Titel og medium

”Nyttigt og unyttigt arbejde” offentliggjort som klumme i Magasinet Arbejdsmiljø 2 2014 (februar).

Arbejdsglæde til sidste suk

Af Klaus Kjøller, forfatter og universitetslektor

Vi skal holde til arbejdslivet i flere og flere år. Pensionsalderen øges, fordi der skal være samfundsøkonomisk råd til, at vi lever længere. Men hvad skal der til, for at vi almindelige lønmodtagere kan holde længere til både fysisk hårde og stressende job? Er der nogen, der kan lære os, hvordan man gør?

Dronning Margrethe har flere gange afvist at lade sig pensionere for at give plads til næste generation. Dronningen har den opfattelse, at jobbet er et kald, som man har til døden. Og det er samme holdning, som man finder hos ledere af store familievirksomheder som Mærsk, hvor forestillingen om pension bestemt ikke indgik i Mærsk McKinney-Møllers verden.

Da jeg for nogle årtier siden begyndte som ansat på universitetet, var der en litteraturprofessor, som gjorde alt, han kunne, for at undgå at blive pensioneret. Han fortsatte f.eks. med at forelæse, selv om han ingen løn fik for det. Men dengang var 70-års-grænsen absolut og lod sig ikke rokke. Så han blev efterhånden tvunget til at folde sig ud som pensionist uden for universitetet, hvilket han så gjorde med stor succes på Folkeuniversitetet og på aftenskoler i omkring tyve år.

Disse eksempler viser, at hvis man elsker sit job, så er man svær, ja ofte umulig at pensionere. Selv om et job både kan være fysisk hårdt og stressende, så er der faktisk folk, der fortsætter langt ud over de 70 år. Og som trives godt med det.

Kan en almindelig lønmodtager lære noget af disse ekstraordinære mennesker? Hvordan bærer de sig ad?

For det første oplever de, at de har en særlig vigtig mission. De opfatter, at de ikke bare kan erstattes. At de faktisk gør en forskel.

Hvis dette skal overføres på en almindelig arbejdsplads, så indebærer det, at ledelsen skal sørge for, at hver enkelt ansat føler sig som noget ekstraordinært. Jo mere hver enkelt ansat opfatter sig som særlig nødvendig og speciel, jo mere modstandskraft vil den ansatte have over for at lade sig slå ud af fysisk hårdt arbejde og stress.

For det andet møder dronningen, Mærsk og professoren hele tiden stor opmærksomhed, anerkendelse og beundring fra omgivelserne. De er magthavere, som kan uddele gunstbevisninger, stillinger og karakterer. Derfor er de omgivet af mange personer, som dagligt forstærker deres opfattelse af at være yderst værdifulde og enestående. Det giver stor arbejdsglæde.

Dette kan vanskeligt overføres på almindeligt ansatte, uden at det virker som en opfordring til bruge ansættelsen til at yde vennetjenester med. Det må jeg advare imod. Men det er klart, at jo højere man kravler op i hierarkiet på arbejdspladsen, jo flere fans kan man få.

For det tredje er der ingen chef, som tvinger dronningen, Mærsk og professoren til at arbejde. Og som fortæller dem, hvordan de skal gøre. De bestemmer selv. De store krav om toppræstationer kommer fra dem selv. Grunden til, at de bliver ved og ved og nyder det, er, at de ikke er tvunget til det af andre end dem selv.

Overført til en almindelig lønmodtagerarbejdsplads må læren af dette være, at ledelsen så vidt muligt lader personalet lede sig selv.

Det er klart, at vi aldrig alle sammen kan blive dronning, Mærsk eller litteraturprofessor. Men enhver lønmodtager og især hans og hendes chef kan lære en hel del af disse ekstraordinære mennesker med en uopslidelig arbejdsiver, som varer lige til døden.

Klaus Kjøller, d. 31/1 2014

Øverst i dokumentet