|
Kjøller
forside à alle
artikler à Manus: kronik i |
[senest revideret 21/11 2006]
Titel og medium
”Manipulation, vold og selvcensur” offentliggjort som
kronik i |
[titelforslag:]
Manipulation, vold og selvcensur
Danmark er i øjeblikket er
lærerigt eksempel på, hvorledes en lille gruppe ekstremister sætter
dagsordenen og opnår deres politiske resultater. Det sker især ved med
vold og trusler at skræmme neutrale borgere, som bare ønsker fred. Men
hvis du læser dette, er der stadig håb.
Midt i vores hyggelige lille land foregår der i øjeblikket en politisk proces med brug af vold som motor. Og endnu engang må man desværre anerkende, hvor effektivt et middel vold er i politik. Selv fremtrædende politikere som Bertel Haarder erkender det og pålægger sig selvcensur. Er der noget at gøre ved det? Ja, vi kan indse, hvad det er der foregår, dvs. afdække de mekanismer, som er på spil. Hvis der findes en kur mod det, så bygger den på, at man forstår mekanismerne. Manipulationsmidlet vold bruges systematisk verden over af kriminelle organisationer og ekstreme politiske og religiøse bevægelser. Ved fx at slå en frafalden ihjel skræmmer man alle andre i lignende tanker fra at gøre noget lignende. Ved at sende trusselsbreve til folkevalgte, til sagsbehandlere eller til journalister søger man at skræmme dem til selvcensur eller til at give en gruppe positiv særbehandling. Når alle ved, at et kriminelt, religiøst eller politisk netværk bruger drab, lemlæstelse, ildspåsættelse, chikane og trusselsbreve, så opfører de fleste omkring netværket sig yderst ”artigt”. Der er jo ingen grund til unødigt at provokere eller krænke netværket. Politiet har derfor så også vanskeligt ved at finde vidner til de voldsepisoder, som netværkets medlemmer er med i. Ethvert vidne må jo forudse, at det bliver udsat for vold fra netværket. For det er jo umuligt for politiet at være overalt og passe på alle. Den aktuelle retssag om familiedrabet på den pakistanste kvinde Ghazala illustrerer dette. Forskellige afdelinger af politiet var inden drabet blevet gjort opmærksom på ”problemet” i mindst 3 tilfælde, senest få dage før mordet skete. Men uden håndgribelige beviser på problemets alvor kan politiet jo ikke afsætte ressourcer til at forebygge en udåd. Et netværk, uanset om det er kriminelt, religiøst eller politisk, er bygget op om en kerne af ”gamle drenge og (eventuelt) piger” med ringe af forskellige tilhængere, som ivrigt konkurrerer om at komme tættere på de gamle drenge, dvs. få deres accept og hyldest. Aspiranterne er derfor villige til at overgå hinanden med meget dumdristige handlinger for at vinde de gamle drenges gunst. De behøver ikke ordrer, men bare antydninger og gådesnak for at udføre vold over for netværkets fjender. Derfor kan sådan et netværks gamle drenge og piger godt være del af en officielt anerkendt organisation. Og de kan jo klart fralægge sig ethvert officielt juridisk ansvar for enhver af de voldelige handlinger som netværkets aspiranter har udført. Ved at skrue ganske lidt op for den officielle retorik over for bestemte personer eller organisationer kan en gammel dreng sende et signal til enhver aspirant om, at voldelige aktioner mod den pågældende vil medføre belønning i netværket. Alle ved dette – også den, som retorikken er rettet mod. Og hvem kan styre en fanatisk aspirant? Og den gamle dreng behøver ikke engang tale som gammel dreng. Han kan også være indkaldt som ekspert der fx i TV-Avisen skal vurdere sandsynligheden for, at den øjeblikkelige situation kan føre til voldelige aktioner. Journalister har en forkærlighed for at bruge praktikere som eksperter. Hans ekspertudtalelse om, at det er meget sandsynligt, vil i sig selv skabe frygt og samtidig gøre aspiranter til netværket mere varme på ikke at skuffe forudsigelsen. Derfor vil mange i den offentlige debat behandle den pågældende organisation forsigtigt. Og hvis man har magt i stat og kommune, så vil man måske i sin sagsbehandling være lidt mere imødekommende, end man ville over for en organisation uden rabiate aspiranter i kulissen. Officielt vil enhver offentlig ansat