|
|
|
Kun Gud ved om en politiker i
virkeligheden er ærlig inderst inde. Men Gud meddeler sig aldrig
direkte til det danske vælgerkorps. Derfor er vælgerne henvist til tv
og andre medier for med egne øjne at afgøre om en politiker er ærlig.
Det samme gælder når vælgeren skal vurdere om en politiker har de andre
dyder.
Læs om dyderne
|
|
Det er lettere at formulere sine mål
hensigtsmæssigt efter man har nået dem, end før.
|
|
Vælgerne er eksperter i at vurdere om
en person har dyderne eller ej. Ved at gøre politik til en konkurrence
om dyderne, flyttes den politiske konkurrence fra ofte uigennemskuelige
administrative og ”saglige områder” til et område hvor enhver vælger
har stor hverdagsviden og -erfaring.
Læs om dyderne
|
|
Dyderne er vælgernes genvej til
politiske vurderinger. Uden jagten på dyderne, intet demokrati.
Læs om dyderne
|
|
Formidling er demokratiets substans.
|
|
Når befolkningen forenes i stærke
følelser, ser den direkte transmissioner på public service-fjernsyn.
|
|
Studieværtens ”Tak fordi du kom” til
politikeren i studiet er Den politiske Komedies svar på den almægtige
departementschefs ”Javel, hr. minister” til sin minister i tv-satiren
af samme navn.
|
E-mail til John
Chr. Jørgensen,
13/7 2010: Den [Den politiske Komedie] har jeg ikke haft svært ved at
hidse mig selv op til at skrive, men den er gået hen og blevet noget
meget mere specielt end jeg egentlig havde planlagt (skulle have været
en ganske lille, populær bog om ’det politiske sprog’ til glæde for
hele det danske folk, hø hø).
I bogen findes en indholdsfortegnelse,
men den rummer kun de øverste to niveauer af de mange overskrifter som
pryder bogens afsnit. Derfor kan du her se en indholdsfortegnelse
som rummer alle bogens overskrifter (pdf).
Information 16-04-2010: Public
service-tv som propaganda. Fik i avisen titlen 'Dronningens
dag på alle kanaler'.
Berlingske Tidende 21-07-2010: Mens
vi venter på Den store Leder
Weekendavisen 13-08-2010: At
forstå politik uden at forstå sagen. Fik i avisen titlen
'Fantastiske fortællinger'.
Jyllands-Posten 25-01-2011: Ideelt
demokrati uden vælgere
Information 15-06-2011: Politik
som TV-føljeton.
Kulturplakaten.dk
(21-03-2011)
|
Klog og munter politisk bog
Kulturplakaten.dk
anmelder 'Den politiske Komedie' som bl.a. kaldes klog og munter.
Når
anmelderen kalder bogen klog, skyldes det at jeg ikke tager
udgangspunkt i en idealistisk opfattelse af hvordan verden og
menneskene burde være, men at jeg har et realistisk grundlag.
Anmelderen sammenligner bogens budskab 'politik er en tv-føljeton' med
Mcluhans 'Mediet er budskabet': "Den politiske tv-føljeton, den
politiske komedie, som vi dagligt bivåner, er vores demokrati."
Læs anmeldelsen
|
Politiken (24-03-2011)
|
Politiken
anmelder komedien
"Det
ville være nænsomt at kalde resultatet halvbagt," hedder det bl.a.
Anmeldelsen
gengiver to væsentlige pointer i bogen:
At bogen forsøger at beskrive vores demokrati og altså ikke i første
omgang kritiserer og moraliserer:
”Kjøllers tilgang er et opgør med de stemmer, der anklager det
politiske system for at forfladige demokratiet og undervurdere
vælgernes intelligens.”
At bogen går ud på at forklare hvordan det er muligt for alle at
engagere sig i hvad der foregår:
”For Kjøller viser det styrken ved demokratiet, at det netop kan
forstås af enhver uden særlige forudsætninger på det juridiske og
økonomiske område. Det overfladiske politiske spil med fokus på proces,
spin, vindere og tabere sikrer netop at alle kan være med.”
