Bagside
[Nyskreven
i 97, altså ikke den originale fra førsteudgaven i 82]
Igennem
flere tusind år har man vidst hvor vigtigt det er at kunne udtrykke sig
godt. Især hvis man indtager en betydningsfuld plads i samfundet må man
kunne udtrykke sig hensigtsmæssigt. Kende ordenes nuancer for at sige
hverken for lidt eller for meget. Vide hvordan man taler med vægt og
skaber sympati omkring sin person og sin sag.
Men
når man med sine ord kan påvirke andre, så kan man selvfølgelig også
påvirke sig selv.
Denne
bog handler om hvordan helt almindelige mennesker kan opnå ro, overblik
og fred i sindet ved at anvende de sproglige teknikker som politikere,
embedsmænd, ledere og alle med magt og indflydelse bruger hver dag.
Anvende dem på sig selv og på den almindelige hverdag som de lever i
med dens små og store problemer.
Følg
bogens enkle regler for hvordan du skal tale til dig selv og dine
omgivelser. Så er du godt på vej til lykken — uden at du behøver ændre
noget i dit ydre liv.
Lektørudtalelse
fra Indbindingscentralen (82/44) 583 992 0
Kjøller,
Klaus: Sprogets Vej til Sindets Fred. [Hekla].
En
dybt ironisk "lærebog" à la Parkinsons love, skrevet
af en hjemlig ekspert i offentlig sprogbrug og argumentation. (KK er
lektor ved Kbh.s Univ.). - Han opst. en række sproglige direktiver,
herunder hvad-d. (frigør dig fra emnets tyranni), hvem-d. (tal til alle
og ingen på én gang), plus-d. (minusord erst. m. plusord, f.eks.
sløv-velovervejet, naiv-tillidsfuld), spade-d. (utilfreds-frustreret,
forstå/begrebsliggøre/konceptualisere), komplikations-, nødvendigheds-
og forbeholds-d. (tal gerne længe, men sig aldrig for meget),
målsætnings-, opløsnings- og anti-d. (bryd d. om nødvendigt). Spr.
gennemløber 5 faser, fra dagligspr. over det avancerede s. og "den rene
tale" (en uophørlig monolog om alt og intet) til "den rene tavshed".
Teorierne afprøves på analyser af prbl. som arb.løshed, betalings- og
terrorbalance samt den offentlige tale, herunder kulturlivets sprog,
læserbreve, tlf.prg., dybsindigheder og kunsten at se det principielle
i en detalje. - En veloplagt og underfundigt skrevet bog med velvalgte,
morsomme vittighedstegninger i sort-hvidt. Ansk. som bøgerne om
Parkinsons love.
Arne
Rossen
Ekstra
Bladet, udateret udklip
Håndbog i øregas
Hvorfor
dog kalde en spade for en spade, når den i virkeligheden er et
fodkraftdrevet graveredskab med håndstyring? Hvis man konsekvent ændrer
sit ordforbrug, så det virker dybsindigt, kan man få problemerne til at
opløse sig selv og opnå den rene salighed. Og mere end det: man kan
blive kulturpersonlighed eller politiker.
I
sin nye knaldperle om sprogets vej til sindets fred leverer
sprogvidenskabsmanden Klaus Kjøller en ætsende
morsom afklædning af vor tids professionelle snakkemaskiner. Ganske
vist uden at nævne navne, men var jeg Elsa Gress eller Mogens Glistrup,
ville jeg føle mig gennemskuet.
Kjøller
har formet sin lærebog som et slags guruevangelium. Derved får han også
gjort tykt nar af diverse lommefilosofiske sekters anvisning på,
hvordan man frelser sin sjæl.
Man
skal være varsom med at kalde en bog for 'årets vittigste', men
Kjøllers dynamiske og velskrevne anvisninger på, hvordan man
praktiserer Den Offentlige Tale er satire på højde med Parkinsons Lov.
Jacob
Ludvigsen
Fyens
Stiftstidende, 19/11 82
Kald aldrig en spade en spade
Det
giver ikke fred i sindet
Uforståelighed
bekæmpes bedst med uforståelighed.
