|
I sin bog om Litterære
rejser (1992) opstiller Lars Handesten en typologi over
rejsende og rejsebøger fra ”Kunstige rejser” med Jens Baggesen og Adam
Oehlenschläger til ”Drømmerejser i virkeligheden” med Suzanne Brøgger
og Ib Michael og ”Landgang i sproget” med Henrik Nordbrandt.
Hvis Lise Nørgaard havde været
inddraget i Handestens undersøgelse, ville hun formentlig optræde i
afsnittet om ”Den kritiske turist”, som har Klaus Rifbjerg som den
vigtigste repræsentant.
Mens andre forfattere er flygtet så
langt væk fra masseturismen som muligt, har Rifbjerg og Lise Nørgaard
opsøgt fænomenet og analyseret og kritiseret det. Rifbjerg, fordi han
var udfordret af det moderne, Lise Nørgaard, fordi masseturismen
pirrede forbrugerjournalisten og satirikeren i hende.
Man kan se lighederne og forskellene
ved at lægge Nørgaard-udvalget Jeg gik mig
over sø og land (1988) ved siden af
Rifbjerg-udvalget Odysseus
fra Amager (ved Mogens Knudsen, 1981). Rifbjerg er den
artistisk mest sensitive af de to. Jordbunden ryster under ham.
Nørgaard er den mest hårdtslående og bedst garderede.
Hun står på et fast grundlag – af humor.
Stilistisk giver Lise Nørgaards
rejseprosa stof til et helt studium i sarkasme.
Ordet kommer af græsk sarkazein,
som betyder sønderrive kød og skære tænder.
Ordbog over Det Danske Sprog fortæller os, at ordet betyder bitter, hånende bemærkning; spydighed, bidende
vittighed. En sarkastisk bemærkning er altså bidende,
spottende, spydig.
Sarkasmen er en grovere afart af
ironien, tydeligere og ”mere ondsindet og sårende” end denne (Yoon
Moberg: Retorisk opslagsbog
(1996:152).
Ironiens grundform er ”at sige noget
andet end det man mener, på en sådan måde at man dog får sagt hvad man
mener”, skriver Thomas Bredsdorff i Ironiens
pris (2011:11). Men den definition er jo blot en ramme, som
skal fyldes ud, og selv når det er gjort, er man ikke færdig med
ironien. Ordet bruges i flere betydninger, som Bredsdorff gør nøje rede
for. Ironien kan bruges til selvbeskyttelse og misbruges til mobning og
magtudøvelse, fordi den, der er genstand for den, bliver usikker.
Ironien driller, sarkasmen slår. Men
til en begyndelse kan de ligne hinanden til forveksling. Se blot Lise
Nørgaards optakt til en beretning om en tur med Paris-ekspressen fra
Københavns Hovedbanegård. Formelt består teksten af fem parallelle
infinitiver (at tage osv.) styret af den emotive interjektion ”Åh”
brugt optativt (som udtryk for et ønske)
Åh, at tage toget til Paris!
Åh, at tage toget til Paris for at
møde det forår, der tøvede med at indfinde sig i Danmark. At være god
ved sig selv med enesove-kupé og hengive sig til al den luksus,
togrejsebrochurerne forjætter. At være iført sit bedste rejsetøj for at
svare til de damer, som vi ikke bare ser på billederne i de tryksager,
der vil lokke os op at køre, men også fra film og tv om det højere
elegante rejseliv på skinner. At opleve al den opmærksomme betjening i
virkeligheden, fra ulasteligt uniformerede sovevognskonduktører til
spisevognens tjenere og kokke.
(BerlT.
11.5.1986)
For nogle læsere vil allerede
rubrikken og gentagelsen af den i første linje give et varsel om mulig
ironi. Virkeligheden vil muligvis ikke kunne leve op til det,
brochurerne ”forjætter”. Netop det ord vil få de fleste til at ane
uråd. Og så hjælper det ikke, at der lægges mere sukker ud. Den trænede
læser mærker, at der fedes op til slagtning. Frank Jægers Oh, at være en høne spøger i baggrunden.
Og øksen falder kort efter, da ingen kan få øje på konduktøren, men
alle kan se, at han har været der, for kupeernes sofaer er redt op til
natten, selv om klokken kun er 16.40. Turen begynder med noget syndigt
rod.
Da konduktøren omsider viser sig, er
han ikke i den forventede fine uniform, men anløben hvid skjorte, sorte
bukser med hængebag og i lettere opløsning.
Åh, at tage toget til Paris bliver hurtigt historien om et
mareridt. Og Nørgaards sarkastiske bemærkninger hagler ned over DSB.
Kupeerne er som ”rullende kølediske”. De høje siddesofaer er umagelige.
