|
Kjøller forside à alle artikler à Manus:
Sprogkode tilintetgør angribende snedker |
[senest
revideret 4/5 2002]
Titel og medium
”Sprogkode tilintetgør angribende snedker. Og andre eksempler på sprog som magtmiddel som leder frem til et forslag til undervisningspraksis som skal sætte eleverne mest muligt i stand til at bestemme over deres eget sprog” i Dansklærerforeningens Fælleskrift ”Sprog om sprog om sprog” (temanummer) Dansklærerforeningen 2001, s. 16-21. (december, men vist først sendt til medlemmerne januar 2002). [Artikel fra
|
|
|
|
|
|
|
Sprogkode
tilintetgør angribende snedker
Og
andre eksempler på sprog som magtmiddel som leder frem til et forslag til
undervisningspraksis som skal sætte eleverne mest muligt i stand til at
bestemme over deres sprog.
Generalens ordre til ordonnansen om at pudse sin næse, er ikke særlig interessant som magtudøvelse: Den er eksplicit, derfor ufarlig. (Forbehold: Hvis ordonnansen forstår noget andet ved ’sin’ end generalen, kan han komme til at pudse den forkerte næse. Det kan så blive farligt.) Heller ikke en lærers ordre til en klasse om at tie stille, er særlig interessant. Det er magtklicheer. I den knappe tid man som lærer har mulighed for at lære sine elever om sprog og magt, gælder det om at koncentrere sig om det væsentlige, dvs. det farlige og effektive og allestedsnærværende. Domstol fastslår korrekt sprogbrug
En 60-årig snedker fra Hvam, Det er let at se at sådan et eksempel har med magt at gøre. Først bruger en kommune sin magt over for en borger. Derefter bruger borgeren sin magt (ret) til at appellere og får herved en overordnet instans til at bruge sin magt over for en underinstans. Men det handler også om normer for sprogbrug. Snedkeren påstår at han har ret til at trække 283.000 fra. Kommunen siger at det har han ikke. Landsskatteretten siger at det må han godt. Tre forskellige aktører har to forskellige opfattelser af virkeligheden. Den aktør som har mest magt, har også ret til at definere virkeligheden inden for sit kompetenceområde. På denne måde er enhver domstolsafgørelse også et stykke sprogligt normeringsarbejde. Virkeligheden defineres gennem påstande som officielt skal accepteres. Organisationens sprogbrug beskytter mod nederlag’Officielt’ er et vigtigt ord her. Snedkeren mener at kommunens lokale skattefolk bør straffes for at have begået en fejl som har kostet ham så mange bekymringer, stress og penge til revisor. Den lokale skattechef udtaler at alle sager om beskatning af udlandsindtægt er vanskelige og ofte bygge på et skøn. Af og til oplever kommunen derfor at Landsskatteretten er uenige i kommunens skøn. ”Men det betyder ikke nødvendigvis, at det er Landsskatteretten der skønner korrekt”, siger skattechefen ifølge JyllandsPosten d. 26/8 2001. Ordet ’skøn’ er vigtigt her. Det gør det muligt at undgå en sort-hvid fremstilling med sejrende triumfatorer og ydmygende nederlag. I stedet har vi en grå nuanceret virkelighed hvori der skønnes om komplicerede sager. Det er en verden hvor samvittighedsfulde embedsfolk løfter den byrde det er at skulle sige klart ja eller nej til noget som man egentlig kun kan sige måske til. En verden hvor den underordnede instans stadig kan hævde at den egentlig havde ret, selv om den officielt er tvunget til at rette sig efter en overordnet kendelse som gik den imod. Snedkeren Pressen tager skattevæsnet på ordetDerfor går ”Hvis en skatteyder føler sig uretfærdigt behandlet af det kommunale skattevæsen og skatteankenævn, koster det kun en kuvert og et frimærke at sende en klage til Landsskatteretten.” Udtalelsen faldt som svar på krav om at det offentlige skulle betale de omkostninger en klagende borger fik ved at klage. Hermed er Søren Petersens sag blevet til et argument i den landspolitiske debat. I enhver organisation fosser en kilde af sprognormerI et demokrati er det særligt interessant og nødvendigt at se på, oplyse om og undervise i hvorledes dem uden ret meget magt bedst kan bruge sproget til at forsvare sig mod overgreb og kæmpe for deres rettigheder. Det handler ikke om oprør, revolutioner og røde faner, men såmænd bare om vores allesammens ret til den daglige leverpostej og ro i kolonihaven. Når man skal se på politisk magt i et velfærdsdemokrati som