Det
er det altoverskyggende motto for universitetslektor Klaus Kjøllers
betydningsfulde støttestav i livet, som han nu deler med os alle sammen
i bogen "Sprogets vej til sindets fred". Det er chancen for at erhverve
den indre ro og dermed autoritet gennem den måde, vi taler på. Akkurat
ligesom politikere, fagforeningsmænd og andre koryfæer. Om andre så
forstår, hvad man siger, er uvæsentlige detaljer.
Over
sin seng bør man anbringe det føste bud broderet i strapudemaj: Tal
langsomt. Det giver nemlig indtryk af indre ro og autoritet. Man kan
også putte nogle øh'er ind i et tempo, som kun overgås sneglens. Lær
eventuelt af Ritt Bjerregaard!
Men
det eer ikke gjort med det. Langtfra. Det er uomtvisteligt vigtigt at
beherske spadedirektivet. Send aldrig den lille
rødhårede søn ind i skuret med besked om at hente spaden. Det er slet
ikke vægtigt nok. Der er fylde i at anmode om at få bragt et
fodkraftdrevet graveredskab med håndstyring, og det skal indledes med
et omsvøb, som f.eks. : Når jeg hermed tager ordet er det ud fra den
opfattelse …. Og endelig sluttes med et eftersvøb, hvori indholdet af
anmodningen tages op. At den lille rødhårede eventuelt ikke forstår et
ord, må man tage med som omkostning for at virke sjælsrolig og
autoritativ.
Alle
kan lære det
Hvis
man følger Klaus Kjøllers
videnskabeligt opbyggede direktivsystem, kan man nå så langt, at man
taler helt løsrevet fra emnet, bruger sproget som husvalende
kammermusik. Og det fuldendte opnås den dag,da man magter Den rene
Tavshed, i den grad hviler i sig selv, at der slet ikke er grund til at
sige noget.
Det
ideale sprog - bortset fra tavshedens - beherskes som sagt af
politikere, fagforeningsformænd og eksperter. Kan vi andre lære det? Jo
da, hvis vi også accepterer tesen "Ingen har den viden, du tror, du
mangler". Den er også uhyre vigtig for at erhverve sindets fred.
Klaus
Kjøller har tidligere bl.a. skrevet
den satiriske humoristiske "Aktiv seer eller Hvordan jeg lærte at elske
politikerne". Den var det rene tant og fjas. Først med "Sprogets vej
til sindets fred" er det kommet alvor i universitetslektoren, der her
videnskabeligt fremsætter sit kærlige budskab til menneskeheden og
kaster lykken i armene på os. Det er genialt.
Aase
Holmquist
Anmeldelse
(kronik), Børsen, d. 30/11 82:
Således bliver De kendt i offentligheden
Kjøllers
"Sprogets vej til sindets fred" viser hvordan
Direktør,
cand.pharm. Knud Overø anmelder i dagens kronik forfatteren Klaus Kjøllers bog
"Sprogets vej til sindets fred". Den giver et bidrag til konstruktiv
uforståelighed, som i dag er en væsentlig forudsætning for at placere
sig i offentligheden.
Her
er en af den slags bøger, som kommer Dem og mig ved som tilskuere til,
eller deltagere i, den offentlige debat. Men som er umulig at
karakterisere med få ord, fordi den er så totalt forskellig fra det,
man almindeligvis præsenteres for.
Men
lad os prøve at gafle os ind på en anmeldelse ved at starte med lidt
frihåndstegning.
Når
man har fulgt nogenlunde flittigt med i præsentationen af døgnets
begivenheder og i det politiske hundeslagsmål, er der et par
udviklingstendenser, der bider sig fast.
Indpakning
For
det første, at der ikke er nogen der kan give korte svar mere. Alt skal
pakkes ind i omskrivninger og forbehold, så man ikke senere kan blive
hængt op på, hvad man har sagt.
Og
for det andet anvendes der flere og flere "videnskabelige" og
uforståelige ord. Først og fremmest med det formål at skabe øget
opmærksomhed om og tillid til det, der bliver sagt.
Der
siges med andre ord mere og mere af et stedse stigende uforpligtende
indhold og under anvendelse af flere og flere fremmedord, hvis
begrebsindhold det er umuligt at få fat på.