Der er ikke noget bord. Til gengæld er der et klodset vaskestativ og en
mystisk natpotte. Omkring Næstved afsløres det ved en ny ”surprise”, at
der slet ikke er nogen spisevogn med – på en rejse, der varer femten
timer.
På hjemturen går det ikke meget bedre.
Her kan de købe, hvad forfatteren betegner som en uspiselig tysk
fedtbunke af et måltid, og på færgen viser det sig, at restaurationen
er lukket, hvilket selvfølgelig bevirker, at der er endeløse køer i
cafeteriet.
Til sidst rettes sarkasmen mod den
øverst ansvarlige:
Åh, at tage toget til Paris og tilbage
igen. Det ville være en tur for DSB’S generaldirektør, der så i femten
timer kan undre sig over, at passagererne i verdens mærkeligste
internationale ekspres må finde sig i forhold, som ingen ville byde
mennesker, der bare i tre kvarter rejser med intercitytog fra Roskilde
mod Slagelse.
Lise Nørgaards turismekritik retter
sig mod transportører og arrangører, mod tankeløshed og grådighed på
alle niveauer. Moralsk går hun efter misforholdet mellem det lovede og
det realiserede.
I artikler fra rejser i de
kommunistiske lande langer hun ud efter pamperi og bureaukrati – og
dansk medløberi.
Under et besøg i Budapest skal hun og
hendes rejsefæller sejle en tur på Donau. Da de er kommet til et sted,
der ”nærmest ligner Sydhavnen”, får de pludselig besked om, at ”die
Reise ist kaput”, fordi ”ministerpræsidenten med følge agter at sejle
ud på Donau de næste tre timer.” Selskabet bliver sat i land og må
klare sig selv. På den timelange gåtur tilbage til byen drøfter de,
hvad der ville ske derhjemme, hvis regenten eller statsministeren
krævede kanalerne, Silkeborg-søerne eller Øresund ryddet i tre timer,
fordi ville have en sejltur. Der er enighed om, at magthavere, der
opførte sig sådan, ville være til grin, ja kaput.
I et indskud retter Nørgaard kanonen
et nyt hen, mod de venstreorienterede hjemme i Danmark:
På rejser til socialistiske lande
undrer jeg mig bestandig over, at danske tilhængere af det
socialistiske system aldrig har bemærket disse små, festlige forskelle
på folk, når de rejser på de samme kanter. Her er der ellers rig
lejlighed til at konstatere, at Jeppe i baronens seng var en mand af
gode manerer i sammenligning med mangen en småpamper, og at Ludvig den
Fjortende var en lille fordringsløs fyr ved siden af de større
partiparasitter.
Under sarkasmens former anklager hun
danske socialister for at lukke øjnene for ”disse små, festlige
forskelle”, som hun dernæst udmaler som store, grelle forskelle, som
enhver normalt begavet burde kunne få øje på. Lise Nørgaard ved, hvad
der er på spil: De politisk troende vil ikke give afkald på deres
barnetro, selv om de udmærket kan se, at den ikke holder til
virkeligheden, som er den, at proletaren lige så lidt som kapitalisten
fra naturens hånd er befriet for ”uheldige egenskaber som grådighed,
magtsyge, forfængelighed og dumhed.”
Artiklen, der tog udgangspunkt i
sejlturen på Donau, kaldte hun ”Pampere i alle lande, forener eder”.
Den blev trykt i ugebladet Hjemmet, nr. 47, 19.11.1968. I et brev til
denne artikels forfatter skriver hun:
Pamperartiklen afstedkom en sælsom
reaktion fra forfatteren Erik Knudsen, der som bekendt var troende
kommunist. Han skrev: ”Kære Lise, vi ved jo godt, at det forholder sig
sådan sine steder, men hvorfor skade vores sag ved netop at hæfte sig
ved det?” Jeg ved ikke, hvorfra han havde den forestilling, at jeg og
han havde en fælles sag. Selv betragter jeg mig jo mere som en
borgerlig anarkist. (6.9.2012).
Den sidste sætnings ”jo” er henvendt
til mig. Erik Knudsen har øjensynlig opfattet Lise Nørgaard som en del
af et venstreorienteret eller kulturradikalt meningsfællesskab, hvilket
for Lise Nørgaard var ”sælsomt”. Udtrykket indeholder en lille dosis
sarkasme. I stedet for bare at skrive, at Knudsen tog fejl, stempler
hun ham som underlig.
Brevet fra Lise Nørgaard modtog jeg,
da jeg researchede til min bog om hendes journalistik: Journalist
af karsken bælg (2014:127). Hun var vidunderlig at
arbejde sammen med. Hun havde gennemtænkt alt og leverede færdige
formuleringer – næsten altid i sarkastisk form.
