|
Bagsidetekst
Den
vigtigste, officielle kilde til viden om hvad et politisk parti står
for, er partiprogrammerne.
I
Vælgeren og partiprogrammerne påvises det at
det erklærede mål med disse programmer: at informere vælgeren, skydes
til side for et andet, uerklæret mål: at hverve så mange tilhængere som
muligt. Med dette mål for øje lader man sproget gå i tomgang med
platheder, banaliteter, vagheder m.m.m.
Vælgeren
og partiprogrammerne
gør rede for de faktorer der tilsammen danner den kommunikationskløft
som findes mellem politikere og den almindelige borger.
Men
ud over at være en afsløring af det politiske sprog er Vælgeren
og partiprogrammerne et eksempel på hvordan man kan analysere
ikke-finlitterære tekster. Bogen er en introduktion til pragmatisk
sproganalyse, dvs. analyse af sprogbrug i social
sammenhæng.
Vælgeren
og partiprogrammerne
er derfor velegnet til brug i gymnasiets undervisning i dansk og
samfundsfag, på seminarier, højskoler, universiteter og i studiekredse.
Dagbladet
POLITIKEN d. 24/11 1973:
Sprogforsker
kigger på parti-programmer
Af
Ernst Primé
Når
en sproglig-politisk analyse fremkommer knap to uger før et valg, vil
den blive modtaget med ekstra interesse, selv om dens aktualitet
begrænses af, at den bygger på materiale forud for valget i september
1971.
Forfatteren,
der er undervisningsassistent på Københavns Universitet, har haft til
formål at 'vise, hvorledes de politiske vejlederes ønske om at hverve
tilhængere alvorligt skader vælgerens chancer for at vælge parti ud fra
en nogenlunde klar forståelse af de alternativer der tilbydes'. Han
bygger på den fiktion, at vælgeren sætter sig ned og læser nogle
partiprogrammer igennem, inden beslutningen tages om, hvor krydset skal
sættes. Dermed abstraheres der fra den betydningsfulde indflydelse, som
den politiske orientering i presse, radio og TV har i en valgsituation,
og den inspiration, som denne orientering giver til drøftelser på
arbejdspladser og i vennekredse.
Nu
er Klaus
Kjøller ikke i tvivl om, at næsten alle stemmer
efter pengepungen - ' at påstå noget andet er øregas'. Men han finder,
at i et demokrati bør det være muligt for borgerne at vælge parti på
basis af viden om partiets mål og ud fra en selvstændig vurdering af
dets samfundsopfattelse.
DET
BEKYMRER forfatteren, at partiprogrammaerne, foruden at informere, også
ønsker at tegne et attråværdigt billede af partiet, og at mange
passager i programmerne 'synes at være skrevet for en cand.polit. eller
cand.scient.pol.'
Ængstelsen
for et fagligt særpræg har dog ikke fået Klaus Kjøller
til at feje for sin egen dør, hvilket må overraske så meget mere, som
han mener, at hans bog er brugbar i folkeskolens øverste klasser. I et
teoretisk kapitel indvier han omstændeligt sine læsere i et
sprogvidenskabeligt begrebsapparat, og med dette værktøj går han løs på
partiprogrammerne. Han finder 'uægte absurditeter', 'ægte platheder' og
sågar 'en klokkeren tautologi'.
Da
han har fundet et spørgsmål både 'banalitetsforudsættende og
halvplathedsforudsættende' udbryder han dog, at 'nu skal vi også passe
på ikke at gå for vidt i det begrebsmæssige pindehuggeri'. Hvilket ikke
hindrer ham i at fortsætte sin ordakrobatik.
Selv
om forfatteren beskeden betegner sig som en 'politisk ignorant', drager
han den generelle slutning af sit materiale, at vi må væk fra
'vaghedernes tågedis, detaljernes volapyk og propagandaens tåregas'.