Det
er disse og flere andre tendenser, forfatteren kobler sammen til et
overraskende glædesbudskab.
Rette
vej
Forstår
man til fulde at udnytte mulighederne i denne udvikling, siger han, er
man på rette vej mod ro, sikkerhed, autoritet og sindets fred. Og lærer
man sig teknikken fuldt ud, står døren åben til samfundets højeste
poster.
Det
kan man blandt andet se ved, at alle, der sikker på dem i øjeblikket,
kender og bruger teknikken som almindeligt overlevelsesvilkår.
Alt
dette lyder tørt og kedeligt, når det genfortælles, men der er tale om
en både vittig, velbegavet og afslørende fremstilling, som understreges
af forfatterens evne til at holde masken.
I
en stilfærdig - underfundig sprogbehandling afdækker han mange af de
naragtigheder, som vi daglig møder i udtalelser og debatindlæg fra
politikere, organisationsledere, socialarbejdere (typisk solidariseret
funktionærbetegnelse!) etc.
Der
gives en lang række anvisninger på, hvordan man sikrer sig sindets fred
og undgår bekymringer, f.eks. ved at omskrive alt ubehageligt og
utilstrækkeligt til sin positive modpol.
Tugt
Dette
kræver mental tugt og disciplin. Men har man først forstået
forfatterens budskab, kan fremgangsmåden anvendes i både stort og småt.
Den tilgroede, upassede have bliver uden vanskelighed til "et stykke
frodig naturgrund". Og den arbejdsløse, der jo nemt og ganske
uretfærdigt slås i hartkorn med den rygges-, ledde- og holdningsløse,
bliver til "en medborger, der har fået tildelt ubegrænset frihed af sin
arbejdsgiver".
Efter
samme recept svinder vort stigende underskud på betalingsbalancen nemt
og elegant ind til "Danmarks voksende udlandsstøtte", der ovenikøbet
finansieres af det selvsamme, genbrugsbevidste udland!
Man
lærer sig med andre ord med denne teknik at slalom'e uden om
problemerne. Og opdager hvor udbredt metoden er i det offentlige liv.
Men
lad os se lidt på forfatterens bidrag til den konstruktive
uforståelighed.
Seminarisme
Her
er det almindeligt bekendt, hvordan den åndelige seminarisme trænger
sig dybere og dybere ind i den offentlige debat. Garneret med en
pseudo-videnskabelige jargon af fremmedord, der hyppigt hentes fra de
videnskaber, der endnu er på samlerstadiet (psykologi, sociologi, etc.).
Men
Klaus
Kjøller fører stiletten til bunds i sit
spadedirektiv: Kald aldrig en spade for en spade.
Det
skaber forvirring, hvis man udtrykker sig klart. Og man svækker sin
position ved det.
Når
man nu kan "tematisere fremstillingen for Dem her i
tilegnelsessituationen, hvor De lader Dem eksponere for et
massemedium", er der jo ingen grund til at lade denne mulighed (for os
begge) slippe sig af hænde.
Men
når smilet har lagt sig finder man ud af, at man selv har ladet sit
sprog inficere af denne sproggift, hvis formål er at forlene det
skrevne eller talte ord med øget autoritet.
Bogen
indeholder imidlertid meget andet. Anvisninger på, hvordan man ved
konsekvent brug bogens forskellige direktiver bliver en
kulturpersonlighed eller får startet en politisk karriere. Det sidste
ikke mindst ved anvendelse af Forbeholdsdirektivet ("Tal gerne længe,
men sig aldrig for meget").
Placering
Der
er også anvisning på, hvordan man lettest får sig placeret som
offentlig person. F.eks. ved at fremstå som repræsentant for én af de
talløse generationer, der i disse år opstår med maksimalt et halvt års
mellemrum: Fattigfirsernes generation, P-pille-generationen,
Disco-generationen, nåh-generationen, etc.
Og
mod bogens slutning får vi et indblik i de dybsindigheder, man må kunne
præstere på løbende bånd, hvis man ønsker at tegne en markant offentlig
profil.
