Titel og medium

”Barnets magt” offentliggjort som kronik i Berlingske Tidende d. 25/9 2006.

Lækage som magtmiddel

Enhver organisation er hullet som en si. Ellers kan den ikke fungere. Men lækage er mange ting.

Metaforer er gode at forstå ved hjælp af. Men de er også farlige, for de kan vildlede. Tag nu ordet ’lækage’.

En læk er et hul i en båd. Det kan skyldes, at man er sejlet ind i noget hårdt, eller at man er blevet ramt af en torpedo. Det kan også bare være råd og svamp og manglende vedligeholdelse. Også beholdere og rør kan lække, fx en olietank, et kloakrør eller en guldfiskedam. Her betyder læk ikke, at noget væske siver ind på en uautoriseret måde, men at det siver ud. Og det behøver ikke være væske. Hvis beholderen er et passagerfly i stor højde eller en rumfærge, så vil en læk betyde at ilten forsvinder ud i rummet. Trykket falder, ilten forsvinder, og alle dør, hvis der ikke handles hurtigt.

Det er selvfølgelig denne sidste betydning, der er på spil, når man siger, at der lækker informationer fra en organisation.

Når man accepterer at bruge ordet ’læk’ og ’lækage’, så sammenligner man en organisation med et fly eller en rumfærge, som kan få et fysisk hul i skroget.

Det normale er at skroget er tæt, helt tæt. Overført på organisationer betyder metaforen lækage derfor at det normale er at der ikke slipper uautoriserede informationer ud fra en organisation. Den er tæt som en flyskrog.

Billedet er klart, men det er ikke godt. For det er skrupforkert. Ingen organisation er tæt.

Hullerne findes overalt, fra top til bund. Og de er ikke kun i skroget. Hullerne er også i væggene mellem afdelingerne inde i organisationen.

Enhver topleder indgår i professionelle netværk som typisk omfatter andre topledere. Disse netværks forgreninger og intensitet er bl.a. beskrevet i Magtudredningen. Men hertil kommer de private netværk med bl.a. ægtefælle, andre familiemedlemmer og gode venner. En meget konkret og typisk beskrivelse af disse uformelle netværks store betydning gives i Lunde & Qvortrups beskrivelse af forholdene i statsministeriet i biografien ”Nyrup” (1997). Meget vitale beslutninger blev ofte kraftigt påvirket af ægtefælle og gamle venner, mens departementschef, embedsmænd og særlige rådgivere spillede mere formelle roller i beslutningsprocessen. Der er ingen grund til at tro, at det er anderledes i Statsministeriet og andre steder i dag.

Og det er jo ikke kun topledere, der har private netværk omkring sig. Det har selvfølgelig også receptionisten, mellemlederen, sekretæren og informationsmedarbejderen. Kort sagt: alle. Og i alle disse netværk sker en stadig eksport af uautoriserede informationer inde fra organisationen. Inden for personalepleje fremhæves det, at ’medarbejderen er virksomhedens vigtigste ambassadør i sine netværk’. Det gælder om at forebygge uønsket bagtalelse og negativ sladder om arbejdspladsen rundt omkring i spisekrogene ved at oparbejde loyalitet og stolthed hos de ansatte.

Journalister har selvfølgelig også private og professionelle netværk omkring sig. De ved bedre end mange andre, at enhver organisation er som en si. De ved også bedre end alle andre, at der er ting man ved, men som man alligevel ikke bringer i sit medium. Det kan fx være informationer, som en kilde har givet én under løfte om fortrolighed.

Spindoktorernes ret hyppige jobskifter er særligt pikant. Carsten Mai var i mange år spindoktor i Københavns Kommune for den socialdemokratiske overborgmester, derefter var han spindoktor hos Venstres finansminister, Thor Pedersen. Ulla Østergaard var i mange år politisk redaktør for et stort dagblad på Christiansborg, flyttede så ind hos indenrigsminister Lars Løkke Rasmussen og var dér nogle år. Nu tiltræder hun så som nyhedschef på den nye døgnkanal på TV 2. Og så videre.

Det kan kun lade sig gøre, fordi både journalister og arbejdsgivere udviser stor åndelig spændvidde og tror på, at alle respekterer en fælles politik for omgang med huller.