Som en vej til forbedringer foreslår han oprettelse af et statsligt
kommunikationsnævn, rekrutteret blandt massemedieforskere ved de højere
læreanstalter (dog ikke Journalisthøjskolen). Hos dette nævn skulle
partierne kunne få taget deres programmer op til 'kritisk
kommunikationsvidenskabelig vurdering'.
Selv
den vælger, der jævnligt kunne ønske større sproglig klarhed i
politiske udtalelser, vil næppe af denne bog blive overbevist om, at
der er hjælp at hente hos en undervisningsassistent i pragmatisk
analyse.
Dagbladet
Berlingske Tidende d. 2/12 1973:
Udluftning
af den politiske tågesnak
Sprogforskers
udbytterige analyse af partiprogrammer
(Usigneret)
Det
er den slags, der på nudansk kaldes timing - at
udgive en bog om de politiske floskler midt under en valgkamp.
Forfatteren,
Klaus
Kjøller, er undervisningsassistent ved Institut
for Nordisk Filologi ved Københavns Universitet. Han har taget
partiernes programmer og pillet dem fra hinanden sætning for sætning.
Hvad han finder af tomhed, forløjethed og fordrejninger er trods alt
temmelig fantastisk. Både videnskabeligt strengt og
fremstillingsmæssigt afvekslende og morsomt sætter han tingene på
plads. Der sker en virkelig udluftning af den politiske tågesnak.
Blandt
det meget, han advarer imod, er den såkaldte selvbærende teori eller
ideologi, der er formet sådan, at den vil være sand, uanset hvad der
sker. Venstresocialisterne har f.eks. den opfattelse, at alt, hvad der
siges fra borgerlig side er forkert, fordi det siges fra borgerlig
side. Så står man jo stærkt, men altså logisk på falsk grund.
J.
O. Krags "man har et standpunkt til man tager et nyt" er jo blevet
latterliggjort i befolkningen som helhed, men tages til gengæld
alvorligt af sprogforskeren. Sprogligt er det ganske vist indholdsløst,
men det fremdrages ikke desto mindre af Kjøller som et eksempel på, at
en indholdsløs sætning sagt i det rigtige øjeblik (her: det øjeblik da
Krag, trods valgløfte om det modsatte, skabte det røde kabinet)
alligevel kan forekomme stærkt meningsfyldt.
Kjøller
foretager derimod kritisk gennemlysning af den skik hos blandt andre de
konservative at overrose noget, som alle i forvejen er positive over
for - f.eks. uddannelsen. Dermed skabes en rar og imødekommende
stemning hos læseren, der kommer partiet til gode, når det senere
rykker frem med sine mere specielle synspunkter.
Kjøller
er kompromisløs, humoristisk og skarp hele vejen igennem. Men til sidst
har også han en lille privat kartoffelplante at hyppe. Han ønsker
oprettet et statsligt kommunikationsnævn til kritik uden censur af
offentlige skrivelser (altså kancellistilen) og af valgprogrammer.
En
anden idé er dog langt bedre: at Kjøller tager sin velskrevne, men
lovligt lange og teoretisk udførlige bog og omskriver den i mere
populær form egnet til billigbogsudgave. Så er han sikker på at øve en
virkelig oplysnings-mission ved næste valg. Og der kommer jo altid et
valg til.
Dagbladet
Information, d. 27/11 1973:
Hvad
står der i partiprogrammerne?
Af
Ole Karup Pedersen
ER
DER overhovedet nogen, der læser partiprogrammer? Er der - selv om de
læser dem - nogen, der regner med, hvad der står i dem? Er politiske
partiprogrammer ikke blot en samling højtklingende fraser, som
partierne tror, de er forpligtede til at udslynge for at gøre så godt
et indtryk som muligt på vælgerne?
