Kjøller forside à alle artikler à Manus: kronik i Jyllands-Posten: Da Madsen blev intellektuel, og Rothstein gik i sort

[senest revideret 16/10 2007]

Titel og medium

”Da Madsen blev intellektuel, og Rothstein gik i sort” offentliggjort som kronik i Jyllands-Posten, d. 7/4 2007. Under samme overskrift som i manus.

© klaus@kjoeller.dk

Da Madsen blev intellektuel, og Rothstein gik i sort

Universitetsansatte forskere skal formidle og blande sig i debatten. Men det er ikke uden problemer. Forskeren risikerer at få ørerne i maskinen, hvis han formidler sig ind på politiske emner.

I den seneste tid er der eksempler på stribe: Bent Jensen, Tim Jensen og Mikael Rothstein. Og går man lidt længere tilbage, er der også Bjørn Lomborg og Jørgen Bæk Simonsen. De er alle tydelige i den brede offentlighed, fordi de er blevet figurer, som indgår i den politiske debat. De elskes og hades, fordi det, de siger og skriver i debatten, er himmelsk tale for nogle og vås for nogle andre, som går til modangreb og karaktermord. Det kan medføre granatchok. I øjeblikket er både Tim Jensen og Mikael Rothstein gået i flyverskjul. Selv om der kan være barskt i de lærde haller, så kan der åbenbart være betydeligt værre udenfor.

At man sagtens kan formidle på livet løs helt harmløst uden at tage skade ud over solskoldning, overvægt og hajbid i armen, er Galathea III er dagligt bevis på. Det var kun da Anders Lund Madsen sejlede med, at der var drama i det projekt. Han fik både skudt projektets tøjdyrsmaskot og udfordret hele forskningsformidlingsetablissementet med kammerherre Haslund-Christensen i spidsen, dels ved nådesløst at referere fra Haslund-Christensens formidlende foredrag i hangaren, dels ved at foreslå, at man gav en fangen havskilpaddeunge navnet Kammerherren. Det var ikke kun respektløst; det var uopdragent. Hvordan gik det i øvrigt med den navnekonkurrence? Både kammerherren og en masse forskere blev møgsure over Madsens oprør og myrdede løs på hans usle karakter i alle medier. Og både Bertel Haarder, Lars Kolind og kronprinsen trøstede forskerne ved at sige, at projektet slet ikke var en børnefødselsdag. Og nu er så alt igen faldet helt til ro med daglige fristile. Madsen selv tog så vidt vides ingen skade. Heller ikke selv om han var nødt til at frisere sig for at ligne en klog, intellektuel med vat i skuldrene, fordi han skulle forsvare sig i DR2 Deadline.

Hvis en forsker vil ud over rampen til befolkningen med sine indsigter, så er han nødt til at fremtræde med hele sin person. Der er ingen vej udenom at blive en offentlig figur. Det skyldes simpelthen at kampen om opmærksomheden er så stærk. Denne evindelige sammenblanding af ’sagen’ og ’historien om de personer, som behandler sagen’ er nødvendig, fordi det er den eneste metode, hvormed man kan få lavt motiverede og relativt uvidende modtagere til at interessere sig for sagen. De færreste af os er professorer i nationaløkonomi, har taget grunduddannelsen i religionshistorie eller kender børsteormenes parringsliv. Når vi så alligevel kræver at tv-avisen på et par minutter skal fortælle os om regeringens seneste velfærdsinitiativ eller om sharia-lovgivningens indtog på rød stue, så sker det ved at få nogle politikere, eksperter eller ”ofre fra det virkelige liv” ind i kukkassen. De skal tale godt, herunder kort og helst i punchlines. Vi skal omgående kunne projicere en del af os selv ind på figurerne i kassen. Vi vil se følelser og dramaer om helte, fjender og venner. Vi vil se triumfer, fiaskoer og skandaler. De Radikale havde engang et mantra om, at ”det handler om hvad, ikke om hvem”, men i dag har selv De Radikale indset, at det handler om hvem, nemlig Marianne Jelved. Det siger noget om styrken i mekanismen.

Spielbergs film ”Jagten på den forsvundne skat” handler om arkæologi, men historien kan forstås af enhver, som tror at arkæologi er et middel mod skæl. Det samme gælder historien om Helle Thorning-Schmidt, som gerne vil slå Fogh. Begge historier nydes af alle, der kan leve sig ind i en person, som jagter et bytte og møder farer, skurke og fristelser, som må bekæmpes. Det er helt unødvendigt at fatte sagens substans for at finde historien god og gide bruge tid på den. Ja, det kan endog spolere spændingen, hvis man kender substansen for godt.