”I Kjøllers univers kan politik bedst forstås som en komisk føljeton på
en stor scene. Alle aktører forsøger at score point på fire dyder for
at vinde pokaler. Aktørerne har tre strenge at spille på i deres
selviscenesættelse: tommelkraft, kontrakraft og kendiskraft.”
Anmeldelsen undlader at konfrontere de grundlæggende træk ved bogen som
er et opgør med den opfattelse af politik som bl.a. dagbladet Politiken
står for. I stedet angribes bogens fremstillingsteknik.
Anmelderen finder at bogen er ”noget af det mest mageløst forsludrede,
der er set længe.”
Min
korte kommentar til
anmeldelsen:
|
|
Kommentatorkrig
I
Politikens anmeldelse af min debatbog 'Den politiske Komedie' glemmer
anmelderen den detalje som kan forklare at han går bersærk
Den
politiske bevægelse, Politiken, har sat en lederskribent lidt nede i
rækkerne, Kristian Madsen, til at anmelde min politiske debatbog ’Den
politiske Komedie. At forstå politik uden at forstå sagen’. Det gør han
på en måde som nok skal øge hans anseelse i partiet. Folk i et partis
andet eller tredje geled har en tendens til hysterisk ideologisk
overreaktion når de skal gøre indtryk på generaler og kadrer i
bevægelsen. Man skal jo vise sig ekstra duelig og helst overgå
forventningerne om at praktisere den rette tro.
Men det er da en ærlig sag at en anmelder har denne interesse i at
rakke min ydmyge bog ned over 6 spalter med dertil hørende
illustration. Og det lykkes faktisk, på trods af alt det rablende, ind
imellem den håbefulde Kristian Madsen at samle sig så meget at han kan
fortælle lidt om hvad bogen faktisk går ud på. Tak for det. Men der er
nok flere som synes at det havde været en god læserservice overfor
Politikens intetanende, men jo yderst kompetente og følsomme læsere
lige at få oplyst at samme håbløse, storhedsvanvittige Kjøller indgår i
Berlingskes Groft Sagt-kollektiv som ofte kaster
sig ud i vellystig, respektløs kommentering bl.a. af partiet Politikens
lederskribenter og kommentatorer.
Og det vil vi jo nok fortsætte med på den sædvanlige helt
usammenhængende og rodede og gakkede måde. Nu også stimuleret af denne
anmeldelse. Og således kan komedien fortsætte.
Ovenstående svar blev bragt i Politiken. Læs et længere svar med dokumentation af fejl og
undladelser i anmeldelsen.
|
|
Dagbladet Holstebro (02-04-2011)
Komedien
nu også i Holstebro
Dagbladet
Holstebro anmelder 'Den politiske Komedie': klog, sjov og tankevækkende
Anmelderen,
Henrik Sejerkilde, anbefaler stærkt bogen.
Den "koger det politiske landskab ned til en letspiselig maggi-terning"
og "giver os almindelige vælgere god indsigt i, hvad der sker bag de
tykke politiske mure."
Om bogens måde at opfatte det politiske på hedder det: "det er klogt,
sjovt - og tankevækkende!"
|
Ekstra Bladet (03-04-2011)
Bladet
anbefaler læseren at springe 'Den politiske Komedie' over:
Anmelderen,
Hans Fl. Kragh, mener ikke at bogen bringer nogetsomhelst nyt. Bortset
fra tegnsætningen. Derfor finder han bogen mislykket.
Anmeldelsen fylder i alt 5 hovedsætninger.
Hans Fl. Kragh har tidligere taget flere af forfatterens bøger under
hård behandling, fx 'Den tv-skabte virkelighed' (1992) og især 'Snyd ikke dig selv ved
eksamen' (1993) med efterfølgende polemik i Ekstra Bladet.
Forfatterens eneste kommentar til anmeldelsen er:
"Den pensionerede dansklærer fra Svendborg, Hans Fl. Kragh, er åbenbart
allerede faldet så meget af på den at han finder at den kommatering som
Dansk Sprognævn længe har anbefalet, er en nyhed."
|
Helsingør Dagblad (09-04-2011)
Anmelder
Erik Stubtoft finder at bogen rummer virkelig spændende sager, men
beskylder samtidig forfatteren for at vrøvle
Anmeldelsen,
der fylder en halv side med billede af forsiden, fortæller om flere af
bogens analyseeksempler med bl.a. Fogh, J.O. Krag, Naser Khader, Rønn,
Bertel Haarder og Helle Thorning og karakteriserer det som virkelig
spændende sager.