De
stillede spørgsmål er nok udtryk for en ret udbredt indstilling, som
afspejler en indgroet mistillid - ikke blot til politiske partier, men
til hele forestillingen om, at noget menneske eller nogen menneskelig
gruppe kan have noget som helst program udover at klare sig så godt som
muligt under de givne forhold. (Hvad jo dog også rummer et program).
Krags berømte og af mange meget kritiserede ord om, at man har et
standpunkt til man tager et nyt, har sikkert flere tilhængere, end man
umiddelbart skulle tro.
KLAUS
KJØLLER, der er uddannet i
litteratur- og tekstkritik, og som mestrer at foretage en sproglig
analyse, har imidlertid den politiske indstilling, at partiprogrammer
må have til hensigt at give vælgere besked om, hvad partierne står for,
hvad de vil, og hvordan de anser det for muligt at få gennemført det.
Mange vil muligvis anse ham for politisk naiv. Men den naivitet må han
så dele med en lang række andre forskere, der anser programmer for en
analyse værd. Sjovt nok må han også dele den med de partiledere,
-sekretariater og -medlemmer, som med mellemrum bruger megen tid på at
affatte, diskutere, finpudse og "markedsføre" deres programmer.
Det
nye og spændende ved Klaus Kjøllers analyse af de danske
partiprogrammer er på én gang hans omtalte naivitet i forbindelse med
hans rent sproglige analyse. Det er normalt i historiske og
politologiske analyser af partiprogrammer at give en "indlevet"
fortolkning ved hjælp af hvilken man regner med at nå frem til en
placering af programmerne indenfor en "højre-venstre"-skala, eller
karakteristikker som "reaktionær", "bevarende", "progressiv" eller
"revolutionær". Klaus Kjøllers fremgangsmåde er mere udvendig og på sin
vis "objektiv". Efter nogle indledende kapitler om partiprogrammers
tilblivelse og vælgernes forventninger opstiller han et fagligt
begrundet tekstanalyseapparat, hvori indgår "holdninger", "neutral
dækkende og forståelig beskrivelse", "tomme udsagn",
"kontroversiteter", "tågesnak", "selvfølgeligheder" og flere andre.
Han
er god til på en uhøjtidelig og letforståelig måde at forklare
indholdet af sine begreber og formår med mange velvalgte eksempler fra
samtlige partiprogrammer at demonstrere, hvordan begreberne anvendes.
Alle partiprogrammer får gode, eller rettere: dårlige ord med på vejen.
Kjøller formår at leve op til sin hensigt: "Det er meningen, at
forfatteren i de overspændte politiske yderfløjes forestillingsverden
skal tage sig ud dels som en af disse ugudelige, venstreorienterede
fugleskræmsler, som føler sig kaldet til at sende røde skrigeballoner
med obskøne tegninger ind i pæne, arbejdssomme folks stuer, dels som en
let progressiv, borgerlig middelklassedreng, som artigt sætter sit
kryds et eller andet sted til højre for SF".
DET
VILLE GIVE mere duft af bogen og måske også større appetit simpelthen
at bringe nogle citater af Kjøllers eksempler på ægte, uægte og halve
platheder. Men der er efter min mening nogle vigtigere spørgsmål at
tage op.
Klaus
Kjøller konkluderer meget klart og
skarpt: "Vi må altså kort og godt konkludere af alle disse punkter, at
partierne i stedet for at oplyse vælgeren om det politiske livs
realiteter, luller ham ind i søde drømme om demokratiet (VS danner her
i visse henseender en undtagelse): de fine, men i
praksis ubrugelige menneskemål fremhæves pligtskyldigt, de "smudsige",
men anvendelige mål forties".
