Klaus Kjøller forside à bogmenu à Lingos lov à Uddrag af kapitlet ”Lingos lov”

[senest opdateret 2/10 05]

Lingos lov

Nille Lakput var ved at læse sin artikel igennem for 37. gang da der lød et særligt pling fra computeren, og et lille vindue poppede op. ”Læs mig straks!” stod der midt på skærmen med pulserende guldskrift på blå baggrund. Hun klikkede i hjørnet for at få vinduet til at forsvinde, men det blev ved med at poppe op. Formentlig var det én eller anden aggressiv markedsføring. Alt muligt skidt og nonsens sneg sig ind i computerne selv om der selvfølgelig var filtre og spamkontrol på Døgnets computere. Heldigvis kunne vinduet flyttes ned i hjørnet, hvor det ikke generede selve teksten. Hun fortsatte med at finpudse artiklen.

Hun burde have fortalt redaktionssekretæren straks at hun havde en klar sensation på vej til næste dags avis, men hun ville være sikker på at det var hendes navn som kom til at stå på artiklen. Hendes vejleder var på efteruddannelse, men havde selvfølgelig sagt at hun skulle henvende sig til én af de andre hvis der var noget særligt hun ville drøfte.

Måske ville de flå artiklen fra hinanden og sætte den sammen på helt andre måder. Det kunne hun ikke forhindre. Heller ikke at de satte deres navn på artiklen ved siden af hendes. Men hun kunne i det mindste sørge for at hun leverede et professionelt produkt. Så kunne enhver se hvordan hun mente den skulle drejes. Men det gjaldt om at vise at man kunne samarbejde, herunder lade sine tekster undergå de nødvendige omarbejdelser, beskæringer, tilføjelser og stilistiske tilpasninger.

Pludselig forsvandt teksten.

Hun gik ind i menuen for at hente teksten frem igen fra harddisken. Puha, der lå den jo. Men idet hun skulle klikke på den, så hun at alle tekstfilerne i vinduet hurtigt forsvandt. I stedet poppede der et blinkende kulørt vindue op med Døgnets velkendte slogan:

Ingen kender dagen før Døgnet står op.

Hun så sig rundt i lokalet for at se, om de andre oplevede noget lignende. Det kunne være et systemnedbrud. Men alle sad upåvirkede ved deres skærme.

Hun lukkede computeren ned og startede forfra. Men der var stadig ingen dokumenter. Men vinduet med ”Læs mig straks!” stod midt på skærmen. Hun klikkede på det og læste:

Hej Nille,

Gider du lige straks kigge ind til mig på hjørnekontoret? Tag alle eventuelle noter med til den historie du er i gang med. Også alt på papir, udklip og eventuelle genstande. Jeg venter dig aldeles OMGÅENDE.

Kh Tue Fejder

Chefredaktør

”Eventuelle genstande”. Nille var imponeret over den ildhu Døgnets allerøverste chef viste én af de yngste praktikanter. I kantinen klagede flere over at det kunne tage uger at få et møde med chefredaktøren fordi han brugte al sin tid på kontoret på at skrive alenlange kommentarer til alt mellem himmel og jord. Hun var både lykkelig og ulykkelig over at det netop var i dag hun skulle få ledelsens opmærksomhed. Hun havde en sensation. Nu kunne hun fortælle chefredaktøren om den som den første på bladet. Ingen ville kunne skjule for ledelsen hvem der havde fundet og skrevet historien. Det var en fantastisk chance.

Men nu var alle filerne borte. Hun kunne faktisk ikke dokumentere at hun havde skrevet noget som helst. Hun havde kun sine allerførste, primitive, håndskrevne noter på en blok og et par båndoptagelser. Det samlede hun i en gul plastikindkøbspose fra Netto.

Hun besluttede at hun ikke ville sige noget om computernedbruddet. Det var dumt at lade sådan en detalje tage tid på dette enestående møde. Hun havde jo heldigvis det hele i hovedet og kunne faktisk nærmest artiklen udenad. Den kunne meget let rekonstrueres, så hun ville simpelt hen lade som om uheldet slet ikke var sket.

Chefredaktøren stod og så ud over Rådhuspladsen da hun kom ind. I en lav stol til venstre for skrivebordet sad en langlemmet, tyndhåret person med et smilende gummiansigt. Han havde åbentstående hvid skjorte på og et lysegråt jakkesæt.

