|
[i forbindelse med læsning af
korrektur på papirseksemplar d. 3/7 01:]
Den artige oprører, Erik
eller:
Essensen af Hansen
Et
bidrag til udforskningen af sagprosaens fortællerstemmer
Af Klaus Kjøller
Nogle forskere er mere eksplicitte
oprørere end andre. Det kan være svært for en universitetslærer som
introducerer nye studerende til sætningsskemaet, at konkurrere med
forskningsdisciplinens internationale oprørsfigurer som de kendes fra
berømte værker i faglitteraturen. Læreren med tavlekridtet bliver vist
ofte af de studerende opfattet som et omkringvandrende indeks over
andres store gerninger. En faglig vandmand i klemme mellem kolliderende
tømmerflåder.
Således ikke Erik. Få kan gribe ham i at referere
andres tanker og iagttagelser uden samtidig uden omsvøb at tilkendegive
hvordan hans vurdering er: interessant, perspektivløst skoleridt,
morsomt eller ”noget der bør arbejdes meget mere med”. Oprøret og det
personlige engagement går ham til marven på en håndværkeragtig måde
fordi han altid selv er i gang med flere projekter som han vurderer ud
fra: duer, duer ikke. Hans reaktioner er ikke udenværker som har nogen
påviselig sammenhæng med politisk korrekthed og ideologiske modediller.
Ingen tømmerflåde kan vide sig sikker for denne borebisse.
Den tavse inspirator: oprøreren i revolutionen
Der er meget oprør i ét af dansk
sprogforsknings mest eksplicit revolutionære skrifter, NyS
2, hvor bl.a. pragmatikken blev lanceret på den 1.
studiekonference i nydansk grammatik og sprogbeskrivelse på Odense
Unversitet i april 1970. Der henvises også helt eksplicit til Erik (Sprogiagttagelse, Reklamesprog
og Dansk er mange ting, s. 69) som
en hovedinspirator for bevægelsen, som havde Niels Erik Wille og Peter
Harms Larsen som frontfigurer. Men der er intet tegn i de refererede diskussioner
efter indlæggene på at Erik forholder sig til sin status, trods flere
inklinationer.
Hans eget indlæg på konferencen hed ”Sætningsskema
og verbalskemaer” og var tilsyneladende et rent internt, teknisk
anliggende om dansk syntaks. Forfatteren til Reklamesprog
benytter ikke lejligheden til at springe ud som samfundsomstyrter, end
ikke i det små. Han er tekniker, ikke politiker. Han besvarer
spørgsmålet: Er reklamen reaktionær?
således: ”Det ville være uhensigtsmæssigt at være ideologisk reaktionær
eller avantgardistisk, for den slags ville kun nogle som kunder ganske
ubetydelige ydergrupper kunne identificere sig med. Det gælder om at
holde sig til det store brede midterparti. Reklamen er ideologisk
konservativ.” (Reklamesprog s. 130 f.).
Denne rent teknisk beskrivende holdning fra bogen svarer til hans
holdning på konferencen.
Men enhver som kan huske 30-35 år tilbage, ved jo
godt at denne teknisk beskrivende holdning blev betragtet som dybt
reaktionær af de toneangivende ideologikritiske kredse som beskæftigede
sig med reklamer og lignende på universiterne. Den objektive, værdifri
forskning var jo en illusion; derfor måtte man vælge mellem folket
eller kapitalen. Og at Erik ikke, som god tone var dengang, valgte
folket under afgivelse af de sædvanlige rituelle besværgelser, var en
klar provokation. At det egentlig også var intenderet sådan, fremgår af
de røde klude han vifter med i teksten, især udtrykkene ”reaktionær”,
”ideologisk reaktionær”, ”ideologisk konservativ” og ”nogle som kunder
ubetydelige ydergrupper” (s. 130-1).
At betegne de politisk korrekte revolutionære som
den ”avantgardistiske” del af noget i øvrigt ubetydeligt, dvs. uden
reel kontakt til ”det store brede midterparti”, var en langt større
oprørshandling end bare at gå til oprør mod kapitalen.