Jeg
mener ikke, der er væsentlige indvendinger at gøre mod denne konklusion
på Kjøllers egne præmisser og hans analyse. Men der er måske nogle af
hans præmisser, som i hvert fald er diskutable. Han går ud fra, at
partierne - bl.a. gennem deres partiprogrammer - ønsker, "at den
almindelige vælger skal have mulighed for at sætte sit kryds på basis
af en selvstændig bedømmelse af de forskellige partier". Men er netop
det ikke en af "demokratiets søde drømme", idet hvert parti ud fra sin
overbevisning om, hvad der er godt eller dårligt for vælgerne og dermed
samfundet, bestræber sig på at virke så tiltalende og tiltrækkende som
vel muligt? Partipolitik - i folketinget og i hvert fald i en valgkamp
- er noget helt andet og har helt andre vilkår end selvstændiggørende
virksomhed over for elever eller studenter. For mig at se hænger hele
spørgsmålet sammen med det noget vage begreb, som man kalder "politisk
kultur", hvor partierne efter bedste eller ringeste evne lever op til,
hvad de selv tror og mener, at andre forventer af dem.
KLAUS
KJØLLERS både morsomme og gennemborende analyse af danske
partiprogrammer er en stimulerende og tankevækkende "frækkert" - ikke
mindst i en valgkamp. Den virker netop så selvstændiggørende og
kritisk, som Kjøller tror, at politikerne ønsker, at vælgeren skal
være. Som sådan kan den være en hjælp til vælgere, der er rådvilde og
ikke ved, hvorde skal sætte deres kryds. Men konklusionen er jo
nærmest, at man slet ikke kan sætte kryds ved noget parti på grundlag
af partiprogrammer - og at man må sætte ind på at ændre den omtalte
"politiske kultur". Det er på sin vis lidt mistrøstigt her i de sidste
dage op til et for gængse danske forhold spændende valg.
Og
Kjøllers forslag til en forbedring af denne kultur er simpelthen
dødssygt. Han forestiller sig, at sproganalytikere og -kritikere - som
han selv - skal sidde i et kommunikationsnævn og være politikere og
embedsmænd behjælpelige med at udtrykke det, de gerne vil sige på en
forståelig måde. De vil i løbet af nul komma fem blive en del af samme
politiske kultur, som partiprogrammerne er udtryk for, og må altså bøje
sig for samme vilkår. Troen på videnskabsmænds og fine analytiske
apparaters integritet er stærkt overdrevet. Men hvor er det
forfriskende at møde den anvendt på et så centralt og samfundsrelevant
spørgsmål.
Ekstra
Bladet, d. 22/11 1973:
Skarpt
angreb på politikernes dobbeltmoral
Partierne
lader vælgerne i stikken i stedet for at oplyse dem, siges det i
kritisk analyse, der offentliggøres i dag
Af
Poul-Ove Kühnel
Danske
politikere sættes nu under anklage for at udvise dobbeltmoral og lade
vælgerne i stikken. Det sker i en ny bog, som udkommer i dag.
Bogen,
der hedder Vælgeren og Partiprogrammerne (Borgens Forlag, 242 sider,
38,50 kr.) er skrevet af undervisningsassistent på Københavns
Universitet, cand.mag. Klaus Kjøller.
Den
handler om hvordan partierne svigter vælgerne. I stedet for at oplyse
dem gennem deres programmer, ønsker de blot at hverve så mange
tilhængere som muligt. Det medfører, at det politiske sprog får lov at
køre i tomgang med platheder, banaliteter og vagheder.
FINE
OG SVÆRE ORD
-
De skriver, at programmerne hæmmer og afsporer læsernes forståelse.
Hvad mener De med den betragtning?
-
For det første er programmerne meget svære at læse for den almindeligt
folkeskoleuddannede vælger. De indeholder mange fine og svære ord og
meget lange sætninger, der stiller fantastisk store krav til
overblikket og læseevnen.
For
det andet står udbyttet overhovedet ikke mål med den tid og de kræfter,
den arme vælger skal bruge, hvis han vil læse programmerne.
BLINDE
FANATIKERE
-
Hvad mener De med, at partierne har en tendens til at fremstille
hinanden som blinde fanatikere og forbrydere?