Her
er ikke alene tale om en åndelig fladbundethed, der, paradoksalt nok,
er bundløs, men også om en overdådigt morsom persiflage (!) af det
offentlige livs talsmænd. De kender mange af disse lammende
dybsindigheder fra TV-diskussioner etc., men bør ikke forskånes for et
par stykker her:
Hvad
er troskab andet end en udspekuleret form for utroskab?
Enhver
viden er dybets set en farlig form for uvidenhed.
Glæde
er jo egentlig fortrængt sorg.
Sær
bog
Det
er en sær bog, Klaus Kjøller har skrevet,
og nogle vil finde den forsøgt morsom. Personlig synes jeg, at den er
umådelig vittig og med både dybde og mål. Man føler sig som efter et
kaustisk sprogbad, når man har været igennem.
Køb
2 eksemplarer af bogen og giv det ene til Deres sekretær.
Så
vil hun kunne gribe Dem i faldet, næste gang De er ved at diktere Dem
ind i en "problemløsende målsætningsmodel".
Og
hun vil fortælle Dem, hvornår De er på vej mod den store monumentale
uforståelighed og sindets fred.
Det
er De den dag, hvor De ønsker at skrive:
Selv
om man er gift, er det stadig vanskeligt at forstå hinanden - og uden
at fortrække en mine dikterer: - trods et formaliseret parforhold
persisterer vanskelighederne ved almen perceptionalisering.
Knud
Overø
Aarhus
Stiftstidende, 17/11 82
Sjov alvor om sprogets veje
Underfundig
bog om sprogets vej til sindets fred
Der
er satire og politik, munterhed og alvor i den fikst og underfundigt
formede bog. Der er monotone passager, emnet spundet længere, end
spøgen med dens tilsætning af god mening kan bære det, men i hovedsagen
er det tilsigtede lykkedes: At udlevere tomheden i det vidtløftige,
bortforklarende og tågedannende politikersprog. Endvidere at påvise
smitte og skavanker i mediernes måde at håndtere politisk stof,
politikere, kulturpersonligheder, vidner med flere på.
Forfatteren,
der før har været ude med budskaber i bogform, underviser som lektor i
moderne dansk sprogbrug ved Københavns Universitet. Han bruger selv
sproget fermt, ikke ganske frigjort for det ekspertsprog, han med lyst
undsiger, men dog på ret god fod med et tiltalende hverdagssprog.
Kommateringen
er forvirrende, men det er en lille ting og et tilvænningsspørgsmål i
vore dage. Skikken (uskikken) slører ikke det egentlige ærinde. Stadier
på sprogets vej er ransaget og blotlagt, og det er historien om de
mange og endnu flere ord, der intet siger - lader alle muligheder stå
åbne. Sigtet er bredt, men mon der ikke i særlig grad er tænkt på
Fremskridtspartiet (Glistrup), hvor det hedder:
"Takket
være fjernsynets store gennemslagskraft er det nu muligt at mobilisere
en rimelig stor politisk bevægelse i løbet af meget kort tid, ja
egentlig blot få minutter…"
Det
er en af sprogets veje. Andre forklares ved at oveføre det offentliges
sprog til udtalelser om dagligdagens ydmyge sysler. Da bliver det bidsk
virkelighed, når en spade skal rekvireres eller støvsugning foretages.
Man beskriver: "Hent mig lige et håndredskab, som drives ved fodkraft,
beregnet til gravning". Og det er kun den spæde start på et sprogløb,
der til sidst forsvinder ud i det store intet. Symboliseret ved, at de
sidste sider - stilhedens bog - står blanke.
Poul
Holck har illustreret med tegninger, som er i god overensstemmelse med
den sjove alvor i de usædvanlige sproglige betragtninger.
H.J.
Kristeligt
Dagblad, 18/11 82
Eksperternes sorte tale
Bistert,
satirisk billede af den offentlige sprogbrug i dagens Danmark
Med
ovennævnte titel indleder universitetslektor Klaus Kjøller
sin sprogterapeutiske virksomhed for at komme os alle til hjælp i vores
magtesløshed og usikkerhed. Han lover os lykke og indre harmoni - om
blot vi vil betræde Sprogets Vej.
