|
|
|
|
|
|
Først lagt op 23-10-2010, senest opdateret 23-01-2019 14:52:29 Munter munk truer atter
Danmarks rene stuer
Sproglig snilde er ekstra
nødvendigt for et lille land i spænd mellem et mægtigt diktatur og sine
egne vælgere. Læren af Løkkes møde med Dalai Lama maj 2009 stod på
lystavlen allerede for et år siden. Nu er denne lære aktuel igen fordi
den muntre munk atter truer landet med et besøg i foråret 2011.
I december 2009 blev Danmark og Kina enige om
Tibet-spørgsmålet: ”Denmark recognizes
China’s sovereignty over Tibet and accordingly opposes the independence
of Tibet.” Mange husker stadig Lars Løkkes gemytlige omgang med Tibets tæppehyldede, åndelige leder i maj 2009 på Marienborg. Dalai Lama er munk. Ofte er munke dystre mænd optaget af stille studier langt fra denne verdens tant. Her er Dalai Lama pirrende anderledes: en munter mand på verdensturné mellem alle de ledere som vil modtage ham. Altså også Lars Løkke. Samtidig finder lamaen stunder til indbringende foredrag i lokalområdet. Men bordet fangede. For Kina blev sur. Bag det hjertelige og ret uformelle møde mellem Løkke og Lama var der storpolitik på spil. Til trods for at Løkke understregede at han holdt mødet som privatmenneske, ikke som statsminister. Eksemplet kan bl.a. bekræfte disse regler: · Intet er gratis i politik · Den der har magten, bestemmer hvad der skal skrives tekster om · Teksters indhold afspejler magtforholdet mellem afsenderne. Løkke og Lama afsendte en tekst i juni 2009. Den blev udsendt da medierne fortalte historien om deres møde. Denne historie kunne Kina ikke lide. Teksten rummede et usagt, underforstået budskab om at Danmark støttede Tibets uafhængighed af Kina. Stop for munter munks
verdensturné
Kineserne straffede os ved at gøre det svært for det danske diplomati og danske virksomheder at operere på det kinesiske marked. Det tvang den danske regering til at skrive en ny tekst sammen med Kina. En tekst hvori vi modsagde det usagte, underforståede budskab som var blevet udsendt ved mødet mellem Løkke og Lama. Det havde selvfølgelig været en fordel for den danske regering hvis kineserne ikke havde tvunget den til at dementere det usagte, underforståede budskab ved mødet. Muligvis havde regeringen undervurderet hvor sarte kineserne er i Tibet-spørgsmålet. Desuden har tronfølgeren jo også i forbindelse med sit engagement i den olympiske bevægelse været ude og forklare os danskere hvordan de olympiske lege i Peking medførte mere demokratiske forhold i Kina. Derfor har Løkke og hans rådgivere formentlig vurderet at kineserne nok ville stille sig tilfreds med forsikringer på ambassadør-niveau om at Danmark stadig følger ”Ét-Kina-politikken” og altså ikke støtter at Tibet bliver en selvstændig stat. Men den gik altså ikke. Kineserne vil have stoppet den muntre munks verdensturné. Derfor måtte Løkke betale for sine sommersynder i 2009 med verbale ydmygelser i december 2009, ledsaget af bortforklaringer som skulle redde regeringens ansigt. Diktaturers bureaukrater er
ekstra nidkære
Danmark mærkede den svøbe som et mægtigt diktatur bruger mod selv den mindste afviger, oprører eller satiriker. Diktaturer er allergiske over for alt som ikke til mindste komma passer til systemets officielle tekster. Det kan undre at store, stærke diktaturer frygter selv små, politisk ukorrekte pip fra helt afmægtige borgere i deres eget land. Og fra ledere af lilleputnationer som Danmark. Erfaringer fra det tidligere DDR viser at det bl.a. skyldes at alle bureaukraterne inde i det autoritære system bedst af alle ved hvor gennemforløjet de officielle tekster, og indholdet af de centralt styrede medier er. Der er stor afstand mellem den uofficielle sandhed som alle kender, og så den helt anderledes officielle propaganda-sandhed som man skal tro på og fremme for at bevare sit job og gerne avancere. Og der er ingen udsigt til at den officielle sandhed kan bringes i forbindelse med propaganda-sandheden, fordi medier og alting er centralt styret. I diktaturer lever alle med et dobbelt mentalt bogholderi. Alle er under mistanke for at have forkerte tanker, fordi alle ved at alle har dem. Derfor udviser diktaturers bureaukrater en hysterisk omhu og neurotisk nidkærhed med demonstrativt at kæmpe for den officielle sandhed. Uden hensyn til rimelighed og proportioner. Når alle inde i systemet hver dag må leve med stor frygt for at komme til at ”træde i spinaten” med forkerte udtalelser, så kan ethvert mikroskopisk, afvigende pip fra en afmægtig borger i en fjern landsby, bruges i karrieren. Eller fra statsministeren i et lille fjernt land. Det er en kultur som ikke tåler fejl, herunder den fejl at man ikke med krop og sjæl giver sig fuldt hen til den sandhed som alle dagligt kan se ikke passer. Derfor er alle i diktaturer så gode til at marchere i takt, råbe henrykt i kor og angive sin egen bedstemor. Ethvert politisk system kan måles på hvor godt hæren marcherer gennem hovedstaden. Det er derfor alle danskere må elske synet af vores egen vagtparade der sjokker gennem byen når regenten troner på slottet. For autonomi, men imod
uafhængighed
At kineserne så mister på image-kontoen betyder mindre. Det kinesiske marked er så vigtigt for mange demokratier, herunder Danmark, at kinesernes dårlige værdi-image mest er et problem for demokratierne. Således siger formanden for Støttekomiteen for Tibet: ”Den danske regering siger, at den kæmper for menneskerettigheder og ytringsfrihed i verden, men så snart Kina truer os med økonomiske og politiske midler, træder de fine principper i baggrunden. Det er hyklerisk.” Efter Kina havde dikteret os teksten, skulle regeringen så retfærdiggøre over for vælgerne at man handler med udemokratiske Kina. Derfor understregede udenrigsminister Per Stig Møller da også, at: ”Vi har ikke sagt, at vi ikke vil møde ham [Dalai Lama] igen. Vi har sagt, at et-Kina-politikken står vi ved, og et-Kina-politikken betyder også, at vi ikke kan gå ind for tibetansk selvstændighed. Men vi kan fortsat arbejde for tibetansk kultur og religion og den autonomi, der er tale om i Tibet«. Ordene faldt efter det møde i Udenrigspolitisk Nævn hvor udtalelsen blev vedtaget. Og kun Enhedslisten og Dansk Folkeparti var imod, så der var udsigt til at samhandlen med Kina nu igen kunne vokse videre. Det sker i høj grad takket være ekstrem sproglig smidighed. Vores holdning er helt klar: Vi kan · Ikke gå ind for tibetansk selvstændighed. Til gengæld kan vi fortsat · arbejde for tibetansk autonomi. Heri ligger så også at · vi modsætter os Tibets uafhængighed. MoralenLæren af dette eksempel er ikke at et lille land altid frygtløst og i helt klart sprog skal tale magten imod. Læren er at uden snilde og godt med uld i mund går det altså slet ikke med at holde os stuerene i demokratiet.
|
|
|
|
|
|
