|
Bagside
Vi
forstår verden og os selv gennem det sprog vi lærte da vi voksede op.
Uden sproget ville vi ikke kunne udvælge og samle de mange sanseindtryk
vi bombarderes med hvert øjeblik til nogle få, forståelige helheder.
Vores
virkelighed udspringer af vores sprog.
Det
gælder den virkelighed som ethvert menneske har helt inde på livet:
bevidstheden, jeget og livets mening. Men det gælder også den
virkelighed som vi møder i medierne: Vores holdninger og mål udspringer
af vores virkelighedsopfattelse.
Derfor
er der mange der er interesseret i vores sprog: fx offentlige
institutioner, politiske partier, fagforeninger og kirker.
Hvad
er det for en virkelighed de er ude efter at give os?
Og
hvorfor er den netop sådan?
Nåh,
kom så: Ud mæ' sproget!
Forordet
lyder således: (Det kan bruges som forord til det meste af det jeg
skriver)
Fortekst
i tide
Solen
befinder sig midt i sin løbebane. Den er 4 milliarder år gammel og har
4 milliarder år tilbage. Kæmpeøglerne som uddøde for 60 millioner år
siden, eksisterede her på Jorden i 100 millioner år. Herefter blev det
pattedyrenes tid. Og så - for højst 100.000 år siden - fremkom der
væsener man med en vis ret kan kalde mennesker.
For
tiden findes der 4,5 milliarder mennesker på Jorden, heraf 5 millioner
i kongeriget Danmark. Af disse 5 millioner vil højst nogle få tusinde
læse en bog som denne, og højst nogle få håndfulde
blive varigt påvirket af den. Når pattedyrenes tid er omme her på
kloden, vil denne bog sammen med alt andet menneskeskabt forsvinde.
En
tid vil en brøkdel af det måske eksistere som ruiner fra en fortidig
kultur, som flaskepost udsendt med rumskib eller som elektromagnetiske
radiobølger. Og, hvem ved, måske overlever noget af det i nogle
årtusinder i en fjern galakse på en planet hvor man har et museum for
interstellar arkæologi.
Dog
næppe denne bog.
Jeg
skriver det bedste jeg kan
Hvorfor
skriver jeg den så, når den alligevel skal forgå som alt andet? Hvorfor
overhovedet leve sit liv, når det hverken gør fra eller til i
universet? For slet ikke at tale om dansk politik: Hvorfor dog
beskæftige sig med det?
Svaret
er enkelt. Jeg skriver den for at komme i dialog med mine samtidige
danskere. Jeg skriver den for at give mit bidrag
til sandheden om mennesket her og nu.
Eller
med et eksempel: Charlie Parker spillede på en ny og spændende måde på
sin altsaxofon. Han kombinerede kendte elementer på en ny måde,
tilføjede egne opdagelser. Enhver musiker der hørte det kunne høre det
var nyt og genialt — og blev inspireret af det: den moderne jazz
opstod. Han hørte denne musik før andre, og han
hørte den så tydeligt at han også kunne spille den
for andre så de aldrig glemte det: den blev en væsentlig del af dem
selv. Der var ingen vej tilbage.
Jeg
spiller også altsax, men jeg kommer aldrig til at give mine
medmennesker noget nyt med den. Det jeg spiller er gamle brokker.
(Alligevel kan man have stor glæde af at spille, hvilket jeg jævnligt
forklarer min familie.)
Derfor
har jeg grebet kuglepennen.
Flinke-forsker
eller hva'?
Det
er dristigt at tro at det man skriver vil interessere andre. At de vil
finde det vedkommende og ikke kun læse det som en storhedsvanvittig
selvudlevering.
Ønsker
man ikke at løbe den risiko må man holde sig til det sikre: de
indsamlede kendsgerninger, og til tekniske, videnskabelige anliggender,
og nøjes med at udfolde sig blandt kolleger inden for den
videnskabelige afhandlings trygge mure. Blive liggende og gurgle
diskret i muddergrøften, balle ved balle med de andre flinke-forskere.
Men
så overlader man det til andre at give den generelle samfundsdebat
profil. Og er denne debat ikke for vigtig til at man frivilligt kan
overlade den til politikere, lederskribenter, management-guruer,
skønlitterære forfattere og præster?
