Den
eneste vi har.
Alle disse ”varme venner” er
bogen tilegnet. Forordet er en taksigelse med bibelske træk (”levende
som døde”, ”sidder til Højbords”). De korte sætninger er ikke dem, vi
kender fra formiddagspressens gule sprog. Ninkas knaphed er ellipser,
poetens eller den religiøse forkynders forsøg på at skabe fyndighed og
patos. En sjælden tone i dansk journalistik.
Tonen får en humoristisk
drejning i titelhistorien, hvor den varme ven viser sig at være et
udtjent komfur. Ninka taler til komfuret som til et levende væsen:
Nu har de været her, og du
min gode gamle hvide ven er ikke mere. Vejens tamme skade, den
allestedsnærværende og rapkæftede Hugo, så det og skreg: Forbi, forbi,
og sådan er det.
Forbilledet er så
umiskendeligt H.C. Andersen, at man må tale om pastiche:
Jeg satte ikke mine ben i
gården de døgn, du måtte stå derude, lissom skælvende og hjælpeløs i
din forsmåede ensomhed. Duer ikke – Ud!
I sin form er teksten
”Farvel min varme ven” et litterært forsøg, et essay, med træk af
eventyret.
Ideen er at fortælle om
personlig kulturhistorie gennem måltiderne og deres tilberedning.
Mens Ninka med de to nævnte
tekster demonstrerede, at hun var i besiddelse af et stort litterært
sprog – dog uden at skabe stor litteratur – så viser hun i den tredje
tekst, at hun kan omsætte sit verbale overskud til levende
journalistik.
”Forestillingen hedder
”Mad”” er en backstage-reportage fra Erwin Lauterbachs restaurant
”Saison” på Skovshoved Hotel. Ninka har fået lov til at installere sig
med forklæde i det travle restaurationskøkken, hvor hun time for time
følger begivenhedernes gang. Tilberedningen af aftenens måltid
beskrives som tilblivelsen af en kunstnerisk forestilling:
Under Lauterbachs
kompromisløse kommando arbejder hol-
det som et veldisciplineret
balletkorps. Eller som et orkester hvor hver enkelt ved, hvornår man
skal falde ind og alligevel kan spille efter gehør. Eller som et
velindøvet teaterensemble. Kunstnerisk skaben er det allenfals. Du
forventes at yde dit ypperste. Der er mulighed for gyldne
solooptrædender undervejs. Forbedrende improvisationer er tilladte, men
det er helheden der tæller.
Analogien til den
kunstneriske forestilling fastholdes til det sidste. Og med omvendt
ordstilling (”Kunsten har de præsteret”) bliver det ekstra højtideligt:
Egentlig burde der have
været fremkaldelser – kokke og chef – akkurat som på teatret:
skuespillere og instruktør. Kunsten har de præsteret og klapsalver
fortjener de.
Her er det, at Ninkas
maliciøse kolleger vil indskyde, at hendes artikel har langt højere
reklameværdi end alskens fremkaldelser og klapsalver. Er det i det hele
taget journalistik?
Reportagen fra Lauterbachs
gourmetkøkken er journalistik efter alle definitioner bortset fra den
ene, at journalistik skal være kritisk. Men hvorfor skal den
nødvendigvis være det? Ninka rapporterer fra køkkenet bag et meget
omtalt madsted. Hun beskriver arbejdsprocesserne og produkterne. Hun
taler med de implicerede. Hun åbner et stykke virkelighed for læserne.
At hun gør det med begejstring, skal vel ikke trække fra?
Skal en reportage fra en restaurant absolut handle om lave
lønninger og højt stressniveau? Kan den kritiske vinkling ikke blive en
kliché?