selvfølgelig være nødt til at benægte, at der er denne sammenhæng. Det er jo magtmisbrug. Måske vil den ansatte også benægte det over for sig selv. Flere og flere begynder måske at overveje, hvordan man kan forebygge, at andre provokerer eller krænker organisationen. Det korte af det lange er at takket være sine voldelige, ”ustyrlige” aspiranter, sætter organisationen dagsordenen og tvinger mange modstandere til at tænke defensivt. Uden sine voldelige aspiranter ville organisationen bare være én blandt utallige andre interessegrupper i velfærdsdemokratiet. Pressens fascination af vold og alt, der smager af vold, gør alene aspiranternes trusler mod etablerede politikere og andre, som tager kampen op i debatten, til godt mediestof. Selv små aktioner fra en lille gruppe bliver på denne måde blæst op i medierne og giver gruppen og dens dagsorden stor omtale. Og når en gruppe først af medierne er placeret som kilde til mulig vold, så vil også gruppens trusler og andre meddelelser fra den få en helt gratis mediedækning, der kan gøre enhver informationschef i en artig virksomhed misundelig. Den beskyttelse, som politiet kan tilbyde særligt udsatte, består bl.a. i livvagter, som følger den pågældende overalt, hvor det skønnes, at der kan ske attentater. Denne beskyttelse er så ubehagelig i sig selv, at mange fremtrædende debattører vil pålægge sig selvcensur for at undgå at blive ”dømt til at have livvagt”. Mange debattører, politikere og det store flertal af neutrale borgere vil vælge selvcensuren, men uden at gøre opmærksom på, at de har valgt den. Måske erkender de slet ikke, at de har pålagt sig selvcensur. At man har lyst til at sige noget, men undlader det af hensyn til faren for voldelige repressalier, er jo noget som man kun selv er klar over og derfor også let kan holde kæft med eller bortforklare. Det er både lettest og som regel også imagemæssigt mest fordelagtigt at bortforklare selvcensur fremfor officielt at erkende den. Når mange debattører og medier og store neutrale befolkningsgrupper ønsker at forebygge vold gennem selvcensur, så opstår der et kollektivt behov for at legitimere, at man gør det. Det er ikke bare en privatsag, men bliver en politisk eller forretningsmæssig fordel at legitimere, at de voldelige behandles bedre i offentligheden. Trin 1 er, at man viser respekt og forståelse over for de stærke følelser, som åbenbart driver så desperate voldelige handlinger, som netværket udfører. Fordømmelse og dermed kamp mod netværket erstattes af forståelse for at der er tale om ”krænkelse”, ”manglende respekt”, ”intolerance”, ”fobi” og lignende. I dette valg af, hvordan man beskriver baggrunden for volden, ligger det afgørende politiske valg mellem at bekæmpe eller acceptere den voldelige teknik. Dette valg leder direkte og logisk over i de følgende trin. Trin 2 er, at man oplyser om baggrunden for disse følelser, dvs. oplyser om netværkets ideologi, herunder dets historie og ideologiske mål. Trin 3 er, at man på så officielt niveau som muligt konkret går i dialog med netværkets officielle repræsentanter. Trin 4 er, at man imødekommer konkrete ønsker om politisk handling fra netværkets officielle repræsentanter. De faktorer, som processen forudsætter, er især disse: ekstrem, men lovlig politisk eller religiøs organisation, som er omgivet af hemmeligt netværk med fanatiske aspiranter mange neutrale borgere, som bare ønsker at få fred debattører, som hemmeligt pålægger sig selvcensur politikere, som ønsker at skabe ”fred i vor tid” til de mange neutrale borgere medier, som gerne vil formidle ”freden” og tilfredsstille det store brede behov for legitimation af selvcensur. Takket være disse mekanismer kan organisationen med få, men voldelige midler efterhånden nå flere og flere af sine mål. Så vidt jeg kan se er de eneste effektive midler mod processen, at vi i fællesskab indser, at den foregår, og hvor ødelæggende den er. At vi demonterer dette politiske våben ved at afsløre det. Og at vi individuelt og i flok kæmper aktivt imod, hvor vi kan. Hvis du får lov at læse denne kronik i din avis, så er der stadig håb. |