(Læsere
som svarer nej, bør ikke læse længere.)
Lektørudtalelse
fra Indbindingscentralen (91/34) 722 719 1
Kjøller,
Klaus: Ud mæ sproget!: Myter og virkelighed i sprog, medier og
organisationer. - Munksgaard. - 137 sider. (Munksgaards sprogserie). -
32.01
KK
har et lyst sind og en god pen, når han ellers har afgjort, hvornår han
vil være ironiserende causør og hvornår 'seriøs' forsker med interesse
for den populære formidling. Bogen her lægger sig tæt op ad den nys
udgivne, meget teoretiske Politisk argumentation.
Hovedafsnittet i nærværende titel er et nedkog af tematikken i
førstnævnte i mere læservenlig form. Her redegøres for, at de faglige
og politiske organisationer (nu) mere bestræber sig på selvbevarelse
end på at føre (fag)politik til folkets gavn. Ved (for) udstrakt brug
af aktantmodeller og bevidste, velvalgte forenklinger,
'Erhvervspartiet/Socialpartiet' etc. med tilhørende presse,
anskueliggør KK de sproglige mekanismer over for de forskellige
samfundsgrupper. Afsnittet adskiller sig ved sin strikte metodik fra
resten af bogen, der har en mere afslappet, lun form med overvejelser
over det enkelte menneskes sprogopfattelse. Samlet er intentionen at
skitsere og sondre 'Sproget ude i livet' fra 'Sproget inde på livet'.
Resultatet er sympatisk, ofte tankevækkende, men noget uhomogent.
Hovedafsnittets kompetente tilgængelige form kan dog udmærket tænkes
anvendt på gymnasiet, seminarier o.l. Ellers for alment interesserede i
sprogets virkemidler.
Kent
Skov Andreasen
Berlingske
Tidende, d. 2/7 91:
Altsaxofon
i Discount-Danmark
Af
Gert Smistrup
Charlie
Parker spillede på en ny og spændende måde på sin altsaxofon. Han
kombinerede kendte elementer på en ny måde, tilføjede egne opdagelser…
den moderne jazz opstod. Han hørte denne musik før
andre, og han hørte den så tydeligt at han kunne spille den for andre.
Den
sammenligning bruger sprogmanden Klaus Kjøller
i sin seneste bog, "Ud mæ' sproget" med undertitlen: "Myter og
virkelighed i sprog, medier og organisationer". Men han slår sig straks
for munden oven på denne forvorpne sammenligning: "Jeg spiller også
altsax, men jeg kommer aldrig til at give mine medmennesker noget nyt
med den. Det, jeg spiller, er gamle brokker."
Oven
på den erkendelse kunne han så vælge at "ligge og gurgle diskret i
muddergrøften, balle ved balle med de andre flinke-forskere" eller også
skrive denne bog. Dermed kunne han give sit bidrag til sandheden om
mennesket her og nu. Heldigvis valgte han det sidste. Heldigvis – for
hans bog er både fornøjelig og forstandig.
Lad
det så være ham tilgivet, at han hænger mere fast i den definition af
en mediehistorie, som stammer fra Greimas' "Strukturel semantik", end i
den opfattelse af en historie, som mediernes egne folk (journalisterne)
bruger, hvor løsagtig og upræcis den måtte være. Det er jo sandt at
sige ikke hver eneste historie i medierne som består af "en
hovedpersons op- og nedture, formidlet af hans hjælpere og
modstandere." Nogle gør, andre ikke. Derfor er den model for statisk.
Men den hjælper Klaus Kjøller frem til en
pointe. Han skriver: "Bag hverdagens mange historier ligger en
grund-historie. Det er den historie, som har modtageren selv som
hovedperson og mediet som hjælper. I jo højere grad det lykkes mediet
at få fortalt denne historie, i jo højere grad bliver mediet
uundværligt i modtagerens livshistorie: modtageren bliver fast
forbruger af mediet. Dette opnås ved at tegne det mest muligt
skræmmende -- men samtidig acceptable -- billede af modstanderne."
