Først lagt op 01-04-2010,,senest opdateret 23-11-2018 16:04:29

 

ALLE BØGER

KOMMENTARER OG MORALER, MENU 1

KJOELLER NEWS

BREVKASSEN

PROFIL

MEST LÆSTE PÅ KJOELLER.dk

BEDST SÆLGENDE BØGER

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Bragt som kronik i Jyllands-Posten 01-04-2010. Senest opdateret 23-11-2018 16:04:29 (illustration – foto taget af forfatteren på Søfartsmuseet i Helsingør 2010 - indsat 23-11-2018)

Mordene på den tidligere bandeleder Nedim Yasar og journalisten Jamal Khashoggi spreder bølger af selvcensur. Fuldstændig som volden efter Muhammedaffæren gjorde i nullerne – og stadig gør.

 

Strøget af selvcensuren

Fra at være noget privat, som vi hver især praktiserer af høflighed, for at gøre karriere eller score en partner, så er selvcensur efter Muhammed-affæren blevet noget, vi alle gør sammen – med åbne øjne. Læs ”Fire trin til stueren vold” og hvordan medierne legitimerer selvcensur.

 

Det er en lidelse at være sammen med folk, som altid skal sige sandheden her og nu. Sådanne mennesker er derfor ofte meget ensomme. De opfattes som selvoptagne og hensynsløse. Børn lærer tidligt, at det er mest smart at tale om lommepenge, når far og mor er i godt humør. Selv om Godfather myrder folk, så skal man være godt dum for at sige ham det lige op i hans åbne ansigt.

Alligevel er det opsigtsvækkende, at et stort flertal af landets vælgere i januar var enig med de tre store, landsdækkende morgenaviser i, at Muhammed-tegningen ikke bør vises igen, selv om samme tegning var anledningen til, at der gik en øksemand truende rundt i tegneren Kurt Westergaards dagligstue. Og for kort tid siden kunne foreningen af Danske Bladtegnere ikke enes om en støtteerklæring til Lars Vilks i forbindelse med aktuelle dødstrusler mod ham. Den svenske bladtegner har tegnet Muhammed som hund.

Selvcensuren her i vores land er nu blevet accepteret af medier og landets borgere. Fra at være noget privat, som vi hver især praktiserer af høflighed, for at gøre karriere eller score en partner, så er selvcensuren blevet noget, vi alle gør sammen – med øjnene åbne.

Voldens triumf pakkes ind i åndelig, etisk snak

Men gør det egentlig så meget? Vi kan jo stadigvæk tænke, hvad vi vil. Og se tegningen for vores indre øje alt det, vi lyster. Hvilken forskel kan en lille tegning gøre? Selvcensurens bortforklaringer er mange, og de har alle sammen samme omkvæd: ”Principielt forbeholder vi os ret til fortsat at trykke tegningen.”

Sandheden er, at det er et stort problem for os, at vi har måttet bøje os for rå vold. Vi har lært i skolen, at vi har demokrati, og at de gode argumenter tæller. Og når stemmerne er talt op, så skal alle rette sig efter flertallet. Ikke noget med at myrde dem, der mener noget andet end en selv. Det er pinligt for os alle sammen, at vi har en presse, som har været nødt til at falde til patten på grund af vold og trusler om vold. Det er forståeligt af praktiske hensyn, men det er ikke spor rart at se på.

Derfor er vi i fuld gang med krisearbejdet. Det består først og fremmest i, at den rå, men ubærlige kendsgerning om, at volden har vundet en stor sejr, pakkes ind i en masse åndelig, etisk snak. Det er en helt almindelig retorisk teknik til bortforklaring af ubehagelige, simple kendsgerninger at lade dem forsvinde ind i komplicerede udredninger med abstrakte begreber. Her kommer udtryk som ’krænkelse’, ’hensyn’, ’pli’, ’respekt’, ’frygt’, ’etik’, ’mod’ og ’ytringsfrihed’ på banen. Alt sammen skal det redde vores fælles demokratiske ansigt, som vi tabte, da vi så volden vinde. Vi oplever også dramatiske bodsgange, som da dagbladet Politiken undskyldte over for en advokat, at op mod hundredtusinde mennesker, som mener, de nedstammer fra profeten, var blevet krænket.

Selvcensur? Hvor? Hvem?

En anden bortforklaring består i, at man helt afviser, at man er ramt af selvcensur. Ét af de argumenter, som blev brugt af medierne for ikke igen at vise Muhammedtegningen, var, at alle jo kendte den allerede. Derfor var det ud fra et rent sagligt nyhedssynspunkt overflødigt at vise den. Og man afviste, at det havde spillet nogen rolle, at et klart flertal af befolkningen også syntes, at det var bedst ikke at vise den igen.

Men i medierne fungerer billeder jo ikke som illustrationer i et leksikon. Vi ser igen og igen de samme billeder, som vi allerede har set til bevidstløshed, f.eks. billedet af de to fly som terrorister styrer ind i Twin Towers. Og hvorfor dog hele tiden vise billeder af Løkke og Thorning? Alle ved jo, hvordan de ser ud. Billeder, vi ser igen og igen i nyhedsmedierne, skal genopvække følelser og fortælle, at nu fortsættes føljetonen – ligesom jingles i et underholdningsprogram. Så argumentet med, at alle kender den i forvejen, gør kun tegningen ekstra brugbar.