Den stakkels Jens Kistrup dyppede hun
i tjære og rullede i fjer:
Han var helt syg efter at rage bøger
til sig af forfattere, han ikke kunne lide og derfor elskede at nedgøre
i ondsindede anmeldelser … Det skal siges, at jeg ikke var hans eneste
offer. Han havde sine sympatier, i teatrets og bogens verden, og han
havde antipatierne, og jeg tog mig aldrig af det. Han var i øvrigt ikke
noget lykkeligt menneske. (Lise Nørgaard til JCJ 2.5.2013)
Sarkasmen stoppede ikke, når hun havde
besvaret det stillede spørgsmål. Der var altid en tosse eller to, der
skulle have et svirp på vejen. Da jeg spurgte til hendes brug af
mærker, altså dæknavne, på Roskilde Dagblad og Politiken, fik jeg
præcise svar – med denne svada som tilføjelse:
På Politiken var det en æresbevisning,
når nogle medarbejdere, deriblandt jeg, pludselig fik vores fulde navn
under Søndags-artiklerne. I dag kan selv praktikanter, der endnu ikke
har lært den danske grammatik, endsige at stave, forsyne deres
mesterværk, en omskrivning af en pressemeddelelse eller et
Ritzau-telegram med både navn og adresse, selv om det kun er på
tyve-tredive linier. Noget, der forbløffer mig i samme grad er, at der
hele tiden er to eller flere om at skrive ganske korte artikler eller
artikler om meget enkle emner. Det mærkelige er også, at ingen af de
implicerede har haft tid til at rette stavefejlene. (Lise Nørgaard til JCJ 16.2.2013).
Lise Nørgaard var i mesterlære på
Roskilde Dagblad og skulle foruden at passe sit referentarbejde hurtigt
også mene noget i kommentarer og
anmeldelser. Det faldt hende ikke svært, for hun havde en betydelig
selvstændighedstrang og en vis slagfærdighed med hjemmefra. En
journalistelev kunne let få ørerne i maskinen, og hendes redaktør, J.A.
Hansen, rådede hende til at holde en vis distance til det, hun skrev
om. Det var et råd, som blev forstærket, da hun som færdiguddannet kom
til Politiken, hvor Hakon Stephensen blev hendes læremester i bladets
særlige ironiske stil. Hendes mønsterpræstation i denne stil er
reportagen fra havefesten forud for kong Konstantin og prinsesse
Anne-Maries bryllup i Athen i 1964 (optrykt i De
tålte mosten, 2013:57-59). Her disciplinerer hun sin ironi og
sparer på sarkasmen.
Nørgaard blev et stort aktiv for
Politiken. Lige meget hvad hun skrev om, vakte det opsigt. Rejser,
madlavning, mode. Hun var med til at skabe den moderne, kritiske forbrugerjournalistik.
Hun bevægede sig mere og mere over i
retning af holdningsjournalistikken,
hvor journalisten ikke bare tør, men også bør have meninger. Ideen om
kønnenes ligestilling, herunder ikke mindst kvindernes ret til
uddannelse og evne til at opretholde livet uafhængigt af mændene, blev
et kardinalpunkt i et ideologisk konglomerat med træk af konservatisme
(op med de pæne manerer!) og liberalisme (ned med lukkeloven!). I
Politiken-årene (og Matador-føljetonen!) nærmede hun sig Det radikale
Venstre. Senest, efter at have passeret de 100 år, er hun set på
plakater for partiet Venstre.
Hun er populær hele vejen rundt for
sine fyndige formuleringer. I hendes sidste periode som journalist på
Berlingske Tidende bakkede redaktionen hendes Så
er det sagt-kommentarer op med forsidehenvisninger,
illustrationer og fede rubrikker. De gned sig i hænderne, når hun
åbnede for posen med sarkastiske påfund som: ”Noget tyder på, at der et
eller andet sted i Danmark findes en hemmelig central for uddeling af
træhoveder til personer, der når til tops i fagbevægelsen” (5.10.1980).
Sarkasmen stoppede ikke, fordi Lise
Nørgaard holdt op med at skrive. Nu mødte journalisterne bare op for at
høre Nørgaards sarkasmer i mundtlig, men stadig trykkeklar form: - så er det sagt! Et samtaleportræt af Lise
Nørgaard. Ved Connie Hedegaard, Niels-Jørgen Kaiser og Niels
Birger Wamberg, (1997).
Den 31. december 2019 meddelte Ekstra
Bladet, at Lise Nørgaard var ved at miste stemmen, efter sigende på
grund af slitage. ”Det er da godt, at jeg har fået sagt det jeg ville,”
sagde hun Ekstra Bladets reporter Helle Kastholm Hansen, som også havde
talt med en af Lise Nørgaards døtre, journalisten Dorte Myhre. Denne
fastslog, at lidelsen jo ikke er livstruende: ”Herregud, min mor er 102
år. Hun begyndte at tale, da hun var to år, og munden har ikke stået
stille siden.”
|