Troldsplint
i det sproglige øje
Og
den udlægning harmonerer gnidningsfrit med hans forenklede og
forførende Danmarks-model, den, som han selv kalder en "discount-udgave
af vort land". I den model er der to partier -- Socialpartiet og
Erhvervspartiet. De er omgivet af nogle markedsstyrede medier samt en
landsdækkende tv-kanal, som kaldes Fælleskanalen. Med en troldsplint i
sit sproglige øje balancerer Kjøller derefter ud mellem kurver og
trekanter og andre figurer, som han får til at passe pertentligt ind i
den verden og virkelighed, som tegner bogens første cirka 100 sider. Så
kommer SPROGET selv endelig til orde, og det gør det i bogens sidste
fjerdedel. Første del hedder "Sproget ude i livet" og handler om dem,
som vil pådutte os en bestemt virkelighed via sproget, nemlig de
politiske partier, fagforeningerne, kirken og de offentlige
institutioner. Anden del, den om selve sproget, hedder "Sproget inde på
livet". Typisk Kjøller'sk leg med sproget. Dem er der masser af
eksempler på i bogen -- overraskende formuleringer og uventede
metaforer som for eksempel denne: "I øvrigt forslår denne bog som en
muse-prut i et gasfyr, når det drejer sig om den ideologiske effekt."
Fik
han gjort det ved sproget, som Charlie Parker fik gjort ved jazzen?
Måske ikke. Men efter læsningen føler man alligevel, at sproget fik et
fastere greb end før om nogle af virkelighedens gamle brokker.
Politiken,
d. 11/9 91:
Så
er det sagt
Af
Ib Poulsen
Titlen
kan godt snyde lidt. For det er ikke en bog om sprog i almindelig
forstand. Det er snarere en sprogfilosofisk funderet analyse af det
billede af den økonomisk-politiske virkelighed som medierne formidler,
og af den ideologi som alle organisationer er underlagt. Derudover er
det en bog om bevidsthed, identitet, livets mening -- og dagligsproget.
Det
lyder måske tørt, men det er det ikke. Uforfærdet og med selvironiske
underdrivelser kaster forfatteren sig ud i elastikken med de store
spørgsmål: Hvad er erkendelse, hvad er ideologi, og hvilke ideologier
formidles af medierne, det politiske system og organisationerne?
Det
politiske system beskrives ved hjælp af en model med Socialpartiet og
Erhvervspartiet, medierne Midt-Posten og Frihedstidende der knytter sig
til hvert af partierne, og populæravisen Simpelthen sammen med det
parlamentarisk styrede tv-monopol Fælleskanalen. Modellen bruges til at
beskrive dynamikken i det politiske system og til forudsigelser. F.eks.
fremgår det at en bedring i økonomien på langt sigt er til fordel for
Socialpartiet -- vi får se om det slår til.
Bogens
sidste del drejer sig om at dagligsproget er mere end et redskab til at
omgås andre mennesker med. Det er også noget der giver os en opfattelse
af hvad et menneske overhovedet er, og hvad et 'jeg' er over for andre.
Her får det indimellem karakter af en filosofisk stileøvelse. Men
ellers er bogen et godt forsøg på at formulere nogle af de store
spørgsmål med en venlig ironi og uimponerethed der placerer både
spørgsmål og svar i almindelig øjenhøjde.
Weekendavisen,
d. 6-12/9 91:
[I
rubrikken Læsefrugter skriver Søren Brandt om bogen
i en bunkeanmeldelse:]
[…]
Det
samme [at bogen kan anbefales] kan jeg ikke helt sige om Klaus Kjøllers seneste bog Ud
mæ' sproget! Ellers plejer jeg såmænd at sværge ved ham; men
denne gang er det ikke rigtig lykkedes at skrive noget nyt og
spændende. Bogen er noget lommefilosofisk hyggesnak der ikke hæver sig
væsentligt over forlagets pressemeddelelse: "Vores virkelighed
udspringer af vores sprog. Det gælder den virkelighed som ethvert
menneske har helt inde på livet: bevidstheden, jeget og livets mening.
Men det gælder også den virkelighed som vi møder i medierne: vores
holdninger og mål udspringer af vores virkelighedsopfattelse." Klaus Kjøllers virkelighed
har vist været kedelig sidste år.
