Forside KJOELLER.dk >< Forside KlausKjoeller.dk >>> Kommentarer og moraler, menu

 

Først lagt op 30-03-2018, senest opdateret 31-03-2018 11:07:06

Link: Mine mest populære, mest sælgende bøger på SAXO.com (dagligt opdateret hitliste)

Link: Arne Ossians mest populære, mest sælgende bøger på SAXO.com (dagligt opdateret hitliste)

Se de mest indbringende (mindst tabsgivende) titler fra forlaget KJOELLER.dk

Kommentarer og moraler

151217klauskjoellerDKforside.bmp

 

 

 

TO PÅSKENOVELLER i form af notitser:

Offer afviser hjælp og tilgiver alle

Krisecenter hårdt ramt.

 

Breaking: En mere end almindeligt uheldig mand er fundet sømmet fast til en halvrådden hegnspæl i Vestsjælland. Det eneste, han vil oplyse om gerningsmanden eller -mændene er, at han elsker dem. Læs mere.

Breaking: En skægget mand på ca. 30 år har de seneste uger gået omkring i hvide gevandter og helbredt invalidepensionister ved håndspålæggelse. Sundhedsministeren udtaler, at vi må stå vagt om det offentlige sundhedssystem: ”Ingen kan være tjent med det kaos, som opstår, hvis folk, der står langt nede i køen, pludselig kan blive helbredt af en tilfældig mand, de møder på gaden.” Læs mere.

 

 

 

 

 

 

Mand undergraver systemet

Folk langt nede i køen helbredes af tilfældig mand, som de møder på gaden. Sundhedsministeren advarer nu mod kaos.

Politiet beder os advare mod en skægget mand på ca. 30 år, som går omkring i hvide gevandter og åbne sandaler og holder små taler om næstekærlighed. Politidirektøren oplyser, at manden må anses for at være særdeles farlig. Folk stimler sammen og beder ham trylle.

Man formoder, han er stukket af fra et flygtningecenter. Han har et mellemøstligt udseende.

Flere invalidepensionister er blevet helbredt ved håndspålæggelse. Politiet oplyser, at det skaber farlige tumulter, når så mange syge og ulykkelige maser på for at blive helbredt. Politiet har således flere gange måttet bruge tåregas for at sikre ro og orden. I går blev flere indlagt for observation for kraniebrud. En enkelt blev slået ned med en krykke.

Sundhedsministeren udtaler, at vi må stå vagt om det offentlige sundhedssystem: ”Ingen kan være tjent med det kaos, som opstår, hvis folk, der står langt nede i køen, pludselig kan blive helbredt af en tilfældig mand, de møder på gaden. Det er en alvorlig trussel mod tilliden til hele det avancerede sundhedssystem, hvis folk, der er opgivet som uhelbredelige, bare pludselig kan blive raske alligevel.”

Skat oplyser, at værdien af en helbredelse naturligvis er skattepligtig. En helbredelse på åben gade med håndspålæggelse betragtes som en momspligtig tjenesteydelse.

”Hvis manden ikke er momsregistreret, er det flintrende ulovligt,” udtaler direktøren for Skat. ”Hertil kommer, at værdien af en helbredelse skal indtægtsbeskattes hos den helbredte. Ved helbredelse af uhelbredelige sygdomme som ALS og visse håbløse kræftformer er der tale om så astronomiske beløb, at folk lige bør tænke sig om en ekstra gang, inden de kaster sig ud i det,” slutter direktøren.


Offer afviser hjælp

Krisecenter hårdt ramt.

En mere end almindeligt uheldig mand er fundet sømmet fast til en halvrådden hegnspæl i Vestsjælland. Politiet oplyser, at man arbejder med sagen, men at den er svær, da han nægter at rette anklager mod andre end sig selv.

Nogen har tilsyneladende også stukket ham i siden, så det bløder. Det eneste, han vil oplyse om gerningsmanden eller -mændene er, at han elsker dem.

Vagthavende krisepsykolog, Malice Belzebub Jensen, udtaler, at hun aldrig har været ude for en person, der er så antiaggressiv:

”Det har hidtil været umuligt at få vakt de aggressioner, der skal til for at få ham ud af den psykoseagtige tilstand, han er i, hvor han tilgiver alle, selv folk som ikke endnu er klar over, at de har gjort ham noget. Det går alle os i Krisecentret mere og mere på nerverne, så vi håber meget, at han snart vågner op.”

Sundhedsministeren udtaler fra sin ferie i Babylon, at det er meget uheldigt med en mand, som har gået så meget igennem, og som alligevel hele tiden tilgiver i stedet for at tage imod den hjælp, vi kan tilbyde i et moderne samfund. Det giver de reaktionære kræfter vind i sejlene, at han kræver at være sig selv og ustandseligt giver sig selv skylden for alting.

Det har ikke været muligt at få kontakt med manden, den 34-årige Jens Nanzen. Han begav sig straks ud på vejene efter at have afslået kommunens tilbud om en ny skjorte.

En rundspørge til amtets krisecentre afslører, at det ikke er første gang Jens Nanzen er på spil.

Overassistent Karen Bernsen har været sygemeldt fjorten dage. Nemlig lige siden Jens Nanzen pludselig stod i rådhusets forhal og bad om et glas vand.

– Jeg henviste ham til toilettet, men han faldt sammen på gulvet. Han så forfærdelig ud. Den hvide lange bomuldsskjorte, han havde på, var laset og beskidt. Efter et stykke tid afsluttede jeg min telefonsamtale med min søster på Færøerne. Vejret var forfærdeligt deroppe, og hun havde helt glemt, hvordan man laver gelerand af fiskerester.”

Var det simpelt hen synet af ham, der slog så hårdt?

– Det værste er, at han får én til at føle sig skyldig. Jeg sagde at han ikke kunne ligge dér, men måtte tage sig sammen. Men han kunne ikke. ”Far, hvorfor har du forladt mig?”, spurgte han igen og igen. Så skældte jeg ham ud, og han gav mig ret, inden han besvimede. Så stænkede jeg ham med kildevand med brus. Det første han sagde, da han slog øjnene op, var at han undskyldte. Manden var klart nok ved at dø, og så lå han og sagde undskyld! Men han var heller ikke her fra egnen.

– Hvordan har han kunnet undslippe det sociale sikkerhedsnet?

– Han nægter at modtage hjælp, men ønsker tværtimod selv at hjælpe alle. Det stresser os, at han ikke bare tager mod vores tilbud med kyshånd, men at han hele tiden velsigner os og overøser os med kærlighed. Det virker kvalmende. Da jeg stænkede vand i hans ansigt, slog han øjnene op og spurgte: ”Får du kærlighed nok?” Det fandt jeg direkte chokerende, slutter Karen Bernsen, som fortsætter sin behandling hos krisepsykolog Malice Belzebub Jensen.


 

 

 

 

Klaus Kjøller, © klaus@kjoeller.dk

Øverst i dokumentet

 

 

Link: Mine mest populære, mest sælgende bøger på SAXO.com (dagligt opdateret hitliste)

Hvis du vil af med noget efter at have læst kommentaren, så skriv på www.facebook.com/klauskjoeller

151217klauskjoellerDKforside.bmp