-
Der findes en ret udemokratisk tendens hos partierne til at skælde
hinanden ud for de mærkeligste ting. Især venstrefløjspartierne er
hårde ved hinanden, mens de store borgerlige partier følger en anden
fremgangsmåde. De opstiller nogle skræmmebilleder og lader det stå hen
i det uvisse, om det man antyder i virkeligheden eksisterer eller ej.
I
DEN BLÅ LUFT
-
De mener, at partierne stort set undngår at tage direkte stilling til
modpartens argumenter?
-
Ja. Lad os prøve at se på debatten om NATO. Her er det tydeligt at
partierne argumenterer ud i den blå luft. Tilhængerne fører deres
argumenter i marken, og modstanderne kører frem med deres. Men ingen af
dem ta'r i deres programmer stilling til argumenterne fra den anden
side.
Modstanderne
af dansk medlemskab af NATO finder det f.eks. meningsløst for Danmark
overhovedet at have en hær. Man smider bare en atombombe ned over os,
og så er vi færdige. Tilhængerne mener derimod, det er vigtigt at vi
kan modstå angreb udefra, indtil vores allierede kommer os til hjælp.
Men de konfronterer ikke deres argumenter i programmerne. Det vil sige,
at vælgerne skal læse alle programmer for at blive tilstrækkeligt
oplyst - og det er det vel de færreste, der har mulighed for og energi
til.
SØDE
DRØMME
-
De skriver, at partierne luller vælgeren ind i søde drømme om
demokratiet i stedet for at oplyse ham om det politiske livs realiteter?
-
Ja. Det har noget med partiernes mål at gøre. Partierne siger selv, at
de arbejder for trivsel, lykke, fuld personlig udfoldelse og den slags.
Men det, de siger, er fuldstændig ubrugeligt i den daglige politiske
praksis på Christiansborg. Derfor må man gå ud fra, at de har andre
mål, som er praktisk anvendelige, og jeg opstiller fire: 1) Partierne
vil forøge deres stemmetal ved næste valg. 2) Deres initiativer skal
teknisk være i orden, så de ikke kan gennemhulles af modstanderne. 3)
Interesseorganisationerne skal bakke dem op. Det gælder f.eks. for
Socialdemokratiet, de konservative og Venstre - og endelig skal 4)
partiets historiske kontinuitet bevares.
Alt
i alt betyder det, at partierne vil bevare sig selv som en magtfaktor i
samfundet, men den slags mål taler de overhovedet ikke om. Det er jo
ikke særligt pænt at sige den slags. Derfor siger de noget som lyder
mere moralsk.
VOLAPYK
OG TÅREGAS
-
Hvordan får man partierne til at tale ærligt over for befolkningen?
Hvordan kommer man væk fra det, De kalder vaghedernes tågedis,
detaljernes volapyk og propagandaens tåregas?
-
Man kan måske tænke sig, at politikerne læser bogen og retter sig efter
den! Hvis de ikke gør det, må man håbe, at vælgerne stiller større krav
om ærlighed. Det vil politikerne være nødt til at rette sig efter, hvis
de vil bevare vælgernes gunst. Men en mere realistisk mulighed er
måske, at der oprettes et statsligt nævn, som sikrer borgernes
muligheder for at få oplysninger om det samfund, de lever i, og som i
forbindelse hermed ta'r sig af partiernes informationspraksis over for
vælgerne.
Dagbladet
Jyllands-Posten d. 23/11 73:
Ny
bog: Verbalt samme indhold i partiprogrammer
(Usigneret)
Ved
et tilfælde, der ligner en tanke eller et svineheld, foreligger nu
Klaus Kjøllers sproglig-politiske analyse: Vælgeren og
partiprogrammerne (242 sider, kr. 38,50. Borgens forlag).
Resultatet
af analysen er ikke i alle henseender flatterende for partierne.