vores, så er magt det samme som organisationers magt. Ikke kun fagforeninger – som vist er det de fleste mennesker tænker på ved ordet ’organisation’ – men også politiske partier, ministerier, amter, kommuner, medier, religioner og private virksomheder. Bag alle forskelligheder, så er sådanne organisationer magtkoncentrationer: en mængde mennesker (ansatte eller medlemmer) arbejder koordineret for at nå organisationens mål. Og uden sprog til at holde sammen på organisationen og påvirke omgivelserne til mest muligt at dele dens opfattelser, ville den være utænkelig. Kjellerup kommunale skattevæsens indarbejdede sprogkode gjorde det ganske let at tilintetgøre en angribende snedker som troede han havde vundet en sejr. Alle organisationerne er i deres selvforståelse, men især i deres offentlige erklæringer, drevet af ønsket om skabe mest mulig glæde og livskvalitet og lykke for alle borgerne, eller i det mindste en særlig undertrykt eller forfordelt gruppe af dem. Men da organisationerne ofte ligger i strid med hinanden om penge, stemmer, medlemmer og forbrugere, så anklager de jævnligt hinanden for de værste ting. Hvor organisationerne tørner sammen, tillægger de også hinanden de nedrigste motiver: selviskhed og griskhed. Det sker bl.a. i den offentlige debat som i praksis er opfyldt af to ting: på den ene side indlæg hvor organisationerne promoverer sig selv og stedse søger at skabe det bedst mulige image. På den anden side indlæg hvor de søger at underminere konkurrenternes image. Hvis du synes jeg smører lidt tykt på, så lad dine elever løse denne opgave: Tag 3 dages aviser (fx elevens daglige, hvis eleven har én) og afgør for hvert enkelt debatindlæg (læserbreve eventuelt undtaget) hvilken organisations interesser skribenten varetager og find eksempler på hvordan image opbygges og nedbrydes. Medbring aviserne og eksemplerne til timen. I medierne konfronteres sprogbårne skueværdier med virkelighedenSet i et vist perspektiv, så består demokrati i at give dem som ikke tilhører en bestemt organisation, størst mulig garanti mod at blive misbrugt af én eller flere af organisationerne. Denne garanti ligger i at ”dem uden for organisationerne”, dvs. de almindelige borgere, har mulighed for at konfrontere organisationens officielle erklæringer med dens reelle handlinger. Denne konfrontation sker i offentligheden, dvs. i landets frit konkurrerende medier. Over foreliggende kendsgerninger brygger medierne i konkurrence de bedst mulige historier som konfronterer organisationerne med deres egne erklæringer. Og der sker i fuld offentlighed, dvs. under overværelse af i princippet alle vælgere, aktionærer, kunder, forretningsforbindelser og egne ansatte eller medlemmer. Organisationer som på denne arena ikke lever op til borgernes opfattelser og moralske vurderinger, svækkes. Aktiekurser falder, vælgere flygter, medlemmer forsvinder, ansatte søger væk. Heri ligger den enkle og stærke mekanisme som gør et demokrati til et demokrati: Borgernes opfattelser og moral er den øverste målestok når rollerne som skurk, offer og helt skal placeres i mediernes historier. Magt i et demokrati er derfor i høj grad magt til at bringe noget frem i medierne. Det er i medierne at organisationerne skal stå til regnskab for deres handlinger. Og medierne er sprog, sprog og sprog. Imellem skueværdier og handlinger findes det usagteDen 10. juli i år blev det ved telefonafstemning i Finansudvalget besluttet at give organisationen Red Barnet en 4-årig rammebevilling på 170 mio. kr. Det var en kraftig forøget støtte som blev givet på trods af flere skandaler, længevarende økonomisk kaos og problemer med den interne administration og styring. For nylig blev Mimi Jakobsen generalsekretær for Red Barnet. Som bekendt er hun også stadig formand for det lille midterparti, CD. Kort inden hastebevillingen til Red Barnet havde hun sammen med Mogens Lykketoft været på rejse i Etiopien. I øvrigt er formanden for Finansudvalget, Peter Duetoft, også folketingsmedlem for CD. Kort efter bevillingen var gået igennem lagde Duetoft – i modsætning til tidligere signaler -- luft til Anders Fogh Rasmussen som statsminister efter valget som er på trapperne. I de kommende finanslovsforhandlinger kan støtte fra CD også gøre regeringen mindre afhængig af venstrefløjens stemmer i afgørende forhandlinger. Flere kilder på Christiansborg sørger for at historien kommer i medierne. Dette tvinger aktørerne til offentligt at forsvare deres handlinger. Forsvaret består i udtalelser om