Ritzaus
Bureau, d. 19/6 91:
Sprogforsker
om de politiske værdiers uopslidelige julepynt
Usigneret
De
værdier, vores politiske kamp drejer sig om, er ligesom julepynt, der
bruges igen og igen på træer af vidt forskellig art. Alle partier går
tilsyneladende ind for de samme gode sager. Man skal analysere
sprogbrugen for at finde frem til de interesser, som ligger neden under
ordene.
En
sådan analyse har lektor ved Københavns Universitet Klaus Kjøller
foretaget i en lille bog, >Ud mæ' sproget!<, som er
udsendt af Munksgaards forlag. Bogen kommer, netop som der -- på ny --
er en heftig diskussion i gang om skolernes danskundervisning og folks
forhold til modersmålet i det hele taget. Klaus Kjøller
vil have folk til at være bevidste sprogbrugere.
--
Vores virkelighed udspringer af vores sprog. Det gælder den
virkelighed, som ethvert menneske har helt inde på livet: bevidstheden,
jeget og livets mening. Men det gælder også den virkelighed, som vi
møder i medierne: vores holdninger og mål udspringer af vores
virkelighedsopfattelse, skriver han.
Den
måde, hvorpå den politiske >virkelighed< og sprogbrug er
filtret ind i hinanden, har Kjøller beskæftiget sig med i flere
tidligere bøger -- senest i den særdeles videnskabelige afhandling
>Politisk Argumentation<, der udsendtes for et halvt års
tid siden.
Hans
nye bog er mere populær i anslaget, hvilket allerede fremgår af titlen
>Ud mæ' sproget!<. Men trods den folkelige titel er den
gennemgående holdt på et meget abstrakt plan, med opdigtede eksempler
omkring opdigtede partier og opdigtede medier.
Kjøllers
udgangspunkt er ideologierne. Fordi virkeligheden er så uoverskuelig,
spiller de forenklende ideologier en enorm rolle. Ved hjælp af dem kan
mennesker og organisationer orientere sig og indrette sig i den
uoverskuelige verden. Og i den moderne velfærdsstat hersker der, mener
han, en slags fællesideologi, som afspejler sig i sproget.
Inden
for denne fællesideologi arbejder de politiske partier og medierne med
og mod hinanden. Alle vil fremme frihed, lighed, retfærdighed,
personlig udfoldelse, tryghed, sundhed. Kommunister og liberale,
konservative, borgmestre og skoleinspektører, formænd for
idrætsforeninger og lederskribenter -- alle går ind for disse gode
sager. Siger de i hvert fald.
--
Der føres ingen krig, uden at begge parter erklærer at forsvare disse
værdier, skriver Klaus Kjøller.
Værdierne er lige så uopslidelige som julepynt: de bruges igen og igen,
på træer af vidt forskellig udseende og art. Hvis de ikke er der, kan
enhver se, at der mangler noget.
Men
neden under >julepynten< kæmper partierne og medierne for
at overleve, blive større, vinde tilhængere, læsere, lyttere. Ud fra
det hensyn tilrettelægges informationen, argumentationen og
propagandaen.
Og
ud fra sin analyse af disse ting konstaterer Klaus Kjøller
bl.a., at medierne fungerer som massageapparater, hvormed
organisationerne bearbejder individerne, og at medierne derved giver en
fordrejet fremstilling af mennesket og dets vilkår. Menneskene får
gennem medierne et forvansket billede af deres egen situation, mener
han.
***
Ovenstående
Ritzau-omtale blev trykt bl.a. i følgende medier (evt. let revideret):
Ringkjøbing
Amts Dagblad, d. 29/6 91
Skagens
Avis, d. 8/7 91
Jyske
Vestkysten, d. 24/6 91
Folkebladet
Sydjylland, d. 20/6 91
Lolland-Falster
Folketidende, d. 5/7 91
Morsø
Folkeblad, d. 20/6 91
Kalundborg
Folkeblad, d. 21/6 91
Frederikshavns
Avis, d. 21/6 91
Holstebro
Dagblad, d. 13/7 91
|
