|
Betyder ’bullshit’ ikke bare ’sludder og vrøvl’?
Hvorfor bruge det mærkelige ord ’bullshit’?
Bullshit
er en særlig form for sludder og vrøvl, som skal få afsenderen til at
fremtræde så fordelagtigt som muligt.
Men så er det vel egentlig bare løgn?
Ikke
nødvendigvis. Løgn vil jo sige, at afsenderen siger noget, som han ved
er forkert. Men bullshit består
i, at afsenderen udvælger fordelagtige kendsgerninger og iklæder dem
den mest fordelagtige sprogbrug. Fordelagtige for ham ved at få ham til
at fremtræde ærligt, drevet af de højeste idealer, med fast identitet
og yderst kompetent. Bullshit får talen til at svulme, fordi afsenderen
så bedre kan folde sine kvaliteter ud for modtageren.
Men så er det vel ikke sludder og vrøvl?
Joh,
for det kan ikke kontrolleres objektivt, om det, afsenderen siger, er
sandt eller falsk. Det kan heller ikke kontrolleres, om afsenderen selv
faktisk tror på det, han siger. Eller om det er hvide løgne. Men ofte
tror afsenderen selv på sit bullshit, bl.a. fordi han har hørt det så
mange gange. Og fordi han mærker, at det glider lettere ned hos
tilhørerne, hvis han selv tror på det.
I
tæt familie med bullshit er tapettale. Tapettale er grundlag for alt
bullshit.
Tapettale
Består i at fremhæve, at
alt er under kontrol og forløber, som det skal. Der er intet at komme
efter. Tapettale er tale, som har til formål at få en sag til at gå i
ét med tapetet, dvs. forsvinde som noget, det er værd at beskæftige sig
med.
Effekten af tapettale er,
at man kan afvise alle spørgsmål, som ikke forudsætter
- at formalia er
overholdt,
- at alle
udfylder deres formelle rolle, som de skal, og
- at den
officielle politik også er den reelle.
Tapettale bruges derfor,
hvis nogle kendsgerninger, som er gravet frem, mere end antyder, at
formalia, rolleforpligtelser og den erklærede politik netop ikke er
overholdt. Disse kendsgerninger bruges altså til angreb på den
ansvarlige for at mangle kompetence og stabilitet og muligvis også
ærlighed og idealisme. Den umiddelbare reaktion fra ministre, som møder
anklager, er derfor tapettale, dvs. genfortælling af formelle regler og
i forvejen erklærede politikker.
Tapettale kan altid
bruges, og hvis den lykkes, styrker den kompetencen og stabiliteten.
Men teknikken tærer også normalt på ærligheden og idealismen – fordi
det er en verbal, formel magtdemonstration af retten til at definere
virkeligheden.
Formålet med tapettale er
at sprede så meget uld over sagen, at den dør af kedsomhed. Og samtidig
styre dagsordenen væk fra spørgsmålet og dermed forsvare sin egen
faglige og administrative kompetence mod flere angreb.
Læs mere om tapettale i
Det Politiske Sprog og i Den
Politiske Komedie.
|