I en anden reportage er hun
på turné med Kim Larsen og Gasolin. Hun kalder reportagen ”Når englen
kigger ned på Gasserne”. Englen kunne hedde Herman Bang, for det er
hans impressionistiske beskrivelsesstil fra Stuk,
Ninka tager i anvendelse, når hun beskriver en
kollektiv eufori:
Det er ekstranumrenes time,
først et, så endnu et … så kommer den, de alle venter på, den der får
hele hallen til at svinge og samtidig for første og eneste gang under
denne timelange happening, stilheden til at sænke sig: Dejlig er Jorden
– udsat for drypsten, tromme, guitar og hele balladen … den dundres,
dunkes, gungres ud over havet, får det til at stilne … tre-fire piger
tager hinanden i hænderne og improviserer en yndefuld elveragtig dans …
Igen ser vi, at der er en
solid litterær bund under Ninkas journalistik, og den verbale
opfindsomhed er stor. Verberne dundre, dunke og gungre findes alle i
ordbogen, men at bringe dem sammen for at forstærke virkningen kræver
et digterisk talent.
I reportagen ”Halleluja”
følger Ninka i fjorten dage
Frelsens Hær på missioner i
det indre syndige København. Hun kan ikke identificere sig med
bevægelsen, men hun undgår at dreje den helt ned i ironi. Hun formår
oven i købet at fastholde nogle positive overraskelser, da hun skal
gøre resultatet op:
Fjorten dage i hæren fra
morgen til aften i skarpt trav, og det skal tages for pålydende, for
Apostlenes Heste er de billigste, så dem betjener man sig mest af.
En stor happening?
Hvad
vil man huske?
Er
det Jess Ørnsbos digtsamling på den moderlige majors sofabord? Er det
socialrådgiverens helt private julemiddag for en snes venner blandt
klienterne? Er det Preben, der vil være læge og missionær, men
foreløbig to gange om ugen dirigerer Hærens beatorkester, så synkoperne
danser op af den underjordiske kælder i Blågårdsgade?
Man kan lave reportage fra
den pludselige begivenhed (ildebranden), den planlagte begivenhed
(demonstrationen), den genskabte begivenhed (rekonstruktionen) eller
den udvalgte begivenhed (bankospil). Det sidste virker umiddelbart ikke
som noget særligt, men det kan blive det i kraft af skribentens nærvær,
skriver Teddy Petersen i Som at være der
selv. Den skrevne reportage i Danmark (2015:30).
De fleste af Ninkas
reportager er fra udvalgte begivenheder. De kræver gode ideer,
eftertænksomhed og handlekraft. Reporteren må lette røven, forlade
computerskærmen og bevæge sig ud i virkeligheden.
Reporteren Ninka har øjne og
ører på stilke. Hun husker, hvad hun har set og hørt, og hun har et
righoldigt sprogreservoir at trække på, så hun kan genskabe det sansede
for læseren. Det gælder også de sociale reportager fra livet på
samfundets bund (”Døgnet på Halmtorvet”, ””De kan ringe, når han er
kradset af””), fra skadestuen (”Et Kapløb med døden”) og fra samfundets
øvre lag af iskolde fritidsjægere (”Blodbad i Tippernes fredfyldte
reservat”). Mænd, der udstøder jubelskrig, mens de plaffer totalfredede
fugle ned, kan få Ninka til at melde sig ud af flinkeskolen.
Ninkas beskrivelsessprog
omfavner med selvfølgelighed også byer og lande fra Sønderborg til
Jerusalem og Kina, men det er i reportagerne, hun står stærkest. Hendes
kronikker og features om det store udland og den danske folkesjæl har
for mange pæne meninger og for lidt personlig satsning til, at de
fortjener navn af essays. Jeg kan ikke føre bevis for det, men jeg
tror, at interviewere af Ninkas type, altså de indfølende og
sympatiserende, vil være tilbøjelige til at afstå fra skarpe meninger
på skrift. De skal hele tiden være til disposition for
interviewpersonernes meninger og må ikke skræmme dem væk på forhånd.
Ebbe Mørk, Politiken,
10.7.2009 (portræt).
Dorthe Washuus, Kristeligt
Dagblad, 8.8.2014 (Interview).
Peter Thygesen, Politiken
23.4.2016 (nekrolog).
Om Ninka i en
kvindejournalistisk sammenhæng, se
John Chr. Jørgensen (red.): De tålte mosten. 39 kvindelige journalister (Ajour,
2013).
|