Men samtidig mener han at forfatteren vrøvler når han forsøger "at være
klog, belærende og ordskabende." Han fortæller om bogens opfattelse af
demokrati som teater med Inderste scene, Intimscenen, Lille scene,
Store scene og mener at forfatteren på grundlag af dette forsøger ”at
fortælle, hvordan et demokrati fungerer, når det ikke fungerer.”
Han opfatter bogens titel som noget der formentligt skal få læseren til
at tro at bogen er lidt morsom, sjov, sarkastisk eller ironisk. Men
anmelderen afviser at dette lykkes for bogen.
Min kommentar:
”Titlen er helt bogstaveligt ment. Det er alvor. Det er i første omgang
mystisk hvordan anmelderen kan komme på den tanke at det ikke skulle
være alvor.
Det er forkert at opfatte bogen som et forsøg på at forklare hvordan et
demokrati fungerer når det ikke fungerer. Tværtimod forklarer bogen
hvordan et demokrati fungerer, når det fungerer. Bogen går ud på –
gennem analyser af de replikker som politikere siger til hinanden og
til vælgerne på Store scene, dvs. i offentligheden – at afdække hvordan
det foregår i praksis at vores demokrati er så velfungerende som det
er. Vores faktisk forekommende demokrati er på ingen måde en nødløsning
som skal erstatte et langt bedre ideelt demokrati. Derfor er det også
helt forkert at opfatte bogens titel som noget der er ment morsomt,
sarkastisk eller ironisk. Titlen er helt bogstaveligt ment.
Men det er jo klart at hvis man fornægter bogens grundtanke, så må det
få nogle konsekvenser for ens læsning af bogen. Hvis man fx finder
grundtanken afskyelig og ikke tror at en forsker i politisk
kommunikation kan have en sådan opfattelse, så må man jo læse titlen og
meget andet i bogen som ironisk, sarkastisk eller lignende. For at få
det til at passe med fordommen om at det er utænkeligt at man kan have
en accepterende holdning til det reelle demokrati som bogen afdækker.
Det er ærgerligt at det ikke er lykkedes for mig at komme igennem med
bogens grundlæggende budskab om at demokratiet er godt nok som det er,
til Erik Stubtoft. Det fremgår ellers klart af bogen hele vejen
igennem. Igen og igen. Jeg må så glæde mig over at bogen – læst på
denne skrupforkerte måde – trods alt har givet anmelderen en række
analyser som ”er virkelig spændende sager.”"
|
Kulturguide (Kultunaut.dk, 16-04-2011)
|
Det hedder bl.a. at
"Det er velskrevet og sjovt, men..."
Anmelderen,
Marianne Kongerslev, som er cand.mag. i engelsk, giver en fyldig,
dækkende beskrivelse af bogens indhold og idé. Bl.a. skriver anmelderen:
”Kjøller har ikke
skrevet en teoribog for begyndere, og det ønsker han heller ikke.
Tværtimod vil han gribe sagen an på modsat maner. Kjøller starter med
eksemplerne og drager derudfra nogle konklusioner.”
Det væsentligste
vurderende citat fra anmeldelsen:
"Det er velskrevet
og sjovt, og Kjøller bruger meget velvalgte eksempler til at illustrere
sin pointe, men i bund og grund er det en lidt intetsigende bog.
Kjøller nævner selv, at den er rettet mod folk, der ikke har den store
indsigt i den politiske verden, men efter endt læsning sidder man
tilbage og undrer sig lidt over, om det havde været nødvendigt at bruge
sin tid på lige den bog."
Forfatterens
kommentar:
Det har glædet mig
at læse en anmeldelse som fortæller om væsentlige sider af bogen så
dækkende og klart. Jeg kan dog ikke genkende at jeg særligt har
erklæret at bogen er rettet mod folk der ikke har den store indsigt i
den politiske verden. Bogens dedikation som står lige efter
indholdsfortegnelsen, lyder sålunde:
Bogen tilegnes i
respekt det mægtige flertal af vælgere som ikke læser en bog som denne.