Han
valgte ikke den lette løsning. Han valgte oprøret – sikkert fordi han
syntes det var almindelig sund fornuft. Men dem han gjorde oprør mod,
straffede ham ikke; tværtimod omfavnede de ham demonstrativt.
Det er en skæbne han ofte har lidt.
Skema til et oprør
Men det var ikke det eneste oprør
Erik gjorde på den berømte konference. Der var også en masse oprør inde
i det tilsyneladende tekniske syntaktiske foredrag han holdt. Alene det
at vælge et sådant emne, var selvfølgelig også oprørsk, eller i det
mindste uhøfligt, nu hvor trenden gik i retning af at det interessante
var forholdet mellem sprog og omverden.
Begyndelsen af foredraget (= artiklen i
konferencerapporten) ”Sætningsskema og verbalskemaer” i NyS 2, 1970 (s.
116) lyder således:
”Med
rette har man mange steder i den lingvistiske litteratur karakteriseret
Paul Diderichsens topologiske sætningsmodel ”sætningsskemaet”, som et
væsentligt videnskabeligt og pædagogisk fremskridt.
Det er derfor ejendommeligt så lidt PDs beskrivelse
har været brugt til større videnskabelige undersøgelser af moderne
sprogmateriale. Som regel bruges sætningsskemaet kun til indføring i
elementær grammatik og til præsentation af sætningsskemaet. Jeg kender
egentlig kun to forsøg på at bruge sætningsskemaet i forbindelse med
systematisk beskrivelse af større tekster: […]
Både
Elisabeth Hansen og jeg selv har gjort den erfaring at PDs skema ikke
kan bruges som det er. Det er først og fremmest indholdsfeltet der er
besvær med. Det virker inadækvat over for materialet: der er simpelthen
for mange konstruktioner der ikke passer.”
Denne indledning er klart nok et
stykke videnskabelig prosa: De personer og artikler og fænomener der
omtales, er virkeligt eksisterende, og den verden der fremstilles, er
helt eksplicit beskrevet som videnskabelig og pædagogisk. Den bærende
værdi, det som teksten erklærer at gå ind for, er ”større
videnskabelige undersøgelser af moderne sprogmateriale.” Redskabet,
sætningsskemaet, er ikke godt nok til at nå målet med. Artiklens formål
er at gøre det bedre.
På de få linjer udfoldes en historie om et
establishment: ”den lingvistiske litteratur” og deres etablerede
sandheder, her ”PDs sætningsmodel”. The
Establishment er hyklerisk eller inkonsekvent –
eventuelt dovne – fordi de er enige om at sætningsmodellen er god, men
ikke, når det kommer til stykket, bruger den til at nå målet med. Nu
kommer så fortælleren og afslører over for læserne dette misforhold
mellem ord og gerning. Men ikke nok med det. Han har også kontrolleret
the Establishments officielle vurdering ved selvsyn og kan afsløre at
den er (delvis) forkert.
Denne historie om et establishment præget af
modstrid mellem ord og gerning, og af fejlagtig eller utilstrækkelig
viden, og om en oprører som bruger sin sunde fornuft og sanser mod det
ved at appellere til en større offentlighed, er klassisk. Men formålet
er her i modsætning til visse klassiske udgaver ikke at hugge hovedet
af uhyret. Formålet er at udbedre dets skavanker ved at sige sandheden,
så enkelt og direkte som muligt.
Nok er helten en respektløs oprører, men det er kun
tilsyneladende. I virkeligheden er det der oprører ham, at the
Establishment ikke langt mere effektivt og kløgtigt og konsekvent
forfølger sine mål. Han er imod al slendrian og uorden, og prøver at få
the Establishment til at gøre meget mere ved det end det gør.
Denne historie er nok på spil hver gang en forsker
som ikke bare er boldflytter, holder et kongresindlæg, skriver en bog
eller en artikel: Man gør op med ”gængse meninger her på
forskerbjerget”. Det særlige ved Erik er at han fortæller den så
eksplicit når han tager ordet. Mere konfliktsky og høflige kolleger
ville have indledt artiklen således:
”PDs topologiske
sætningsmodel, ”sætningsskemaet”, er anerkendt som et væsentligt
videnskabeligt og pædagogisk fremskridt (referencer).
