Titel og medium

”Foghs akilleshæl” offentliggjort som kronik i Berlingske Tidende d. 28/11 2006. Den indgik som vistnok sidste kronik i serien ”VK 5 år”.

Foghs Akilleshæl

Det er egentlig stadig chokerende, at Nyrup kunne tabe valget i 2001. Det var ikke efter bogen. Økonomien var i top. Men han faldt på sine troværdighedsproblemer (efterlønnen) og på Socialdemokratiets manglende afklaring af sin flygtningepolitik. Og disse problemer havde han fået fordi han undervurderede mediernes betydning i det politiske spil. Hvad dette angår, begyndte en ny epoke med VK-regeringen.

Men måske er epoken ved at være slut.

Økonomien er stadig i top. Endda mere end under Nyrup. Arbejdsløsheden er helt i bund og uligheden endda mindre end den var i Nyrups periode. To krævende, nødvendige forlig er kommet i hus og er ved at blive udmøntet: kommunesammenlægningerne og velfærdsreformen.

Set fra regeringens side burde alt være ved det bedste. De kolde kendsgerninger peger kun én vej: Regeringen kan det dér med at regere og få tingene til at ske.

Men når man følger opinionstallene, er indtrykket et andet. Her ligger regeringen lavere end længe og klart lavere end ved seneste valg. Til gengæld er Socialdemokraterne gået pænt frem.

Hvordan kan det nu være?

Der er især én stor begivenhed, som har flyttet stemmer: forældreblokaderne, pædagogstrejkerne op til, at kommunerne skulle lægge deres budgetter i slutningen af september, begyndelsen af oktober. Med BUPL som talknuser lykkedes det at skabe en stemning af, at der var fare for en massakre på pædagogområdet. Der blev talt om 2900 fyringer. Mange borgmestre og kommunalpolitikere var ude og kritisere regeringen for ”den stramme ramme”. Og dagligt i en ret lang periode var topnyheden i tv’s nyhedsudsendelser, at nu var der også forældreoprør et nyt sted. Snart lå hele landet lammet. Regeringen, især Lars Løkke Rasmussen, optrådte ind imellem og forklarede, at man skam ikke skar ned. Rammen var væsentligt forøget, og man havde Kommunernes Landsforenings accept af vilkårene. Nu var det så op til borgmestre og kommuner, hvordan de ville forvalte og prioritere inden for rammen. Løkkes budskab var, at der slet ikke var nogen abe, og hvis der var, så sad den hos kommunalpolitikerne og i Kommunernes Landsforening. Ikke i regeringen.

Opmuntret af forældreprotesterne gik Socialdemokraterne og venstrefløjen på banen med konkrete forslag til ”en ekstra milliard” til området. Dette advarede ikke kun regeringen imod, men også alle uafhængige økonomiske eksperter og råd.

Der er næppe tvivl om, at regeringen er blevet overrasket over forløbet. I betragtning af, hvor professionelt strategisk Fogh-regeringen har kørt sit mediearbejde – især i sin første tid – så er den ret dårlige håndtering af pædagogforløbet bemærkelsesværdig. Holdningen synes i øjeblikket at være at ”det går over, og befolkningen vil stille og roligt indse, at man er blevet manipuleret”. Man slår sig til tåls med, at der jo er længe til næste valg, og at det er almindeligt for en regering at komme i en træthedsfase med lave opinionstal mellem to valg. Det var man også ca. et år før seneste valg. Alligevel vandt man bekvemt.

Javel, men det er en ren reparationsteknik. En inddæmningsteknik for at begrænse skaderne og samle styrke til at slå tilbage. Det havde været langt bedre slet ikke at være kommet i defensiven over for BUPL, forældregrupper, pædagoger og medier. Og det er et problem for regeringen, at vælgerne nu klart har oplevet en Fogh-regering, som er alt andet end usårlig på ét af de politiske områder, hvor den i de første fire år satte nogle helt nye standarder i dansk politik: den politiske kommunikation. Og det har givet Helle Thornings tropper stor selvtillid. Det har vist sig, at Fogh har en Akilleshæl.

Taktikken, som har givet Helle Thorning succes, kan man kalde: Sæt dig selv på følelserne, og skub Fogh ud i de tekniske detaljer og bureaukratiske omsvøb.