Hvis de gjorde, ville den være overflødig.
Og heri ligger vel
netop ikke at forfatteren har en forestilling om at bogen når meget
bredt ud. Men tak alligevel til anmelderen for at det virkede sådan
mens hun læste den. Det tager jeg som en meget stor kompliment.
|
Bladet Grænsen (17-04-2011)
Komedien
i grænselandet
"Det
er en polemisk bog med mange udokumenterede påstande, men tankevækkende
læsning," skriver bladet Grænsen om Den politiske Komedie.
Anmelderen,
redaktør Erik Lindsø, refererer engageret væsentlige pointer i bogen.
Bl.a. hedder det: "Bogen rummer afslørende analyser af spin, løgn og
bedrag i dansk politik. Som læser får man undervejs anfægtelser, hvis
man hører til dem, der lader politik handle om det, man ser på TV og
ikke orienterer sig i medier, hvor den politiske substans - selve sagen
- behandles."
Desuden skriver Lindsø: "Kjøller beskriver en fordummelse, der er
opstået mellem politikere, medier og borgere - en bermudatrekant, som
et demokrati ikke kan manøvrere igennem. Det er en polemisk bog med
mange udokumenterede påstande, men tankevækkende læsning."
Bogens forfatter karakteriseres med ordene "Klaus Kjøller har i mange
år været en enfant terrible i opholdsrummet mellem politik og medier."
Bladet Grænsen er medlemsblad for Grænseforeningen. Bladet udkommer
seks gange årligt i et oplag på ca. 22.000.
Forfatterens kommentar til anmeldelsen
Den engagerede læsning varmer mig. Men anmelderen har jo klart opfattet
bogen som om den rummer en afstandtagen til Den politiske Komedie som
den afdækker. Men det mener jeg må stå for anmelderens egen regning.
Tværtimod rummer bogen en meget klar accept af komedien som
demokratiets bærende institution. Helt uden afstand og forbehold.
|
Lektørudtalelse fra DBC (uge 15, 2011)
Komedien
begejstrer bibliotekarer
Lektørudtalelse
roser Den politiske Komedie uden antydning af torne
Det
hedder bl.a. at
"En
lang række sjove og illustrative eksempler afdækker, hvorledes det
politiske og demokratiske system fungerer og sætter det i et andet
perspektiv end sædvanligt."
"Nærværende er en anderledes grundbog om politik og demokrati. Der
findes ikke noget sammenligneligt, selvom de fleste læsere sagtens kan
genkende forfatterens vinkler og pointer."
"En forfriskende anderledes bog om vores demokrati og måden det
fungerer på, skrevet med både vid og tyngde."
Udtalelsen
præsenterer desuden bogens indhold kort og præcist. Bogens målgruppe
beskrives således:
"Henvender
sig til interesserede i samfundet og politik. Kan også finde anvendelse
i undervisningssammenhænge, som et alternativt bud på hvorledes
demokratiet fungerer i nutidens medieverden."
Udtalelsen er skrevet af Bent Birk Kristensen
|
Journalisten (18-08-2011)
Anmelderen,
Brigitte Alfter, finder bogen sympatisk og roser forfatteren for ikke
at være bange for at gå til sagen. Men samtidig mener hun at bogen
unødigt opfinder nye ord for gamle fænomener, og at den er for
elementær for journalister.
Anmeldelsen
beskriver nogle af bogens centrale pointer, bl.a. denne:
"Denne
bog handler om den politiske proces -- og løfter den politiske proces
op til at være det, vælgerne kan forstå. I Kjøllers verden er
politikernes kommunikation af fire særlige dyder det, vælgerne
forholder sig til og beslutter ud fra. Politikerne skal så prøve at
give indtryk af, at de besidder passende portioner af ærlighed,
idealisme, stabilitet og kompetence."
Anmeldelse
fremhæver også at bogen lader journalisterne spiller med i den
politiske komedie på linje med politikere (og kommentatorer):
"Journalister
optræder i Kjøllers bog som ordstyrere, der måske, måske ikke prøver at
få politikerne til at tale om indholdet. Journalister optræder også som
dem, der kan lokkes til bestemte historier, ved at dokumenter bliver
gjort vanskelige at få fat i - efter mottoet "censur er den bedste
anbefaling". Journalisterne som brikker i opsætningen?