Scenen er hermed sat for demokratiets kernedrama: konfrontationen mellem på den ene side skueværdier og offentlig moral, og på den anden faktiske handlinger. Det er en dyst på parternes sproglige formuleringer som tørner sammen i medierne. Men det er jo også en tvist hvis udgang afhænger af hvilken vægt der lægges på det der formuleres, over for alt det som aldrig formuleres. Her: Er det væsentligt at Mimi og Duetoft ikke taler om Red Barnet? Forbindelsen og sammenhængene er så indlysende for professionelle politikere at det vel netop er helt overflødigt, ja vel nærmest ublufærdigt, at sige noget når man er sammen. Og Mogens Lykketoft: Det er klart at en udenrigsminister selvfølgelig ikke er involveret i samme procedurer som en finansminister, men et par mikroskopiske signaler som kun forstås af indforståede sagsbehandlere og politikere, er vel også fuldt tilstrækkeligt når en magtfuld politiker skal ordne sagerne? Der er normer for sprogbrug, men der er også normer for tavshed og underforståelser. Uselvisk oplysning eller hadekampagne?For kort tid siden indrykkede Dansk Folkeparti en helsidesannonce i et dagblad. Den rummede navnene på et stort antal som med en lov blev danske statsborgere. Annoncen gav stor omtale i mange medier. Selv medier som erklærede at de ville afvise at bringe den, hvis de blev spurgt, orienterede grundigt om den. Og partiets spindoktor, Søren Espersen, blev interviewet af Kurt Strand i DRTVs Profilen. Her forklarede han at partiet med annoncen simpelt hen foretog den borgeroplysning som staten i virkeligheden burde udføre: En lov blev gjort kendt. Harmen over at man her hængte navngivne personer ud, afviste han med at de jo i forvejen var offentliggjorte på Folketingets egen hjemmeside som bragte alle nye love. Og at det der drev partiet var oprigtig bekymring for hvor Danmark var på vej hen uden at mange danskere i realiteten var klar over det. Også her består dramaet i en konfrontation mellem skueværdier og handlinger. Kritikerne skal søge at fortælle en historie om et hyklerisk og hadsk parti som ofrer nye meddanskere på offentlighedens alter. Partiet skal møde det med sine og vælgernes skueværdier: oplysning og idealisme. Udgangen på striden afhænger i høj grad af hvor gode parterne er til at bruge det danske sprog effektivt. Lad eleverne lære gennem praksisDet vanskelige ved at undervise i sprog og magt, og bl.a. inddrage eksempler som disse, er at eleverne alt for let kommer til at diskutere hvem der har ret, i stedet for at analysere og forstå hvordan parterne bærer sig ad med at overbevise om at de har ret. Jeg tror ikke løsningen ligger i at tvinge eleverne til at analysere ud fra en teoretisk iagttagerposition. Trods alt gælder det jo om at gøre dem til gode borgere i demokratiet, og hvorfor begynde med at tvinge dem til at glemme deres naturlige partiskhed? En god borger er én der ved hvordan han eller hun bedst skal gøre sine meninger gældende med sproglige midler. Lad dem derfor så vidt muligt lære ved at træne dem i at udtrykke de synspunkter de har, så effektivt som muligt. Lettere sagt end gjort, tænker du måske. Rigtigt, men sig først det er umuligt efter du har givet det en chance: Efter lang tids udrugning på universitetet har jeg forsøgt at give et konkret øvelsesbaseret bud på indholdet af sådan en undervisning i Få din vilje! Tal og skriv effektivt (Akademisk, 1996). Det allerførste de vil lære, er at den som bare udtrykker sin mening uden at kende og gøre brug af de effektiveste påvirkningsteknikker, også taber sprogkampen om sandheden til dem som bruger alle tilladte våben. En vigtig sidegevinst er at de – i takt med at de kommer til at kende teknikkerne indefra som praktikere – også bliver langt bedre til at gennemskue andres forsøg på at overbevise dem, herunder organisationer og medier. Det gælder nemlig ikke bare at de bedste tilskuere til badminton også er dem som selv spiller. Det gælder også at de mest kritiske patienter er folk som selv er læge.
|
|
|
|
|
|