Taktikken er velkendt. Men vi så en ny variation i pædagogforløbet. Følelserne byggede ikke på konkrete offerhistorier, sådan som det fx hele tiden sker i asylsager som dukker frem i tv. I pædagogforløbet aktionerede ansatte, deres fagforening og store forældregrupper for at undgå forventede nedskæringer. Eksemplerne på tv var ikke forsømte børn og udmarvede pædagoger, men forældre, der blokerede indgangen til institutionen.

Fogh fejlvurderede betydningen af dette, da han i en af sine første reaktioner efter manges opfattelse gjorde BUPL og socialistiske ballademagere ansvarlige for aktionen. Herved provokerede han de aktionerende forældre til fortsatte aktioner. Og styrkede båndet mellem de aktionerende og alle de seere, som identificerede sig med dem. Og mellem de aktionerende, de ansatte, fagforeningen og oppositionspolitikere. Ideen bag udtalelsen var selvfølgelig at isolere de aktionerende og fremhæve deres egoistiske interesser. Men det, der brændte igennem for mange bløde kvindelige seere, var magtens arrogance over forståelige følelser hos børnefamilierne.

Fogh kan godt være ydmyg, men det er ikke hans umiddelbare reaktion. Han er ikke konstitutionelt ydmyg, således som fx Poul Schlüter var. Ydmygheden kommer generelt for sent, når Fogh skal handle spontant i ukendte situationer. Denne fejl med forsinket ydmyghed har han begået både i Muhammedaffæren og i forældre-pædagog-forløbet. Men af fejl bliver man klog. Han var meget hurtigt ude og tage afstand, da DFU’s video for nylig slap ud til offentligheden og til de muslimske masser og imamerne. Men Foghs ledelsesstil er, at ”der ikke er noget at komme efter”. Derfor vil en fejl, Fogh begår, ofte blive forstørret af hans fortsatte forsvar for den. Det skete både, da han nægtede at mødes med arabiske ambassadører og i det hele taget udtrykke sin holdning i sagen. Og det skete, da han slog forældre i hartkorn med socialistiske ballademagere i et interview.

Hvis man er møg-irriteret over, at befolkningsmasser kaster sig ud i følelsesorgier på løst grundlag i stedet for at respektere fakta og procedure, så er det selvfølgelig ikke spor let at finde en grimasse, der kan passe. Men det er nødvendigt, uanset om man hedder Nyrup, Lykketoft, Jelved eller Fogh. Eller Rikke Hvilshøj. På tv skal den folkevalgte topleder altid skjule sin eventuelle irritation bag forståelse, ydmyghed og respekt over for vælgerne. Her tæller spontant opståede situationer langt mere end planlagte mediestunts rundt i landet, og iscenesatte taler i skjorteærmer på landsmøder med offentligt ansatte kvinder, som giver friske erfaringer videre til en ydmyg, lærevillig statsminister. Irritation over en enkelt journalists uventede spørgsmål i en nyhedsudsendelse kan sagtens ødelægge effekten af en hel uges planlagt folkelig bustur til indvandrerghettoer.

VK-regeringens midler mod igen at blive taget på sengen er

1) at sørge for at være i offensiven, så medierne hele tiden er beskæftiget med det, man gerne vil have, de er beskæftiget med. Det netop udsendte debatoplæg om serviceforbedringer i det offentlige er tiltænkt en fremtrædende rolle her. Men det må til stadighed bakkes op af noget, der er langt mere sexet end debatmøder og kronikker: positive eksempler. Ministeriernes presseafdelinger og sagsbehandlere skal helt frem i skoene for at producere den stadige strøm af regeringsvenlige historier om serviceforbedringer, som er nødvendig for at opveje mediernes iboende og stadig mere intense konkurrence på systemkritiske offer- og voldshistorier.

2) Når berørte offentligt ansatte, eventuelle elever og deres pårørende så aktionerer, så er midlet radikal, målrettet pædagogisk indsats over for de eliter, som er en del af oprøret. Man så teknikken anvendt dygtigt af Bertel Haarder over for gymnasieaktionerne for nyligt. Ingen provokerende udtalelser, men hurtige, opklarende møder med den relevante fagforeningsledelse og oppositionspolitikere. Og hver gang ministeren er på tv, er han præget af overskud, tålmodighed og humor. Ideen er at få isoleret de aktionerende og deres følelser mest muligt fra alt, der minder om voksen, sund fornuft. Derfor skal alle omgivende eliter hurtigst muligt bringes i en position, hvor de er nødt til at lægge luft til de følelsesbårne påstande, som nærer oprøret.

Og til Helle vil jeg sige: Sigt mod hælen, hvis du skal slå Fogh.

Øverst i dokumentet