Klaus
Kjøllers konklusion er, at hvis programlæsseren skal afgøre, hvilket
parti han vil støtte, så kan det ikke nytte noget at studere
programmernes "verbale ritualer", men han skal derimod vurdere
partiernes politiske praksis. Og det er utrilfredsstillende, for han
læser jo netop programmet for at blive klogere, skriver Kjøller.
Så
skal man gå ud fra programmerne, har alle partierne faktisk den samme
målsætning.
Den
beskrivelse, vi får af det menneske, som er målet, består af meget
vage, men stærkt positive udtryk. Det skal have så stor frihed som
muligt, det skal føle sig trygt, det skal have de bedst mulige
udvikingsmuligheder forsin personlige egenart. Det skal føle ansvar
over for fællesskabet og være interesseret og engageret i demokratiets
styre.
Forfatteren
frikender ikke vælgerne for et medansvar, netop fordi de nødigt vil
erkende sandheden. Denne virkelighedsflugt er det, politikerne benytter
sig af, mener han.
Han
stiller det konkrete forslag, at der skal oprettes et
"kommunikationsnævn", som på videnskabeligt grundlag skal give
myndighederne og offentligheden råd og vejledning i
kommunikationsspørgsmål.
Dagbladet
Jyllands-Posten d. 24/11 1973, leder:
Programmet
og personen
En
cand.mag. i dansk og filosofi har påtaget sig at lave en
sproglig-politisk analyse af de politiske partiers programmer og haft
det held, at den kommer lige midt i en valgkamp, hvor det fyger om
ørene på os med partiprogrammer og standpunkter.
Det
er ikke overraskende, at der kan komme artige afsløringer ud af en
sådan analyse. Vælgeren, der efter nye tiders skik sidder foran sit
TV-apparat og aften efter aften prøver at følge med i mange partiers
programmer og løfter, har meget vel og uden at fordybe sig i forskning
og analyser indset, at "de siger det samme" og "de lover alle sammen
guld og grønne skove".
Rart
kan det alligevel være engang imellem at se på tryk, at det "ikke er
mig, der er noget i vejen med", men politikerne.
*
* *
Dog
har Klaus
Kjøller, som står for den aktuelle bog, ikke
netop den trøst til vælgerne; for de er medansvarlige for den
virkelighedsflugt, som politikeren benytter sig af. Mindre ansvarlige
er vælgerne for det særlige politiske sprog, som partilederne betjener
sig af, hentet som det er mere fra administrationssprog, reklamesprog
og præstelig prædikenstil end fra det "normalsprog", som i øvrigt ikke
eksisterer - alle har vi efterhånden et fagsprog.
Vælgeren
lader sig for let lulle hen i søde drømme om frihed, demokrati og andre
høje idealer, og vil for øvrigt nødig rives ud af sin politiske
barnetro.
Alligevel
sidder han der ved skærmen og er ikke rigtig tilfreds med det, han har
forstået, endnu mindre med det, der ikke er til at fatte, fordi han
simpelt hen ikke forstår sproget. Det er dog ellers, hvad programmer
angår, undertiden udformet af reklameeksperter, som reklamerer med, at
de forstår at ramme, hvor det forlanges.
*
* *
Nu
som før vil det midt i forvirringen være personen, personligheden på
skærmen eller direkte på talerstolen, som virker mest tillidvækkende,
også selv om han er meget mindre udførlig eller kontant end
partiprogrammet.
Den
foreliggende bog og vælgernes reaktion for tiden vil formentlig sætte
en revision i gang af partiprogrammer og deres form. Mon det vedbliver
at være god latin at ændre program hvert halve eller hele år, og at
gøre dem mere og mere udførlige, men ikke mere og mere klare?
