|
|
Den uartige politiker
Uartigheder, som alle kan forstå, har stor betydning for det politiske
engagement.
Af Klaus Kjøller
Vores politikere skal have de allerbedste personlighedstræk og den højeste
etik. Men det er også vigtigt, at de ikke er kedelige. Og ofte er det at være
pæn og rigtig og etisk det samme som at være kedelig.
Evnen til at kede er da også vigtig i politik – som den er i al ledelse.
Når man leder, sidder man ofte for bordenden ved møder, hvor lidenskaber
trækker i øst og i vest og skal forenes til en fælles beslutning. En leder
skal ofte tackle ildsjæle og fanatikere. Berolige dem og mane til eftertanke.
Det kan man kun, hvis man er i stand til at udbrede intens kedsomhed, så alle
falder helt ned. Det kan fx ske ved lange udredninger af ting, som de
tilstedeværende godt ved i forvejen og af formalia og ved at abstrakte almindeligheder
fremsiges på en indtrængende måde, som om det var helt nye indsigter af stor
strategisk betydning. Alle, der er vant til at blive ledet, kender og
værdsætter denne evne hos lederen til at skabe kedsomhed omkring sig. Først
når alle keder sig, har fornuften besejret irrelevante lidenskaber, og man er
moden til kompromis.
Men man når ikke langt med kedsomhed i medierne. Her er kravet uartighed,
altså det modsatte af at være kedelig. Jo mere uartig man er, jo mere omtale
får man. Det er en af de grundlæggende regler for, hvor meget en politiker er
i medierne.
Eksemplerne fra de seneste måneder er mange: Bendt Bendtsen har brugt sin
tjenestebil til at køre privat. Lars Løkke Rasmussen har fratrukket regninger,
som var uvedkommende for hans officielle stilling. Birthe Rønn Hornbech skrev
en kronik i Politiken, som ikke passede med partilinjen og har, ved at
fotografere sig selv med sin mobiltelefon, truet journalister med, at de
ville komme i hendes sorte bog. Jørgen Poulsen har prøvet at fastholde Ny
Alliance på en anden dagsorden end ledelsen ønskede og er nu smidt ud af
folketingsgruppen. Ritt Bjerregaard har holdt rød skole. Og Søren Pind har
meldt ud på måder, som ikke passede med ledelsens holdninger, bl.a. om
deltagelse i OL’s åbningsarrangement. Her var også Brian Mikkelsen ude, men han
deltager nu i åbningshøjtideligheden, fordi Kina, muligvis under indtryk
af kulturministerens trussel om ikke
at deltage, har indledt en dialog med Tibet. I virkeligheden kan også Villy Søvndal
kaldes uartig, da han ønskede muslimske fanatikere ad helvede til. Han var
uartig i forhold til det, man troede, at hans vælgere mente, nemlig at man
altid skal holde en god tone i debatten.
Eksemplerne viser, at der er flere typer af uartighed. Når Søren Pind
skriver oprørske ting på sin blog, så sker det med den hensigt, at en
journalist vil opdage det og ringe til ham, så han kan uddybe. Anderledes med
Bendt Bendtsens uartighed i omgangen med ministerbilen. Bendt Bendtsen
ønskede ikke at være uartig, tværtimod. Det blev han kun, fordi en avis,
sandsynligvis efter tip fra hans tidligere ministerchauffør, søgte aktindsigt
bl.a. i hans kalender og kørselsbilag.
Var han så uartig i virkeligheden? Ja, hvad mener du selv? Det er den leg
alle kan deltage i.
Det har været fremført, at det er for lavt at bruge så meget plads på
sådanne mulige uartigheder. Der er så mange meget alvorlige politiske
problemer, som vi burde diskutere i den politiske offentlighed. Men uartighed,
som alle kan forstå, har stor betydning for det politiske engagement i en
befolkning, som ikke alle sammen har politik som hobby eller arbejde. Der er
en risiko-faktor på spil for hovedpersonen, fordi vi alle er klar over, at
hans karriere i høj grad er afhængig af, hvordan han klarer at (bort)forklare
uartigheden som en artighed. Det er præcis dette aspekt som overstatslige
organisationer som EU mangler. EU rummer adskillige uartigheder som fx
korruption og lemfældig omgang med bevillinger, og de kommer ofte frem i
digre udredninger, men de mange indirekte valg og udnævnelser i EU-systemet gør
selv store uartigheder uinteressante for den almindelige befolkning. Skurkene
forekommer at være urørlige. Men i Danmark er Lars Løkke jo nærmest en del af
familien.