Reglen er, at netværkets gensidige interne tjenester ikke rager udenforstående. Hvis en journalist misbruger en kildes tillid til at fortrolige informationer ikke bringes i journalistens medium, så mister journalisten den kilde.

Det særlige ved det, man kalder lækage, er altså ikke, at organisationen er utæt. For det er den hele tiden. Det særlige er, at der er ét eller flere medier, der bringer noget af det, der siver ud, og at det bringes som en nyhed. Herved aktiveres politikerne, og ledelsen skal stå offentligt til regnskab.

Det er væsentligt for mediet at fortælle historien om lækagen på en måde, som volder mindst mulig skade på kildenetværket. Det er her, metaforen ’lækage’ er meget anvendelig. Hver gang man bruger dette billede og får intetanende borgere til at acceptere det, så gives en forklaring, som holder det sædvanlige kildenetværks stadige siven udenfor.

På Christiansborg kan man altid se, hvor stærk partiledelsen er, på graden af uautoriseret stof i medierne. Utilfredse medlemmer mobber ledelsen ved at give deres journalistkontakter lov til at skrive noget af alt det, de hele tiden alligevel fortæller dem, fx fra lukkede gruppemøder eller udvalgsmøder. Den journalistiske udfordring er så at skjule i teksten, hvem det er.

Det sker selvfølgelig ved at lade kilden være anonym. Men ofte er det alligevel så gennemskueligt, hvilken fløj der har udbytte af lækagen, at enhver med inside-viden let kan regne ud, hvem der er kilden. Journalisten kan så aktivt sløre kildens identitet ved at citere kilden med navn andetsteds i artiklen for en ukontroversiel udtalelse. Herved skabes den opfattelse hos læseren (og i partiet), at den ’anonyme kilde’ som også optræder i artiklen, ikke er identisk med den person, som optræder som navngiven kilde andetsteds i samme artikel. Det er selvfølgelig også væsentligt, at de ord og metaforer, som den anonyme kilde citeres for i artiklen, ikke er så specielle, at de afslører, hvem der taler. Det er især vigtigt, hvis kilden er en politiker, som har en markant personlig stil.

Enhver ansat, der kontakter en journalist med belastende nyt om sin ledelse eller sine kolleger, har krav på journalistisk beskyttelse. En god sløringsteknik er, at journalisten forlanger aktindsigt. Herved kan man erstatte historien om lækage med historien om den aktivt opsøgende reporter. Muligvis var det sådan at historien om Michael Kristiansens store telefonregninger og andet kom ud for et ca. et år siden.

Men denne metode kan kun bruges over for offentlige organisationer. Desuden er den langsom, og dokumenter kan jo også bortkomme eller få udstregninger, inden de kan blive udleveret. Derfor er det ofte mere effektivt at sørge for at (en kopi af) de væsentlige dokumenter i sagen dukker op hos journalisten. Det var sådan at både Willy Strube og Peter Brixtofte blev stoppet.

Det mest sikre er dog, at afslørende dokumenter ved et uheld kommer frem til journalisten. Det er sket ikke mindre end to gange på det seneste i forbindelse med Vollsmose-anholdelserne af mistænkte terrorister. Først en rapport fra Beredskabsstyrelsen om de fundne sprængstoffer. Dernæst en aktionsplan med navne på PET-agenter og en anholdt. Det er væsentligt, at kollegerne og chefen faktisk tror på, at det er et uheld. Det er næppe sandsynligt, at der i disse tilfælde faktisk var tale om andet end uheld. Men det væsentlige er, at ansatte i en organisation, som omgås fortroligt materiale, som medier vil være yderst interesseret i at bringe, har en betydelig magt. Og at denne magt bl.a. kan hænge sammen med, hvor skrappe de er til at skjule sig bag et uheld.

Ansattes magt til at bringe uartige sager frem i pressen er væsentlig i demokratiet. Det er i offentligheden at organisationers, partiers, virksomheders erklæringer og officielle selvfremstillinger skal ses efter i sømmene.

Men hvad kan ledelsen gøre for at modvirke lækager? Den skal skabe loyalitet og korpsånd. Og så i øvrigt for en sikkerheds skyld sørge for selv at have så gode journalistkontakter, at ingen journalist lader et fossende hul blive til en lækage, før journalisten har givet lederen mulighed for at tale journalisten fra det.

Øverst i dokumentet