Villy Søvndal kommer aldrig til at gå på vandet

Bortforklaringerne ændrer ikke ved at den kollektive, voldsbaserede selvcensur er blevet virkelighed her i landet. Håbet er nu, at den ikke breder sig. For debatten bliver kedelig og blodløs, når der er figurer, der ikke må udsættes for satire, humor og drillerier. Det er ved at iagttage og bedømme striden mellem konkurrerende politikere, at vælgerne finder ud af, hvordan virkeligheden er, og hvem der skal stemmes på. Enhver politiker, der stiller sig op på en piedestal, må også acceptere at blive pillet ned igen af konkurrerende politikere og pressen. Og samtidig skal han huske at smile hele vejen ned for at begrænse vælgerflugten.

Det betyder, at ethvert tilløb til, at en figur udvikler sig til ’Den store Leder som frelser’ ret hurtigt bliver saboteret af andre aktører i demokratiets politiske føljeton. Derfor gror Løkke ikke ind i himlen. Og derfor kommer Villy Søvndal aldrig til at gå på vandet. Når fanatiske tilhængere af en figur med terror får andre medvirkende til at udøve selvcensur, så rammes demokratiet derfor på et af sine mest ømme punkter. Også selv om figuren ikke er partileder, men en religiøs skikkelse af stor betydning for mange vælgere. Det bliver umuligt at pille figuren ned fra den piedestal, som tilhængerne utrætteligt stabler ham op på med ord og gerninger. Han bliver stille og roligt en stærkere autoritet i offentligheden, som alle andre aktører skal tage stadig mere hensyn til. Han og hans tilhængere behandles derfor mere og mere i medierne, samtidig med, at han er værnet mod satire og hårde angreb.

Det er simpelthen ikke fair over for Lars Løkke og de andre, som hele tiden må løbe spidsrod. De udsættes igen og igen for nådesløse satiriske tegninger – uden udsigt til, at hverken de selv eller deres efterkommere ser skyggen af en undskyldning for krænkelser.

Fire trin til stueren vold

Og på længere sigt har det nogle følger, at en gruppe fanatikere med vold kuer mange debattører, medier og store befolkningsgrupper til selvcensur. Selvcensur består nemlig ikke bare i, at man kvæler noget inde i sig selv. Kollektiv selvcensur fører også til fremadrettet handling, fordi der er et stort fælles behov for at legitimere den. Det bliver en politisk eller forretningsmæssig fordel at legitimere, at de voldelige og de symboler, som de forsvarer, behandles bedre i offentligheden. Det er mekanismer, der er på spil hver gang en lovlig politisk eller religiøs organisation er forbundet med et ulovligt, hemmeligt netværk med voldelige fanatikere. Den påvirkningsproces, som sættes i gang, ser således ud:

Trin 1: Man viser respekt og forståelse over for de stærke følelser, som åbenbart driver så desperate voldelige handlinger, som netværket udfører. Fordømmelse og dermed kamp mod netværket erstattes af forståelse for, at der er tale om krænkelse, manglende respekt, intolerance og lignende. I dette valg af, hvordan man beskriver baggrunden for volden, ligger det afgørende politiske valg mellem at bekæmpe eller acceptere den voldelige teknik. Dette valg leder direkte og logisk over i de følgende trin.

Trin 2: Man oplyser befolkningen om baggrunden for disse følelser, dvs. oplyser om det voldelige netværks ideologi, herunder dets historie og ideologiske mål. Det sker fx gennem baggrundsartikler og løbende nyhedsdækning i medierne.

Trin 3: Landets myndigheder intensiverer på så officielt niveau som muligt dialogen med de lovlige organisationer og foreninger, som det voldelige netværk er forbundet med.

Trin 4: Landets myndigheder imødekommer konkrete ønsker om politisk handling fra disse lovlige organisationer og foreninger. De kan eventuelt nu være etableret som politisk parti.

Medierne legitimerer selvcensuren

På denne måde leder disse faktorer:

·         ekstrem, men lovlig politisk eller religiøs organisation som er omgivet af

·         hemmeligt netværk med voldelige ekstremister

·         mange neutrale borgere som bare ønsker at få fred

·         debattører og kunstnere som hemmeligt pålægger sig selvcensur

·         politikere som ønsker at skabe ”fred i vor tid” til de mange neutrale borgere

·         medier som gerne vil formidle freden og tilfredsstille det store brede behov for legitimation af selvcensur

frem til de 4 trin til handlinger som medfører at demokratiet særbehandler den pågældende lovlige organisation eller forening.

Mekanismerne er stærke og kan muligvis ikke stoppes. Men det er nok væsentligt bl.a. at skrive kronikker om det. Og at medierne trykker dem, selv om selvcensuren siger, at de skal lade være. Og hver gang det bliver forbudt at lave satire om noget, fordi der trues med bål og brand, så bør alle landets sirener lyde.

Læs om selvcensur som pædagogisk og politisk påvirkningsmiddel i Håndbog for undertrykte,

herunder om reglen Tvang gør frivillig.

 

Klaus Kjøller, ©klaus@kjoeller.dk

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

ALLE BØGER

KOMMENTARER OG MORALER, MENU 1

KJOELLER NEWS

BREVKASSEN

PROFIL

MEST LÆSTE PÅ KJOELLER.dk

BEDST SÆLGENDE BØGER

 

 

 

151217klauskjoellerDKforside.bmp