— Bart Smilas, statsministerens pressechef. Nille Lakput, praktikant hos os, præsenterede Tue Fejder med store armbevægelser og venlige smil og pegede på en stol foran skrivebordet.

Nille Lakput rystede desorienteret Bart Smilas’ hånd. Hun satte sig anspændt. Stolen var så lav at hendes næse var ud for bordpladen.

— Det handler om historien om Ann Jepsen, begyndte Tue Fejder.

De havde altså opdaget det. O. k., så kunne hun med god grund fortælle om den.

— Den passer simpelt hen ikke, sagde Bart Smilas velvilligt smilende med hævede bryn. Han støttede albuerne på armlænet og satte fingrene sammen, to og to.

Nille Lakput trak vejret ind for at bryde sin lammelse over den lodrette afvisning:

— Hun er udmattet og overfaldt en journalist med en mælkeblanding. Sprøjtede ham direkte i øjet, da han stillede et udfordrende spørgsmål. Hun er praktisk taget brudt sammen, men statsministeren har tvunget hende til at blive i kampagnen, fordi det vil få traktaten til at falde, hvis hun trækker sig ud. Og hun er gravid. Det passer alt sammen.

Hun så trodsigt på dem. Bart Smilas så tålmodigt på hende:

Og hvor har du så den helt fantastiske solohistorie fra, om jeg må spørge?

Nille Lakput sukkede:

— Hvis der slet ikke var noget kød på historien, ville statsministerens topspindoktor vel ikke møde frem her for at dementere. Jeg skriver bare sandheden.

— Jamen, konsekvenserne af det du dér siger, ville helt ryste alting, sagde Tue Fejder ivrigt. — Roy Lord, kronprins Frederik og prinsesse Marys personlige rådgiver, er gift med Eleonora Blåmandsdottir med flæsebluserne og guldlænkerne i TV-Avisen. Du tror vel ikke at Eleonora bare bringer alt det som hun får at vide af Roy i TV-avisen? Det ville føre til total kortslutning i det mediekredsløb som vi alle lever af. Og Eleonoras bedste veninde er Ulla Terkelsen, TV2 Nyhedernes talende globetrotter og førende kongehuskommentator. Tror du, at hun bare plumper ud med alle de sladderhemmeligheder fra kongehuset som hun får fra Eleonora som får dem fra Roy Lord? Ulla Terkelsens styrke er netop at hun kan tale indholdsmættet i timevis uden at røbe noget, selv om hun ved det hele. Derfor er hun så respekteret overalt. Derimod overskrider det du vil fortælle, den streg mellem det sagte og det usagte som enhver professionel journalist respekterer, og som enhver kilde har tillid til du overholder.

—Vi har været med til at bygge justitsministeren op som medie-ikon, så må vi da også informere om at hun er brudt sammen, sagde Nille.

— Principielt har du fuldstændig ret, sagde Tue Fejder. — Lad der ikke herske den mindste tvivl om det principielle i denne sag. Men ved at gå ud nu med dette, kan vi på langt sigt svigte vores læsere ved ikke at sørge for at vi altid har hurtig og sikker levering af informationer direkte fra regeringens allerinderste. Der er ting man ved, og som man ved, og så er der ting som man ved, men ikke ved. Udenom det hele ligger så alt det man ikke ved, og som man faktisk heller ikke ved. Det er Lingos lov. Det gælder om at skrive det rigtige på det rette tidspunkt. Rettidig omhu, hedder det.

— Legendariske Thomas Lingo, sagde Bart Smilas dæmpet.

— Netop.

— Hertil kommer så alt det som man har fra anonyme kilder og som man altid frit kan fylde ud med, tilføjede Bart Smilas med et smil.

— Netop – selv om jeg måske ikke helt ville formulere det sådan, sagde Tue Fejder tøvende. — Men det er typisk at I slet ikke lærer alt dette på Journalisthøjskolen. Så meget desto vigtigere er det at du nu lærer det i praktikken.

Nille Lakput så fra den ene til den anden.

— Med al respekt, begyndte hun trodsigt.

Citat fra Lingos lov. Roman Hovedland 2005, s. 124-134, lettere tilpasset, © Klaus Kjøller