Titel og medium

”Den mentale kamp mod terror” offentliggjort som kronik i Berlingske Tidende, d. 2/8 2007. Under samme overskrift som i manus.

Den mentale kamp mod terror

Spørg ikke kun om, hvad vuggestuen, børnehaven eller skolen kan gøre efter ferien. Spørg straks om, hvad du selv kan gøre om et øjeblik, når et af børnene siger dig imod.

Hvis man kunne styre verden med militært isenkram og formelle regler, så var alting meget lettere. Men det kan man som bekendt ikke. Man behøver ikke være ansat i skattevæsnet for at kende den fantasirigdom, hittepåsomhed og energi, som folk udviser for at omgå formelle systemer. Og man behøver ikke være hærdet kriminel for at have prøvet den sødme, der ligger i at narre systemet.

Der er tre gode grunde til, at intet formelt system eller magtapparat kan styre folk. For det første det irrationelle og følelsesbestemte: Nogle mennesker kan bedre lide hinanden end andre og vil derfor bryde eller bøje de formelle regler for næstekærligt at hjælpe hinanden. For det andet det pragmatiske, økonomiske og magtmæssige: Nogle mennesker kan se konkrete fordele ved at koordinere deres indsats bag ryggen af andre. Og endelig for det tredje: Intet menneske eller system kan overvåge og kontrollere noget menneske 100%. Af disse tre banale grunde vil der altid i ethvert samfund eller enhver organisation foregå meget uden om det officielle system.

I Irak har folket fx fået serveret demokratiet på et fad. Men den succesrige fjernelse af tyrannen Saddam Hussein har ikke ført til en demokratisk opblomstring, sådan som mange vist forestillede sig, da Danmark besluttede at gå med. Det har derimod ført til en række religiøse militsers hærgen. I stedet for en stor tyran for hele landet har man fået en række mindre, lokale, religiøse militsførere. Ofrene er stadig civilbefolkningen. Det skal med, at man så også har fået en række demokratiske goder, fx mange konkurrerende medier og regelmæssige, hemmelige valg til parlamentet.

Det, der mangler for at demokratiet i Irak kan blive en succes, er troen på at demokratiet er et godt system. Troen ind i marv og ben, ikke kun som noget, som valgte ledere holder flotte taler om. Når troen på demokratiet mangler i befolkningen, er de formelle, demokratiske regler og isenkrammet, dvs. politiet og militæret, ret værdiløst.

Derfor er nøglen til magten i ethvert system, at man har sjælene med sig.

Det gælder ikke kun i Irak. Det gælder også i Danmark.

Religiøse militser og terroristnetværk har sjælene med sig. Endda i ekstrem grad. Medlemmerne er faktisk villige til at ofre deres liv for sagen, dvs. at ødelægge demokratiet.

Og dem, der er villige til at ofre deres liv, er ikke altid ressourcesvage, desperate personer. Både personerne bag attentatet på tvillingetårnene i New York og personerne bag de seneste attentatforsøg i Storbritanien var veluddannede, ressourcestærke og (indtil et vist punkt) yderst rationelt tænkende væsner.

Den slags personer kan man ikke i demokratiet effektivt bekæmpe med isenkram eller formelle regler. Dette er ikke en kontroversiel påstand. Det er en banalitet, desværre. Selvfølgelig skal man gøre alt, man kan, ved at give efterretningsvæsen, politi og militær beføjelser og teknisk udstyr – uden samtidig at ødelægge demokratiet. Denne materielle del af kampen for demokratiet er nødvendig. Men den er ikke tilstrækkelig.

Demokratiets mest effektive forsvar ligger i at sørge for, at folk faktisk tror på demokratiet. Tror så meget på det, at de vil aktivt bekæmpe ethvert tilløb til at underminere det. Jo bedre vi her i landet er til at indoktrinere demokratiet gennem offentlige institutioner, medierne og alt andet, jo mere fanatisk vil borgerne bekæmpe alle mulige små og store angreb på det. Og jo mere sandsynligt er det, at terrorister vil blive afsløret, før de når at udløse deres bomber.

Men selvfølgelig kan man ikke regne med at nå alle. Der vil stadig være indvandrerfamilier, som lever i et parallelsamfund med skyklapperne slået for og parabolen stift rettet mod hjemlandet. Og det globale, åbne samfund vil også altid gøre landet ret let tilgængeligt for terrorister, som kommer udefra.

