Fogh satser hele butikken

Spørgsmålet er ikke hvor Danmark går hen hvis Fogh får jobbet. Spørgsmålet er hvor Fogh går hen hvis han ikke får det.

Flere skarpsindige analytikere har tolket Anders Fogh Rasmussens udtalelser på hans seneste tirsdagspressekonferencer. Der er udbredt enighed om at når Fogh siger ting som:

· Jeg er ikke kandidat til nogen international post

· Jeg agter at blive som statsminister så længe vælgerne vil have mig

· Jeg svarer af princip ikke på hypotetiske spørgsmål.

Så betyder det samlet

· Jeg siger ja, hvis jeg får tilbudet om at blive generalsekretær for NATO.

Der er også enighed om at når Fogh helt afslår at forholde sig til spørgsmålet – som det skete på seneste tirsdagspressemøde (10/3 2009) – så betyder det igen at han siger ja, hvis han får tilbudet.

Teksten fortsætter under annoncen

Men denne enighed og totale klarhed er ikke nok for medierne. Der er gået sport i at prøve at få Fogh til faktisk at sige det som enhver ved at han ikke kan sige – netop fordi han har besluttet at dampe af til NATO så snart han får tilbudet. Selv nogle velmenende vælgerforeningsformænd i Venstre har i tv stærkt kritiseret Fogh for ikke at sige det han ikke kan sige. Det dokumenterer på sjælden klar vis at man ikke behøver have spor forstand på politik for at blive formand for en vælgerforening.

Anderledes med journalisterne. Det er deres profession at gøre alt de kan for at få politikere til at sige ting som de ikke bør sige. Det er helvedes godt fjernsyn når en toppolitiker forsøger at vride sig udenom at svare klart på et enkelt, klart spørgsmål. Dansk politisk tv bliver ikke bedre end når blomsten af landets politiske journalister ikke skyer nogen midler for at få statsministeren til at sige noget han ikke vil og kan sige, men som alle ved er sandt. (Alle, bortset altså fra de to nævnte formænd for vælgerforeninger.)

Og en journalist havde faktisk held til at få ham til at sige for meget på det seneste pressemøde hvor han helt afviste at udtale sig om spørgsmålet. Da han skulle udtrykke dette på engelsk, blev det til at han ikke havde nogen comments ”at this stage”. Det havde nok været bedre – og havde mere præcist gengivet hans danske udsagn – at sige ”on this matter”. Ordet ’stage’ får de taktiske hensyn i forgrunden og bekræfter herved at han i en anden stage – fx efter han har fået og accepteret tilbudet – vil udtale sig. Der er jo sådan set intet opsigtsvækkende i at han erklærer sig villig til at udtale sig når løbet er kørt. Men politik handler meget om betydningsnuancer i toppolitikeres udtalelser i direkte tv. Så det er sådan set en brøler af de sjældne fra Fogh at sige ’stage’ her. Flere blade og geniale kommentatorer har da også behandlet det udførligt. Muligvis har også regeringscheferne i NATO-landene bemærket det. Alt Fogh har foretaget sig i de seneste mange måneder indgår i bedømmelsen. Fogh er det man i rockerkredse kalder ’on probation’: de gamle drenge og piger (Merkel) vogter på hans mindste gerninger for at vurdere om han kan lukkes helt ind.

Og det er ikke spor let at gøre hele denne brogede ansættelseskomité tilfreds. Fogh må ikke fornærme eller udfordre så meget som én af dem, for de skal være enige om ham. Han har mest tydeligt måttet ofre sin klare profil i værdipolitikken, fx ved at optræde lammefromt i forhold til EF-domstolens reelle ophævelse af dansk flygtningepolitik. Til gengæld har han helt ændret kurs på miljøområdet hvor han er blevet grønnere end de grønneste. Det skete i talen på Venstres landsmøde i efteråret. Men miljøpolitik er jo også noget som er relevant på en international scene hvor problemer på det danske arbejdsmarked eller dansk skattepolitik kan tage sig mere eksotiske ud. Det korte af det lange er at dansk politik siden regeringen opgav at lave en arbejdsmarkedsreform i foråret 2008, har manglet Foghs initiativ og evne til at sætte dagsorden. Foghs grønhed åd medierne – en dag eller to, derefter var det igen hans mange udlandsrejser som man talte om. Og sådan har det været lige siden.

Fogh har allerede ofret meget for at få jobbet. Og på de seneste pressemøder har han måttet lege en farlig leg med sit dyreste eje: troværdigheden. Og i meningsmålingerne har Helle nu nået det mål som længe så mere og mere håbløst ud: Hun har slået Fogh – ovenikøbet meget sikkert. Spørgsmålet er ikke hvor Danmark går hen hvis Fogh får jobbet. Spørgsmålet er hvor Fogh går hen hvis han ikke får det.

Læs en detaljeret analyse af Foghs pressemøder i perioden i Den politiske komedie.