I
virkeligheden er det selvfølgelig slet ikke en instruktionsbog i
sproglig overlevelsesteknik, men et - bistert og rammende - satirisk
billede af den offentlige sprogbrug i dagens Danmark. Ved at vælge
håndbogsformen får Kjøller på en morsom måde sagt en del præcise ting.
Indledningsvis
opfordrer han den vandrende på Sprogets Vej til at gøre op med sin
sproglige underlegenhedsfølelse ved at arbejde sig systematisk frem til
beherskelse af nøglen til succes i kultur- og samfundslivet, DOT, dvs.
Den Offentlig Tale. De personer i samfundet som føler sig
betydningsfulde - og som af andre opfattes sådan - bruger DOT. Kjøllers
indlysende tilbud er da at lære DOT og dermed føle sig betydningsfuld!
Den
lange vej
Sprogets
Vej er lang og består af mange forskellige stadier. En vigtig metode er
at frigøre sig fra De Umiddelbare Benævnelsers Tyranni. For eksempel er
det meget indskrænket og hjælper slet ikke til øget selvtillid direkte
og spontant at sige: "Ræk mig lige spaden". Efter en tur i den
sprogterapeutiske maskine ser denne sætning således ud:
"Når
jeg hermed tager til orde er det ud fra den opfattelse at det må anses
for væsentligt for sagens videre udvikling at der på nuværende
tidspunkt fremsættes en nærmere bestemt anmodning. Som følge heraf skal
der hermed rettet en henvendelse til (barnets fulde navn) i form af en
begæring om at der træffes de nødvendige foranstaltninger til at der
bringes mig et håndstyret graveredskab, drevet ved fodkraft."
En
vigtig del af sprog-visdommen består også i at vælge det passende ord:
Ikke sur, men deprimeret, ikke irriteret, men frustreret, ikke ordne,
men strukturere. Vordende disciple instrueres desuden i at udsige
uforpligtende dybsindigheder, skrive brugbare læserbreve osv. - alt
sammen for at gøre sig positivt bemærket og resulterende i stigende
selvagtelse.
Ukendskab
Folks
almindelige utilstrækkelighedsfølelse er selvforskyldt og kan
afhjælpes: "Den virkelige tragedie er at det er folks ukendskab til
Sprogets Vej som er skyld i al elendigheden. Og dette ukendskab skyldes
ikke at Sprogets Vej er en ukendt smøge som kun benyttes i smug fra tid
til anden af et lille, hemmeligt broderskab efter mørkets frembrud.
Tværtimod er det en bred, offentlig boulevard som til stadighed oplyses
af tv og aviser".
Bogens
emne er den sproglige fremmedgørelse: eksperternes sorte tale overfor
dagliglivets letfattelige sprog. Og det lykkes Kjøller på en
overbevisende og underholdende måde at pege på denne uhyggelige
situation.
Den
ironiske form er en svær genre fordi den kan tilsløre hvad forfatteren
egentlig selv mener. Og bogen vil på nogle virke vattet og opblæst. For
andre vil den distancerende form gøre sagen lettere tilgængelig - og
dermed medvirke til at vi bliver mere bevidst om hvor fremmede vi
sprogligt er blevet for hinanden.
Det
er vigtigt at gennemskue - og ikke mindst gøre grin med - det
undertrykkelsesmiddel som Magtsproget er.
Lars
Henriksen
Sjællands
Tidende, 20/10 82
En sprogets guru
Om
at tale sig meningsfyldt til sindets fred og om at blive hængende i
offentlig tale
Ikke
mindst i disse dage, hvor det politiske liv kører på de høje oktantal,
er det åbenbart at en af sprogets vigtigste opgaver er at overbevise en
træg modpart. Studiet af hvordan dette bedst gøres, er gammelt og
kaldes retorik.
Klaus
Kjøller mener imidlertid, at
retorikken har overset, at den talende også påvirker sig selv. Det er
således i nok så høj grad en påvirkning af afsenderens egne følelser,
tanker, forestillinger og holdninger, der finder sted under de verbale
udladninger. Denne erkendelse er af revolutionerende karakter! Gennem
sproget vil alle vi krisetrængte kunne opnå en sjælelig harmoni, det
gælder blot om med Kjøller at følge "sprogets vej til sindets fred".
