|
Sprogforskeren, dr.phil. Lis Jacobsen
(1882-1961) er ”nok den mest betydningsfulde i den første generation af
kvindelige forskere”, skriver kvinde- og kønsforskeren Bente Rosenbeck
i bogen Har videnskaben køn? Kvinder i
forskning (2014:57).
Hendes talent for filologisk forskning
var så evident, at hun ved magisterkonferensen blev opfordret til at gå
videre med et disputatsarbejde.
Lis Jacobsen blev i 1910 dr.phil. på
en sproghistorisk afhandling i nordisk filologi. I den forsvarer hun
den tese, at rigssproget har udviklet sig af kancellisproget, snarere
end af bibelsproget.
I 1912 udsendte hun en mere populært
anlagt filologisk undersøgelse med titlen Kvinde
og Mand. Hun påviste heri, at de betegnelser, der f.eks. i
lovtekster bruges om mænd, har deres oprindelse i samfundet, mens de
betegnelser, der bruges om kvinder, er relateret til mænd. En bonde er
en fast bosiddende mand, en hustru er en kvinde i huset; hun ejer
ingenting, hvis bonden dør.
Afhandlingens antagelser og metoder
holder stadig vand (jf. Rosenbeck 2014:56). Og det er det stadig en
fornøjelse at læse hendes logisk fremadskridende afhandlingssprog:
I
denne Bog skal det undersøges, hvilke danske Ord for Kvinde og Mand man
brugte i Middelalderen.
De Ord, hvormed man nævner Menneskene, deles i
to Grupper: Egennavne og Fællesnavne. Og denne Inddeling er baade
sprogligt og logisk vel begrundet.
Et
Menneskes Egennavn er, hvad vi slet og ret kalder det Menneskes Navn.
Det er ejendommeligt ved Navnet, at det efter sin Bestemmelse er
individuelt. Hvert Menneske har sit Navn, og det har kun ét Navn.
Dette Forhold ændres ikke, fordi tilfældigvis flere Mennesker har samme
Navn, eller fordi det enkelte Navn er sammensat af flere Ord, heller
ikke fordi Fællesnavne kan udvikles af Egennavne (Jenser,
Kejser), eller fordi Egennavne oprindelig — eller endnu –
er Fællesnavne (Karl, Svend, Peter). Forskellen
mellem Egennavnet og Fællesnavnet er ingen spidsfindig filologisk
Opfindelse, men følelig for enhver. Mens Egennavnet er individuelt, er
Fællesnavnet alment. Hvert Fællesnavn bruges om mangfoldige Mennesker,
og hvert Menneske nævnes med mangfoldige Fællesnavne.
De linjer er skrevet af en forsker,
der vil have orden i tingene, en stoffets organisator.
Lis Jacobsen udfoldede et omfattende
sprogvidenskabeligt arbejde – fra runer til nudansk – men indlagde sig
størst fortjeneste som organisator af arbejdet med udgivelsen af Ordbog over Det Danske Sprog (ODS), 1-28, 1919-56.
Hvis man synes, at det lyder som en
beskeden bedrift, er det, fordi man savner forudsætninger for at
forstå, hvor kompliceret det er at sætte et sådant projekt i søen, hvor
vigtigt det er, at det kommer frem, og hvor lidt der skal til, før det
kuldsejler. Projekt efter projekt ligger forliste på havets bund. Det
er sket, at ordbogsredaktører har draget det sidste suk under
omarbejdelser af opslag med alfabetets første bogstaver. Det er også
sket, at ordbøger har været mere end hundrede år undervejs. Årsagerne
til forsinkelserne og forlisene har typisk været: mangel på plan og
styring, mangel på penge, mangel på kvalificeret fast stab, mangel på
begejstring og på fælles fodslag etc.
Filologer er pr. definition pedanter
og principryttere, ellers havde de fundet et andet fag. Hvis de skal
føre et skib i samme retning, er det nødvendigt med en synlig og
årvågen kaptajn. Det var Lis Jacobsen.
Det hed sig, at hun kunne se en
trykfejl på en kilometers afstand. Fra sin far, statsvidenskabsmanden
og nationalbankdirektøren Marcus Rubin, havde hun ’arvet’ evnen til at
lede og fordele arbejdet, skriver hendes biograf Kristian Hvidt (Forsker, furie og frontkæmper, 2011:178).
Kan man virkelig arve så specifikke egenskaber? Men hun har sikkert
lært noget af ham.