Der er flere forskellige måder for en forsker at blive en dramatisk figur på. Forskere som overvejer at træde i profil, kan vælge mellem forskellige rollemodeller, bl.a. disse:

· Den ekstraordinært begejstrede: Jens Martin Knudsen (himmellegemerne), Lykke Friis (EU), Bent Jørgensen (dyr)

· Den nuttede: Peter Lund Madsen (hjernen)

· Den kontroversielle/ oprøreren: Bjørn Lomborg, Mikael Rothstein, Bent Jensen

· Den nørdede på en underholdende måde: Holger Bech Nielsen (atomfysik), Niels Bohr

· Den ekstraordinært bekymrede: Arne Astrup (ernæring, fedme), Jørn Henrik Pedersen (ældrebyrden)

Faste offentlige forskerfigurer har et bestemt emne, som bæres frem i en stærk personlig og altid emotionel form. Alle andre forskere er dømt til en skæbne som tilkaldevagter: De bruges typisk til at bekræfte ”det bærende budskab” i et journalistisk indslag. Anonyme professorer højt på strå indkaldes rask væk til at svare på spørgsmål, som egentlig sagtens kunne klares af en helt grøn studerende med almindelig sund fornuft. Ja, måske bedre. Der er aldrig plads til lærde udredninger.

Det er mest rollen som kontroversiel, formidlende forsker, der rummer farer. Ved at være kontroversiel bliver man positivt promoveret i nogle medier, men man risikerer så også at blive hængt ud i andre. Enhver kontroversiel figur risikerer karaktermord. Det gælder også forskere.

Mikael Rothsteins eksempel kan illustrere alle disse mekanismer. Det begyndte med, at Ungdomshuset blev ryddet d. 1. marts. Allerede samme aften var Mikael Rothstein i DR2 Deadline, hvor han engageret forsvarede Ungdomshuset. Dagen efter blev han interviewet i Politiken, og d. 3. marts var han igen i DR TV’s 21Søndag, hvor han bl.a. debatterede med Venstres Martin Geertsen. Det var her, at han bad justitsministeren holde kæft. Hun havde i en nyhedsudsendelse opfordret forældrene til ballademagerne til at tage deres ansvar på sig og kalde deres unge til orden.

Det var altså ret let at placere Mikael Rothstein i det pulserende politiske landskab omkring Ungdomshuset. Og han brændte stærkt igennem skærmen med sin slagfærdighed og sin lidenskab. Lige så meget som de enige elsker at høre og se ham sige sandheder i DR og i Politiken, lige så meget hader de uenige i Jyllands-Posten ham for at manipulere og propagandere.

Så modtager Jyllands-Posten en anonym mail fra en studerende. Den fortæller om utilfredshed blandt nogle deltagere på et hold, fordi Rothstein i undervisningen opfordrede dem til at deltage i en demonstration til fordel for Ungdomshuset. Utilfredsheden havde været luftet over for medlemmer af fagrådet på Religionshistorie, men der var ikke kommet nogen formel klage. Efter at JP har checket historien med et medlem af fagrådet, sættes historien på forsiden med overskriften: ”Studerende klager: Forsker politiserer”. Dagen efter følges historien op med en artikel på side 4 med overskriften”Rektor: Undervisere må gerne vise holdninger”. I artiklen var der opbakning til Rothstein fra dekan Kirsten Refsing, men kritik fra minister Helge Sander og fra politiske studenterorganisationer.

Både dekan og fagrådsmedlemmer fra Religionshistorie påpegede over for JP, at der aldrig har været nogen klage, men kun mundtlig formuleret utilfredshed. Men JP’s holdning var, at almindelig mennesker ikke kan opfatte forskellen mellem utilfredshed og en formel, skriftlig klage. Derfor så man ingen grund til at korrigere overskriften. Rothstein passer så perfekt til rollen som kulturradikal, politisk overkorrekt københavnsk intellektuel at han sidder fast i saksen på forsiden.

Senere kommer så en kronik fra en tidligere kollega med alvorlige anklager for personforfølgelse. Rothstein går ud og forsvarer sig og kommer i den forbindelse til at røbe ting, som den tidligere kollega finder bryder mod reglen om, at personalesager er fortroligt stof. Den tidligere kollega indgiver derfor en formel klage til universitetet over Rothstein. Så er det, at Rothstein trækker stikket ud.

Men det er ingen god løsning på formidlingen, at kontroversielle ildsjæle som Rothstein melder sig ud. Universitetet har brug for ildsjæle, både i forskning, undervisning og formidling. Der er brug for, at man forlader det naive billede om formidling som et spørgsmål om at få journalister ombord og så at tale og skrive forståeligt. Men formidlingsetablissementets hofnar, Madsen, er i virkeligheden langt mere kontroversiel og oprørsk end Rothstein, for Madsen har alle medier og fonde imod sig ene mand. Ingen tør bakke ham op offentligt, fordi det kan koste formidlingsbevillinger fra dem, der sidder på pengekasserne.

Formidling ud over rampen ligger nok et sted mellem Galathea III og Rothstein. Vi forskere skal levere gode figurer og drama, men ikke så meget, at det helt fjerner fokus fra den videnskabelige indsigt og tilgang, som jo er hele ideen med, at forskerne formidler. Derfor må vi kende og respektere mediernes reflekser. Både for at tirre dem til dåd og for at undgå at blive deres ofre.

Øverst i dokumentet