Mange
vil sikkert vige tilbage fra at kaste sig ud i frelsen via ordgyderi af
frygt for, det er en vanskelig vej at betræde. Men nej! Kjøller anfører
en række direktiver, som alle med lidt øvelse vil kunne mestre.
Vigtigst er langsomhedsdirektivet: "Du taler altid hurtigere end du
tror". Men der er også plusdirektivet, hvor minusord som "for fed"
erstattes af "dejlig rund", "frodig" eller "struttende af sundhed".
Perspektiverne ved sådanne simple ordskift er åbenbare.
Gennem
ihærdig øvelse vil man med Kjøller ved hånden kunne tilbagelægge de fem
stadier på sprogets vej og ende i en tilstand, hvor roen, sikkerheden
og overblikket indfinder sig.
Kjøller
viser også de faldgruber, der er undervejs. En af de farligste er at
blive hængende i "dot" (den offentlige tale) for "jo mere man bruger
det, jo mere behov har man for det i stadig større doser". Hvem sagde
Erhard Jacobsen og Kanal 22?
Det
skulle være fremgået, at politikerne, vore professionelle
"dot"-udøvere, bør gå langt uden om "Sprogets vej til sindets fred",
hvis de da ikke vil trues på eksistensen. Vi andre kan så søge
sjælefred ved Kjøllers og sprogets hjælp for blot 98,00 kr.
Henrik
Tjalve
Politiken,
16/10 82
En halv kjøller med skrue
'Først
når man selv begynder at bidrage aktivt til den almindelige
uforståelighed, er man kommet over på den rigtige side af
kommunikationskløften.'
Chefguru
Kjøller, til daglig lektor ved Københavns Universitet, hjælper sine
disciple til at overskride (transcendere) denne kløft ved hjælp af
halve og hele kjøllere, anvisninger på hvordan man fører sig frem i den
offentlige tale (DOT), samt vink om at man aldrig må udtrykke sig
konkret og aldrig må kalde en spade en spade (Spadedirektivet).
Men
har man først valgt at gå Sprogets Vej findes der kun én sand higen:
længslen mod sindets fred. Når man har badet i floskler tilstrækkeligt
længe, ønsker man kun at lade sig omslutte af den Totale Stilhed, den
rene tavshed.
Fra
dette nirvana har Kjøller foretaget en tilbagekomst for at give
anvisninger på hvordan man gør den vej ingen anden kan gå for én.
Ironien
er morsom, men mere elskværdig end bidende. Som det sømmer sig for en
terapeut-guru.
Annelise
Schønnemann
Berlingske
Tidende, 9/2 83
De tomme ord
Ironien
i Klaus Kjøllers
vejledning i sprogets rette brug - d.v.s. politiker- og
bureaukratsprogets - er til at tage og føle på.
Når
han f.eks. siger: "Først når man selv begynder at bidrage aktivt til
den almindelige uforståelighed, er man kommet over på den rigtige side
af kommunikationskløften" - ja, så er vi selvfølgelig alle sammen klar
over, hvad han er ude på. Og denne Besserwisserens studentikose gøren
grin med dumheden og talentløsheden varieres i bogen på utallige måder.
Vælg,
hvad De vil, hvis De absolut vil føle Dem klogere: "Det er kun de
magtesløse og desperate, der taler bramfrit og ubesmykket". Eller: "En
rigtig kulturpersonlighed ser altid kun det konkrete gennem en hel
masse abstraktioner". I en bevidst systematisk-videnskabelig form
opstiller Klaus
Kjøller en række måder, hvorpå - eller en række
direktiver for, hvordan - man kan gøre det enkle sprogligt indviklet og
derved gøre sig betydningsfuld i omgivelsernes øjne. Vor tids
magtmennesker kan her lære sig den sproglige kunst, de desværre kan alt
for godt i forvejen - nemlig den kunst, der består i at gøre formen til
det eneste indhold og indholdet til den eneste form. Især det første.