Ideen til ODS kom egentlig fra
professor Verner Dahlerup. Det var omkring år 1900. Næsten ti år skulle
der gå, før der forelå et prøvehæfte. Dahlerup var en dygtig filolog,
men en ringe regnekunstner. Han havde hverken styr på tidsforbruget
eller omfangsberegningen. Yderligere fem år senere blev Dahlerup
spurgt, hvor langt fremme han var med færdigredigerede opslag. Hans
svar lød: ved opslaget om ”afgang”. Alene artiklen om ”af” havde taget
ham ¾ år!
Projektet blev overtaget af DSL, Det
Danske Sprog- og Litteraturselskab, hvis formand Lis Jacobsen havde
været siden grundlæggelsen i 1911. Onde tunger sagde, at hun havde
stjålet ordbogen fra Verner Dahlerup. Set fra hendes position var det
helt forkert. Hun havde reddet den fra druknedøden. Men hun vidste, at
beskyldningen ville dukke op. Derfor gik hun strategisk til værks. Hun
sørgede for, at opgaven overgik til DSL og ikke til hende selv
personligt, skønt det reelt var hende, der skulle løse den. De
implicerede vidste, at der foregik et spil. Som for at berolige sin
dårlige samvittighed udstillede hun senere Verner Dahlerup offentligt:
I et tilbageblik, hvor hun øjensynlig
havde til hensigt at tildele Dahlerup en passende del af æren for
ordbogen, kunne hun ikke lade være med at hviske til offentligheden, at
Dahlerup i første omgang havde citeret nogle klassikere efter
”Konfirmationsudgaver i 17.-18. Oplag”, fordi han fik dem gratis af
forlaget. Det var smålig polemisk stil mod en kollega, som ikke mere
havde mulighed for at forsvare sig. Dahlerup døde i 1938. Han var i
øvrigt en af dem, der først opmuntrede hende til at indlede en
videnskabelig løbebane (”Da ordbogen blev til”, 20.1.1955).
Lis Jacobsen var ingen engel, men uden
hendes kløgt, tæft og råstyrke var ODS formentlig ikke blevet til. Hun
skabte alliancer med magtfulde beslutningstagere, som kunne se den
nationale betydning af en stor ordbog: finansminister Edvard Brandes,
Carlsbergfond-direktør Kr. Erslev og Gyldendal-direktør Peter Nansen.
Ordbogen skulle på finansloven. Den skulle have fondsstøtte. Og den
skulle have et velfunderet forlag. Det var absolut en fordel for Lis
Jacobsen at have forbindelserne i orden. Edvard Brandes var simpelt hen
en ven af huset. Erslev var en gammel skolekammerat til Marcus Rubin.
Peter Nansen havde udvist en ekstraordinær interesse for Lis Jacobsens
filologiske udredninger om Mand og Kvinde. Han
sørgede for, at der blev indsat en flatterende portrættegning af den
unge forfatterinde, og ved udgivelsen inviterede han hende på østers og
champagne i privaten i Kronprinsessegade. Charme er vanskelig at
beskrive i forskning og formidling, men at den findes og virker, lader
sig næppe betvivle. Her sad den på begge sider af bordet.,
Uden venner og beskyttere som Nansen,
Erslev og Edvard Brandes kunne det have været vanskeligt at bringe ODS
i havn. Jo mere man nærmede sig målet, des tungere blev skuden. Verner
Dahlerup havde regnet med, at ordbogen skulle omfatte otte bind. Lis
Jacobsen skønnede, at det ville være mere realistisk med 15-17 bind.
Det var også et fejlskud. Slutsummen blev som sagt 28 bind. De måtte i
1993-2005 suppleres med yderligere 5 bind, som rettede op på
skævhederne i det publicerede.
I alt er der 33 bind, som nu ligger få
klik væk og gratis tilgængelige på netadressen www.ordnet.dk
Karen Skovgaard-Petersen, en senere
tids efterfølger til Lis Jacobsen som direktør for Det Danske Sprog- og
Litteratur-Selskab, hyldede denne ’sproglige public service’ i
hundredåret for udgivelsen af første bind af ODS i en kronik i
Politiken 23.10.2018.
Ordbogen var en fremsynet kulturel
investering, som løftede niveauet for humanistisk forskning og
formidling i Danmark. At projektet efter et halvt århundredes tab også
kom til at tjene penge hjem til Gyldendal, var kun fortjent.