Der er
ingen tvivl om at PDs model vil kunne danne grundlag for mange større
videnskabelige undersøgelser af moderne sprogmateriale. Imidlertid er
der allerede visse undersøgelser der peger på at det bør revideres,
især med henblik på indholdsfeltet (referencer til Elisabeth Hansen og
til Erik Hansen).”
Substansen er den samme som i
originalen; men fortælleren en anden. Ingen kan sige hvem, men alle kan
straks se at det ikke er Erik.
Sagprosa: Fortællerens stemme er forfatterens stemme
Ved skønlitteratur er der ingen
grænser for hvilken afstand der kan være mellem forfatter og fortæller,
bare historien, digtet eller dramaet fungerer. Her er det en ekstra
kvalitet hvis forfatteren er i stand til helt at skjule sig bag sine
fiktive personer: Det viser at forfatteren kan sit kram. Anderledes ved
sagprosa. Her skal forfatter og fortæller være så sammenfaldende som
muligt. Hvis læseren oplever afstand mellem de to, vil tekstens status
som gengivelse af (et uddrag af) virkeligheden, undergraves.
Da det ikke generelt kan forudsættes at læsere af
sagprosa kender forfatteren personligt, kan man ikke forlade sig på at
enhver læser kan genkende fortælleren fra virkeligheden. Derfor
medfører kravet om størst mulig identitet mellem forfatter og
fortæller, at fortælleren så vidt muligt i teksten må søge at
underbygge indtrykket af at han eller hun faktisk er
forfatteren. Mens forfattere af skønlitteratur til stadighed over for
anmeldere og almindelige læsere må fremhæve at de skam ikke uden videre
er identiske med fortælleren i deres tekst, så må forfattere af
sagprosa til stadighed fremhæve at de er helt identiske med fortælleren.
Enhver uoverensstemmelse her vil svække tekstens
troværdighed.
I praksis vælger de fleste forskere at skrive i en
ret anonym stil. Men hvordan kan en tekst uden personlige vandmærker i
særlig grad tjene til at skabe identitet mellem fortæller og forfatter?
Illusionen om den fortællerløse tekst
Kun markedsforholdene kan
tilsyneladende tvinge sagprosaen ud i eksperimenter. Inden for
journalistikken har man op gennem forrige århundrede til stadighed
importeret og forfinet velkendte virkemidler fra skønlitteratur og
fiktion når man skulle fremstille virkeligheden på en mere
konkurrencevenlig måde. Fx den subjektive, medlevende jeg-fortæller i
New Journalism og fiktionsfilmens fortælleteknik når dagens tv-nyheder
skulle fortælles (Harms Larsen). Kravet om formidling til så mange som
muligt i benhård konkurrence med andre formidlere har nødvendiggjort
denne produktudvikling af virkelighedsgengivelse til at måtte omfatte
stadig flere teknikker fra fiktionen.
Men denne import af nye virkemidler har ikke ændret
ved det grundlæggende: Der skal være identitet mellem fortæller og
forfatter. Ændringen er at fortælleren er blevet meget mere synlig og
har fået lov til mere.
Men en tilsvarende produktudvikling af
fremstillingsformer har vi ikke set inden for seriøs videnskab. Her
konkurreres mere på at finde ud af nye ting, end på at formidle det man
finder ud af, bedre end kollegerne.
Men selvfølgelig er der da alligevel en
fortællerstemme, og dermed en fortæller i selv den mest saglige,
videnskabelige prosa.
De fleste forskere bruger samme teknik som
embedsmænd: De skriver en helt upersonlig prosa som det skal være
umuligt at sætte individuel afsender på. Problemet med størst mulig
sammenfald mellem forfatter og fortæller søges løst ved så vidt muligt
helt at afskaffe fortælleren som en konkret person der viser sig i
teksten. Det ræsonnement som læseren inviteres til, er dette: Når der
ingen fortæller er, kan der heller ikke være nogen opdigtet historie;
altså er det den rene skinbarlige virkelighed man sidder og læser.
