|
|
Lønmodtagere uden grænser
Af Klaus Kjøller
Selv om man vågner hver nat kl. 4 og ligger og tænker på sit arbejde, så
kan man ikke få godkendt sengen som hjemmearbejdsplads. Men det forhindrer
ikke, at man kan ligge og tænke så meget, at der opstår stress. Stress
betyder bl.a., at man er ude af stand til at forsvare sig mod, at arbejdet
dukker op overalt. Og hvis man har en hjemmearbejdsplads, er det ekstra svært
at forsvare sig mod arbejdet. Arbejdet har helt lovligt invaderet hjemmet. Derfor
skal man gøre sig ekstra umage, når man skal holde fri.
Men mange hader at holde fri. Det kan være en livsform at man har arbejdet
med overalt. Det gælder fx mange kunstnere, sportsstjerner, selvstændige og
ledere. De kan også blive stressede. Men det er så, fordi de ikke kan arbejde,
fordi familieforpligtelser og andet forhindrer dem i det.
Man skal ikke lade sig narre af, at en statsminister trækker stikket ud og
drager på sommerferie. Han arbejder alligevel. Blandt journalister og vælgere
er det en udbredt opfattelse, at når en minister i sin ferie ikke er til at
få fat i og derfor ikke ses i direkte tv-udsendelser, så er det, fordi
ministeren holder ferie. Det er som meget andet i medierne, en illusion. Sandheden
er, at mange af dem arbejder. Ikke med at besvare spørgsmål fra journalister
og den slags. Men med fx at tænke strategiske tanker. Foghs berømte,
hemmelige drejebøger er ganske sikkert skrevet og revideret i hans
”sommerferier”. Og der er læst bøger, fx om, hvordan udenlandske politiske
forbilleder – Bill Clinton og Blair – har fået succes ved at håndtere
medierne på nye måder.
Og mon ikke der er andre end mig, der blev overrasket over, at Fogh
pludselig gav sig til at snakke fransk, da NATO-generalsekretærposten var i
sigte? Alle ved, hvor følsomme franskmænd er, når det kommer til at mestre deres
sprog. Det er adgangen til de højeste poster i NATO og EU, at man også taler
fransk. Mange har måske troet, at det var en tilfældighed, at Fogh og
Anne-Mette for årtier siden købte hus i en sydfransk landsby. Tværtimod. Det
har stået i en af purunge Foghs første drejebøger, at fremtiden efter
statsministertiden lå i at tale fransk. Og det er så systematisk blevet øvet
og holdt vedlige i ferien gennem manddomstiden. Under diskrete former, for at
ingen skulle undre sig over, hvor forbløffende god Fogh var til at tale
fransk, og hvad ideen dog kunne være med dette for en mand, der er kendt for
ikke at gøre noget, der er overflødigt.
Det lyder underligt at bruge ordet ’hjemmearbejdsplads’ om Fogh og andre,
som arbejder altid. Udtrykket giver associationer i retning af ’hjemmetøfler’
og ’hjemmehygge’, som ikke passer med ambitioner og slid. Men disse
associationer gør jo samtidig ordet helt uegnet til brug om almindelige
lønmodtagere. Sandheden jo, at en del ansatte segner, når de tager arbejdet
med hjem. Tøflerne står urørte, og hyggen bliver uhyggelig fordi man ikke kan
nære sig for hele tiden at pusle med regnearket ved computeren. Udtrykket
’hjemmearbejdsplads’ er derfor lumsk i al sin idyl. Fagforeningerne bør
omgående kræve ordet ’hjemmearbejde’ udskiftet med ’arbejde uden grænser’.
Dette udtryk tegner klart en ansat, der drives af idealisme, og som derfor
fortjener mere i løn. Især efter multimedieskatten.
Desuden dækker ’arbejde uden grænser’ helt naturligt alle tilfælde: både
Fogh, kontorassistenten, forskeren og den lærer, som pludselig i
supermarkedet kommer på arbejde, fordi en forælder taler til hende, mens hun
spejder efter juleand i køledisken.
Klaus Kjøller,
d. 15/12 2009
Øverst i dokumentet
|
|