Lis Jacobsen var en mester i at bruge
offentligheden og skabe positiv atmosfære omkring projektet. ”Hele det
danske Folk søges som Medarbejdere ved det nationale Storværk”, hed det
i et interview, hun gav til Politiken i forbindelsen med udgivelsen af
bind 2 (20.1.1920). Nu kunne folk selv se, hvad projektet gik ud på, og
Lis Jacobsen kunne konkretisere, hvordan publikum kunne hjælpe til. Det
drejede ikke bare om at foreslå ord, men også om at finde eksempler på,
hvordan de var blevet anvendt. Lis Jacobsen var uhyre konkret. Hun
havde fingrene helt nede i materien, og hun vidste, at man ikke kunne
være tydelig nok, når det gjaldt om at sikre kommunikationen:
Til de kommende Bind savner vi Citater
af Ord og Vendinger som der gaar Hul paa Bylden, Bypatriot og Bypatriotisme, løse ens Bælte, en Don
Juan, Cortege, høneangst, hønefuld og Hønisse.
Vil De bede Politikens
Læsere hjælpe os at finde dem. De skal helst skrive hvert citat paa en
lille Seddel, 8 gange 18 Centimeter stor, tilføje Bogens fuldstændige
Titel med Aarstal og Sidetal og sende det til ”Den danske Ordbog”, Det
kgl. Bibliotek, Kjøbenhavn K.
At dømme efter de følgende bind af ODS
gav denne dikterede handlingsanvisende prosa både
en Bypatriot, en Don
Juan og en Hønisse. Lis
Jacobsens praktiske sans sparede tid og penge.
Nogle af hendes medarbejdere fandt, at
hun påførte dem unødigt meget sorteringsarbejde, for det var jo ikke
hende selv, der tog sig af alle de indsendte sedler.
Og nogle af hendes akademiske
fagfæller havde svært ved at acceptere, hvad de opfattede som smarte
reklamemetoder. Den konservative litteraturhistoriker Vilh. Andersen
talte nedladende om Lis Jacobsens sans for vinduesudstilling (jf.
Kristian Hvidt 2011:226). I dag ville hun have vundet formidlingspriser
for samme sans.
Et lille scoop blandt alle hendes
initiativer var udgivelsen af Florian Jepsens
breve. En kjøbenhavnsk Arbejders Beretning (1929). Det var resultaterne af en
brevveksling, hun havde haft med en af ordbogens meddelere, en herre,
der præsenterede sig som arbejdsløs sømand, men som havde lavet lidt af
hvert og huskede ordene for det hele: ”At faa et ordentlig Møgfald er at blive skældt ud paa Kraft;
et Slag i Synet hedder et Kajetræk
eller at faa en paa Muleværket eller
faa et Par blaa Vogne med røde
Lakajer.”
Lis Jacobsen binder elegant hans breve
sammen til tre kronikker i Politiken (24., 25., 26. 3., 1929).
Kronikserien er blevet til et lille eventyr. Hun har hun fattet så
meget sympati for Florian, at hun har skaffet ham et mekanikerjob hos
en bekendt. Det ender med, at Florian får råd til at gifte sig.
Lis Jacobsen får Politikens Tryk til
at sætte kronikkerne sammen til en fin lille bog, som hun derefter
rundsender med personlige dedikationer til bekendte beslutningstagere.
Mit eksemplar af bogen er ”med ærbødig og venlig Hilsen” stilet til
”Hr. Kammerherre Chr. Lerche”, som på dette tidspunkt var formand for
Radiorådet.
Det er eminent kommunikation og
markedsføring.
Som det fremgår, har jeg gjort brug af
Kristian Hvidts meget udskældte biografi om Lis Jacobsen, Forsker, furie og frontkæmper. Biografien
er et bestillingsarbejde i forbindelse DSL’s 100-års jubilæum i 2011.
Den holder hverken i dybden eller bredden mål med Kristian Hvidts
biografi om Edvard Brandes. Man kan som Birgitte Possing (Ind
i biografien, 2015:131-40) mene, at Lis Jacobsen havde
fortjent en mere kongenial biografi, men indtil en sådan foreligger,
kan læseren få en oplysende rundtur i Lis Jacobsens verden med Kristian
Hvidt som elskværdig guide. En
summarisk og solid introduktion giver Inge Lise Pedersen i Dansk Kvindebiografisk Leksikon.
|