Og nogle når rigtig langt med uartighed. Alle ved, at det egentlig er forkert og en
underminering af demokratiet, hver gang uartigheden sejrer og de flinke,
stille piger og drenge må se sig slået af de frække. Alligevel sker det ofte,
at uartigheden skaber resultater, som enhver kan få øje på. Ud over det
resultat det er at komme i TV.
Nøglen til at skabe resultater gennem uartighed er, at man kan
portionsanrette sin uartighed, således at den på den ene side er stor og farlig
nok til, at medierne sætter den på dagsordenen. På den anden side skal den
ikke være så stor, at man mister den formelle rolle, som man er uartig i. Det
er her, at Jørgen Poulsen fx fejler, når han ryger ud af folketingsgruppen.
Og det samme gør de talrige, såkaldte ”landsbytosser”, som gennem årene er
blevet ekskluderet af Dansk Folkeparti. Ganske vist opnår den uartige så yderligere
omtale, fordi han får sin straf, men herefter indtræder stilheden. Derimod
har fx både Søren Pind og især Birthe Rønn Hornbech et eksplosivt
uartighedspotentiale, fordi de begge stadig har betydelige poster i
regeringspartiet.
Uden uartighed havde vi heller aldrig fået et nyt Ungdomshus på
Dortheavej. Og denne sag har gjort det
klart, hvor vigtigt, det er, at uartigheden begrundes med højere hensyn.
Uartighed må aldrig bare være uartighed.
Det, der i de aktionerendes egne øjne berettiger uartigheden, er, at de
har et højere, særligt vigtigt mål, som de kæmper for. De er i deres egen
virkelighed slet ikke spor uartige. Tværtimod er de dybt artige,
pligtopfyldende og flittige og forventer gode udtalelser i karakterbogen fra
deres egen skoleinspektør. De er kort sagt artige og rene dydsmønstre.
Uartige personer eller grupper kan være møgirriterende for andre. Det
gælder ikke kun partiledelser, men enhver, som uartigheden går ud over. Det
letteste er at undgå den uartige. Men det kan man ikke altid, fx hvis det er
en i den nære familie eller på arbejdspladsen eller en politiker eller en
aktionsgruppe, som hele tiden optræder i nyhederne. De uartige kan også være
direkte farlige, hvis de bruger psykisk terror eller smider med brosten og
brænder familiebilen af.
Man begynder så – måske uden selv at opfatte det – at undgå at gøre og
sige ting, som kan provokere den latent uartige. I stedet for at sige ligeud
til naboen, at man hader hans opsamlede metalskrald i indkørslen til hans
carport, så vænner man sig til at se bort, når man er nødt til at passere
hans indkørsel.
Omkring enhver uartig person eller bevægelse findes der derfor udbredt,
overdreven artighed eller som man også kalder det: selvcensur. Denne gradvise,
umærkelige tilpasning til den uartige er ofte en langt lettere proces for alle
de artige, stille piger og drenge end den åbne konflikt, som vil udsætte alle
for stærke følelser og usikre, måske voldelige konsekvenser.
Når mange debattører, nogle medier og store befolkningsgrupper ønsker at
forebygge uartighed ved selv at blive mere artig, så opstår der samtidig et
fælles behov for at legitimere, at man bliver mere artig. Det er ikke bare en
privatsag, men bliver en politisk eller forretningsmæssig fordel at
legitimere, at den uartige bevægelse eller organisation behandles med ekstra
forståelse og eftergivenhed i offentligheden end alle andre. Og at den måske
til sidst opnår sine mål gennem aktiv hjælp fra det officielle system.
For at det kan ske, skal de flinke piger og drenge respektere og forstå de
stærke følelser, som åbenbart driver så desperate uartige handlinger, som udføres
af den uartige bevægelse og dens netværk af tilhængere. Uartighederne skyldes
”krænkelse”, ”manglende respekt”, ”intolerance”, ”fobi” og lignende over for
de uartige. Hermed lægger de flinke piger og drenge skylden for uartigheden
hos sig selv. Løsningen er følgelig at man hele tiden helst skal optræde
endnu mere artigt end man gør i forvejen.
Medierne fokuserer meget på de uartige politikere. Fint nok. Men der er
også gode grunde til at fokusere på alle de flinke, stille piger og drenge. Det
er deres ansvar at systematisk, portionsanrettet frækhed kan føre til
politiske resultater.
Øverst i dokumentet
|
|