Det
ville unægtelig være sjovere, hvis Klaus
Kjøllers eksempler på den lands- eller
verdensomspændende sproglige udtryksform Den offentlige Tale eller
ganske simpelt DOT - var hentet fra det virkelige liv på eller uden for
Slotsholmen og ikke konstrueret af ham selv. Og helt sjovt ville det
faktisk have været, hvis han havde brugt sin filologiske ekspertise,
det kostbare papir og læsernes tid til at demonstrere, hvad godt og
levende sprog er, og hvordan man lærer at skrive/tale det.
Det
kan alle vi almindelige sprogbrugere have gavn af at vide. Men her tier
"Sprogets vej til sindets fred" totalt. Det er det mest latterlige - og
det eneste virkelig forargelige - ved den.
Helt
uden selvmodsigelser er Klaus
Kjøllers bog heldigvis ikke. Han indrømmer hårdt
presset, at der kan være tilfælde, hvor den skrivende/talende gør klogt
i ikke at overholde hans direktiver alt for strengt. Og i læserbreve er
den direkte udtryksmåde at foretrække fremfor den, der hverken er for
eller imod, og som ser alt skiftevis på den ene og på den anden side.
Påstår han.
Men
ellers er "Sprogets vej til sindets fred" først og fremmest en håndbog
i, hvordan man ikke bør ytre sig - kort sagt: hvordan man kan sige det
mindst mulige (nemlig ingenting) med de flest mulige ord. Det behøver
man ellers bare at lukke op for radioen for at få at vide. Men her
findes det altså på tryk.
Jens
Kistrup
Ubestemt
kilde (avistekst), udateret
Om at kalde en spade en spade
Hvis
min gunstige læser bare tror, at man skal kalde en spade for en spade,
så er denne bog skrevet til ham/hende. Nej, hvis man ønsker at benytte
sproget som vej til at skaffe sig selvsikkerhed, autoritet, ro,
harmoni, kort sagt: fred i sindet, så må en så simpel og profan ting
som en spade skam kaldes noget ganske andet og mere ophøjet, f.eks.: et
fodkraftdrevet graveredskab med håndstyring.
Forfatteren,
cand.mag. i dansk og filosofi og ansat ved Københavns Universitets
Institut for Nordisk Filologi, er ude i et meget dybsindigt ærinde. Han
vil forkynde, hvordan enhver kan opnå sjælefred ved at tale sig frem
til større selvtillid, dels ved at tale - og helst langsomt og kryptisk
- dels ved at opløse alle problemer i ord - og helst mange og svære -
så de (problemerne, forstås) forsvinder ud i den blå luft.
Når
læseren (en fagforeningsformand, en kommunalpolitiker eller en
folketingsmand in spe) har accepteret tesen: Ingen har den viden, du
mangler! føres han gennem en række direktiver, hvoraf Spadedirektivet
er illustreret ovenfor. Et andet direktiv er Plusdirektivet: Gør
minus-sprog til plus-sprog. Eksempel: en tykhovedet og stædig person
kaldes principfast, en kold og ufølsom skid betegnes som rationel og
fornuftsbetonet etc. Komplikations-direktivet lærer, at alting er altid
meget mere indviklet, end du kan fremstille det. Efter at have tilegnet
sig færdighed i at beherske i alt tolv direktiver, er læseren klar til
at indlade sig på DOT (Den Offentlige Tale), og han vil i de fleste
tilfælde nu være i stand til, med de såkaldte forsvøb, omsvøb og
eftersvøb, at formulere et langt og indviklet brev i fuldendt
kancellistil, som enhver borgmester bliver nødt til at udløve en flaske
snaps for at få transskriberet til almindelligt, forståeligt dansk.
Nået frem til et stadium, der betegnes som Den rene Tale, behersker Den
Vandrende på Sprogets Vej en færdighed, som sætter ham i stand tilat
udføre en uendelig monolog helt uafhængig af bestemte emner, en tale,
som handler om alt og intet på én gang.
Det
mest sublime når læseren på Vejens sidste stadium: Den rene Tavshed.
Dette stadium skildrer forfatteren med gribende indføling og enkelhed i
afsnittet Stilhedens bog på bogens sidste offe blanke sider.
Bogen
er slet ikke hylende grinagtig. Tværtom. Den er en lun og underfundig
hudfletning af tidens politiske, videnskabelige, teknokratiske og
bureaukratiske pampersprog. Og hvor er den dog grundig!
C
|