Spørgsmålstegnet
udtrykker at bogens fremstilling af de politiske journalisters rolle
opfattes som kontroversiel af anmelderen. Det undrer mig at man - efter
at Fogh både har vundet og i høj grad administreret den politiske magt
i landet gennem strategisk styring af journalister og medier (såkaldt
spin) - i journalisternes fagblad kan opfatte journalister på anden
måde end som en del af opsætningen.
En central vurderende passage fra anmeldelse lyder således:
"I
udgangspunktet en interessant tilgang. Det kan være nyttigt at gentænke
hele det politiske spil ved at læse en bog hvor ens egen profession
bliver betragtet som noget, der kan og skal manipuleres. Alligevel er
dette ikke en bog, jeg vil anbefale til journalister. Når et helt
kapitel kan bære overskriften "Den politiske føljeton lever af strid",
så er vi simpelthen ikke målgruppen. For det lærte vi da på første
semester."
Min
kommentar til anmeldelsen
Det
ville være meget fint hvis anmelderen havde ret i at alle journalister
på deres første semester har indlært bogens grundopfattelse af striden
som nøgle til politisk informationsspredning. Men selv hvis dette er
rigtigt, så kan enhver nysgerrig journalist altså i bogen se hvilke
konsekvenser det har for demokratiet at det er sådan. Bogen forsøger at
afdække systemet, reglerne, bag den overflade som vi alle kan se. Dette
fortæller anmelderen da også i sin anmeldelse.
Anmelderen er Brigitte Alfter som er freelancejournalist siden 2008.
Hun er meget internationalt orienteret og har i fire år boet i
Bruxelles og bl.a. været EU-korrespondent for dagbladet Information.
Derfor kan det kun skuffe mig at Brigitte Alfter i anmeldelsen slet
ikke viser interesse for bogens forklaring af at EU-stoffet i dansk
presse er dømt til at spille en beskeden rolle, selv om EU overtager
mere og mere af den politiske magt også i Danmark. Det var nemlig i høj
grad sejlivede paradokser som dette der fik mig til at skrive bogen.
For at levere en sammenhængende forklaring på at det der ligner et
paradoks som jævnligt medfører megen jammer fra journalister og andre,
bare er en nødvendig følge af Den politiske Komedie. Ærgerligt at
fagbladet Journalisten ikke fanger denne ikke-banale pointe i
anmeldelsen.
|
Fredericia Dagblad og Vejle Amts Folkeblad
(20-09-2011)
Komedien
er munter, men skarp
20-09-2011:
Arne Mariager anmelder Den politiske Komedie i Fredericia Dagblad og
Vejle Amts Folkeblad:
Anmeldelsen
er ledsaget af et stort billede af bogens forside. Anmelderen har
udelukkende positivt at sige om bogen. Det hedder bl.a.:
””Den
politiske komedie” er titlen på en ganske anderledes bog om det
politiske spil, der er en helt afgørende del af det danske demokrati.”
””Den politiske komedie” er en underholdende debatbog.” (billedtekst)
”Essensen i den muntre, men skarpe bog er den enkle, at politik ER det
budskab, vi får – den daglige føljeton. Den politiske komedie ER selve
demokratiet. Det fantastiske er, at det er noget af det bedste i
verden.”
|
Norske
Morgenbladet bruger ’Den politiske Komedie’ som referenceramme for
anmeldelse af TV-serien ’Borgen’ (10/5 2012). Skrevet af
Søren Birkvad som er førsteamanuensis i film- og fjernsynsvitenskap ved
Avdeling for samfunnsvitenskap, Høgskolen i Lillehammer
|
Man
blir ikke en
populær dramaserie uten populære fordommer. En generell kritikk av
dramaserier om politikk – for eksempel den banebrytende,
amerikanske The West Wing eller de
norske og svenske serier Ved kongens bord og Kronprinsessan –
har gått på denne tendensen til forenkling. Hvor politikk i det
virkelige livet handler om formelle prosedyrer, dokumentlesing,
innfløkte diskusjoner, lang saksgang og alminnelig tomgang, må
tv-seriene honorere dramaets krav om synlige handlinger, viljestyrte
karakterer, klare konflikter, stigende spenning og meningsfylte
avrundinger. Også nyhetsjournalistikken må underkaste seg dette
«underholdningskravet». For ikke å snakke om politikerne selv!