Det var ellers én af pragmatikkens og
ideologikritikkens store fortjenester at afsløre dette illusionsnummer
om den fortællerløse tekst og den rene virkelighed. Men denne
erkendelse har ikke fået mange forskere til at eksperimentere med deres
fortællerstemme. Den videnskabelige institutions bærende illusion er
stadig den fortællerløse tekst i de sædvanlige genrer.
Når der sættes turbo på teksten
Det er en illusion som Erik aldrig
har ligget under for i mærkbar grad. Oprøret er en meget eksplicit del
af hans forfatterstemme. Ikke sådan at den hvæser, brøler eller gør.
Men de fortællinger han giver, er fortællinger om en oprører. Og
oprøreren er ham selv, den faktisk eksisterende person, Erik. Og hos en
forfatter som er så velskrivende som Erik, er denne stemme med sit
portræt af den ensomme, utrættelige oprører nærværende overalt, uanset
genre og anledning.
Mest eksplicit findes oprøret måske i den bog han
skrev i Fremads serie, Danmark i 90’erne: Da
lo hun så hjerteligt. Seks læsestykker om vort sprogs nutid og fremtid
(1989). Bagsiden fortæller historien klart: ”[…] Hvad sker der med vort
sprog? Det offentlige og juristerne vil udtørre det, reklamen vil
indsukre det, EF vil helst afskaffe det, medierne sjusker med det,
skolen ved hverken ind eller ud, og i stedet for en vitaminrig
sprogdebat har vi bare vrisne læserbreve om ligegyldige enkeltheder.
Men sproget klarer sig endda.” Titlen henviser til Edv. Lembkes ”Vort
Modersmaal er dejligt”, linjerne: ”Men just som de tænkte, hun var i
Baand og Bast, da lo hun så hjertelig, at alle Lænker brast.” Og den
der befrier hende ved at få hende til at le, er selvfølgelig Erik.
Her befries hun fra juristerne (s. 26 f.):
”For
juristerne og administratorerne er det traditionelle
administrationssprog det letteste. Når de først har lært det, fungerer
de som sproglige robotter; det er nemt og trygt. Men for andre drejer
det sig ikke om robotfunktion at skrive i den officielle stil; det er
tværtimod svært og utrygt.
Nu ville det være forkert og urimeligt at påstå at
administrationssprogbrugerne er nederdrægtige mennesker som med
sproglige midler bevidst hindrer det danske folk i at udfolde sig
demokratisk. Det meste af det dårlige administrationssprog skyldes
selvfølgelig tradition og gammel vane, og der har som nævnt i mange år
været forsigtige forsøg på at lægge det offentliges sprog om.
[…] Men en virkelig ændring af
administrationssproget kan kun tænkes som følge af en regulær
holdningsændring hos administrationen. Det kommer til at tage tid.”
Det som i høj grad skaber historien
og dynamikken i denne polemiske tekstbid, er den smidige måde hvorpå
sorteper placeres forskellige steder. Først hos juristerne som
bevidstløst vælger det nemme og trygge. Efter at vi har nydt dette
slag, afvises det at juristerne er onde; de er ofre, og
skurkeværdigheden sendes videre til tradition og gammel vane. Endelig
genplaceres sorteperskurken hos juristerne, dog nu under den lidt
anonymiserende betegnelse ’administrationen’, som er langsom til at
ændre holdninger.
Sorteperskurkens vandring er samtidig en drilsk leg
med læseren. Den dybtfølte tilfredshed vi fik ved at se juristerne
hængt ud, afsløres som en fejltagelse som bygger på en vulgær
opfattelse af forholdene: Død over skrankepaverne! Juristerne er som
mennesker skam gode nok; det er urimeligt at tro andet. Æv, nu troede vi ellers lige at
vi havde dem! Men straks efter genplaceres sorteper hos juristerne, dog
uden det på nogen måde udpensles.
Sådan en turbotekst er ikke for læsere som let
bliver forpustet eller rundtosset.