Personen,
der ikke tør udtale sig så sikkert om i dag eller i morgen, men som
virker troværdig i sine bestræbelser, siger vælgeren mere end et
program, der fylder en bog. Den tomgangssnak, som den foreliggende
analyse så frugtbart er dykket ned i, gør sig ikke godt på talerstolen,
men er endnu værre i partiprogrammer - værre, påviser analysen, jo
større partiet og dets magt er.
Om
det derfor er et sprognævn mere, sådan som Klaus Kjøller
foreslår, der skal til, kan være tvivlsomt. Snarere er det mere levende
vælgere, som vil pifte ordgassen og tomgangssnakken ned, der skal til,
og som vil give personen og hvad han med sine egne udtryk står for,
forrangen frem for papirstrømmen af programmer og propaganda.
Viborg
Stifts Folkeblad d. 23/11 73, leder:
Partiernes
programmer
Midt
under valgkampen er partiernes programmer kommet under kritisk
behandling. Undervisningsassistent Klaus Kjøller,
Københavns Universitet, har i en bog (omtalt på forsiden i går)
kritiseret partiprogrammerne skarpt, men ud fra en positiv indstilling
til det danske flerparti-system.
Det
kan nok være påkrævet med en kritisk gennemgang af de tryksager og
annoncer, der i disse dage slynges i hovedet på vælgerne, men det kan
også være sundt at tage videnskabens omfattende kritik under en kritisk
belysning.
Det
er sikkert en erfaring hos folk af alle partier, der har været med til
at skrive valg-pjecer, at de bliver meget generelle i deres form. Der
skal skrives kort, ellers gider folk ikke læse det. Og der skal være
nogle slagord, som fanger opmærksomheden. Resultatet kan ganske rigtigt
blive, at partiernes slagord nogenlunde ligner hinanden. Vil man om bag
slagordene og kende det indhold, det enkelte parti lægger i dem, må man
studere de enkelte programafsnit og den politik, partiet i praksis har
ført på området. Men det er kun meget få vælgere, der kommer så langt.
De fleste foretrækker en kortfattet daglig orientering gennem tv, radio
og aviser.
Det
er også rigtigt, at de små, uforpligtede partier har lettere ved at
fremstille tingene skarpt. De store partier skal nemlig være forberedt
på, at de kan komme til at regere på deres programmer.
Forfatteren
har derimod uret i, at partiernes "egentlige overordnede mål" er at
bevare sig selv som institutioner i samfundet. Partiorganisationerne
kan medføre en risiko i retning af at sætte partiets skæbne over dets
politik. Men der bør ikke herske tvivl om, at det "egentlige
overordnede mål" for dem, der lader sig opstille og vælge til
Folketinget, er en interesse for samfundet og en idé om, hvordan det
bedst kan udvikles. Det gælder for kandidater af alle partier.
Andre
anmeldelser, omtaler af bogen
BT
d. 20/11 73
Fredericia
Dagblad d. 22/11 73
Roskilde
Tidende d. 23/11 73
Dagbladet
Ringsted d. 24/11 73
Frederikshavns
Avis d. 26/11 73
Aktuelt
d. 27/11 73
Weekendavisen
d. 30/11 73
Aalborg
Stiftstidende d. 3/12 73
Land
og Folk d. 15/2 1974
Minavisen
d. 9/2 1974
Frederiksborg
Amts Avis d. 4/12 73
Roskilde
Tidende d. 10/12 73
Vestkysten
d. 18/12 73
Middelfart
Venstreblad d. 7/1 1974
Interview
med forfatteren i TV's Valgekstra under valgkampen (Flemming Madsen)
Lektørudtalelse
fra Indbindingscentralen (udateret)
Dagen
(Bergen, Norge) d. 18/4 1974 (Kronik)
Her
OG NU. Tidsskrift for praktisk socialisme, nr. 3, januar 1976, s.
14-16: Artikel af Troels Toftkær med titlen "Sort tale om alvorlige
sager".
Køb
bogen på SAXO.com
|