[desværre
fik jeg ikke downloadet artiklen, men ovenfor er begyndelsen, som
stadig er offentlig tilgængelig d. 22-10-2019]
|
Det kan undre at du bruger det tendentiøse
ord ’komedie’ i titlen. Mange vil jo opfatte det negativt. Men når man
så læser bogen, bliver det klart at dette ord ikke skal opfattes som en
moralisering over det du analyserer.
Nej, brugen af
ordet ’komedie’ skyldes ikke at jeg moraliserer, som du ganske rigtigt
bemærker. Men der ligger heller ikke nogen afstandtagen fra det jeg
analyserer, i at bruge ordet ’komedie’ om det. Det er et helt nøgternt
beskrivende udtryk sådan som jeg bruger det. Og forsøger at argumentere
for bogen igennem. Kort sagt bliver den tv-føljeton som politik er, til
en komedie fordi alle optrædende mest muligt skal ligne dynamiske
vindere, jf Vinderreglen. Også bogens tanker om den episke
retfærdighed, altså at det går de gode (dem der har dyderne) godt, og
dem der mangler én eller flere af dem i svær grad, dårligt. Denne drift
mod retfærdighed er karakteristisk for komedien i modsætning til
tragedien. Men det er rigtigt at mange der ser bogens forside og
derudfra vurderer indholdet, nok vil fejlopfatte ’komedie’ som at jeg
tager afstand fra det der foregår. Fordi det virker provokerende at
bruge udtrykket om det politiske stof. Det er så en risiko jeg har
valgt at tage fordi det der foregår faktisk tilhører genren ’komedie’ –
med en del særlige omstændigheder.
Du skriver at vælgerne er udsat for
indoktrinering med saglig argumentation. Man kan komme til at tænke på
munkemarxisterne i 70’erne som hele tiden skulle afsløre det borgerlige
samfunds indoktrinering af masserne. Hvad er det for en fæl skurk eller
sammensværgelse som indoktrinerer vælgerne til at opfatte saglig
argumentation som finere og bedre end den argumentation som føljetonen
leverer?
Det er ikke bevidst
manipulation. Derfor ingen slem sammensværgelse. Der er især to årsager
til indoktrineringen:
1)
historisk: ideen om den saglige argumentaion som den
egentlige, stammer fra dengang hvor vi havde partier med mange
medlemmer og en topstyret partipresse. Her har eliten kunnet hengive
sig til en højt kvalificeret daglig debat. Denne norm er siden blevet
hængende i kraft at almindelig inerti. Den har ikke fulgt med det
politiske mediesystem som i dag er et helt andet.
2)
strukturel: næsten alle hovedpersoner i føljetonen opholder
sig langt mere på Lille scene end på Store scene. Og på Lille scene er
de bl.a. optaget af at forberede udspil på Store scene. Herved bliver
de hele tiden påvirket til at opfatte Lille scenes DJØF-virkelighed som
den grundlæggende. Og altså den politiske komedie som garniture. Hertil
kommer at de uddannelser som dominerer blandt toppolitikere er
uddannelser inden for økonomi, jura og administration.
Har der virkelig ikke været andre før dig,
der har indset det?
Jordskredsvalget
i 1973 hvor Fremskridtspartiet kom ind med 27 mandater, var
første gang alle mærkede Den politiske Komedies politiske styrke. Hele
eliten var lamslået og fattede ikke hvad der skete. Samme oplevelse har
vi haft ved flere EU-afstemninger, hvor medier og toppolitikere har
sagt næsten unisont ja, mens befolkningen har sagt nej. I øjeblikket
oplever vi elitens jammer over at et klart flertal af befolkningen ikke
forstår at det er nødvendigt med øjeblikkelige økonomiske opstramninger
for at rette Danmark op. Jeg mener ikke at andre før mig så systematisk
og konsekvent har leveret en omfattende forklaring på hvordan det kunne
ske og stadig vil ske at eliten jamrer forgæves når landet skal træffe
store beslutninger. Og ikke kun ved de store beslutninger. Eliten
jamrer både til fest og til hverdag. Jammer er elitens profession og
levebrød. Og bogen forklarer hvorfor det må være sådan i et sundt og
velfungerende demokrati.
