|
|
|
|
Først lagt
op 21-02-06,,senest
opdateret 17-12-2018
21:36:42 |
|
|
Tal eller dø
Selv om man har undervist
på universitetet i 20 år, kan man lære meget ved at drage ud på
landevejene. Et forslag til efteruddannelse i mundtlig formidling.
|
|
|
|
Én af de største forskelle mellem at gå på et universitet og at have et job bagefter, er at jobbet stiller langt større krav til effektiv mundtlig kommunikation end universitetet gør. På jobbet repræsenterer man med hele sin person sit fag over for andre faggrupper. Man går fra en universitær skriftkultur til en mundtlig kultur der kræver talerens person med hud og hår. Teksten fortsætter efter annoncen.
Vi må blive bedre til at træne det mundtlige som mange steder helt mangler. Meget tyder også på at den indirekte mundtlige træning som trods alt foregår på universitetet i øjeblikket, kan trænge til justering. Fortrængningen af den mundtlige kommunikation på universitetet bliver mere og mere grotesk efterhånden som de elektroniske medier giver netop det mundtlige og den personlige fremtræden stadig større betydning. Selv på studier hvor mange af kandidaternes arbejde i høj grad består i at tale professionelt og effektivt, fx jura og medicin, undervises der i bedste fald kun lidt i tale og samtale. Men selv en veltrimmet, mundtligt toptunet universitetskandidat og erfaren lektor kan blive hængende i lydmuren og stirre skrækslagent direkte ned i det store folkelige gaaaaaaab med direkte udsigt til kommunikationssvælget. Da jeg efter næsten 20 år som universitetslærer havde den lykke for ca. 15 år siden at skrive et par bøger som interesserede en lidt mere end forsvindende del af det danske folk, drog jeg også ud for at tale med læserne. Hvorfor skulle jeg ikke gøre det, når de kaldte? Og jeg havde jo erfaringen med det mundtlige fra alle mine år som velfungerende underviser og vejleder. Frisk og frejdig drog jeg derfor ud for at formidle til folket. Ja, godmorgen. At holde en forsamling af det danske folk fangen med en tale, et foredrag, et talkshow eller en stand-up stiller helt andre krav end at undervise et universitetshold. Ikke nødvendigvis større krav, men helt anderledes krav. Marathonløbere taler om ”muren”. Min første periode som foredragsholder på landevejene var også mit møde med muren – ofte uden nogen form for forplejning og lægehjælp undervejs. Ikke engang en frivilllig samarit med lunken pose-the. Og jeg fik først hul igennem muren efter at være blevet slået groggy mange gange. Hver gang var det som en brutal jobsamtale med negativt resultat. Kort kan man sige at folk kræver smæk for skillingen. De kræver krop, drama og nytte. De afskyr oplæsning, messeri og doceren. De finder sig ikke i at blive hørt i lektien, og frygter ikke eksamen. Lektoren står altså uden magtmidler – fuldstændig afhængig af sin viden og sin folkelige gennemslagskraft. Hvis man har svært ved at trænge igennem, kan man forsøge at forsvare sig med at det skyldes at tilhørerne ikke er helt så kloge som man selv er. Det hedder sig jo at man formidler, dvs. delagtiggør relativt uvidende masser i højere indsigter, hvis perspektiver de desværre ikke altid kan fatte, trods ens heroiske indsats for at skabe lys over landet. Men den forklaring holder meget sjældent. Mange af de forsamlinger man taler i, består af folk som hver dag praktisk beskæftiger sig med det man kommer og fortæller dem teorier og kendsgerninger om. Det er jo netop derfor at de sender bud efter én og gider høre på hvad man har at berette og give af gode råd. I hvert fald de første to minutter. I mit tilfælde kan det være politikere, journalister, informationsmedarbejdere, ledere eller sekretærer. Sandheden er snarere at hvis man ikke kan ”sælge varen” til dem, så er det fordi de ved mere om kendsgerningerne end man selv gør, og derfor siger skråt op til teorier de ikke kan se passer, og råd de synes er urealistiske. Eller fordi man bare er for dårlig til at tale til og med dem. Vejen frem mod bedre undervisning og træning i mundtlig
fremstilling på universitetet er næppe at sende alle lærere på
overlevelseskursus i forsamlingshuse og virksomhedskantiner. Men ingen
der prøver det, vil nogensinde mere kunne opfatte det mundtlige som
sekundært. Og universitetet kunne jo stille både coach, sukkerdrikke og
lægetelte op i vejsiden så alle nåede sikkert hjem til næste
forelæsning. |
|
|
|
|
|
|
|
|
|