Det lyder ikke rart: ’indoktrinere demokratiet’. Men vi er oppe mod grupper og netværk, som systematisk og effektivt formår at indoktrinere tilhængerne til at optræde som zombier for en påstået højere interesse. Man tror på, ja elsker, autoriteten, lederen eller føreren, hader den udpegede fjende intenst og tror typisk også på, at dette liv kun er et trin på vejen til en mere fuldkommen, evig eksistens i det himmelske. Her kan det ikke nytte noget, at vi bare naivt sidder og klapper kage på blå stue, mens vi synger om mariehønen Evigglad.

Et af demokratiets mest sårbare punkter er de demokratiske befolkningers tro på, at demokratiet klarer sig selv. At det så at sige er naturgivent. Det var denne blåøjede tro, der førte til at amerikanerne og de andre allierede undervurderede udfordringen i at gennemføre et demokratisk Irak efter Saddam. Og det er samme blåøjede tro, som viser sig i mange intellektuelles blødsødne linje over for islamisme og anden fanatisme. At bede om kammertonen her, er det samme som at falde til patten.

Jyllands-Postens chefredaktør, Carsten Juste, fyldte forleden 60 år. I den anledning udtalte han i et interview, at han ikke ville have trykt Muhammedtegningerne, hvis han havde vidst, hvilke konsekvenser det fik. Udtalelsen er forståelig, men samtidig egnet til at kridte banen op. Hvad der står i en dansk avis den ene dag, kan gennem rygtedannelse og sms-kæder få befolkningsmasser i andre lande til at hærge og skabe død og lemlæstelse. Og boykotte danske varer. Når man tror, man har sandheden, så arbejder man med total vold på alle kanaler. Det har man faktisk pligt til. At folk, som ikke retter ind, dør af det, er bare deres egen skyld.

Det gjaldt Hitlers nazi-regime, Lenins og Stalins sovjetiske system og Maos Kina. Og det gælder enhver terroristisk bevægelse i dag, uanset om den er begrundet i en religion eller i en politisk isme.

Demokratiet er en trussel mod enhver, som har set lyset, fordi demokratiets kerne er en respektløshed over for autoriteter og deres udtalelser. Det ligger i demokratiet, at den gældende sandhed og virkelighed er den sandhed og den virkelighed, som dannes gennem valgkampen: debatten og mediernes konkurrence om at sælge deres historier.

Derfor passer demokratiet ikke med opfattelsen af, at der findes én sandhed og én virkelighed. Tværtimod er demokratiet en direkte trussel mod denne opfattelse og dermed mod de organisationer og bevægelser, som lever af at indoktrinere deres medlemmer med, at der findes en sådan sandhed og virkelighed, og at medlemmerne skal være villige til at gå i martyrdøden for at få den udbredt til alle andre mennesker.

Det svære er, at demokratiet – trods denne dogmeløshed og troen på de mange konkurrerende virkeligheder – så alligevel hviler på et sæt af helt ufravigelige dogmer. Disse dogmer er dels tekniske, dels værdimæssige. Det er dem, vi helst skal blive bedre til at indoktrinere i hinanden.

Det tekniske handler om aktivt at bekæmpe ethvert tilløb til sabotage af beslutninger, som demokratiet har truffet efter en diskussion, som ender med en afstemning. Eller som fx er truffet af en domstol ifølge love og bestemmelser, som er besluttet demokratisk. Her kommer selvtægt som i sagen om Ungdomshuset ind som et eksempel til skræk og advarsel. Men også den selvcensur som fx Carsten Juste melder ud. Når han i dag ikke ville trykke tegningerne, så har vi et ringere dansk demokrati, end vi havde, dengang han trykte dem. Hver gang, der er én, der pålægger sig selvcensur, så får vi en dårligere demokratisk debat, fordi der er eksisterende synspunkter, som ikke kommer frem. Den autoritære religiøse eller politiske bevægelse har vundet den sejr, der ligger i, at dens dogmer ikke angribes i den danske debat.

De værdimæssige demokratiske dogmer handler om lighed, fx mellem kønnene, og om at lytte til, hvad andre siger. Evnen til at lytte og viljen til at forsvare retten hos dem, man er uenige med, til at sige, hvad de mener, er afgørende. Især hvis de siger noget, som man er krænket over at høre.

Denne tolerance lærer man først og fremmest i familien. Når vi taler om mentalt forsvar mod terrorisme, så spørg ikke kun, hvad vuggestuen, børnehaven eller skolen kan gøre efter ferien. Spørg straks, hvad du selv kan gøre om et øjeblik, når et af børnene siger dig imod.

Øverst i dokumentet