Der ønskes en vurdering af den danske skolestil
I samme bog behandles emnet Dansk
stil i skolen (s. 30-31):
”Opgaven er urimelig. Ingen
voksne ville påtage sig at skrive et forstandigt og engageret
kulturessay på kommando, og det er både forklarligt og forståeligt at
eleverne griber til de præfabrikerede løsninger, klicheerne. Mht.
indholdet søger de at dreje det hen på et af en lille håndfuld emner de
kender og som anses for honnette i danske stile: social diskrimination,
miljøforurening, kvindeundertrykkelse, op- eller nedrustning – som det
nu passer bedst, uanset om det passer godt. Og mht. den sproglige form
vælger de så godt de kan at efterligne det sprog de finder i aviserne
eller hører fra politikerne i radio eller fjernsyn. Pinligt og
hjælpeløst hos de fleste, men forståeligt og tilgiveligt. Den danske
stil er en systematisk øvelse i holdningsmæssig og sproglig
forstillelse.”
Få vil mere præcist på så få linjer
og med så stor indlevelse kunne beskrive én af danskundervisningens vel
nok mest sejlivede skandaler. Den disharmoni som etableres hos læseren
på grund af de uskyldige ofres lidelser, placerer i første omgang
sorteper hos lærerne, de umiddelbare undertrykkere. Men den placeres
først endeligt nogle sider senere hvor en ny bekendtgørelse om dansk i
gymnasiet (1987) behandles (s. 35):
”[Det er] nok omsonst at
håbe på det vigtigste, afskaffelsen af den danske stil som den
dominerende øvelses- og opgaveform. For det første må man regne med den
træghed og uvillighed til at lave om på noget som kendes hos alle
erhvervsgrupper; for det andet er der dansklærernes mangelfulde
uddannelse, som gør dem usikre over for alt nyt; men først og fremmest
er der det at en ændring evt. kan komme til at berøre timetal og
rettebrøker, hvormed man er oppe mod det sikre værn mod al nytænkning,
fagforeningen.”
Ærkeskurken er den samme som ved
administrationssproget: vane, magelighed og træghed – her symboliseret
af fagforeningen. Men bemærk hvorledes aggressionen rammer forskellige
aktører undervejs og dermed giver teksten progression og intensitet:
først bekendtgørelsen som ikke vil medføre reelle ændringer; så
lærernes træghed – og her gives et akkompagnerende sidespark til alle
erhvervsgrupper; så dansklærernes mangelfulde uddannelse, dvs.
universiteterne; og universiterne rammmes egentligt ret hårdt af
anklagen for at gøre de studerende usikre over for alt nyt, fordi
universiteters opgave jo netop er til stadighed på en overbevisende
måde at forbinde det nye, forskningen, med undervisningen; så kommer
lærerne igen i skudlinjen med deres småtskårne bogholdermentalitet om
timetal og brøker, hvorefter skylden endelig lander hos fagforeningen.
Og det er jo i dette tilfælde Gymnasieskolernes Lærerforening. En
organisation som, så vidt jeg ved, ikke på nogen måde undskyldes noget
sted i Eriks forfatterskab.
Nævn det ikke
En oprører hvis bærende lidenskab
er at sige sandheder, koste hvad det vil, vil ofte have problemer med
loyalitet over for personer og organisationer han kender indgående. For
at give sine tekster inspiration må de forbindes med oprørstemaet, dvs.
afslørende sandheder. Og dér hvor han kender sandheden mest, er hos dem
han kender bedst, herunder det sted han er ansat eller arbejder.
Det er i denne afvejning af hensynet til den
pragmatiske borgerlige sikkerhed og til sandheden, man skal kende sin
oprører. Da jeg som ung redaktør af en antologi fik en føler fra Erik
som gik ud på at han havde noget som han egentlig godt kunne tænke sig
at skrive, men at han ikke rigtigt vidste om han turde, var jeg ikke
sen til at opmuntre ham. Dengang var jeg stolt over at en autoritet som
Erik spurgte en grønskolling som mig til råds om dette. I dag ved jeg
at han havde gjort det alligevel, og nok med ekstra vellyst hvis jeg
havde frarådet det.
Det handlede om Dansk Sprognævn og dets
begrundelser. Sagen var at de officielle forklaringer som nævnet gav i
sprogtvister, var principielt utilstrækkelige. Erik havde været medlem
af nævnet siden 1973 og dermed én af dem der bidrog til og udøvede den
autoritet som nævnet havde.
