Strategi for kedelige forfattere

Et personligt netsted er en frelser for en kedelig forfatter. I dække af at skrive til offentligheden kan man i fuld hemmelighed skrive geniale tekster for sin tavse, beundrende majoritet af læsere.

Jeg er personlig kedelig. Det går til marven. Mit liv er derfor helt igennem uegnet til markedsføring. Jeg tror mange andre forfattere har det på samme måde. Vi passer vores arbejde trofast. Men altså også kedeligt.

Mange af mine idoler har store fejl og mangler. Det er det der gør dem så fascinerende. Druk, narkomisbrug, ødelagte familier, latterlige poseringer for fotografer, skabagtige stemmer når de taler i radio eller på tv, sorte negle og skaldede isser. I det mindste har de alle en ødelagt barndom at øse af og gør det gerne. For at sige det som det er: Alle mine kunstneridoler var døde da de havde den alder jeg har nu. Det er et handicap som det er helt umuligt for mig at hamle op med. Døde bl.a. på grund af intensivt misbrug. Men sådanne dumheder har jeg aldrig villet ødelægge mit liv med. Jeg har styret direkte mod teksten, den gode tekst. Mindst 600 gram frugt og grønt dagligt og en halv times motion.

Hertil kommer så alle pensionisterne.

Den tidligere jægersoldat m.m. B.S. Christiansen udsendte sin biografi og scorer 200.000 solgte eksemplarer. Uffe Ellemann har også på et tidspunkt udsendt en fiskebog og solgt mindst 60.000. Først har man et liv, så bliver man pensioneret og skriver om det liv man havde engang. Eller skriver bare om sin hobby. Ingen med et ordentligt arbejde har jo tid til at skrive om det mens man har det.

Da den tidligere mangeårige tyske kansler, Helmuth Kohl, gik af, udsendte han ”Min dagbog 1998-2000” og scorede kassen. Få år tidligere lavede han en kogebog med sin kone som blev en bestseller. Også Bill Clintons erindringer har skaffet ham millioner til dækning af de store ubetalte advokatregninger fra hans regeringsperiode. Og det fortælles at Hillary fik 800.000 dollars alene i forskud for sine erindringer om årene i Det Hvide Hus. Rygterne om Annette Engells succes herhjemme med sin bog om sit ægteskab med Hans Engell, har givet ægtefæller til store mænd verden over nye håb. Og det er åbenbart ikke engang nødvendigt at blive skilt. Det kan der så eventuelt altid senere komme en bog om.

Den slags kan ikke undgå at gøre indtryk på en forfatter der ofte kun kan skaffe læsere ved at sætte sine produkter på sin undervisningsplan på universitetet som obligatorisk læsning. Eller ved at søge stillinger og dermed tvinge ansættelsesudvalget til at skrive om det.

Hvordan får vi kedelige forfattere mere simpel lyst ind i vores læsere?

Hidtil har mit svar været: Den næste tekst skal være bedre, så vil læserne begejstres, og jeg kan dø i fred.

Men noget tyder på det er en forkert strategi for en frugtbart forfatterskab med bud til mange. Den korteste vej til at skaffe begejstrede læsere til sine tekster er at lade tasterne hvile og gå ud i verden og gøre store gerninger. Eller bare være i nærheden af nogen som gør store gerninger, fx lakaj hos en kongelig, chauffør hos hr. Møller, sekretær for en diktator eller spindoktor for en statsminister.

Men det er lettere sagt end gjort når man nu igennem mange år har vænnet sig til at leve et regelmæssigt forfatterliv. Eventyrmusklen er blevet slap og kan i bedste fald kun bruges som sjippetov. Hertil kommer at jeg slet ikke egner mig som lakaj. Jeg smisker for meget til at det er troværdigt.

Mit tilfælde er håbløst. Selv de gange jeg har forsøgt at score kassen på at lave noget salgbart lort, er det gået i vasken. Næsten altid inden det har forladt min computer. Der er nok ikke andet at gøre end fortsat at forsøge at frembringe den gode tekst. Gøre en dyd af nødvendigheden. Og så selvfølgelig kæmpe for den holdning at kvalitet slet ikke afhænger af hvormange læsere man har.

Her kommer et personligt netsted som en ren frelser. I dække af at skrive til offentligheden kan man i fuld hemmelighed skrive geniale tekster for sin tavse, beundrende majoritet af læsere.