Du har nogle teorier i bogen: Der er 4
dyder som politikerne efterstræber, og så er der teorien om at vælgerne
stemmer på den politiker eller det parti der giver dem størst
retfærdighedsgevinst. Hvad underbygger du disse teorier med?
Mine argumenter
ligger i analysen af de udvalgte eksempler. Disse og andre teorier i
bogen er den enkleste forklaring jeg kan give. Du og enhver anden er
velkommen til at finde andre forklaringer. Men det tror jeg ikke, er
muligt. De 4 dyder har jeg arbejdet med meget længe. Helt fra midten af
70’erne. Ideen om retfærdighedsgevinsten ligger i forlængelse af ideen
om ’den gode historie’, et fænomen som jo kendes fra film, fiktionsTV
og krimihistorier.
Der er for nyligt blevet udgivet en bog af
retorikprofessor Christian Kock med titlen ’De svarer ikke’. Den går ud
på at påvise at politikere ofte ikke svarer på de spørgsmål som
journalister stiller. Ideen er så at hans bog skal mildne dette problem
ved at få politikere til at svare bedre. Har han ikke en pointe?
Jeg mener ikke at
udfordringen er at korrekse politikerne, så de optræder mere som om de
var på Lille scene. Kock indoktrinerer efter min opfattelse vælgerne
til at tro på den såkaldt saglige argumentation som de ikke har
forudsætninger og interesse for. Det er et undertrykkende projekt. Jeg
har et helt andet projekt som accepterer betingelserne, beskriver dem
nøgternt og så lægger det frem. Selvfølgelig skal politikerne svare så
godt på spørgsmål så vælgerne ikke frakender dem kompencedyden. Men det
er helt forkert at placere den saglige kompetence som den væsentligste
dyd politikerne bliver vurderet på på Store scene. De væsentligste
dyder på Store scene er de etiske dyder: ærlighed og idealisme.
Men du har vel også et ønske om forbedring,
nemlig ved at vi alle sammen accepterer Den politiske Komedie som
demokratiets bærende institution?
Rigtigt. Jeg mener
at man skal forstå virkeligheden som den faktisk er.
Gør Kock ikke det?
Men hans projekt
med at forbedre politikerne bygger jo på en fortrængning af Den
politiske Komedies realiteter. Hans projekt er absurd: at få alle
vælgerne ind på Lille scene. Han trasker helt i den klassiske
forskningsformidlings slidte spor. Et spor jeg også selv traskede i da
jeg i 1973 fik udgivet Vælgeren
og partiprogrammerne som gik ud på at få partierne til at
skrive forståelige partiprogrammer uden informationshæmmende faktorer.
Det er komisk at forestille sig at politikere skulle ændre en tøddel på
grund af kritiske bøger som fornægter eksistensen af Store scene. Det
sjove er at sådanne bøger alligevel får politikerne til at føle sig
skyldige, fordi de er indoktrineret med at Den politiske Komedie er
noget møg og bør bekæmpes.
Men hvorfor bekæmper du ikke komedien i
stedet for at styrke den med din bog?
Det mener jeg slet
ikke er et realistisk projekt. Så kunne jeg ligeså godt kæmpe for at
månen skulle være firkantet og Jorden flak. Bogens analyser forklarer
jo bl.a. hvorfor det er urealistisk, nemlig simpelthen fordi alle har
én og kun én stemme. Det drager jeg så konsekvenserne af. Alt andet
ville være som at kæmpe mod vindmøller. Udfordringen for en forsker er
at beskrive tingene, respektløst og sandt. Og så fængende som muligt.
Men hvad tror du egentlig der konkret
kommer ud af din bog når eliten har læst den og måske synes at du i et
vist omfang kan have ret i noget af det?
Jeg håber at
læseren har en glæde ved at læse (i) bogen. Jo flere aha-oplevelser, jo
mere mening giver det mig at have skrevet bogen. Men jeg har skrevet
den for selv at få noget på plads.