Han skriver i ”Den hemmelige præmis” s. 95:
”Situationen
er typisk for diskussionen om sprogrigtighed: der foreligger to
konkurrerende, men i og for sig lige gode former; kun den ene form
bruges af de rutinerede, bevidste og omhyggelige sprogbrugere hvis
sprog traditionelt kaldes ”dannet”. Denne form kaldes korrekt eller
rigtig, og i disse ord ligger der kun at formen foretrækkes af den
nævnte, ganske bestemte gruppe af sprogbrugere. ’Korrekt’, ’rigtig’
siger altså intet om at en form er mere logisk, tydelig, konsekvent,
økonomisk eller demokratisk end en anden.
Ganske
vist er det i reglen betragtninger over logik, tydelighed, konsekvens
osv. der inddrages når man argumenterer for én form fremfor en anden,
men som vi har set kan vi umuligt forklare konklusionen hvis vi ikke
antager at den afgørende argumentation er noget i retning af: [mere
udførlig gengivelse af argumentationen ud fra ”de dannede”]
Som
regel mangler denne del af argumentationen. Til gengæld fremføres tit
det eller de af argumenterne analogi, etymologi, ortofoni osv. som
tilfældigvis fører til samme konklusion. […]”
Linjen trækkes helt klart op i den
ene af artiklens konklusioner:
”Dannelseseliten har sat
undervisningsvæsenet og en institution som Dansk Sprognævn til at
varetage sine sproglige interesser. I skolen doceres det dannede sprog,
i tvivlstilfælde efter anvisning fra Dansk Sprognævn. Desuden er
ordbøger og grammatikker indrettet således at de i kraft af deres måde
at beskrive og benævne de sproglige fænomener på, automatisk får det
dannede sprog til at fremstå som det konsekvente og logiske, mens det
folkelige eller vulgære bliver inkonsekvent og ulogisk.
”
Dette er et oprør der sagtens kan
måle sig med ideologikritikkens forsøg på at undergrave institutioner
som Danmarks Radio og ØK. Armbevægelserne og iscenesættelsen er måske
ikke helt så drabelig, men essensen den samme. Er Erik da blevet
revolutionær her i midten af 70’erne hvor ungdomsoprøret vel allerede
sang på sidste vers?
Artiklens alternative konklusion er artig nok:
”Hvilken
form man vælger kan egentlig være ligegyldigt, bare man vælger. Men det
er alt i alt mest hensigtsmæssigt at vælge den form der bedst stemmer
med det lidt konservative skriftsprog. […]
Det traditionelle skriftsprog ligger ganske vist
noget tættere ved sproget i visse sociale lag end i andre, men denne
ulempe afbødes ved at den intensive undervisning i skolen søger at
demokratisere de højere samfundslags privilegium på
sprogrigtighedsområdet.”
Men læst i lyset af den
sønderlemmende kritik af skolens undervisning i stileskrivning ovenfor
må man vel afvise at Erik kan tro på denne mere stuerene
retfærdiggørelse af nævnets politik. Dette indtryk bestyrkes af et
centralt sted i ”Den sproglige Kliché” s. 22:
”Med
klicheer er det ligesom med korrekt og ukorrekt sprog et spørgsmål om
at acceptere eller forkaste sociale sprogkonventioner. Men det
fortæller man ikke eleverne. Tekniske gloser som ukorrekt og kliché
tilslører sagen, idet de hindrer at man kommer til at tale om det det
egentlig drejer sig om.
Klicheer
er ikke noget der skrives, det er kun noget der opleves.”
At Erik lærte de dengang unge, nu
midaldrende sprogforskere – eller hvad de måtte have transformeret sig
til – noget om oprør, har de aldrig lagt skjul på. Men jeg tror
egentlig også at de inspirerede ham til at blive mere eksplicit
politisk de steder hvor han syntes det tjente det oprør han i øvrigt
alligevel ville have begået i sine artikler og bøger.
Artig, hvordan?
