Klaus Kjøller forside à bogmenu à Lingos lov à Uddrag: bornholmske referencer

[senest opdateret 16/10 05]

 

 

 

Bornholmske referencer

 

 

 

 

Bornholmske referencer 2

I kapitlet ”Sydamerika babubabu” 2

I kapitlet ”Uden risiko for sejr” 2

I kapitlet ”Ann Jepsen 113 %” 3

 

 

 

 

I kapitlet ”Sydamerika babubabu”

Bart Smilas vinkede afværgende med hånden. Han gad ikke høre foredrag af denne grønskolling. Samtidig vidste han godt med det inderste af hjernen at han var nødt til at få Balino til at yde sit allerbedste i perioden frem til afstemningen. Han var nødt til at opmuntre ham og støtte hans ideer, fordi det var umuligt at fyre ham lige nu. Men alt ville selvfølgelig blive husket og brugt til rette tid. Hvis det stod til Bart, ville Jon Balino blive den sidste medierådgiver som en minister personligt fandt. Det var alt for risikabelt. En enkelt fummelfingret, velmenende, etisk blankpoleret amatør var nok til at alting væltede på gulvet og bragte Socialdemokraterne til magten igen.

— Fint at du har fulgt strategien, sagde Bart og smilede med en kraftanstrengelse opmuntrende til Jon som straks så glad ud. Jon beundrede Bart Smilas, men fornemmede også at Bart havde været imod at Ann Jepsen havde valgt ham.

    — Vi kunne sende hende væk i et par uger. Jeg har været vores aktuelle invitationer igennem. Der er en fra den brasilianske regering om en rundtur til deres regionale ældrecentre. En tak for den helt overstrømmende behandling de fik for et år siden hos os.

    — Og hvad skulle så forklaringen være på at en central person som Ann Jepsen tager til Sydamerika babubabu her lige op til afstemningen? Desuden er hun justitsminister og ikke social- og sundhedsminister. Medierne vil straks lugte lunten. Og verden i dag er en landsby. Brasilien ligger lige om hjørnet. En telefon kan nå hende lige så let som var hun i Ballerup Centret.

    — Vi kan også lade henne gå under jorden ét eller andet sted i udkanten af landet, på Bornholm fx.

    Bart Smilas så på Jon med et smertefuldt blik som fik Jon til at fortsætte:

— Ideen med Sydamerika er faktisk ikke min egen. Jeg fik den af Graham Stadion da jeg orienterede ham om situationen. Jeg syntes at Ann Jepsens partileder burde være orienteret om situationens alvor.

    Bart sukkede dybt. Den grønne mobiltelefon hvormed han modtog opkald fra sine pressekontakter, ringede.

 


 

I kapitlet ”Uden risiko for sejr

 

— Så til Dagens historie! Hvad med alle de flotte rundkørsler som EU har betalt på Bornholm? Bornholmerne er virkelig meget stolte over dem: store, brede, runde og med dejligt projektørlys på de kunstfærdige blomsterdekorationer om natten. Bornholmerne føler at deres uglesete landsdel omsider har fået noget som matcher de imponerende motorveje i Nordjylland.

    — Jeg mener at vi skal have så mange tøvende ja-sigere og bløde skeptikere som muligt til at gå hen og stemme ja til traktaten i morgen.

    — Enig! Det med rundkørslerne var også bare noget Josse Goblins fortalte mig forleden ved en reception.

    — Derfor foreslår jeg at vi går klart ud og lader Danmark tage rollen som EU's whistleblower: den der nådesløst går til offentligheden med alle uregelmæssigheder, al svindel og bedrag og manipulation. Dagens historie er at vi allerede er begyndt at feje for vores egen dør ved at udnævne en åbenhedsombudsmand, Ivar Olavson.

    — Genialt, udbrød Alex Ota Poulsen og så beundrende på Bart.

    — Og det er en idé som vi vil kæmpe for at udbrede i hele EU: Enhver ansvarlig direktør og kommissær skal have en åbenhedsombudsmand.

 


 

I kapitlet ”Ann Jepsen 113 %

 

— Hvad er hendes motiver for at gå ind i det her?

    — Hun er en meget stor beundrer af Ann Jepsen. Hun har fået flere plastiske operationer. Hun kender hendes liv ud og ind. PET fik faktisk øje på hende fordi hun optrådte som Ann Jepsen look-alike ved et idrætsarrangement i Åkirkeby på Bornholm. Men det er mange år siden. For få uger siden optrådte hun med stor succes i et program på Københavns Radio sammen med den kendte Nemmer-parodist, Poul Nyrup Rasmussen.

    — Hvis der ligger historier og billeder af hende som look-alike i arkiverne, så går det aldrig, sagde Jon.

    Bart greb hans hånd og så indtrængende på ham:

    — Det skal gå. Det er vores eneste mulighed.

   

 

 

 

Alle citater er fra Lingos lov. Roman Hovedland 2005, © Klaus Kjøller