Det er du vel også nødt til at sige?
Jamen, det er ikke
helt så selvfølgeligt som det lyder. For da jeg begyndte på at skrive
den bog, forestillede jeg mig en lille 120 siders meget populær ting om
det politiske sprog. Sådan en bog syntes jeg at jeg havde pligt til at
skrive. Men da jeg begyndte, fandt jeg snart ud af at en sådan bog kun
kunne blive en gentagelse af alle de sædvanlige klichéer om det
politiske sprog med nogle opdaterede eksempler. Og det ville jeg altså
ikke lave. Jeg ønskede at lave en dækkende sand bog om det politiske
sprog. Men det krævede nogle flere forklaringer omkring det sproglige.
På denne måde opstod institutionen Den politiske Komedie som nødvendig
ramme om den politiske sprogbrug som den faktisk forekommer i den
danske virkelighed. Og da jeg havde givet min forklaring på det
politiske sprog, så jeg mig tilbage og fik så øje på den bog som nu
foreligger. Det er én af de vigtigste bøger jeg har lavet, men som
mange andre af de af mine bøger som jeg selv finder vigtige, er den kun
blevet til fordi jeg i begyndelsen fik hidset mig selv op til at tro på
at jeg var i gang med at skrive en anden bog, nemlig en bog som folk
ville læse frivilligt i rimeligt store mængder. Bortset fra Politisk
argumentation (1991) og Mod
en argumentationsteori (1978) er alle mine bøger blevet til
ved at jeg i begyndelsen troede at det ville blive noget som folk
frivilligt ville læse. Det gælder også de mest eksotiske. På denne måde
er mine bøger næsten alle sammen frugter af dårlig disciplin og
mangelfuld styring.
Men hvad kan bogen egentlig bruges til?
De her ting har jeg
arbejdet med gennem et efterhånden pænt langt liv. Det er samme drift
som i sin tid fik mig til at lave bogen Politisk
argumentation (1991). Men Den politiske Komedie er i sin form
helt anderledes end Politisk argumentation: det er en bog som kan læses
af næsten enhver som gider. Der er analyse af en masse eksempler fra de
senere år. Bogen er skrevet i en forhåbentlig fræk og respektløs tone.
Konkret vil jeg tro at den – som også Spindoktor
(2001) – kan bruges af pr-bureauer, medier og politikere til
med større sikkerhed og effektivitet at nå deres mål. Beviset på
teoriernes sandhed og indsigternes rigtighed er at man når sine mål når
man bygger på dem. Og det kan jeg anbefale at man gør. Når der skal
handles, vinder dem der bygger på de mest sande indsigter. Ligesom den
der sejler efter et korrekt og opdateret søkort, undgår at strande på
usynlige rev og skær og når frem til målet. Min bog er et sådant
opdateret søkort i det politiske liv. Det erstatter DJØF’ernes
forældede kort som er præget af ønsketænkning og fantasier.
Hvad siger du til anklager mod dig for at
undervurdere vælgerne?
Helt forkerte. Jeg
befrier vælgerne fra den undertrykkelse der ligger i troen på at Lille
scenes DJØF-saglighed også er normen på Store scene. Vælgerne er ikke
discount-djøffer.
Men almindelige vælgere læser jo netop ikke
din bog.
Korrekt. Men det
gør forhåbentlig nogle af de lærere som underviser almindelige vælgere.
Og nogle af de journalister og redaktører som løbende fortæller
vælgerne om hvad der sker i politik.
Link:
Læs om modstanden mod Den politiske Komedie i kommentaren ”Jammer over
nytteløs jammer”
Min religion er at
folk bør tro på virkeligheden i stedet for at rende efter illusioner.
Når man tror på virkeligheden, så kan man også meget bedre fatte den og
forudsige hvordan en situation vil udvikle sig. Det har vi alle sammen
hele tiden brug for at blive bedre til. Jeg lancerede Folkebevægelsen
for et Forståeligt Demokrati i bogen Aktiv
Seer (1977). Nu har denne bevægelse fået sin bibel med bogen
Den politiske Komedie. Verden ligger nu åben for denne helt nødvendige
bevægelse.
|
|
|