Fra tid til anden har man i
universitetskorridorerne hørt Erik benævnt som en ”flab”. Det mener jeg
er en overfladisk betegnelse som kun kan bruges af folk som ikke
forstår essensen af hans oprør. Eriks præstation er i høj grad at
udfylde sine formelle, borgerlige poster som sprogprofessor,
nævnsmedlem og mangeårig formand trods en usvækket respektløs optræden
gennem alle årene. Det har kun været muligt fordi det i virkeligheden
er to sider af samme sag. Det der egentlig oprører ham er manglende
orden og sammenhæng – god gammeldags slendrian, simpelt hen – og han
retter skytset mod kilden til rodet, uanset hvad og hvem det er. Men
hans skepsis og skarpe analytiske sans forhindrer ham i at tro på store
vidunderlige systemer, hvad enten det er marxisme, glossematik eller
generativ grammatik. Derfor er hans projekt simpelthen af få ryddet op
og holde god orden i det radisebed som han beskedent synes han har
forstand på.
Hvis det ikke er artigt, så ved jeg ikke hvad er.
Han tager jo simpelt hen autoriteterne på ordet – og bruger det imod
dem med sin særlige jiu-jitsu-turboteknik.
Og den autoritet han altid mest ihærdigt har
bekæmpet, er den autoritet som andre ønsker at tillægge ham i kraft af
hans embeder eller hans almindelige personlige eller faglige pondus.
Trods flere børnebørn er han selv stadig barnet over dem alle, nemlig i
det eventyr hvor kejseren intet havde på. Hans sproglige stil er et
effektivt værn mod alle forsøg på at tilkende ham piedestalsk
værdighed, imponerende omsvøb og kostelige nøkker[*]. Hvis noget kan
udtrykkes mere enkelt, så gør han det uden nåde. Derfor slutter hans
breve også ligeud ”med hilsen”, for det er jo egentlig bare det der er
tale om. Bombardér ham med komplimenter og taknemmelighed, men vent
ikke andet end vrissen ydmyghed til gengæld. Kast et murstenstungt
festskrift efter ham, men regn kun med at han griber det hvis han ikke
kan nå at smutte væk forinden.
Den dag hans oprør slutter, bliver en stor dag for
vane, magelighed og træghed – i dette
land og i udforskningen af dansk sprog. Vi må så mere end nogensinde
stå sammen for at undgå at gå til grunde i overfladisk artighed og
høflighed. Det ske sent.
Referencer
Hansen, Erik (1970): Reklamesprog.
Anden udgave. Hans Reitzel. København.
Hansen, Erik (1970): Sætningsskema
og verbalskemaer. I: NyS 2: Grammatik,
pragmatik og tekstbeskrivelse. s. 116-137.
Hansen, Erik (1975): Den hemmelige
præmis. Argumenter og skinargumenter i sprogrigtighedsspørgsmål. I: Klaus Kjøller
(red.): Analyser af sprogbrug. Argumentation,
Borgen. København, s. 88-102.
Hansen, Erik (1979): Den sproglige
Kliché. En studie i pragmatisk stilistik. I: Danske
Studier 1979, s. 5-23.
Hansen, Erik (1989): Da
lo hun så hjerteligt. Seks læsestykker om vort sprogs nutid og fremtid,
Fremad. København.
Harms Larsen, Peter (1992) Faktion som udtryksmiddel Amanda.
København.
Læs nekrologen Erik Hansen var mange ting.
Opdatering 4/5
2002:
Kommentar:
[*] Til trods for at det må siges
at være en del af den absolutte elite blandt danske sprogbrugere og
retskrivningsfanatikere der udgør redaktionsgruppen og forfatter, så
lykkedes det alligevel for en lumsk stavefejl at slippe igennem til
læserne af festskriftet. ’Nøkker’ skulle have været ’nykker’. En nøkke
er et overnaturligt væsen der ifølge nordisk folketro lever i vandløb
og søer. En nykke er en forskruet idé. Erik
Hansen har haft pli nok til ikke at nævne det
for mig endnu, men at det har moret ham at finde den da han læste
artiklen, er jo helt sikkert.
15/6 2018:
Layoutforbedringer
16/10 2018:
indsættelse af link til nekrologen Erik Hansen var mange ting.
|
